FOR DANMARK, JAMES
1968-78
2. del

Efter at have erobret biograferne, boghylderne og børnelegetøjet genererede Bond-figuren ud i forskellige varianter. Kritikken steg fra anmelderne, men få andre film-helte trak ligeså mange tilskuere i Danmark, der i 1970erne fik nationens første 007-pige, sanger og forfatter.

1968

- Bond i flere versioner

Godt modtaget i provinsen

Anmeldelserne, der modtog 007-farcen Casino Royale i den danske provins i vinteren 1968 var overvældende.
Charles K. Feldman  ville have godtet sig, hvis ellers filmens producent kunne have læst dansk. Næstved Tidende skrev, at Casino Royale var en "vellykket farce, morsom fra ende til anden".
Næstved Kino spillede Casino Royale to gange om dagen. Foto: Annonce fra Næstved Tidende, 1968.
Fredericia Dagblads anmelder "sad og klukkede", den 13. 2 1968.

Vittig dialog

Ligeså glad var Sjællandske medier i marts 1968: "Dialogen er vittig og træffende .... "David Niven yder en storartet præstation" ... fortræffelig underholdning", lød dommen.
Information var heller ikke ganske afvisende for Casino Royales mange små hip til Broccoli og Saltzmans Bond-film.
Information, den 13. februar 1968. kaldte filmen for en meget fri omsætning fra Flemings papir.

Afslørede slutningen

Ringsted Dagblad tog ikke hensyn til spoilere, da Casino Royale kom til byens Kino den 30. april 1968.
"James Bond forsvinder op i det blå himmel-rum med al det knald, som hører sig til en så effektfuld bortgang", skrev anmelderen om Casino Royales finale, hvor alle 007-agenterne farer til himmels.

Herover, øverst til venstre. Jydske Tidendes kritik fra 5. juni 1968. Øverst t.h: Ringsted Dagblad fra den 30. april 1968. Nederst. Næstved Tidende, 1968.

Tulipan poesi

Den 4. juni 1968, var der næsten fyldt i Kino-palæet i Haderslev.
Jyske Vestkystens anmelder var en af dem, der tog notater, da Casino Royale løb over lærredet. Han konstaterede, dagen derpå, at tilskuerrækkerne "lignede en tulipanmark en efterårsdag", da man nåede frem til det store slag mellem indianere og cowboys i filmens casino. Det må have været et sørgeligt syn ...
Sjællandske Mediers kritik af Casino Royale fra 1968.

Skæve danske bidrag

Det Danske Film Institut talte stadig ikke billetindtægter. 007 - Casino Royales indtjening i de første par år forbliver derfor udokumenteret. Men navnlig filmens musik dryppede på den danske filmkultur.
Komponisten Burt Bacharachs soundtrack rummede adskillige store numre. Et af dem, Home, James, don't spare the horses kom til at indgå i den danske film, Nu går den på Dagmar fra 1972, hvor Ulla Gottlieb og Finn Storgaard flippede helt ud til den.

Det var også et dansk bogforlag, der trykte den udgave af Ian Flemings For Your Eyes Only, der med et billede fra Casino Royale blev sendt ud - i Panama. Billedet på bogens forside forestillede Ursula Andress og den hvidskæggede engelsk-australske skuespiller Henry Gilbert. Hvorfor folkene på Grafisk Forlag ikke valgte et foto med David Niven, filmens Sir James Bond, er et af de talrige spørgsmål, som den skæve Bond-farce efterlod. 
Grafisk Forlag udsendte Casino Royale - i Panama ...

Bold - James Bold

På legetøjsmarkedet fik en flerfarvet hoppebold også navn efter Ian Flemings helt. James Bond-bolden havde ingen tilknytning til filmene, eller bøgerne, men den kunne i et klasseværelse skabe samme ragnarok, som 007s tekniske hjælpemidler i en SPECTRE-vulkan.
I Gyldendals bog, Tilbage til 1970erne af forfatteren Ove Dahl fra 2008 bliver bolden fremhævet som "Lærerens skræk".

Ikke skyggen af David Niven

I Interpresses James Bond - Agent 007 tegneserier spillede man ikke med David Nivens skøre kugle af en 007 film.
Både for-og bagsiderne af årets tre udgivelser gengav Sean Connery som James Bond. Der var ikke så meget som et foto fra Feldmans Casino Royale i dem. Nummer 13 med titlen Dødelig Mission var en dramatisering af Ian Fleming novellen From a view to a kill.
En historie, hvor Bond skal opklare mordet på en britisk motorcykel-attaché, der skydes i ryggen af en russisk spion i Sydfrankrig, hvorpå dræberen forsvinder med hans tophemmelige dokumenter.

Herover: Tre udgivelser fra Interpresse, der understregede, at Sean Connery stadig var James Bond i 1968. Kommandørkaptajn James Bond, som et bagsidebillede tilmed præsenterede ham.

Ændrede titler

I tegneserieblad nummer 14 hjælper 007 en engelsk agent sikkert gennem jerntæppet fra Østberlin.  Flemings novelle, The Living Daylights var nu blevet til Spionen fra øst. Årets sidste udgivelse fik titlen Manden med den gyldne pistol. Flemings sidste roman, The man with the golden gun var ellers hidtil blevet oversat til Manden med den gyldne revolver på dansk.
Politiken udgav Filmens Hvem-Hvad-Hvor, redigeret af anmelder Bjørn Rasmussen.
I bogen blev Agent 007 jages kaldt "seriens bedste film" Mission: Drab - "præget af tarvelig smag".

Tilbage i Nørreport

Sommeren 1968 skulle heller ikke gå, uden 007-film på programmet. Mens Agent 007 - Du lever kun to gange med en ny, blåtonet plakat, kørte i landets såkaldte b og c biografer i provinsbyerne, satte "mandefolkebiografen" Nørreport Bio i København atter de fire første Bond-film på programmet.
B.T's reklame for Nørreports Bios Bond-kavalkade. Fotoscan: Martin Salling Hansen.

"Største film-sukces"

Agent 007 - Mission: drab spillede fra den 29. juli til den 4. august, efterfulgt af Agent 007 jages fra den 5. til den 11. august. Agent 007 contra Goldfinger gik fra den 12. til den 18. august, inden Agent 007 i ilden fra den 19. til den 25 august 1968 rundede "cavalcaden for vor tids største film-sukces" af, som B.T.s annonce skrev.
Du lever kun to ganges ny plakat i provinsen bar Jydske Tidendes anmeldelse - fra Goldfinger ...!

Connery junior i Nørreport

Bond-kavalkaden i Nørreport blev sat på for at markere, at Sean Connery stadig var den ægte vare.
Den 29. maj 1968 havde Nørreport Bio nemlig forsøgt sig med den italienske produktion, Operation Lillebror.

Herunder: Dansk pr-materiale fra Operation Lillebror. Kilde: DFI
Plakat og program fra Operation Lillebror. Fotoscan: Bond-bloggen.dk

Tolv dage på lærredet

Billed-Bladet fortalte i en optaktshistorie, at filmens stjerne, Neil Connery ville være, om end ikke bedre, så i al fald lige så god, som sin berømte storebror i rollen som Doktor Connery - hemmelig agent. Men efter blot tolv dage - den 9. juni 1968 - blev Operation Lillebror taget af plakaten igen.
Efter 007 - Casino Royale var James Bond efterligninger åbenbart ved at blive lidt rigeligt for publikums smag.
Kopi af filmens officielle danske program.

Herover:  Operation Lillebror fra 1968 spillede kun tolv dage i Nørreport bio. På You Tube kan hele filmen ses gratis.

PRESSEN SKREV OM OPERATION LILLEBROR

Fyens Stiftidende kaldte Operation Lillebror for "Ruskomsnusk". Politikens anmeldelse ses til højre.
Kristligt Dagblad og Demokraten, t.h. var Connery Jr. mildt stemt i 1968.

Henning Palner eller Freddy Koch?

"Lillebror er håbløs ... jeg kedede mig", lød det fra Politikens anmelder. Fyns Stifttidende karakteriserede filmen som et "ruskomsnusk af tidligere James Bond film" og brugte ord som "kluntet" og "fladpandet" om skuespil og dialog.
Kristligt Dagblad og Aktuelt var lidt uenige om Neil Connery mest lignede den danske skuespiller Henning Palner eller Freddy Koch, men var rørende enige om at fremhæve filmens  overdådige farver. Heller ikke Demokraten eller Fyns Tidende kunne svinge sig op til de store roser.
Fyens Tidende og Aktuelt, t.h. var bestemt ikke overbevist af Sean Connerys lillebror i 1968.

Bond i provinsen

Fønix Teatret i Næstved lokkede også med Sean Connery Bond-kavalkade.
Skønt biografen hørte til landets mindste havde den ofte adgang til de store premiere-film hurtigere end mange af Danmarks øvrige provinsbiografer. Det skyldtes at Fønix medio 1950erne havde brudt en blokade mod amerikanske film, som filmselskabernes sammenslutning MPEA, havde indgået. De store filmselskaber glemte aldrig Fønix for skruebrækkeriet.
United Artists - 007s distributionsselskab - var flinke til at sende biografen kopier af Bond-filmene. Salens "cowboyrækker" uden ryglæn var således fyldte, da dørene i 1968 blev slået op til et gensyn med Agent 007 - Mission: Drab, Agent 007 jages. Agent 007 contra Goldfinger og Agent 007 i ilden.
Fønix-Teatret i Næstved trak folk ind til Bond på "cowboy-rækkerne".

Markham - Robert Markham

Lademanns Forlag holdt også Bond-fanen højt.
I 1968 udkom Døden har dragetænder, den første nyfortolkning af James Bond i roman-form.
Efter Ian Flemings død i 1964 havde forfatterens Bond-bøger vist sig som en ren guldgrubbe. Derfor indsatte Flemings forlag Glidrose en ny, officiel forfatter til at løfte arven.
Robert Markham var navnet. Planen var, at det skulle gå i arv til de forskellige forfattere, der i fremtiden skulle skrive forlagets 007-romaner. Bag psudonymet til den første fortsættelse gemte forfatteren Kingsley Amis sig.
Forsiden til Døden har dragetænder var et syretrip i 1968. Foto: Lademanns cover af Tom Adams.

Forfatteren var Fleming fan

Kingsley Amis havde været en stor beundrer af Flemings bøger. Under psydonymet Bill Tanner skrev han to store akademiske studier om 007-fænomenet i 1966.  The Book of Bond og under sit eget navn, The James Bond dossier.
Bogens præsentation af "Robert Markham".

Sadistisk a la Fleming

Med Døden har dragetænder, på engelsk Colonel Sun, leverede Amis en historie, hvor M bliver kidnappet og smuglet til Grækenland.
Sammen med en kvindelig, sovjetrussisk agent må Bond redde ham fra den kinesiske skurk Oberst Sun. Han stikker bl.a. strikkepinde gennem vor helts trommehinder i en tortur, der ikke lader Fleming noget efter i sadisme.
Optakten til Døden har dragetænder fra bogens omslag.

Salvador Dali inspireret

Døden har dragetænder blev oversat til dansk af Leif Tronholm  og udgivet med et psykadelisk omslag. Med inspiration fra Salvador Dali var det kreeret af den ukrediterede kunstner Tom Adams. Salget var dog moderat. 
Skønt Kingsley Amis havde en idé til  en opfølger, der skulle foregå i Mexico, hvor en 70-årig Bond vendte tilbage til aktiv tjeneste, blev projektet aldrig til mere.
"Hov - det er jo ikke HAM - skrev BILLED-BLADET i 1968, ved George Lazenbys indsættelse. @MGM/Danjac

Connerys afløser

Til gængæld kunne BILLED-BLADET i oktober 1968 fortælle, at James Bond filmene ville fortsætte.
Ugebladet bragte et billede af manden, der skulle spille agent 007 i filmen I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste. Under rubrikken: "Hov - det er jo ikke HAM",  kiggede Sean Connerys afløser ud fra spalterne. Den nye 007 hed Lazenby - George Lazenby
Berlingske omtalte også den ny 007 - men bragte Diana Rigg øverst. Lazenby stirrede frem i bunden.

Bonds benarbejde

I Aktuelts søndagsudgave den 22 december 1968 fik man set lidt mere til Lazenby.
Australien lod sig fotografere, mens han fik taget mål til Sir Hillarys skotske kilt. Omend det nok var Blofelds kvindelige patienters pusselanker, der løb med den største opmærksomhed under en bowling-konkurrence i Murren, hvor den sjette Bond-film blev filmet.
Aktuelts reportage fra Bonds bowlingsseance.

1969

- Den glemte Bond

Flere Bond'er i omløb

Nyheden om den ny James Bond blev blandet med forvirringen om, hvem der spillede Bond i Casino Royale.
Fjorten dage inde i januar 1969 var Feldmans film med David Niven og Peter Sellers nemlig stadig i dansk biograf-rotation. I Frederikshavns avis blev den anmeldt med overvældende positivitet.
Frederikshavns avis frydede sig over Casino Royale den 14. januar 1969.

Ingen fotos af Lazenby

Imens varmede BILLED-BLADET op til premieren på I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste ved at vise en billed-reportage, hvor endnu en ny Bond-aktør, George Lazenby brækkede stuntmanden Yuri Burienkos næse.
Det skulle angiveligt være efter den prøve, at producer Harry Saltzman sagde til austraileren, at de ville gå med ham som den ny James Bond.

I Interpresses tre udgaver af James Bond - Agent 007 var der imidlertid ikke så meget som et billede af den nye 007.
Manden på tegneseriernes forside lignede i 1968 stadig Sean Connery. I bladene blev der også udelukkende bragt billeder fra Connerys 007-film.

Herunder: I årets fire udgivelser af James Bond - Agent 007 fra 1968 var Connery stadig 007. Foto: Faraos Cigarer/Bond-bloggens samling.

Frit efter Fleming

I nummer 16 kunne man opleve Flemings novelle Octopussy udfolde sig under den danske titel, Undervandsdøden.
Ligeså kreativ var titlen, Ubåd savnes på tegneserie nummer 17. Den dækkede over en dramatisering af novellen, The Hildebrand Rarity og fortalte Ian Flemings afdæmpede historie om hustrumishandleren Milton Krest, der blev dræbt, muligvis af sin kone, hvorpå Bond camouflerede mordet som en ulykke. 

Ligeså stor kreativ frihed tillod forfatteren Jim Lawrence sig, da han i Operation Spøgelsesfly bearbejdede Ian Flemings roman, Jeg elskede James Bond til tegneserieform i nummer 18.
Det var den første fortælling, der intet havde med forfatterens roman at gøre. Og dog.  Historien blev baseret på hændelser, som Fleming lod 007 nævne i romanen, Jeg elskede James Bond, hvor han under sin jagt på Spectre-bossen, Ernst Stavro Blofeld, ender på et motel i Canada. Original-historien, Jeg elskede James Bond, hvor 007 redder motel-receptionisten Vivienne Michel fra to overfaldsmænd, måtte alle dog vente nogle numre på at læse. 
Plakatdesignet til I hendes majestæts hemmelige tjeneste indhyllede agenten i mystik. Foto: Ukendt.

Mystik om Bonds identitet

Den 12. december 1969 fik den danske presse tilsendt pr-materialet til den nye James Bond film, samt indbydelsen til at anmelde den i United Artists filmsal i Nyropsgade i København, den 15. december kl. 13.30.
Mystikken omkring den nye 007s identitet var stor. De første danske plakater til Agent 007 I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste havde end ikke George Lazenbys ansigt påtrykt. Kun navnet James Bond.
Indbydelsen til pressen nedtonede, at George Lazenby var ny 007.

Fra Elin Reimer til 007

Pressematerialet fortalte intet om, at Agent 007 -  I Hendes majestæts Hemmelige Tjenestes havde danske forbindelser.
Men på rollelisten, på lydsiden og i produktionsdesignet var der i større og mindre grad danske bidrag til Bond-sagaen.
Måske anmelderne bare ikke genkendte Mona Chong, selvom hun to år før havde medvirket i årets danske film, Henning Carlsens sort-hvide Bodil-pris vinder, Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet fra 1967.
I filmen havde den 24årige engelsk-asiastiske skuespillerinde optrådt som danserinden og glædespigen Lola - styret af bordelmutter Calcura i skikkelse af Elin Reimer, og poserede også på bogens cover af Jens August Schade. I Bond-filmen spillede hun superskurkens Blofelds kinesiske patient på skisportsstedet Piz Gloria i Schweiz.
Foto: Cover af Mennesker mødes ... roman fra 1967. Mona Chong havde optrådt med Matadors Laura, inden hun blev 007 pige.

Lyden af dansk design

Skurkens hemmelige hovedkvarter havde designeren Syd Cain også dekoreret med dansk design.
I det værelse, som Bond i rollen som slægtsforskeren Sir Hillary Bray fik tildelt, lyste den berømte designer Verner Pantons shell-lampe rummet op. Lampen var fra serien Fun fra 1964, og hang også i Blofelds opholdsstue. Her fik den endog sin egen lille tone, da Diana Riggs heltinde, Tracy gav muslingeskallerne på lampekæderne et blidt skub, mens skurken selv vendte ryggen til for at lytte på sin radio. 
Diana Rigg foran Verner Pantons lampe på Piz Gloria. Foto: James Bond lifestyle.com.
Også Bonds værelse lå badet i skæret fra den danske lampedesigner. Foto:James Bond lifestyle.com

Dansk solist

Ud af radioen strømmede ikke sangen Do You Know How Christmas Trees Are Grown. Julesangen hørtes til gengæld flere gange undervejs. Ikke mindst som kulmination på filmens skijagt i den schweiziske by Grindelwald.
Skønt sangen er på engelsk med tekst af Hal David var sangerinden pæredanske Nina van Pallandt.
I 1950erne var hun overmåde populær i duoen Nina og Frederik. Filmens komponist John Barry havde arbejdet med ægteparret i 1950erne, og bad Nina synge med et kor af børn. "Nogle af ungerne var små engle. andre var bestemt ikke", skrev Nina i sin selvbiografi NINA fra 1973.
Danske Nina van Pallandt - Bonds første danske sangerinde.
Do You Know how Christmas trees are grown udkom den 28. november 1969.

Ninas uofficelle Bond-sang

Julesangen blev aldrig ligeså berømt som We Have All The Time In The World. Den havde Barry øremærket til Louis Armstrong, men i fald den notorisk tonedøve producer Harry Saltzman ikke ville gå med til jazz-legendens hampre honorar på 45.000 dollars, havde komponisten en anden sang i reserve - The More Things Chance.
Den skulle Nina havde sunget. Men det blev ikke aktuelt til filmen. Alligevel udkom den i 1969, som en slags uofficiel Bond-sang med Nina som solist. Den kunne høres på B-siden af John Barry singlen, Ready When you are, J.B.
Nina sang sin julesang på BBC juleaftensdag 1969. Den kan ses og høres herunder.

Genindsunget af andre

Do You Know How Christmas Trees Are Grown sang Nina live sammen med et børnekor i en morgenudsendelse på BBC juleaftensdag 1969. En noget sær PR for den hårdtslående 007-film.
Når hun aldrig blev helt så berømt for den, skal årsagen måske søges i den omstændighed, at sangen blev genindsunget af to andre sangerinder. Katja Ebstein og  Isabelle Aubret  sang på h.h.v de vesttyske og franske versioner af I Hendes Majestæts Hemmelige tjeneste.  Ifølge Jacob Wendt Jensens bog James Bond - De danske forbindelser fra 2008 så Ninas mor ovenikøbet filmen to gange, uden at bemærke sin datters stemme ...

Herunder: John Barry og danske Nina van Pallandts anden Bond-sang, The more things chance . Et alternativ til We have all the time in the world.

Spies købte Bond bilen

Ninas julesang kunne ikke overdøve PR-larmen fra Bonds nye Aston Martin.
For at adskille sig fra Sean Connerys søvgrå Aston Martin DB-5 blev den nye Bond sluppet løs bag rattet i en olivengrøn DBS fra 1968 med 6 cylindre og 274  hestekræfter. William Towns designede sportsvognen, der modsat sin sølvgrå forgænger fra 1964, ingen andre hjælpemidler havde, end et kikkertsigte gemt i handskerummet. 
Bonds nye Aston Martin som bryllupskaret i filmen. Foto: @Danjaq.

Kan stadig ses i Danmark

Der blev kun produceret 787 modeller, men én af dem købte den danske rejsekonge Simon Spies. Ifølge Se og Hør lagde rejsekongen 500.000 kroner kontant for at indlemme sportsvognen i sin bilpark i Rungsted. Så kunne han rigtig føle sig som en dansk James Bond.
Spies-sportsvognen kan stadig ses ved diverse veterantræf rundt omkring i Danmark. Herunder foreviget af fotograf Jørgen Kjær ved et træf i Sønderjylland i 2016, gengivet på Pingvinnyt.dk.
En version af Bonds bil kørte også i Danmark i 1970. Foto: Bragt med tilladelse af Jørgen Kjær.

"Mange øst-danskere vil kende Diana Rigg"

B.T. flyttede fokus til George Lazenby, der angiveligt havde kostet en formue.
Filmselskabet United Artists måtte nemlig opkøbe alle de reklame-film og annoncer, som havde brugt hans ansigt. Så kunne man bedre bevare Bond-mystikken, og skabe et image, der passede serien.
B.T. noterede også. at Diana Rigg som filmens Bond-pige, ville være de danskere bekendt, som kunne se tv-serien The Avengers på svensk tv.
B.T.'s omtale af Lazenby og Rigg fra december 1969
George Lazenbys ansigt forblev en gåde på den danske plakat fra 1969.

Forbudt for børn under 16

Introduktionen af den nye James Bond forblev en neddæmpet affære.
I filmens program introducerede man den nye James Bond ved at skrive "at han jo allerede er verdenskendt gennem pressen". Læseren fik kun at vide, at George Lazenby stammede fra Australien, og at han havde været model for tandpastafirmaer og chokolademærker.
Istedet forkuserede man på, hvor meget aktion, og hvor mange stunts filmen indeholdt. Det samme gjorde censuren. Lazenbys film blev forbudt for børn under 16 år.
Filmens program fokuserede på aktion-scener.
PR materiale anno 1969 fra United Artitst.
"Spændende om han også klarer kritiken fra 1695 anmeldere", skrev Aktuelt om den hypede 007-premiere

Gik kun en måned i København

Fem danske biografer landet rundt holdt verdenspremiere på Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste.
Filmen fik premiere kloden rundt den 18. december 1969. I København blev den sat op i Saga Bio på Vesterbrogade, der dengang havde hele 2.086 pladser. Men allerede den 5. februar 1970 blev filmen taget af igen.
Jydske Vestkysten satte fokus på biografpersonalets mening om filmen i december 1969.

Skuffede danske kvinder

"Han er jo ikke spor mand - han er blottet for charme", lød det noget mere skuffet fra en af de kvindelige gæster, der mødte Ekstra Bladets reportere efter premieren på Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste.
Hvis George Lazenby var en julegave - så skulle han åbenbart byttes.

Publikums blandede reaktion

Dagbladet B.T. stod også klar til at høre premieregæsterne om deres mening.
De fem adspurgte gæster var næsten enige om, at den ny James Bond var bedre, eller ligeså god som den gamle, men nogle anså filmen for at være for urealistisk. "Ren science fiktion".
Andre fandt, at der var for lange pauser mellem aktion-sekvenserne. Ingen nævnte slutningen, der ellers idag går for at være en af seriens mest chokerende.

En stjerne ud af fem

B.T.s anmelder holdt derimod ingen slag tilbage. "Bond og hans film er kendt for glæden ved smukke piger, men denne udmærker sig ved i utrolig grad at mangle sans for sex og kvindelige ynder", lød kritikken fra Rolf Bagger, der tildelte den en sølle stjerne ud af avisens fem.
Anmelderen kaldte også Diana Rigg "kvabset" og Lazenby "en dukkedreng". Og slutningen? "Et utroligt chok - så usmagelig er den".
Én stjerne fik Lazenbys film af B.T i 1969.

Forkortet version i omløb

Fyens Stifttidende noterede, at den version af I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste, der blev vist i Danmark var kortere end originaludgaven.  20 minutter var skåret ud. Så kunne biograferne vise den flere gange, og publikum undgå at betale de dyre billetpriser som en helaftensfilm ville have udløst.
De forsvundne scener drejede sig ikke kun om replikker, som avisen skrev. Hele scenen, hvor Bond brød ind i Gebruder Gumbolds advokatkontor, og tilegnede sig nogle dokumenter fra Blofeld var skåret væk. Det samme var flere scener mellem den mystiske spion Campbell og Blofelds håndlanger, der forhindrede ham i, at tage en svævebane til skurkens tilholdssted Piz Gloria.
"Man affinder sig med Lazenby", skrev Fyens Tidende i 1969.

Ingen kan tale om skuespilkunst

Hvor Fyens Tidende mente, at det kun var i filmens begyndelse, at man havde lagt mærke til forskellen mellem Connery og den nye mand, George Lazenby, fulgte Ekstra Bladet op med denne kritik: "Lazenby er fornuftigt nok anbragt i så meget action, at ingen, siger og skriver, ingen, får den ringeste chance for at tale om skuespilskunst".
Avisen gav I hendes majestæts hemmelige tjeneste tre ud af seks stjerner, men tippede at Bond-feberen kunne begynde forfra.
Ekstra Bladets anmeldelse, 1969.
Aalborg Amtsavis kaldte konstant Lazenby for "en frisør" i 1969.

Fjollet og usmagelig bølle

I Aalborg biografen Astoria gjorde James Bond figuren ikke det store indtryk på Aalborg Amtsavis' kvindelige anmelder. "Mænd elsker aabenbart den dødsmarte James Bond, der kan klare enhver situation og enhver dame. På undertegnede virker han ret fjollet - han er faktisk noget af en usmagelig bølle", lød skudsmålet.
Avisen fandt, at Diana Rigg var køn og spillede bedre "end ham, hun danner par med", og at Telly Savlas var fremragende som forbryderkongen Blofeld.
Aktuelts anmeldelse fra den 19. december 1969.
Jyllands-Postens kritik, bragt den 19. december 1969.

"En absolut mandfolkefilm"

Ålborg Stifttidende betegnede Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste som "en absolut mandfokefilm. Damer kan til nød kigge med, hvis de ikke har andet at lave", skrev den kvindelige anmelder, der ikke fik hjertebanken af George Lazenby.
Ålborg Stifttidende glædede sig kun over jagtscenerne. Lazenby - no so much ...

Satte kolorit på julen i Fredericia

I Fredericia blev Lazenby præsenteret på lærredet i byens Palads til god kritik fra byens dagblad.
Avisen fremhævede, at det hele var blevet mere menneskeligt, og at John Barrys musik ramte stemningen godt.
Frederica Dagblad glædede sig over, at 007 kunne sætte kolorit på juledagene.

Flov erstatning

I Aktuelt blev filmen kaldt den "syvende Bond-film". Anmelderen Knud Voeller skelnede ikke mellem United Artists' og Colombia Films 007-produktioner. Han skrev, at det ikke havde stort at sige, at George Lazenby havde overtaget rollen efter "den udslidte Mr. O'Connery" - som anmelderen konsekvent kaldte Sean Connery.
"Det kan ikke nægtes, at det nye Bond-opus et sted på midten er lige ved at blive kedsommelig. Men der kommer tryk på igen. Stol på det", skrev Aktuelt. Mens Jyllands-Posten mente, at Mr. Lazenby var en flov erstatning for Connery, og erklærede sig ligeså træt af James Bond som skotten.
Århus Stifttidende skrev fejlagtigt, at filmen var baseret på Flemings første Bond-bog.

"DØDGODT - FOR AT BRUGE ET UDTRYK, DER VISTNOK ER "IN"
- Demokraten, 1969


"Skønt underholdende og helt i forfatteren Ian Flemings ånd krydret med en afslappende ironisk distance, som ingen af forgængerne har båret præg af ", hed det i Demokratens anmeldelse.
Demokraten var begejstret for Lazenbys forsøg i 1969.

Populær i Vejle

"En sang med Louis Armstong kan vist ikke opnå samme popularitet som f.eks. Goldfinger", skrev Vejle Amts Folkeblad om We Have All The Time In The World. Avisens anmelder var til gengæld godt underholdt - også af Lazenby som blev beskrevet som "en gevinst for filmen".
Vejle Amts Folkeblad: "Lazenby er en gevinst for filmen ..."

En fysisk toppræstation

Fyns Stifttidende modtog George Lazenby med disse ord: "Hans indsats som James Bond er først og fremmest en fysisk toppræstation. Han er både atlet og artist. Hvad han må savne af Connerys personlige udstråling, redder han i forhold til det smukke køn hjem på sin tørre, men troværdige charme".
"Han er lidt for drenget, og leger lidt for meget. Han mangler at frigøre sig fra arven",  mente Horsens Folkeblad om George Lazenby.
Ikke desto mindre fandt anmelderen, at filmen var mere menneskelig end de andre 007-episoder. "Man er faktisk mere engageret i, hvordan hele miseren klares, end da Sean Connery klarede ærterne", skrev avisen.
Både Kristligt Dagblad, t.v og Horsens Folkeblad var på Lazenbys side.

Dumpet af Politiken

"Den ny James Bond (George Lazenby) får os til at påskønne den gamle", skrev Politiken, hvis anmelder slet ikke brød sig om 007-genren.
Politiken var ikke glad for den nye 007. Anmeldelsen er fra 19. 12. 1969.

"Kniber med vitserne"

"Det kniber med at servere vittighederne, men han har også fået en svær rolle ... idet han skal kæmpe med en Sean Connerys habitus", skrev Kristeligt Dagblad. Alligevel betegnede anmelderen Lazenby som "en værdig arvtager".
Berlingske antydede, at slutningen ikke var hvad SAGAs publikum var vant til fra Morten Korchs idyl.

Ender som ingen Saga-film vil ende

I Berlingske Tidende - der for egen regning oversatte titlen "I dronningens tjeneste"  - havde Svend Kragh Jacobsen den anke, at filmens midterste del var ved at gå til i al for meget snak. Men den sidste halve time ville blive svær at overgå. Navnlig, "den fantastiske forfølgelsfinale", der endte "som ingen Saga-film nogensinde ville være endt". 
Land og Folk betegnede Bond som "Den vestlige verdens playboy".

"Moderlige Diana Rigg"

"Diana Rigg er ikke så meget glamour, som de Bond-piger man kender. Men sød - næsten moderlig", mente Fyns Tidende om kvinden, der blev Mrs. Bond. Land og Folk kaldte hende "udmærket", men fremhævede ellers den "omhyggeligt bodybuildede australier" - Lazenby - som "et fund for enhver modecreatør".
"En særdeles handlingsmættet film", skrev Fyns Tidende den 19.12. 1969.

Lazenby sagde op

Selv var George Lazenby da heller ikke 007 venligt stemt. B.T. berettede, at australieren havde meddelt, at han allerede havde lagt rollen bag sig. Faktisk truede han med, slet ikke at dukke op til premieren i London.
Striden handlede om hvorvidt Lazenby skulle rage sit hippie fuldskæg af, og endte med at australieren mødte op i Odeon biografen på Leicester Square ubarberet, men dog iført smoking, Men ved udgangen af 1969 så det rent faktisk ud som om Bond-rollen atter var ledig.
B.T. beskrev hvordan den nye Bond allerede var fortid i december 1969.

"Filmmagerne har afvist alle mine forslag om ændringer"
- George Lazenby, citeret i B.T. den 25. november 1969

B.T.'s omtale af Lazenbys exit.

Ikke i gavehumør

På selveste juleaften 1969 udkom Berlingske Tidende med en opsummering af den britiske kritik af Lazenby.
Anmelderne var ikke just i julegave-humør. Den kvindelige kritiker fra Daily Mail skrev, at "Connery havde mere sex i sin underlæbe, end Lazenby havde i hele sin krop".
Berlingske gengav britisk presses julehilsen til Lazenby den 24. 12. 1969.

1970

- George hvem ....?

Bond - ikke Lazenby - skulle sælge

United Artists sendte nyt dansk PR-materiale ud med de bedste anmeldelser om I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste påtrykt i 1970.
For første gang viste man også George Lazenbys ansigt på en tegnet plakat af kunstnerne Robert McGinnis og Frank McCarthy. Men det var stadig navnet James Bond - Ian Flemings Agent 007 - der  blev fremhævet overalt. Ikke den australske model.
PR-materialet med Lazenbys ansigt og de bedste anmeldelser sendte United Artitst ud i 1970.

Ikke ringere end Connery

Familie Journalen gjorde det meget nemt for læserne. I nummer 3 fra 1970 genfortalte bladet hele filmens historie, plus dens tragiske slutning. Konklusionen om George Lazenby lød: "Han er ikke ringere end sin forgænger".

Herunder: Familie Journalen bragte et opslag om den sjette 007-film i 1970.

"Synd for Lazenby"

"Det tager et stykke tid inden man vænner sig til den nye James Bond", mente Næstved Tidende, der anmeldte filmen den 31. marts. 1970 Anmelderen fandt ikke, at Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste nåede op på siden af seriens bedste, og foretrak Connery som Bond. 
Jyske Vestkysten var mere overbevist, og mente, at det var "Synd for Lazenby", at han ikke var blevet bedre modtaget i Storbritannien.
Jyske Vestkysten roste Lazenby den 20. januar 1970.
"Når ikke op på siden af de bedste i serien", skrev Næstved Tidende, 31. marts 1970.

Populær på Fyn - ikke i Slagelse

I Slagelse  bemærkede Sjællands Tidende, at det "kun blev til en halvfærdig grimsasse" fra Lazenby, der ikke fik hjælp af et kedeligt manuskript med for meget snak i midten.
Hvorimod Fyens Stifttidende var meget mere begejstret. "Hvis den nye James Bond kan fortsætte i den stil venter der biografgængere verden over mange oplevelser med ham", skrev avisen, da filmen kom til provinsen den 3. marts 1970.
Sjællands Tidende havde ris til Lazenby, men ros til hans skiløber, Willy Bogner, Jr.
"Lazenby levede op til alles forvetninger" - Fyens Amtsavis, den 3. marts 1970.

Biffen kun næsten fyldt i Randers

"Måske er stilen passé, måske er publikum, som Sean Connery, træt af Bond?", skrev Folkebladet Randers.  Efter at have overværet Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste med kun en næsten fyldt sal i Kino-Palæet.
Om Lazenby var hans slagkraftige næver, det bedste anmelderen havde at sige.
"En stor del af første afdeling virker kedelig", skrev Folkebladet Randers den 10. februar 1970.

Randers skulle vænne sig til Lazenby

"Man skal vænne sig til denne Lazenby, der forekommer noget amatøragtig i forhold til sin store forgænger, Sean Connery", lød det ligeså forbeholdent fra Randers Amtsavis.
Randers Amtsavis omtalte filmen den 10. februar 1970.

Sammenlignet med Hoffman og Hitchcock

Frederiksborg Amtsavis og Ny Dag i Nakskov forsøgte begge at sammenligne Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste med andre film.
Frederiksborg Amtsavis så Bond-filmen som en klar kontrast til John og Mary, et romantisk drama med Dustin Hoffman og Mia Farrow, iscensat af Bullit instruktøren Peter Yeates.  Mens man i Ny Dag sammenholdt George Lazenbys Bond-debut med Alfred Hitchcocks spion-film Topaz. Med den konklusion af de begge var en smule skuffende.
Frederiksborg Amtsavis og Ny Dag i Nakskov, t.h. vejede ind med deres kritik i 1970.

Tjente stadig penge

Ï Aktuelt forsøgte Harry Saltzman at beskytte sin forretning. Producenten udtalte, at det ikke betød ret meget, hvem der spillede Bond. I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste havde tjent masser af penge til trods for Lazenby, der altså bare kunne erstattes af endnu en ny skuespiller til den næste film.
Aktuelt havde en kommentar fra Bonds bagmand, Harry Saltzman den 13. februar 1970.

Dukket af Jill St. John

George Lazenby nåede ikke at blive et berømt navn i Danmark. Det beviste et opslag i BILLED-BLADET med al ønskelig tydelighed i 1970.
"Jills dukkert" hed historien, der indikerede at læseren med det samme ville genkende Jill St. John. 
George Lazenby og den amerikanske society-pige var begyndt at danne par. Deres kærtegn blev rigt dokumenteret i reportagen, der var skildret af stjernefotograf Terry O'Neill.
Fotomontage: @Bond-bloggen.dk BILLED-BLADET viste i 1970 billederne af Jill St. John og George Lazenbys pool-party i Los Angeles.

Dansk gift

Når Jill St. John blev anset som en celebrity, som danske læsere kendte, var det fordi hun fra 1960-62 havde været gift med racerkøreren Lance Rewntlov (1936-1972). Dengang blev han af mange beskrevet som halvt dansk, fordi hans far var den danske greve Kurt Haugwitz-Hardenberg-Reventlow. At Lance Junior havde afskrevet sig sit danske statsborgerskab, da han var 21 år, så man stort på.
Agent 007 - Mission: Drab spillede i Saga Bio fra 25.6.-9.7.1970.

Connery indtog SAGA Bio

Mens Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste forsvandt fra hovedstaden for at spille i B og C biograferne rundt om i landet, kunne folk i København atter stifte bekendskab med seriens første tre Bond-film.
Agent 007 jages var på programmet fra den 10.7 til den 23.7 1970.

Fjorten dage i Scala

Sean Connery var nok en saga blot som Bond, men i sommeren 1970 var han tilbage i smokingen på SAGA biografens lærred i København, da Agent 007 - Mission: Drab, Agent 007 Jages og Agent 007 contra Goldfinger kørte fra 25. juni til den 6. august 1970.
Hver film fik fjorten dage i den store biografsal på Vesterbrogade, hvor der var sæder til over 2000 mennesker.
Agent 007 contra Goldfinger gik i Scala fra 24.7 - 6.8 1970.

Kun to numre af James Bond

I årets James Bond - Agent 007 tegneserier var det også stadig kun Sean Connery, der regerede som Bond.
I 1970 udkom der kun to blade. Et udtryk for, at interessen for 007 trods alt var dalende. I nummer 19 - Fuglekvinderne - kunne man for første gang i Danmark læse en historie, der ikke var baseret på en af Ian Flemings romaner eller noveller. Forfatteren var Jim Lawrence og tegneren, Yaroslav Horak, og de havde lavet historien til Daily Express et par år tidligere. 
Billederne inde i bladet var til gengæld fra Agent 007 - Mission Drab. Men da redaktøren åbenbart ikke var bekendt med den danske titel blev filmen omtalt som Agent 007 med ret til at dræbe. Hvilket var titlen på filmen i Sverige, hvor bladet også udkom.
Connery fik også hovedrollen i Fuglekvinderne.
Bladet omtalte også Andres (med et s) som Honeychile, skønt hun i filmen blot hed Honey.

Bond-blad med damer

Skrækkens nat hed titlen på James Bond - Agent 007 tegneserie nummer 20. I den fik man anden del af en historie, som var begyndt i Operation Spøgelsesfly i nummer 18 i 1969.
Historien var en dramatisering af det sidste afsnit af Ian Flemings eksperimenterende Bond-roman, Jeg elskede James Bond, hvor 007 hjælper en ung, kvindelig motel-receptionist med at dræbe to overfaldsmænd.
Målgruppen taget i betragtning er det værd at notere sig bladets fokus på Bonds kvinder.
Redaktøren havde ganske vist kun fået fat i navnene på to af de fire piger, der omkransede Sean Connery på et pr-foto fra Agent 007 i Ilden. Men det var første gang, at det seksuelle islæt i filmene blev trukket frem. Det var også første gang, at bladet nævnte, at der eksisterede en Bond-film med David Niven.
Tegneserie Bond - nu med damer.

Diskret Bond-babe i byen

I betragtning af hendes rolle som Bond-pige i George Lazenbys film fra 1969 var der ingen særlig fokus fra pressen på Catherine Von Schell, selvom hun gæstede København sidst i 1970.
Nancy med neglefilen fra Piz Gloria var dengang gift med den engelske skuespiller William Marlowe.  Via sin optræden i tv-serien Familien Ashton var han blevet hele Danmarks nye tv-darling.
Da DR inviterede skuespillerne fra serien til et show i TV-byen i Søborg var  Catherine von Schell med. BILLED-BLADET fik et billede af parret i kulissen, men uden at gøre opmærksom på, at det altså var en Bond-babe, der var i byen. I dag ville det næppe have gået ubemærket hen.

Herunder: Ungarsk-fødte Catherine von Schell var i København med sin mand, skuespilleren William Marlowe fra tv-serien Familien Ashton/A Family at war. Han deltog i et show i DR i 1970. BILLED-BLADET omtalte skuespillerindens besøg og fik et foto, men nævnte intet om hendes rolle som Bond-pige. Fotoet herunder af ægteparret stammer fra filmen Amsterdam Affæren.

Nok en nevø i spionspillet

På bogfronten bemærkede også kun de mest opmærksomme, at romanen, 003 1/2 - James Bond junior udkom.
Forfatteren bag børnebogen gemte sig under psydonymet R.D. Mascot. Først ved hans død i 1992 blev det afsløret, at det var den britiske forfatter Arthur Calder-Marshall, der havde forsøgt sig ud i agent-parodien.
Historien var ellers officielt autoriseret af Ian Flemings forlag, og handlede om James Bonds nevø, der også hed James.
Ligesom i en Jan bog havde han talent som dektektiv, og afslørede en gruppe guldrøvere. Det var anden gang, at nogle påduttede Ian Flemings Bond en nevø.  I Feldmans Casino Royale fra 1967 hed nevøen Jimmy Bond, og blev fremstillet af skuespilleren Woody Allen.
Kopi af forsiden fra Agent 003 1/2 - endnu en officiel Bond bog fra 1970.

Bond som Filmkunst

I Gyldendals digre værk Filmkunst, der udkom sidst i 1970, tilegnede forfatteren Niels Jensen et sæligt afsnit til Agent-filmen. 
Bond-filmene havde været med til at gøre den genre til en populær del af 1960erne, men på tærsklen til et nyt årti,  så den ud til at have haft sin tid.  I sin akademiske tilgang til stoffet analyserede Jensen, hvordan filmens figur var langt mere mekanisk end Flemings, men fremhævede Agent 007 - Mission: Drab for at være, "en ikke ueffen kombination af moderne skrækforestillinger, klassisk skrækfortælling og Robinsonade".
Som den eneste i dansk presse beskrev Niels Jensen også en scene fra filmen, som kun få anmeldere nogensinde har set. Øjeblikket hvor Ursula Andress' heltinde skulle spises af krabber.   Scenen endte med at blive klippet ud af filmen, da krabberne, der blev brugt var stivfrosne, og ikke virkede farlige. I opdaterede versioner af bogen blev hele kapitlet om Bond og agentfilmene også udeladt. 
Med filmkunst havde 007 åbenbart ikke på længere sigt noget at gøre ...
Afsnittet om Agent-filmen er fra bogen Filmkunst, 1970. @Gyldendal/Niels Jensen.

1971

- Sean Connery vender tilbage

Første Lazenby foto

De, der udelukkende orienterede sig om James Bond gennem tegneseriehæftet James Bond - Agent 007 fik først i 1971 et billede af George Lazenby at se. Men i nr. 21 prydede den australske  Bond side to i bladet. 
Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste var dog stadig forbudt for børn under 16 år, og spillede nu i b og c biograferne rundt om i landet. Mange læsere fordybede sig derfor blot i bladets striber.
Dødens Flod var en original historie, skrevet af Jim Lawrence og tegnet af Yaroslav Horak, hvis James Bond portræt på forsiden ikke havde samme lighed med Sean Connery, som på tidligere covers.
Dødens Flod var ikke en Fleming titel, men en ny Bond-historie.
Det første billede tegneseriens læsere fik af George Lazenby var dette.

Møde med Oberst Sun

Der udkom kun to numre af James Bond - Agent 007 i 1971. Men nr. 22 var til gengæld en oplagt måde at lære historien fra Robert Markhams Døden har dragtænder/Oberts Sun at kende.
De, der ikke kunne læse romanen fra 1968, kunne følge den på striber i historien, Møde med Døden. Det var den dramatiserede roman, som bladet gjorde tilgængelig. Men ellers var der ikke andet Bond-relateret materiale inde i bladet.
End ikke et billede af Sean Connery ...
Bond-udgaven af undslipper M's villa i tegneserieudgaven af Døden har dragetænder. Foto: Privat.

Middelfart ventede på Connery

Connery var imidlertid begyndt at spøge. Da Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige tjeneste nåede frem til Middelfart Bio den 2. janaur 1971 var anmelderen i Middelfart Venstreblad sikker på, at skotten ville vende tilbage, at det blev skrevet i anmeldelsen til Lazenby-filmen.  Officielt blev det faktisk først meldt ud i marts 1971.
Middelfarts Venstreblad var glad for Lazenby, men forudså Connerys comeback, den 2. januar 1971.

Diamanter er hårde

Det blev på slutteksterne til Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste annonceret, at James Bond ville vende tilbage i Diamonds are forever. Den første, og hidtil mest publicerede James Bond roman i Danmark.
Den havde bl.a. været udgivet under titlen Agent 007 spiller højt.
United Artists forsynede filmen med endnu en dansk titel på den liste over kommende attraktioner, som filmselskabet rykkede ind i biografbladet i 1971. "Diamanter er hårde", lød titlen nu. Men det var overskriften, der skabte den største sensation.
Den forkyndte, at Sean Connery igen ville indtage hovedrollen som Mr. Bond.
Biografbladet bragte listen over de kommende film i 1971.
BILLED-BLADET bragte igen Jill St. John som blikfang. Men nu med den "rigtige" Bond - Sean Connery.

Diamanten tilbage

Sensationshistorien om Sean Connerys tilbagevenden til en rolle, som han havde forladt i 1967, trak store overskrifter.
Billed-Bladet havde fingeren på pulsen, da den nu 40årige Bond-stjerne begyndte optagelserne i Las Vegas. Filmen havde nu fået sin originale titel tilbage: Diamanter varer evigt.
BILLED-BLADETs omtale af Connerys comeback i april 1971.

Kinopalæets kavalkade

For  Kinopalæet på Gl. Kongevej i København var nyheden om Connerys genkomst sød musik.
Biografen kunne nu varme op til jule-premieren på Diamanter varer evigt ved at sætte tre af den "rigtige Bonds" største succeser i 007-rollen op igen.  Efter sin tredje ombygning var Kinopalæet blevet en del af det dengang nye  "Codanhus-kompleks".
Biografen havde plads til 1.200 gæster på de blå plyssæder. På et lærred, der var 20 meter bredt, så det ud af noget, når Bond fløj i sin enmands-gyrokopter i Agent 007 - Du lever kun to gange, der spillede fra  23 juli til den 3. august, og ledte efter forsvunde a-bomber på havets bund i Agent 007 i ilden.
Den fjerde Bond-film spillede fra den 4. til 17. august, inden Agent 007 contra Goldfinger rundede gensynet af i perioden 18. til 24. august 1971.
Politiken gjorde alle opmærksom på, at Connery var tilbage.

Bullit bedre end Bond

Connerys Bond kunne også ses i provisbiograferne i sommeren 1971, hvor Næstved Bio varmede op til Diamanter varer evigt ved at vise
Du lever kun to gange
Sjællandske Tidende sendte en anmelder forbi, og det må have vakt en vis bekymring, at han den 10 august 1971 skrev, at 007-filmen "virkede forældet i forhold til de nye fremragende agent film, der er kommet frem - tænk blot på Bullit".
Steve Mcqueen krimien havde haft dansk premiere den 3. marts 1969 og varslede tydeligvis nye vinde på aktion-vejrkortet.
Sjællandske medier genanmeldte Du lever kun to gange i 1971 - den gled ikke godt ned.

Folk reserverede billetter

Diamanter varer evigt fik Danmarks-premiere i Kinopalæet og i Nørreport Bio i København, fredag den 17. december 1971.  Samme dag åbnede den også i Odenses Palads Bio, i Lido i Vejle, i Regina i Århus og i Astoria i Aalborg.
Men kunne den sælge?
Nørreport biografens direktør havde en god fornnemelse. B.T. skrev, at det faktisk var første gang i flere måneder, at biografen havde modtaget forudreservationer til en film. 
Det danske PR materiale adskilte sig fra det engelske og amerikanske.
Berlingske Tidende beskrev interessen for Connerys comeback den 16. december 1971.

Bond ikke af denne verden

Ekstra Bladet gearede også op til Sean Connerys genkomst med en stor reportage fra optagelserne.
Instruktør Guy Hamilton blev citeret for at sige, at eftersom Bond ikke er et menneske af denne verden, måtte man også finde en passende fantasifuld seng at lade ham boltre sig i, hvorfor publikum kunne glæde sig til at se ham dele seng med både piger og fisk.
Herunder: Ekstra Bladet satte fokus på Diamanter varer evigt lørdag den 23 oktober 1971.
Aktuelt havde også en omtale af Diamanter varer evigt.

Nyt plakat-design

Det danske pressemateriale til Diamanter varer evigt var en smule anderledes end i andre dele af verden. Grafikken gentog T'et i EVIGT. Ligesom ordet Forever gik igen på de internationale plakater, og pr-meddelelser. Men det gengav også Sean Connerys Bond i en anden positur, og med en hel anden pige i en gennemsigtig diamant-besat bh, end på de engelske og amerikanske versioner.
Connery holdt igen den langløbede Walther LP-53 pistol til kinden. Ikke Bonds Walther PPK 38, som han ellers for første gang var afbildet med på Robert McGinnis originale plakatdesign.
Man kunne også se den originale plakat i Danmark i 1971/72.

James Bond ER Sean Connery

I de fleste biografer blev en blå og hvid version af Robert McGinins originale plakat brugt til at fortælle danskerne, at "James Bond er Sean Connery". Mens pressematerialet fremhævede "den tidligere danske fru baron von Reventlow" - alias filmen amerikanske Bond-girl Jill St. John, der i to år havde været gift med racerkøreren Lance Reventlow, der havde en dansk far ...
Den mest brugte danske biografplakat fra 1971.
Det originale PR materiale fra United Artists.

PRESSEN SKREV OM DIAMANTER VARER EVIGT

"Langtrukken og kedelig"

Jill St. John prydede også Vejle Amts Folkeblads anmeldelse af Diamanter varer evigt, der udkom den 18. december 1971 Anmelderen fandt den både langtrukken og direkte kedelig, men noterede, at filmen var morsommere end forgængerne, og at Sean Connery tog afslappet på tingene.
Jill St. John fremhævet i Vejle Amts Folkeblad i 1971.
Demokraten, t.v, Kolding Folkeblad, øverst, og Horsens Folkeblad havde roser.

Mindre humoristisk

Demokratens Pedro havde haft et ondt øje til serien, siden Agent 007 i ilden udkom i 1965. Han understregede igen, at James Bond som karakter var yderst ubehagelig, men at Diamanter varer evigt formåede at dække hans slagtervæsen bag Sean Connerys charmerende udstråling. Også Land og Folk var overbevist af Connery, men mente at Diamanter varer evigt havde langt mindre humor end de forrige Bond-film. En holdning, avisen stod temmelig alene med i 1971.
I Land og Folk mente anmelderen Mikael Sne, at Diamanter varer evigt manglede humor.

En stjerne mere end til Lazenby

B.T. havde kun to stjerner til filmen - hvilket dog var en mere end til George Lazenbys forsøg.
"Teknisk måler den sig nok ikke med tidligere Bond-produkter, men er derimod hurtigere i instruktionen", lød dommen.
B.T.s anmeldelse fra 1971.

Dansk gift Bond-pige

"Det er den type film, som kunne forhindre at folk blev ved med at betale fjernsynslicens", skrev Fyens Tidende, der ikke kunne se, at årene havde sat sig nævneværdigt på Sean Connery og som også fremhævede, at Jill St. John tidligere havde været dansk gift. 

Herover: Fyns Tidende, den 18. december 1971: "Connery er så god som  ingensinde".

Som i Grimms eventyr

Sean Connery blev budt velkommen tilbage i Bond-rollen af Ekstra Bladet med fire lysende stjerner. Avisens anmelder fremhævede særligt filmens biljagt, og skrev at historien - ligesom Grimms eventyr - havde en vis bund i virkeligheden.
Ekstra Bladet rodede lidt rundt i Bonds dæknavn som Peter Franks, men gav 4 flotte stjerner.

Musikalsk biljagts tag-fat

Biljagten fik også roser med på vejen i Information. "Væk er den ubehagelige kvindeforagt, den umodne heltedyrkelse, den uappetitlige brutalitet, og tilbage kun nogle bilers glidende musikalske tagfat", jublede anmelderen.
Informations anmelder var vild med Diamanter varer evigts biljagt.

14 dage i Kalundborg

"James Bond følger sin linje fra sine tidligere og bedste film", skrev Kolding Folkeblad. "Han klarer alle paragrafferne med overlegen elegance, og uden at det ses på hans hvide smoking", bemærkede Bornholms Tidende. Hvorimod Kalundborg Folkeblads anmelder savnede den originalitet og spilleglæde, der var i de første Bond-film. Anmelderen var dog ikke i tvivl om, at filmen ville blive mindst 14 dage i Kalundborgs bio.

Herunder: Bornholms Tidende: Glædeligt gensyn. Kalundborg Folkeblad, 14. marts 1972:  Når man har det som James Bond. Kolding Folkeblad, 15. februar 1972: Bond varer evigt

Uforståelig

Jyllands-Posten mente, at Diamanter varer evigt var "noget trægere og mere uforståelig end de forrige - man føler sig ikke uhyggelig til mode som hos Hitchcock", skrev avisen, der også fejlagtigt mente, at dette var den sjette 007-film. Med Casino Royale var det faktisk den ottende.
Jyllands-Postens kritik fra 1971.

Connery på toppen

"Sean Connery er tilbage, elegant, charmerende og med det brede behårede bryst, som den australske frisør Lazenby ikke kunne hamle op med", skrev Svendborg Avis, men opfordrede til at instruktøren fik et spark bagi, inden næste omgang.
Også Horsens Folkeblad fandt "Connery helt på toppen" og erklærede, at "filmen er i topklasse".
"Det er ikke alt der skinner, der er diamanter", lød det i Svendborg Avis.
I Filmårbogen 1972 beskrev man Guy Hamiltons iscenesættelse som et "forrygende tempo".
Horsens Folkeblad fandt filmen i topklasse.

Troede på Connery

"Vi troede ikke rigtig på hans forgænger, men i samme øjeblik Connery drukner Blofeld i en boblende mudderpøl bliver vi troende på ny - måske skal man ovenikøbet betragte filmen som en art parodi", noterede Berlingske Tidende i en positiv anmeldelse.
Berlingske Tidendes kritik fra 1971.

Herover: Aktuelt mente, at Diamanter varer evigt havde hvad man kunne vente af en god Bond-film.

Blandt de to bedste

Mest forført var Fyens Amtsavis, der placerede Diamanter varer evigt i seriens top to, kun udfordret af Agent 007 jages fra 1963.
Avisen nød en Bond, "der med alderdommen i hælene har fået en egen ro over sig".
Filmårbogen 1972 omtalte Saltzman og Broccolis syvende opus positivt, og noterede, at den næste 007-film skulle indspilles i 1973. "Hvis Sean Connery altså gider".
Det gjorde han ikke ...
Fyens Amtsavis var godt underholdt i 1971.
For Politiken kunne Bond godt vare evigt - så underholdende fandt man filmen i 1971.

1972

- Bond i en brydningstid

Velsignet analyse

Diamanter varer evigt affødte nogle af de mest dybsindige analyser af en Bond-film i Danmark, siden midten af 1960erne.
I Kirke og Tro fremhævede professor Poul Behrendt i 1972 den genkomne Connery Bond for at være knap så afhængig af teknik, som sin fjendtlige modpart. En kritik, der ellers var blevet meget markant efter Agent 007 i ilden og Du lever kun to gange.
Sean Connery som han så ud i Diamanter varer evigt. Foto: MGM/Danjaq.
Den danske prins Henrik blev sammenlignet med Connery.

Sammenlignet med prins Henrik

"Bond bliver pant på, at teknikken ikke behøver at overtage herredømmet, så længe der findes personligt mod og opfindsomhed. Derfor gør det heller ingen forskel om James Bond bliver fanget og afvæbnet. Han er til syvende og sidst uafhængig af ydre indretninger, hans styrke er af personlig art, han er nærkampens polyhistor, et teknikkens altmuligmenneske og synes i sit udseende at forene Gary Cooper og prins Henrik", skrev Behrendt. Det var vist første gang, at Connery blev sammenlignet med den danske prinsgemal.
Konklusionen lød, at Bond ikke behøvede at tænke over den moralske verdensorden, fordi han repræsenterede den. "Der er aldrig tale om personligt ressentiment i hans forhold til de mennesker, han udrydder. De mennesker James Bond bekæmper er farlige ... for Gud og civilisastionen".
Skribenten Rolf Dorset begik en skarp poltisk analyse af Bond-filmen til Information i 1972.
Kalundborg Folkeblad tegnede et portræt af Connery i marts 1972.

Ægte varer

I Ekstra Bladet og Se og Hør's spalter fremhævede man nogle andre værdier.
For første gang blev der sat fokus på Maurice Binders frække fortekster. Det gav begge udgivelser mulighed for at vise de bare former på filmens modeller, og berette, at det skam var ægte ædelstene, der lynede og glimtede i takt med Shirley Basseys titelsang.
Ekstra Bladets omtale af Maurice Binders fortekster.

Herover: Tiffanys Ford Mustang og Willard Whytes månemaskine blev begge udgivet på legetøjsmarkedet i Danmark i 1971. Corgi lancerede dem, men månemaskinen blev trukket fra markedet i 1973, og er idag en yderst eftertragtet bil. Foto: Corgi katalog.

Sjældent legetøj

Blandt ædelstenene må man idag også regne de to stykker legetøj, som blev udsendt af Corgi. Bonds røde Ford Mustang og den mystiske månemaskine. Navnlig den monster-agtige månemaskine, som Connery i filmen kørte gennem Nevadas ørken, var en sjældenhed, som også blev omtalt i filmens program. Originalen var designet af arkitekten Ken Adam, og deltog i europæiske premierer som blikfang. Men legetøjsversionen fra Corgi blev trukket tilbage i 1973, og blev en yderst sjælden vogn, at have i sin legetøj-bilsamling.

Herunder: Filmens program fra 1971. Fotoscan: @Bond-bloggen.dk.

Kongens sidste færd ...

Den 14. januar 1972 døde Danmarks kong Frederik IX.  Landesorgen lagde sig over de provinsbiografer, der skulle vise Diamanter varer evigt.
Da Connery havde sagt sin sidste replik og filmens sluttekster var forbi, satte Kinopalæet i Randers en lille farvefilm på, hvor danskerne kunne se deres konge blive bisat.
Filmen hed Kongens sidste færd, en titel der virkedemeget passende, eftersom der efter Connerys exit også ventede en ny mand i den officielle 007 kongerække.

Herover Ifølge Amtsavisen Randers kunne Bond-fans både tage afsked med Connery og Kong Frederik i Kino-palæet i Middelgade 14 i Randers i 1972. Foto af Kong Frederik IX fra Kongernes samling.dk

Et trækplaster

Den 8. marts 1972 fortalte B.T., at Diamanter varer evigt havde trukket 270.000 mennesker i biografen i Danmark, siden filmen åbnede den 17.  december 1971.  Det var en klar forbedring i forhold til I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste, der ifølge Se og Hør, kun havde haft et besøgstal på 140.000.
Nørreport holdt filmen på repertoiret indtil den 6. februar 1972. Kinopalæet tog den først af programmet den 27. februar 1972.
Men i provinsen kørte Diamanter varer evigt for fulde sale og i pressen blev det forkyndt, at seriens tidligere film atter ville blive tilgængelige i kavalkader i hovedstaden henover sommeren 1972.

Herunder: B.T. skrev, at 270.000 danskere havde set Diamanter varer evigt. T.h.: Jyllands-Posten gjorde status den 29. december 1971.

007 bedre end OL

Skive Dagblad opfordrede også alle til at forlade OL transmissionerne fra München for at se en Bond-film, der ikke havde været så selvironisk og festlig før. Avisen anførte også, at Bonds dødsfjende Blofeld lignede hans chef (Bernard Lee) som ung, og at Roger Moore ville være et oplagt valg som Connerys afløser. Træerne voksede nemlig ikke ind i himlen. Som Ekstra Bladet kunne berette havde Connery sagt nej til nok en 007-film.
Først 29. august 1972 fik Skive Dagblad anledning til at anmelde filmen.
Ekstra Bladet fortalte allerede 4. januar 1972, at Connery var færdig med 007.

Kæmpe kavalkade i Imperial

Imperial i København - der senere skulle blive byens store galla-premiere biograf - havde svært ved at fylde salen i 1972. For første gang fik biografen derfor fat på de første seks 007-film, og viste dem i sommeren 1972.
Fra 3. til 9. juli traskede Ursula Andress atter i land foran en nynnende Sean Connery i Agent 007 - Mission: Drab. Bond dannede atter par med Pedro Armendariz' tyrkiske spionchef i Agent 007 jages fra den 10. til den 16 juli og folk kunne igen frydes over Bonds kamp mod Oddjobb i Fort Knox, da Agent 007 contra Goldfinger blev vist fra den 17'ende til den 23. juli 1972.

Herunder: Imperial satte for første gang Bond-filmene op som en kavalkade i sommeren 1972.

Lazenby sprang man over

Biografen brød kronologien ved at fortsætte med Connerys møde med de japanske piger i Du lever kun to gange. Den kørte fra den 24. til den 30 juli. Først den 31. juli kunne publikum opleve den eksotiske undervandsverden i Agent 007 i ildens mange dykkerscener. Filmen gik indtil 6. august 1972. Men istedet for at fortsætte med George Lazenbys film begyndte man forfra.
Agent 007 i ildens undervandsscener kunne ses på Imerials store lærred i 1972.

En uge mere

Agent 007 - Mission: Drab spillede den 7. august, Agent 007 jages den 8. august, Agent 007 contra Goldfinger den 9. august, Du lever kun to gange den 10. august. Først den 12. august fik George Lazenbys I hendes majestæts hemmelige tjeneste lov at blande sig i Connery kavalkaden. Inden Agent 007 i ilden rundede visningen af den 13. august 1972. Troede man da ...

Herunder: Filmbilleder fra de Bond-film, der blev spillet i kavalkader i Imperial.

Og en uge mere ...

Eftersom Imperial stadig mærkede efterspørgsel fik Agent 007 - Mission: Drab, Agent 007 jages og Agent 007 contra Goldfinger tre dage mere, den 14. 15. og 16. august. Efterfulgt af Du lever kun to gange, den 17. august, I hendes majestæts hemmelige tjeneste den 19. august og Agent 007 i ilden den 20. august. Derpå gik der 11 dage uden Bond-film på plakaten i hovedstaden. Så begyndte personalet i Frederiksbergs Rialto biograf, at gøre klar til den første repremiere på Charles K. Feldmans 007  - Casino Royale, der spillede  fra den første til den tiende september 1972.
Rialto Teatret i København viste Casino Royale i ti dage i 1972.

Lazenby på stenbroen

George Lazenbys film fra 1969 havde i sommerens løb kun haft to repremierer i Imperial.
 I Hendes Majestæts Hemmelige Tjenste blev anset set lidt af en slå-på-tæven film. Mere passende til repertoiret i den lille (554 sæder) Vester Bio på det hårde københavnske vesterbro.  Da censuren tilmed blev sænket fra 16 til 12 år, kunne stenbroens børn se Lazenbys Bond dele øretæver ud på lærredet fra den 17. til den 23. november 1972.
På vesterbro i København kunne Lazenbys Bond ses i 1972.

Connery som coverboy

I årets to James Bond - Agent 007 udgivelser tog redaktøren stadig ingen notits af George Lazenby og David Niven.
For tegneserien var der kun én James Bond. Han var blevet ældre at se på. Men det var tydeligvis stadig Sean Connerys ansigt, der solgte tegneserierne. Både nummer 23 og 24 bød godt nok på helt nye James Bond eventyr, Det gyldne spøgelse og Mysteriet om dobbeltgængerne var ikke Fleming titler. Men begge blade var spækket med billeder fra Diamanter varer evigt.

Herunder: Årets to  James Bond - Agent 007 tegneserier fra 1972 havde igen Sean Connery som 007. Forsiden til nummer 24 var dog interessant, idet den viste Connerys Bond i en drageflyver. Et hjælpemiddel, som skulle indgå i den næste Bond-film fra Eon productions.

Presenting Roger Moore

Mysteriet om dobbeltgængerne udkom i Danmark den 27. oktober 1972. Præcis tretten dage efter, at verden havde fået en ny officiel Agent 007.  Den 14. oktober 1972 blev Roger Moore annonceret som Sean Connerys afløser ved en PR-seance på Londons Dorchester Hotel.
Se og Hør, 1972: "Klemmen"? At Moore skulle have procenter, hvis Curtis fortsatte De uheldige helte.

Populært valg i Danmark

Valget af Roger Moore som Bond var populært i Danmark.  I selskab med amerikanske Tony Curtis var briten blandt de mest sete tv-detektiver i De Uheldige Helte på DR. Det havde Magasins personale  under tumultagtige scener fået at mærke, da Moore i maj 1972 besøgte København i sin egenskab af parfumeproducent for Fabergé. 
Antallet af fans voksede fra 4000 til 6000 mellem de to autografskrivninger, som stjernen stillede op til i Magasin du Nord på Kgs Nytorv.
I ly for masserne på Hotel Frederik, sagde Moore bagefter til Se og Hør, at der ikke ville komme flere episoder af The Persuaders - som De uheldige helte hed på engelsk. Han havde i al fald den klemme på Tony Curtis, at det skulle udløse procenter, hvis amerikaneren fortsatte uden ham.  Moore nævnte dog intet om, at han snart ville blive den ny Bond.
Se og Hør bragte historien om, at Moore skulle være 007 - på tv. Fotoscan: Jan Mouritzen.

Bond som tv-serie

Forhandlingerne om Roger Moore havde været intense. Se og Hør skrev, at Sean Connery havde fået nok  af 007. Men at det britiske tv-selskab ITC efter sucessen med De uheldige helte meget gerne ville lave en tv-serie med Roger Moore som 007.
Det krævede ganske vist lige, at man købte retten til Bond-figuren af Eon-producerne, Saltzman og Broccoli.  Ikke overraskende endte forhandlingerne med at bryde sammen - og Moore med at skrive under på tre Eon Bond-film, der skulle produceres fra 1973-77.
Kopi af Se og Hørs omtale af Roger Moores indsættelse som 007 i 1972.

Usnobbet frimod

Indsættelsen af Roger Moore som ny 007 var ren guf for Se og Hør .
Selvom Moore ikke var nogen snob, vinklede man overskiften efter stjernens figur, Lord Brett Sinclair i De uheldige helte. I Sverige blev den kaldt Snobberne,  skrev bladet. Den rigtige titel var nu Snobbar som jobbar. 
Ikke  kun Moores lange lokker fra tv-serien faldt i reportagen. Et foto fra kulissen i Las Vegas, hvor Sean Connery hang ud sammen med en flok topløse showgirls under optagelserne til Diamanter varer evigt i 1971 viste, at man også havde skåret blufærdigheden væk.
Med Ugens Rapport i spidsen blev billeder af Bonds piger i afklædt figur meget udbredt i den danske presse i årene herefter.

1973

- Moore betager Danmark

Dansk fokus på Bonds kvinder

Politiken holdt sig på den lødige side, da avisen satte fokus på James Bond og kvinderne i 1973.
Lev og lad døs to fremtrædende heltinder, Gloria Hendry og Jane Seymour udtalte sig om Bond som mandeideal i en artikel bearbejdet til dansk fra Daily Express.  I kvinde-frigørelsens årti var det nyt, at også Bond-pigerne fik lov til at komme til orde i en dansk avis.
Politikens fokus på Bonds piger fra 1973.

Filmede med Sprogøe

Danske film-kendere havde allerede set den unge Jane Seymour. Selvom hun først skulle blive "introduceret" på Maurice Binders fortekster i Lev og lad dø  havde skuespillerinden fået sin filmdebut i Bent Christensens krigsdrama, Oktoberdage fra 1971.
I København havde den ambitiøse Seymour bl.a. spillet sammen med Ove Sprogøe og Helle Virkner.
Seymour havde sågar været på visit i den daværende statsministerfrues domicil på Frederiksberg og talt politik med Jens Otto Kragh, fortalte den 21-årige Seymour i et andet interview til Politiken.
Agent Smith fra Slap af Frede? Nej, Ove Sprogøe i Oktoberdage med unge Seymour. Screengrab.
Den daværende danske statsministerfrue Helle Virkner havde Seymor med hjem som gæst. Screengrab.

Anmelderne undgik Seymour

Oktoberdage blev klippet af den legendariske Norman Wanstall, lyddesigneren, der vandt en Oscar for Agent 007 contra Goldfinger i 1965. Men det blev nu ikke fremhævet i 1970.
I et oplæg i CinemaxX i sommeren 2021 kunne Troldspejlets  Jacob Stegelmann fortælle, at der faktisk heller ikke var så mange pressefolk, der gad tale med Jane Seymour, skønt Bond-pigen var fløjet til Danmark for at lave PR for Lev og lad dø i december 1973.
Stegelman fortalte, at han som 15 årig havde fået lov at følge sin far, filmkritikeren Jørgen Stegelmann til pressekørslen af Lev og lad dø.  Efter filmen bemærkede den unge Jacob en ensom lille kvindeskikkelse i biografmørket. 
"Man kunne bare gå hen og tale med hende, men det blev ikke betragtet som fint i anmelderkredse, at beskæftige sig med James Bond film dengang", sagde Jacob Stegelmann i CinemaxX
Enkelte interviews blev bragt fra Seymours besøg i Danmark. Her fra Politiken, den 11 december 1973.
I Ude og Hjemme beviste sæbeproducenten Lux, at de gerne ville bruge Seymour. Foto Jesper Antvorskov

Smædebrev til Moore

Den sorte Bond-pige, amerikanske Gloria Hendry blev tilgengæld afsløret som Roger Moores hemmelige brud af Se og Hør.
Billedet af Moore og Hendry var arrangeret som pr for filmen, men gled ikke lige godt ned allesteder i 1973.
I den dagbog, som Moore førte under optagelserne beskrev han et harmdirrende brev fra en wallisisk kvinde, som han modtog i England. Kvinden havde set samme billede i Daily Express, den 11. december 1972.. og med rascismen drivende fra pennen, spurgte brevskriveren hvordan Moore dog kunne finde på , at posere sådan? "Andre mænd vil jo se på billedet og tro, at det er i orden, at gifte sig med en sort kvinde og få halvægte børn", gengav Moore chokeret ordlyden. 
Se og Hør skrev fejlagtigt, at 24årige Hendry var Bonds første brud. Fotoscan: Jan Mourtizen.

Ugebladenes mand

I modsætning til George Lazenbys film i 1969, hvor den danske presse aldrig fik deres egne interviews med den nye Bond, var der en anden åbenhed med Moores indtog.
BILLED-BLADET fik rettighederne til  at bringe et langt uddrag af Roger Moores muntre Bond-dagbog.  Da bogen ikke udkom i Danmark var det en eksklusiv mulighed for at læse, hvordan den nye  Bond var blevet skadet under speedbådsjagten, havde lidt af nyresten og gennemført sine kærlighedscener med varme tennissokker på under lagnerne.
Se og Hør var tilgengæld tæt på stjernen selv, og bragte et interview med Moore fra Los Angeles i forbindelse med verdenspremieren i USA. Den stod 27. juni 1973. Moore fortalte bl.a. bladets Hollywood-reporter, Svenn Rye, at han agtede at komme tilbage til Danmark på ferie.

Herunder: I Se og Hørs interview med Roger Moore fra 1973 fortalte stjernen, at hans unge søn, Geoffrey ikke troede på, at hans far kunne banke den rigtige James Bond - Sean Connery. Fotoscan: Jan Mouritzen.

.

På plads i London

Se og Hørs omrejsende journalist John Lindskog deltog også i galla-premieren i London. "Som eneste skandinav", som han skrev.
Galla-premieren i England blev afviklet en uge efter den amerikanske premiere - den 6. juli 1973 - med billetpriser op til 2250 kroner.
Arrangementet var en velgørenhedsforestilling, og havde prinsese Anne som æresgæst.
Moore selv havde råd til at betale sin billet. Ifølge Se og Hør havde han skrevet en samlet kontrakt på tre Bond-film til en pris af 15 millioner kroner.

Herunder: Fotokopi af Se og Hørs reportage fra John Lindskogs interview med Roger Moore før premieren på Lev og Lad Dø i London

Sagføreren bag rattet

Opladningen til den nye Bond-film, der først skulle have dansk julepremiere, fortsatte sommeren over.
Politken satte fokus på Lev og lad døs fantastiske stunts. På filmens ni minutter lange speedbådsjagt var der brugt 2,3 millioner dollars, berettede avisen, der bragte et interview med stuntmanden Jerry Comeaux. "En 30 årig ungkarl, der for nylig fandt ud af, at livet som sagfører i New Orleans' retssale i det lange løb var en smule kedeligt".
Ved at springe 40 meter hen over to biler i en speedbåd, illustrerede avisen, hvad der så alt andet end kedeligt ud.
Udsnit af Politikens omtale af Bonds bådspring fra 1973.

En flyvende Da Vinci

I Politiken viede man også forsideplads til 007s nye drageflyver.
Den var udviklet med inspiration fra tegninger af Leonardo Da Vinci, og skitser fra en amerikansk rumfærge, fortalte stuntmanden Bill Bennet, der fløj den dengang helt nye opfindelse for Roger Moore. Stuntmanden tjente 3.200 dollars på at lave det.
Moores forsikringsselskab var mere lorne ved at se stjernen blive hængt op i en kran i de billeder, hvor han skulle filmes under Da Vincis vingefang.
Politiken satte fokus på Bonds drageflyver i 1973.

Sean Connery stadig Bond i tegneserier og kavalkader

Lazenby forblev anonym

Selvom Roger Moore nu var den nye, officielle film-Bond fik det ikke tegneserierne til at skifte forsidecoverets mand ud. Sean Connery solgte stadig årets to udgivelser i 1973 - Stålspionen og Stjernernes herrer. Det var også mest billeder fra Connerys 007-film, der blev bragt i bladet. Redaktøren havde bare svært ved at skelne mellem de danske, svenske og tyske titler. Agent 007 jages blev til Agent 007 ser rødt (svensk version) og Diamanter varer evigt til Diamantfeber, som filmen hed i Vesttyskland.
I nummer 26 blev der dog vist et billede fra I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste. Læserne blev bare ikke meget klogere på George Lazenbys udseende. Australieren var afbildet bagfra, knælende over Diana Rigg, mens han blev truet af Terry Mountains pistolmand.
Billedet er en beskærelse af det, der blev bragt på side to i nummer 26.

Connery i kavalkader

Nørreport Bio i København fastholdt også mindet om Sean Connerys Bond. Fra den 1. juli til 11. oktober 1973 var der Bond-kavalkade i biffen.
Alle Eon-filmene fra Agent 007 - Mission: Drab til Diamanter varer evigt fik næsten fjorten dage hver på plakaten.
Hvorpå Platan på Frederikberg overtog Du lever kun to gange, der kørte fra den 26 til 28. oktober. Efterfulgt af I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste fra den 28. oktober til den 1.  november 1973.

Herover: Nørreport bio kørte Bond-kavalkade i 1973.  Agent 007 - Mission: Drab gik fra den 1. til 15 juli. Agent 007 jages fra den 16-31. juli. Agent 007 contra Goldfinger kørte fra 1. til 19. august, efterfulgt af Agent 007 i ilden fra den 20 til den 26. august. Du lever kun to gange var på programmet fra den 27. august til den 9. september, I hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste tog over fra den 10. til den 27 september, hvorpå Sean Connery rundede af i Diamanter varer evigt fra den 28. september til den 11. oktober 1973.

Connery i kunstbio

Også Danmarks første art-cinema, Peter Refns Camera i København. der ellers ikke havde givet meget lyd fra sig i 1970erne, annoncerede pludselig, at man i fire dage ville vise Agent 007 i ilden.  "Med kunst har den intet at gøre ...", havde B.T. skrevet om filmen i 1965. Men mellem
smalle film om miljø og boligproblemer i København var det åbenbart tiltrængt, at lade folk se en mand lette fra jorden i en raket-rygsæk ...

Herunder: Annonce fra kunst-biografen Camera, der spillede Agent 007 i ilden to gange dagligt i fire dage i 1973. Stills fra Agent 007 ilden @MGM/Danjaq.

Moore på plakaten i sort/hvid

Robert McGinnis tegneserie-inspirerede plakat var der imidlertid ingen tvivl om, at Roger Moore nu var den nye James Bond i Lev og lad dø. Nok poserede Moore ligesom Connery med den langløbede luftpistol. Men ved at gøre de to O'er i Moore til en del af de to 0'er i 007 gjorde grafikerne, hvad de kunne for at smelte skuespilleren sammen med rollen.
I Danmark udkom plakaten dog med en sort-hvid Moore i midten af den farvede poster. Det var den, der blev hængt op i premiere-biograferne, mandag den 17. december 1973.
Lev og lad døs danske premiere plakat, 1973.

Syv danske premierer

Syv danske biografer havde premiere på Lev og lad dø rundt om i landet. Den 17. december - fjorten dage efter det såkaldte jordskredsvalg, den 4. december 1973, kunne konservative, socialdemokrater og vælgere fra de mange nye partier, der indvarslede en ny epoke i dansk parlamentarisk historie, atter forenes om en mand - "klippet som mænd var i gamle dage", som Aktuelt skrev.
Invitationen til pressevisning af Lev og lad dø lå samme dag som Danmarkspremieren i 1973.

Trodsede terrorfrygt

Danmarkspremieren den 17. december 1973 fandt sted selv samme dag, hvor et terroranslag kostede 30 mennesker livet i Roms Leonardo Da Vinci lufthavn. Men "Der skal mere end et hjemligt statsministerskifte og voldsom blodig virkelighed i Roms lufthavn til at holde folk hjemme ved tv, når Bond er i byen. Allerede et par timer før Danmarkspremieren i aftes kunne Regina melde udsolgt ...", noterede Århus Stifttidende den 18. december.
Terrororganisationer som Bader Meinhof, De Røde Brigader og Sorte September gjorde 1970erne til et af de blodigste årtier, men det knægtede ikke danskernes lyst til virkelighedsflugt.  "Det er som om vores behov stiger i takt med den virkelige volds fremmarch", skrev Aarhus Stifttidende om det publikum, der indtog Regina Teatret i smilets by. Efter en ombygning havde det plads til 600 mennesker i den store sal. De kunne i filmens program på 14 sider læse, at Paul McCartneys titelsang kunne købes på både single og soundtrack i alle landets førende musikforretninger.

Herunder: Filmprogrammet fra Lev og lad dø kunne købes i biograferne ved premieren i 1973.

Sebastian udforderede McCartney

Den danske singleudgave af Paul McCartney and Wings fra EMI var ikke ligefrem en Bond-reklame. Den tidligere Beatle delte sammen med fru Linda og resten af bandet coveret med et par kameler. Hverken 007 logoet, eller Roger Moore var repræsenteret på singlen.
Men på bagsiden var det interessant læsning at se, hvem McCartney og co. var i hård konkurrence med om topplaceringerne på de danske top ti og top tre lister.  Det var såmænd sangeren Sebastian, der lå nummer to med Hvis du tror du er noget ...
Singlen med Live and let dies tema kunne købes i Danmarks førende pladebutikker. Foto: Torben Bruus.
Bagsiden af coveret viser, at Sebastian var hot på hitlisterne i 1973. Foto: Torben Bruus.

Positive slaglinjer

Da pressekørslen på Lev og lad dø blev afviklet på selve premiere-dagen, klokken 11.00 i Nørreport bio udkom de fleste anmeldelser først dagen efter. United Artists udsendte en pressemeddelelse, hvor man i lighed med pr-materialet fra Du lever kun to gange i 1967, havde redigeret de bedste brokker fra anmeldelserne op som positive slaglinjer.
Pressematerialet fremhævede igen de bedste anmeldelser.

PRESSEKLIP FRA 1973 -
LEV OG LAD DØ

Presseklip herover fra 1973.  Fyns Stifttidende: "Dagdrømmenes salige vanvid". Demokraten: "Smadder utiltalende", Aalborg Stifttidende: "Humor og håndkantslag". Politiken: "Bondefangeri". Holstebro dagblad: "For yndere af mord, fart og dejlige damer", Vejle Amts folkeblad: "Pæn vold". Aktuelt: "Bond svineheldig og rå helt". Vestkysten: "God underholdning med ny James Bond".

Fandt Seymour usexet

Helt så positiv blev Lev og lad dø bare ikke anmeldt. Århus Stiftidende klagede over, at der ikke var tilstrækkelig med humor, og at Jane Seymour var noget af det mest usexede, man havde set på et filmlærred i lange tider.
"Bond-film idag er ganske enkelt antikverede og uspændende", mente Politiken. "Fantasi og idéer er en udpræget mangelvare i denne film", skrev Jyllands-Posten.
Århus Stifttidende manglede humor i Lev og lad dø. Anmeldelsen er fra den 17. decemer 1973.

Foretrak Olsen-banden

"Bond er byen - ja og hvad så? Det er Dirch og Olsen gudskelov også", skrev Politiken med reference til Dirch Passers komedie Mig og Mafiaen og Erik Ballings Olsen-banden går amok, der var Bonds biograf-konkurrenter i kampen om danskernes gunst i december 1973.
Jyllands-Postens anmeldelse, 18. december 1973.

McCartneys sang "fejlplaceret"

Information langede ud efter Paul McCartneys titelmedlodi, som avisen mente var "håbløst fejlplaceret og ikke kunne fordunkle John Barrys gamle kendingsmelodi". Avisen fandt også filmens første del "død i sværen" og racediskriminationen "en ingrediens af den vagt dårlige smag, som filmen i det hele taget efterlader i munden".
Informations anmeldelse, den 17. december 1973.

Moore mere menneskelig

Horsens Folkeblad var venligere stemt. Navnlig overfor Roger Moore. "James Bond er blevet menneskelig. Han har glimt i øjet og får nervøse trækninger i nervepirrende situationer. Lad ham bare leve i den rolle. Den trængte til fornyelse", skrev avisen.
Horsens Folkeblad, 1973.

Overtroiske sorte sataner

"En agent, som er så tåbelig som denne James Bond er det i adskillige tilfælde ville ikke være blevet gammel i faget", anførte debatør Børge Trolle i Min Avisen. Han fandt Lev og lad dø racistisk."Alle sorte er enten gangstere, eller gangsternes medhjælpere ...kvindelige sorte kan man ikke stole på. De kan lokkes eller trues til at forråde de hvide - fordi de jo også er overtroiske, disse sorte sataner ...", skrev han.
Børge Trolles analyse i Min Avisen, den 22. december 1973.

Karl Stegger klon

"Vi er tilbage i de hårde gamle dage, hvor ingen var i tvivl om hvem der bar heltens farve", skrev Berlingske om det faktum, at den hvide Bond her var oppe imod en sort forbryderring.
"Skal nogen fremhæves må det være Clifton James for et helt formidabelt morsomt spil", skrev Vestkysten om sherif J.W. Pepper skuespilleren. I Aalborg stifttidende blev han sammenlignet med Karl Stegger, der havde spillet en dansk version af en landbetjent i Den forsvundne fuldmægtig, der var kommet ud i 1971.
Berlingske Tidendes anmeldelse fra 1973.

Bedre end Diamanter varer evigt

Ekstra Bladet havde tre stjerner til Lev og lad dø, som avisen fandt "ti gange bedre end Diamanter varer evigt" - med Sean Connery. Alligevel savnede anmelderen den vid og charme, som han fandt i Connerys gamle film. Rubrikken: "Bond for sidste gang" var der overhovedet ingen dækning for ...
Ekstra Bladet mente, at det måtte være Bond for sidste gang.

Humor og arrogance

Man kunne godt have ønsket sig en grummere skurk, men det har nok at skaffe med, at man ikke har ville være for racistisk, da alle skurkene er negrere", anførte Fyns Stittidende. Mens Fyens Tidende mente, at Roger Moore formåede at tilføre rollen en gnist af både humor og arrogance, der gjorde superhelten endnu mere morsom og underholdende.
Morsø Folkeblad var begejstret for Lev og lad dø, der kom til Nykøbing i 1974.

Kun Connery er bedre

"Den eneste der kan slå den ny Bond - Roger Moore ud - er faktisk hans forgænger, Sean Connery, hvis spil er betydeligt mere fanden-i-voldsk end det, den tidligere uheldige helt præsterer", mente Horsens Folkeblad. Mens Morsø Folkeblad fandt Lev og lad dø "hæsblæsende fra ende til anden" - og fremhævede speedbådsjagten, som avisen forudså "ville gå over i historien".
Århus Stiftidende beskrev kravene til en moderne underholdningsfilm anno 1973.

Får 28 tv-serier til at blegne

I en mere all-round historie ridsede Aarhus Stifttidende op, hvad en moderne underholdningsfilm anno 1973 skulle rumme for at få succes.
Den store udfordring var - ifølge avisens kulturmedarbejder Jørn Rossing Jensen - at filmen skulle tilvejebringe og holde en fornemmelse af det troværdige i det helt uvirkelige. "Live and let die får de første 28 tv-serier til at blegne", lød konklusionen.
Noget tydede på, at publikum var enige. I København spillede Lev og lad dø i Nørreport fra den 17. december 1973 til den 19. februar 1974. Kinopalæet holdt den på plakaten til den 10. marts 1974.  Hvorpå ABCinema ovetog filmen og spillede den fra 11. til den 27. marts 1974.

Klik og lad se

For de, der endnu ikke var fyldt 12 år var der også råd. Lev og lad dø kunne også opleves på såkaldte View-Master-hjul.
GAF Corporation markedsførte dem i USA og Europa. Via 21 dias billeder kunne danske skolebørn således  klikke sig igennem filmens scener med sin view master for øjnene,  I 1973 var det den eneste måde, at opleve Bond-film uden for biograferne.

I fokus i Filmårbogen

Den megen opmærksomhed fik også bogen Årets bedste film 1973 til at vågne op. Hidtil havde redaktionen kun omtalt Bond-filmene med korte faktabokse og et billede. Der var ingen portrætter af Bond skuespillerne og I Hendes majestæts hemmelige tjeneste havde man slet ikke omtalt.
Det blev der rettet op på. Over fire sider i årets udgivelse fra Forlaget Carlsen satte Carl W. Bærentzen fokus på filmene i Danmark, interviewede instruktør Guy Hamilton og  kastede blikket tilbage på de første ti år, som Bond-serien den 5. april 1973 kunne fejre på de danske lærreder.

Herunder: Årets bedste film 1973 beskrev Bonds ti års jubilæum: Kilde: Cinematektet.

1974

- Danmark får en Bond-pige

En måneds galskab

Årets bedste film '73 inkluderede ikke Charles K. Feldmans Casino Royale, men den gale Bond-farce landede atter på lærredet i hovedstaden i 1974. Fra den 28. januar til den 21. februar kunne man se Orson Welles og Peter Sellers dyste i baccarat i Tre Falke Bio på Frederiksberg.
Casino Royale kunne genses på Frederiksberg i 1974.

Forøget sex-faktor

Årets to første udgivelser af James Bond - Agent 007 spillede også op til læseren. For første gang blev en halvnøgen pige med kig til balderne afbildet på forsiden af nummer 27. Tegningen kunne minde om et publicity billede fra Eon productions kommende 007-film, Manden med den gyldne pistol, hvor Maud Adams holder Roger Moore op på samme måde. Men at sex-faktoren var skruet op i måden, man skildrede Bonds piger var tydeligt. Til gengæld var det stadig Sean Connery, der var Bond i tegneserien. Historien, Dræbende budskab blev inde i bladet illustreret med et billede fra Agent 007 contra Goldfinger.
Fra 1974 var der bare pige-balder på forsiden af Bond-tegneserierne.
Også i Manden med den gyldne pistol overraskes 007 af en badepige.

Bryster, balder og Moore

Med udgivelsen Kondorernes ø i nummer 28 i 1974 skete der noget.
Nok prydede Sean Connerys Bond stadig  coveret, ligesom et billede fra Agent 007 - Mission: Drab blev brugt til at skyde historien i gang. Men allerede på de første striber stod det klart, at Bond-pigerne i 1970ernes tegneserier nu kunne skildres splitternøgne. Uden indgreb fra censuren.
Mangen ung tegneserie-læser voksede op med synet af balder og bryster i Bond-historier, der var gendigtninger af Ian Flemings roman-forlæg, tilsat karaterer fra filmene. I Kondorernes ø arbejdede 007 således sammen med en mørk kvinde med en forbløffende lighed med Lev og lad døs Gloria Hendry. Udgivelsen anerkendte også  "Den nye Bond", som bladet skrev. Roger Moore sås på flere billeder fra Lev og lad dø - ikke mindst på bladets første farveplakat, hvor han fremviste 007s mange våben.

Slog kvinder med knytknæve

Bonds brutalitet fik også en tand mere i tegneserierne. Efter læseren i nummer 29 havde fordøjet Fra en dræbende synsvinkel, en dramatisering af Flemings For Your Eyes Only, udkom Narkohandlerne. Historien var ikke efter Flemings forlæg, men tegneseriens Bond, der var kreeret af kunsteren Horak, opførte sig ligeså brutalt overfor pigerne, som Sean Connery og George Lazenbys udgaver af figuren.
På en af striberne kunne man ligefrem se Bond slå en letpåklædt pige ud med en knytnæve. Bladene viste også billeder af Lazenby og Connery i håndelag med Diana Rigg og Molly Peters. Plus et af Roger Moore, der signerede plakaten til Lev og lad dø.  Den karikerede figur-tegning lå mere naturligt til Moores Bond, der samme år blev brugt som romantisk helt på Romanbladet.

Herunder: Forsiderne på årets James Bond - Agent 007 blade, der lige gav den en tand mere på vold og sex-faktoren.
Moore som romantisk blikfang på Romanbladet i 1974: Foto: Boris Larsen/Danske James Bond fans.

Moore valgte danske Janni

Roger Moore blev også inddraget i jagten på den første danske Bond-pige. Det sørgede Ekstra Bladet for, da man i forbindelse med kåringen af Årets Ekstra pige '73 udlodede en konkurrence i konkurrenen. Billeder af de femten piger, der stillede op i bar figur ville blive sendt til Sydafrika, hvor Roger Moore i begyndelsen af 1974 indspillede filmen Gold.  Moore ville så udpege den af kandidaterne, som han fandt bedst egnet til en rolle i Manden med den gyldne pistol.  Til vinderen ventede en rejse til Thailand, og et personligt møde med den nye Mr. Bond. Siddende i en guldmine pegede Moore på en 19 år gammel gymnasie-pige fra København. Janni Pia Christensen var navnet på Danmarks første James Bond pige.

Herunder: Collage af Ekstra Bladets mange reportager om udvælgelsen af den danske Bond-pige fra 1973/74, beskrevet af Rud Kofoed og fotograferet af Jørgen Sperling,
Janni Pia Christensen - Ekstra Bladets Bond-babe 1974.

Danske fru Christopher Lee

Janni Pia Christensen var ikke den eneste danske fotomodel på filmsettet. Siden 17. marts 1961, hvor de blev gift i St. Michaelskirken i London, havde filmens skurk, Christopher Lee dannet par med den danske fotomodel Gitte Kröncke. Men med den unge Christensen på optagelse i Bangkok og Hong Kong blev det hende, der løb med overskrifterne i Danmark.
Danske Gitte Kröncke dannede privat par med Christopher Lee. Foto: Ukendt.
Ekstra Bladet 1974. Også Roger Moores hustru holdt sin mand under tæt observation. Ingen chance for danske Janni Pia.
Danske Janni Pia ses i filmen på vej ud af en hotel-dør. Screengrab.

Reduceret til statist

Ved filmens danske premiere kom det frem, at Janni Pia Christensens rolle var blevet reduceret til en statist, der kommer ud af en hoteldør i Hong Kong. Hendes ene replik var også klippet ud, men som B.T. skrev: "Måske kommer det filmiske gennembrud en anden gang. Foreløbig er Janni Pia lykkelig nygift og har sit gode arbejde som påklædt fotomodel i København. 
B.T. opsummerede Janni Pias filmskæbne den 18. december 1974.

007 på dansktoppen

Janni Pia Christensen var ikke eneste danske kunstner, der sigtede på 007 i 1974.

Dansktopsangerinden Jytte fra Mors – med det borgerlige navn Jytte Nørregård - udgav i 1974 singlen Hej Lille Du med en B-side, der fik danske Bond-fans til at spidse ører.  Nummeret 007 handlede nemlig om Bond. 
Teksten forudså månefarten i Moonraker (der endnu lå fem år ude i fremtiden) hævdede at Bond havde telefonnummeret 007 og lynhurtigt kunne komme omkring i verden i sin raket.
Teksten var skrevet af Erik Møller Hansen, bassist, producent og ejer af to lydstudier, og akkompagneret af en Moog Syntteziser blev Jytte fra Mors dermed den første danske sangerinde, der fik 007 introduceret for dansktop-genren.

Foto: Fra coveret Jytte fra Mors sang om 007 på B-siden af singlen Hej Lille Du.

Sommer bio med Bond

Sangen blev spillet mens danskerne stred sig igennem en sommer, der nærmest skreg på en tur i biografen. Metrologisk institut målte kun en julidag i 1974, hvor temperaturen sneg sig op over 25 grader.
Til gengæld skinnede Jamaicas sol fra Nørreport Bios lærred, da Sean Connerys Bond landede i Kingston for at tage hul på sin første film-mission. Agent 007 - Mission: Drab åbnede den 1. juli 1974 en 007-kavalkade, der først blev afsluttet, da seriens første syv film havde været vist. Hver film fik en uge på lærredet, og da Connery takkede af i Diamanter varer evigt var det blevet den 22. september 1974. 

Herover: Lobbycards fra Diamanter varer evigt, der kunne ses i Nørreport Bio i sommeren 1974. Nørreport Bio spillede Agent 007 - Mission: Drab fra 1.-14. juli 1974. Agent 007 jages fra 15.-28. juli, Agent 007 contra Goldfinger fra 29. juli til 11. august, Agent 007 i ilden fra den 12-22. august, Du lever kun to gange fra 23. august til den 3. september. I Hendes majestæts hemmelige tjeneste fra 4-12. september og Diamanter varer evigt fra 13-22. september 1974.

Tegnede spændende

Onsdag den 25. juni 1974 skildrede Ekstra Bladet, hvad der var i vente i den kommende 007-film. Manden med den gyldne pistol ville vise Bond udføre et sensationelt sprialhop i en Hornet Hatchback - fejlagtigt omtalt som en Hornet Fastbreak.
Af sikkerhedsmæssige grunde fik ingen pressefotografer lov at være med, da det blev indspillet udenfor Bangkok. "Vi tør simpelthen ikke risikere, at en fotograf publicerer en serie billeder, hvis dette skulle fejle", citerede avisen en anonym medarbejder. Ekstra Bladet illustrerede istedet, hvad biografgængere havde i vente.
Det tegnede spændende ...

Herover: Presseklip fra Ekstra Bladet og Vi unge anno 1974, der satte fokus på Bonds bilspring i Manden med den gyldne pistol. Billedet af stuntet blev først bragt i Ekstra Bladet i november 1974. En måned før premieren.

Connery varmede op

Bond-flammen blev holdt varm i City Bio på det københavnske vesterbro.
1. novemer 1974 og tre dage frem satte den skumle baggårdsbiograf Agent 007 jages på repertoiret, efterfulgt af Agent 007 contra Goldfinger, der fik to dage på lærredet fra den 4. til 5. november. Først den 6 og 7'ende november 1974 kom seriens første, Agent 007 - Mission: Drab på plakaten.

Herunder: City Bio holdt en kronologisk rodet Bond-kavalkade i sommeren 1974.

Ukorrekt kronologi

Hvorfor rækkefølgen var ukronologisk husker ingen. Men Agent 007 i ilden fortsatte fra den 8. til den 10. november, hvorpå George Lazenby fik et intermezzo med I hendes majestæts hemmelige tjeneste, der gik to dage, den 11. og 12. november. Sean Connery rundende af med Diamanter varer evigt fra 13. til 14. november og Du lever kun to gange fra den 15. til den 17. november 1974.
Da var der kun en lille måned til, at Manden med den gyldne pistol ville få Danmarks premiere.

Herunder: Aarhus Stifttidende: 007 gange 3. Politiken; James Bond møder sin farligste modstander. Fyens Stifttidende: James Bond og manden med den gyldne revolver.

The Moonraker næste Bond

"Jeg kunne umuligt have startet serien for 11 år siden. Dengang var jeg for blåøjet, mens Sean Connery var den rigtige James Bond", sagde Roger Moore til Politiken, der besøgte Pinewood studierne i England for at lave en optaktshistorie i 1974.
I sin foromtale af Manden med den gyldne pistol nævnte avisen intet om den danske Bond-pige, men omtalte Britt-Marie Ekland som May Britt Eklund og skrev, at den næste 007-film ville få titlen The Moonraker.  Mere styr havde Hollywood-reporteren Sven Rye på navnene.
Til Fyns Stifttidende skrev han, at Britt Ekland ikke var "verdens mest talentfulde skuespillerinde", men at hun pyntede i filmen. Og slog fast, at den franske dværg Hervé Villechaize tegnede sig for filmens bedste præstation som den skurkagtige Nick Nack.
B.T. bragte et interview med Nick Nack-stjernen i 1974.

Ti biografer til Bond

Danmarkspremieren på Manden med den gyldne pistol var det hidtil største Bond-brag. Ti danske biografer havde sikret sig premiere. Aarhus Stiftidende kunne stolt fortælle, at hele tre biografer i Aarhus ville spille filmen torsdag den 19. december 1974. Pressen blev inviteret til at se filmen dagen før, den 18, december 1974 klokken 14.00. i København.
Invitation til pressevisningen til filmen, fra 13. december 1974.
Pr materiale fra United Artists 1974.

Program på sekten sider

Pressematerialet til Manden med den gyldne pistol fortalte hvilke biografer, der landet rundt holdt Danmarkspremieren, og opsummerede de bedste anmeldelser. Publikum kunne også købe et program på seksten sider, der beskrev lokations arbejdet på Macaus flydende casino og den thai boxing, som Bruce Lee filmen, I Dragens klør, havde været med til at gøre populær, siden dens danske premiere 23. november 1973.

Filmprogrammet til Manden med den gyldne pistol

Hey Christoffer ...

Den gamle tradition med at fordanske engelske navne, som Grafisk Forlag havde gjort på Bond bøgernes forsider i 1950erne, opstod igen på filmens danske plakat. Nu var det ikke Ian der var blevet til Jan Fleming, men derimod Christopher Lee,  der var blevet til Christoffer Lee.
Den danske premiereplakat fra 1974.

Ekland træt af storbarmet pr

Britt Ekland hang sig i en anden detalje, da hun en uge før Danmarkspremieren på Manden med den gyldne pistol kom forbi København på PR tur den 12. december 1974. Svenskeren var utilfreds med måden, plakaten gengav hende som en storbarmet sexbombe.
"Det er den forfærdeligste reklame, jeg endnu har set", sagde hun til Se og Hør.

Herunder: Britt Ekland i et udsnit fra artikel i Se og Hør og på reklamebilleder fra MGM/Danjaq. Udsnit af plakaten til Manden med den gyldne pistol af Robert McGinnis.

Spiste wienerbrød

Ugebladet rapporterede, at Ekland proppede sig med dansk wienerbrød for at få lidt mere sul på den krop, som hun nu ikke mere ville vise i bar figur. "Da jeg var yngre, havde jeg ikke noget imod at vise bryster frem, men nu er det ligesom, jeg har gjort min pligt på det område. Jeg er mor til to børn og må nok indstille mig på at være karater-skuespiller i stedet for kropsdue", sagde hun.

Herunder: Jyllands.Posten rapporterede også om Eklands besøg i Danmark i 1974.

Fokus på pistolen

Christopher Lees dræber var i filmen ene om at vise brystvorter. Alle tre blev udstillet, men Politiken var nu mere interesseret i Scaramangas gyldne pistol. Avisen bragte historien om, hvordan opfinderen Jack Lowenthal havde fået idéen, og hvad der skulle til for at den rent faktisk også kunne skyde i virkeligheden.

Politiken beskrev Scaramanagas pistol i 1975.