"My dear, girl. Der er
bare noget, man ikke gør. Såsom at sætte Aston Martin og Taastrup i samme
sætning", ville Bond nok have sagt, men den er god nok. Aston Martin nye danske hovedkvarter ligger i Taastrup, og trak selv Bond-bilen over dem alle til kaffe - uden cognac.
Forklaringen på, at man ikke selv ankom i en Aston Martin, bør nok tones ned.
Specielt fordi muligheden for at låne en klassisk V8'er, ligeså lyseblå i lakken som himlen over Taastrup, var til stede.
Desværre stod tilmeldingen som lukket søndag den 15. september 2024, hvor Aston Martin Copenhagen bød på Cars & Cofee.
Og at en 1977 Lagonda V8 a la den Daniel Craig betjener sig af, næppe var blevet afvist i døren, faldt os ikke ind, før vi svingende op langs Nellemann Leasings nye 2000 kvadratmeter store domicil i Taastrup.
I en ganske vist meget Pierce Brosnan-agtig BMW.
På pladsen skinnede sollyset i lakken fra de fremmødte millionslæder på Taastrupgaardsvej. Herfra skal der sparkes yderligere liv i det britiske luksusmærke i Danmark. Ikke mindst fra et eksklusivt værksted, der tilbyder førsteklasses service og reparation af biler leaset gennem selskabet.
Domicilet rummer et autoriseret Aston Martin-center, specialiseret i den legendariske bil.
Så mens ejerne af det eksklusive mærke i loungen fejrede, at Aston Martin nu har fået endnu et tilholdssted i København, trak deres smukt lakerede kostbarheder lange blikke på parkeringsarealet.
Æresgæsten set med 007-fans øjne: Danmarks uofficielle Bond-bil. En Aston Martin DB-5, årgang 1964, kendt fra både Goldfinger, Thunderball, Goldeneye, Tomorrow Never Dies, Skyfall, SPECTRE og No Time To Die.
For nu blot at nævne Bond-filmene.
Ganske vist havde denne Aston Martin aldrig sat så meget som et dækspor i en Bond-film.
Men stadig osede den af samme evigheds elegance som den vogn, Sean Connery kørte i Agent 007 contra Goldfinger.
Og så kunne dens nummerplade få enhver Bond-fan til at måbe: AM50.007.
Ejeren af denne perle?
En venlig, men diskret herre, der havde købt bilen i 2020, da hans søn er stor Bond-fan. Og som var ligeså imponeret over pladen, som den tidligere danske ejer havde skaffet.
Formentlig efter at have trådet sig godt ind i det danske motorkontor
For sådan en plade får man altså ikke ved blot at trykke "bestil nummerplade" på borger.dk.
Et kort øjeblik flammede fantasien om at prøve kræfter med den.
Bare et dramatisk sving ud af indkørslen og en hurtig
accelleration op ad motorvejen. 100 kilometer på 7,2 sekunder. Mens man kastede
et blik i bakspejlet, løftede brynet og konstaterede at politiet nu
lå lige bagi. Som skildret i ovenstående video ....
Ejeren synes at kunne læse tanker og rakte mig... døren. "Du kan få lov til at holde den - og kigge ind," sagde han.
Kabinen duftede af læder og klasse, men afslørede også at vognen i modsætning til Bonds er venstrestyret.
Den lille røde knap i gearstangen manglede også. Så - altså, ingen katapult.
Bortset fra, at det sikkert vil føles som er man blevet skudt ud af et jagerfly, hvis nålen skulle ramme de 240 km, som bilens officielle papirer, forsikrer, at den kan nå.
Det får man bare næppe testet herhjemme. End ikke ved specielle lejligheder.
Men en ting er sikkert: Bilen er til leje!
For 3.500 kr. kan man betale for at blive set med den.
Men kun set.
Man får stadig ikke licens til at køre den selv.
Veteranen har trods alt en værdi af små ti millioner kroner.
Men den er værd at invitere ud til festlige anmeldninger. For den har mere V.I.P. erfaring end de fleste.
Denne Aston Martin var æresgæst ved galla-premieren på No Time to Die i Imperial i København i 2021.
Ligesom den har været i brug, når motorsports-reportere har leget Bond for en dag.
Ved en fotosession i anledning af Skyfall i 2012, hang Connerys favorit således ud med Roger Moores foretrukne landevejsfræser, en Lotus Esprit, foran Casino Marienlyst i Helsingør. Chefredaktør, Bo Christian Koch kårede sin foretrukne vogn i MotorClassic.
Caspermax ©