NO TIME TO DIE  * *

Spoiler anmeldelse: Set ved Danmarkspremieren den 30. september 2021 i CinemaxX. Genset den 1. oktober 2021 i Grand Bio, København, og 26. oktober i Big Bio, Nordhavn. 

Foto: MGM/Danjac

UDBOMBET BOND UDEN EXIT-PLAN

Med den dybt skuffende No Time To Die – og dens chokerende udgang – er James Bond og hans kulturarv bombet ud af brættet.  Art House-ideen om at skildre mennesket James, frem for helten Bond, endte med at forvandle Daniel Craigs helt til et borgerdyr med barn og bløddyr i bæreselen – og med 007s død har man både kastet vrag på 60 års filmtradition og Ian Flemings idé om en frelsermand i en fantasiverden.
 Spændende om Team
Broccoli har en exit-plan, der kan genoplive Bond, hvis ikke de har modet til at løfte figurens sande værdier: Sex, vold og chauvinistisk charme. Som udbombet borgerdyr overlever Bond næppe to gange.

Hvilket drama ...
Voksne mænd stod med tårer i øjnene i biograffoyeren, børn græd sig gennem slutteksterne, mens andre forlod CinemaxX i Købehavn i en oprørt  stemning af vrede og vantro.  I fyrre år har jeg ikke oplevet nogetvoldsomt ved en Bond-premiere.
No Time To Die kaldte på en stor slurk sort gravøl, mere end på liflig Bollinger champagne.
Ikke bare bombede filmen Bond til døde. Den vakte også en frustreret vrede.
En ting er, at bøje reglerne, så nye ting kan spire i 007’s eksotiske have. Noget andet, at forkaste dem totalt.
Det gør filmmagerne, Barbara Brocoli og Michael G. Wilson i No Time To Die ved at lade James Bond – en figur med 60 års unik film-historie på bagen - dø for øjnene af os.

En af de mere oplivende plakater til No Time To Die, skabt af en fan i 2021 til første premieredato.

Vender tilbage

Havde det været seriens endegyldige finale ville det have været et majestætisk moment.
Men som vi, der sad tilbage med stivnede smil og tilbageholdt åndedræt kunne konstatere, da slutteksterne omsider nåede filmens absolut sidste frame, ”Vil James Bond vende tilbage”.
Aldrig har jeg gispet en så højlydt lettelse ud i en halvtom sal.
Craigs 007 har forladt sin Aston Martin. Foto: Nicola Dove.

Kan man bare dræbe Bond igen og igen?

Alligevel forlod også jeg biografen i sørgemarch. For hvordan skal en genfødsel lade sig gøre, nu filmmagerne har bragt det ultimative offer? Er James Bond blevet en helt, man bare kan slå ihjel, når der ingen anden udvej er? For så, at vække ham til live igen og igen?

Nej - ligesom med Batman, Spiderman, Sherlock Holmes etc. er det i orden, at modernisere og genfortolke. Men man dyrker ikke en fiktiv seriehelt gennem generationer blot for at se ham blive kastet under bussen i en kynisk kalkuleret tåreperser af en Hollywood ending.

Det går an i en selvstændig aktion-film som eksempelvis Armargeddon, hvor Bruce Willis som en heroisk borebisse, måtte lade livet for at redde kloden. Men det fungerer ikke sådan for seriehelte. Selv ikke Ian Fleming kunne få sig selv til det. Selvom han var fristet et par gange efterlod forfatteren altid en lem på klem, så den cool cat kunne kravle tilbage til livet igen.

Daniel Craig er åbenbart større end Bond. Foto@MGM/Danjac

Lokket af den mørke side

Når Team Broccoli ikke gør det, vidner det desværre om to ting. Dels, at man er blevet forført af samme mørke side, som bl.a. skaberne af de nye Star Wars film. De myrder også enhver elsket og interessant karakter fra Han Solo til Luke Skywalker og prinsesse Lea blot for at røre publikum, og lokke dem ind til begravelsen. Dels, at man har ladet skuespilleren blive større end filmhelten.
Udgangen var Daniel Craigs farvel, mere end det var James Bonds. Efter fem film, som han har domineret på godt og på ondt.
En hel generation vil tale om ham som manden, der gav Bond et nyt og mere naturalistisk liv. Men nu skal vi altså også til at tale om Craig, som manden, der dræbte 007.
Det bliver et kontroversielt eftermæle.

Craig står til et kontroversielt eftermæle. Foto@MGM/Danjac

Brudt publikumspagt

Det giver ingen mening, at tale om kontinuitet i en serie, hvor så mange skuespillere har givet deres bud på Bond. Alligevel har der altid været en usynlig rød tråd, der har bundet dem sammen i en fælles, udødelig helteskikkelse. Publikumspagten indebærer, at vi godt ved, at Bond overlever, men at vi kommer for at se hvordan.
Det bånd er nu brudt for evigt. 
Daniel Craig i sin femte Bond-film. Foto: Nicola Dove

Finalen overskygger de første løjer

At Bonds død indtræffer efter en ekstrem langtrukken og uopfindsom finale, der krydser amerikansk aktion med socialrealistisk Stieg Larsson thriller, og forvandler Craigs kyniske Bond til et opofrende familiemenneske, skygger totalt for den første times noget mere letbenede løjer.

Med to timer og 53 minutter er No Time To Die mindst en time for lang. Alligevel føles den lidt mere varieret end de prætentiøse SPECTRE og SKYFALL af den overvurderede Oscar-vinder Sam Mendes. Det skal den amerikanske instruktør Cary Joji Fukunaga godskrives. Ligesom den Oscar-vindende, svenske filmfotograf Linus Sandren skal roses for billederne, Men ellers forstår jeg godt, at britiske Danny Boyle forlod filmen. "Manden, der dræbte Bond", lyder ikke godt på ens instruktør CV.
Med mindre man da vil arbejde for SPECTRE.

Instruktør Fukunaga med Lea Seydoux og Craig. Foto@MGM

Modigt eller dumdristigt

Ved at skabe den mest følelsesladede finale, siden Bond mistede sin brud, Tracy di Vinzenco, i On Her Majesty's Secret Service i 1969, kan man enten kalde filmmagerne modige eller dumdristige. 
On Her Majesty’s Secret Service betragtes nok af de skiftkloge i ordenskapitlet af 007-fans som seriens blå kongeblod. Men George Lazenbys film promoveres aldrig af EON. De fleste af nutidens biografgængere har nok heller aldrig set den. 
For dem handler No Time To Die om at få bundet en fin smokingsløjfe på Daniel Craigs femten år lange regeringstid. Og det var angiveligt Team Broccoli på krav fra med-producer Daniel Craig, der insisterede på at gøre det ved at kaste en bombe.
Fukunaga var mere lydhør overfor Craigs idéer end Danny Boyle. Foto: Accociated Press.

No time for spoilers

Det vidner om en stor loyalitet og kærlighed til serien, at der hele fjorten dage efter verdenspremieren stadig ingen spoilere var delt om chok-slutningen på de store fansites. Mens det blev en genial word-of-mouth-måde at få trukket folk i biografen. 
Alle skulle se filmen, før nogen talte over sig. Men det gjorde det også svært at sætte ord på, hvorfor filmen udløste så stærke følelser, at folk enten elskede eller hadede den. Eller gjorde begge dele. 
Efter at have set den tre gange, i tre forskellige biografer, står jeg fast på, at No Time To Die er den mest skuffende Bond-film nogensinde.

Pas på - herfra bliver anmeldelsen giftig. Foto: @MGM/Danjac

Værre end Moonraker

Om den rangerer lavere end Pierce Brosnans Die Another Day fra 2002, hvis titel er spaltet fra samme uopfindsomme DNA, er et spørgsmål om jeg på dagen er til usynlige biler og computer-plastik, eller social realistiske monologer og børnesæder. Ingen af titlerne får adgang til det klassiske pokalskab, hvor seriens guld, sølv og bronze står. Og det er ellers rummeligt nok til at huse så forskellige titler som A View to a Kill, Diamonds Are Forever og Moonraker.
Hvis det er Moonraker, Craig og Lynch ser er det derfor de ser sådan ud. Foto: 007.COM

Dårlige manuskripter i årevis

Men det virkelig triste er, at No Time To Die bare fuldender den tendens, der har været synlig siden Quantum of Solace udkom i 2008 – og adskillige andre gange, siden Albert Cubby Broccoli døde i 1996. 
Bond-manuskripterne har i årevis været for usammenhængende, og de nye idéer for langt fra 007-skiven til, at filmene har formået at holde flyvehøjden efter, at alle pr-trommerne er stilnet af. 
Dyrt producerede, lækkert fotograferede og - bevares – indimellem med underholdende popcornsfaktor. Det er trods alt Bond-maskineriet. Men i forhold til det talent, man har haft til rådighed, de millioner af dollars, der er blevet brugt, og den moderne teknologis muligheder for at skabe banebrydende aktion og special effekter, har der været for langt mellem champagnen. 
I hvert fald ifølge min definition af en Bond-film.

Hvis det er manuskriptet Fukunaga viser er der skudhuller i det. Foto@MGM/Danjac

Craig tabte alle trumferne

Den baserer sig på hvad der blev lavet i pionerårene 1962-1995 - til og med den første Pierce Brosnan-film, GoldenEye, der videreførte karakteren i en stil, der bragte 007 ind i en ny tidsalder ved at bruge hans fortid som afsæt. 
Der var stadig smukke og stærke Bond-babes, stunts og vitser. Desværre endte historierne også i 1990'erne som fladere kopier af de gamle klassikere. Andre film, såsom Mission: Impossible, Jason Bourne og Batman, stod for aktion-nytænkningen. Mens Austin Powers, Johnny English og Kingsman tog sig af humoren. 
I hvert fald indtil 007-producerne med Casino Royale omsider ryddede bordet for alle de gamle jetoner.

"En moody midtbanespiller blandt dominerende kvinder ..."

Med Ian Flemings forlæg som effektiv dealer fik serien så mange nye kort tildelt, at Bond-karakteren i 2006 kunne spille med på alle felter. Human, rå, blødende, sarkastisk, sexet og farlig. Daniel Craig havde alle trumfer på hånden, efter en banebrydende flot debut. Men i stedet for at genopbygge Bond i det politisk ukorrekte billede, som hans job kunne have retfærdiggjort, blev han i stedet en mere og mere moody, morderisk og muskuløs midtbanespiller på et konstant skiftende hold af dominerende kvinder, og tragiske bi-og skurkeroller.

Er det tid til at kvitte jobbet igen? Bond overvejer atter sin tid i No Time To Die. Foto@MGM/Danjac

Craigs lidende stakkel savner glæde

Eventyruniverset, hvor man ønskede sig i superagentens sted, blev erstattet af ét, der ligesom hos Fleming var martret af psykologiske konsekvenser ved at tage et liv. Men modsat Flemings figur nød Craigs Bond ikke livet mellem opgaverne, mens Arthouse-historierne slet ikke hang sammen. 
Lange følelsesdialoger overskyggede sex, stunts, humor, action og fantasi. Men salgstallene steg, nye fans blev vundet, og anmeldere mente, at der med SKYFALL og SPECTRE nu virkelig var noget seriøst at skrive om, fordi Oscar-navne som Sam Mendes, Javier Bardem, Judi Dench og Christoph Waltz medvirkede. 
Alligevel blev mit savn af uhøjtidelig, humoristisk savoir-vivre, en flirt med det modsatte køn og forrygende stunts mere og mere udtalt. For den Bond, der både kunne frelse verden og svælge hedonistisk i al dens luksus, var Daniel Craigs lidende, forældreløse stakkel ikke.
Bond har brug for en omstigning. Foto: @Danjacq/MGM

Kønspolitisk korrekt

No Time To Die prøver at imødekomme det. Den første time er sat et gear højere humørmæssigt, end hvad Craigs livstrætte agent hidtil har kørt i. Men midtvejs tager filmen igen et så virkelighedspludseligt sving på familiebilens servostyring, at den brager ud på et komplet misforstået, kønspolitisk korrekt terræn. 
Samtidig omringer den Bond med et kæmpe Scooby Double O Doo-team af medhjælpere, som han aldrig behøvede for at klare paragrafferne i gamle dage. Eller i Craigs første forsøg, hvor det netop var 007, der var filmens mest unikke og dødbringende instrument.

BONDS SCOOPY DOUBLE O DOO TEAM

Agent 007 - Nomi

Lashana Lynch spiller Bonds hjælper.

Stabschef Bill Tanner

Rory Kinnar spiller Bonds hjælper.

M

Ralph Fiennes spiller Bonds hjælper.

Felix Leiter

Geoffery Wright spiller Bonds hjælper.

Moneypenny

Naomi Harris spiller Bonds hjælper.

Q

Ben Whishaw spiller Bonds hjælper.

"Dr. Swann".

No Time To Die burde måske bare have heddet Dr. Swann. For filmens vigtigste karakter er ikke Bond, men Léa Sedeuxs Madeleine Swann. Kvinden, som Bond trak sig tilbage med i SPECTREs melodramatiske slutning i 2015. Efter at have kvittet det agent-job, som han ellers brændte meget for at træde ind i, da SKYFALL sluttede i 2012.
Efter en ny, blodløs version af det klassiske Gun Barrel Logo, følger vi udfoldelsen af den baggrundshistorie, som Madeleine gav Bond ombord på et tog i SPECTRE. Her fortalte hun om en mand, der kom for at dræbe hendes far, SPECTREs håndlanger Mr. White, da hun var lille.

Safins anorak med skudhullet i hjertet er en hilsen til Moores skijakke i A view to a kill. Foto@MGM

Nu ved du ...

at den første produkt placerede genstand i filmen er dansk. Bang & Olufsens BeoSound CD/Tape Player fra 1990erne spiller i Swann familiens hytte i Norge, mens Safin nærmer sig i sneen. Sangen er  "Dans la ville endormie", der blev skrevet i 1968 og indsunget af sangerinden Dalida. Teksten handler om svigt, sorg og længsel - et passende lydtapet til Mr. Whites fordrukne hustru, der afslører for sin datter, at hendes far er morder.

Uvant socialrealisme

Med en nervespækket mor, der drikker sig i søvn på sofaen, mens datteren tørrer hendes spildte rødvin op, drypper taphanen fra begyndelsen af en for Bond-universet helt uvant socialrealisme. Inden længe forvandles Swann's rede i Norge tilmed til et horror-scenarie. En maskeklædt, astmatisk stønnende mand dukker op i Fredag den 13’ende humør. Han præsenterer sig som Lyutsifer Safin, skyder moderen og ender med at jage den unge Madeleine ud på en frossen sø i Nittedal. Selvom pigen får skudt ham flere gange med et skjult håndvåben, vågner manden bare igen. Som var han en zombie.
Coline Defaud som unge Maddie på tynd is. Foto: @MGM/Danjaq.

Hvorfor dør Safin ikke?

Forklaringen på den udødelighed får vi aldrig. Men da skudhullerne sidder i anorakkens hjerteside er der spekuleret i, at Safin er et af de få mennesker, der har hjertet i højre side. Ligesom Dr. No i Flemings roman fra 1958. Meget ville være vundet, hvis Safin havde fortalt det i en af de lange monologer, som han senere får.

Den franske skuespiller Mathilde Bourbin ses kort som Madeleines mor. Foto: Trailer.

Ingen badedragter

I det hele taget er det uforklarligt, at dræberen ikke skyder unge Maddie, da hun gysende autentisk går igennem Pinewoods studie-is, og forsvarsløst ser op på hans automatvåben. Men ved at trække hende op planter Safin det hemmelighedsfulde sorte dun i Léa Seydoux's Dr. Swann, som åbningen flyver videre på ved at klippe til den voksne Madeleine, der bryder vandspejlet et sted i Italien. Det er den eneste badedragt, filmen viser. Men Seydoux holder den under vand hele tiden. 
Daniel Craigs Bond derimod flasher sin bare bringe i et par sorte badebukser.
En brugt Bond ved siden af en halvt påklædt kvinde. Foto: Screengrab No Time To Die trailer

Pigerne beholder tøjet på

Femten år efter Casino Royales beefcake body-skud, er 51-årige Craig stadig i forrygende form, om end ikke helt så pumpet. Men det er atter The Bond body, der er i fokus. Kvinder skildres ikke længere som sexobjekter. De er rigtige mennesker, der også beholder t-shirten på i sengescenerne. Det er en tendens, som også tegneren Aaron Lopresti måtte bøje sig for, da han af Dynamite Comics blev bedt om at censurere en pige i undertøj på coveret til James Bond tegneserien Agent of SPECTRE, der blev sendt ud i maj 2021.
Ursula Andress og Playboy-fantasien er skyllet væk i en Woke bølge.
Er du mors legetøj? Madeleine dikterer farten i Bonds DB5. Foto:@MGM

Politisk korrethed ud

Med et citat fra romanen LIVE AND LET DIE, der blev genbrugt i Flemings ON HER MAJESTY'S SECRET SERVICE forsikrer Bond sin elskede, at de har All the time in the world
Derfor behøver han ikke køre sin Aston Martin DB-5 så hurtigt mod "Civita Lucana" - alias Matera. En yderst fotogen italiensk bjergby, som også lagde sit romantiske miljø til danske Connie Nielsens Wonderwoman i 2017. 
Vor par ankommer, mens indbyggerne siger farvel til fortiden ved at afbrænde små ønskesedler fra deres balkoner. På min skulle der stå: "Politisk korrekthed ud af Bond filmene".
Madeleine kræver sin mand i Matera. Foto:@MGM/Danjaq.

Zimmer med genbrugsmusik

Komponisten Hans Zimmer lader mere end ane, hvor historien tanker sin tematik ved at at spille John Barrys klassiske kærlighedstema, We Have All the time in the world fra dengang George Lazenbys 007s blev forelsket. Det forekommer temmelig fan-pleasende og nemt ikke at skrive et nyt kærligheds-tema til Bond og Swann. Men det minder om, hvor innovativ musikken var i 1969. Senere stjæler han også introen til Barrys majestætiske hovedtemea fra samme film. Ganske umotiveret spillet under en briefing i London. Zimmers egne kompositioner efterlader derimod intet indtryk.

Madeleine indtager Matera i Rouje Gabin design med håndtaske fra Todd's. Foto: Nicola Dove

To sider af Matera

Matera i Italien er på UNESCOs liste over fredede byer.
I No Time To Die er broen til venstre i Matera tilføjet med CGI.

Får Eva Green mon royalties?

I byen ligger Vesper Lynd begravet. Eva Greens afdøde dobbeltagent fra Casino Royale i 2006, er nu blevet mindet i fire film. Men Swann har sine grunde til at tage Bond til byen. Han skal opsøge Vespers grav og få hende ud af systemet en gang for alle.
For enhver biografgænger, der ikke har fulgt Craigs Bond-film kronologisk, må der være temmelig mange referencer til fortiden, der skal læses op på før filmstart. Før en pressekørsel i USA sad tre anmeldere således og diskuterede om Vesper var Bonds hustru, eller hans drink?
Med alle de billeder serien har vist af Eva Green er det lige før man mistænker hende for at have indgået en kontrakt med Barbara Broccoli om at få Casino Royalties …

Som i For Your Eyes Only slår Blofeld til, da Bond besøger et gravsted. Foto@MGM/Danjac
Eva Greens billede på graven blev ændret digitalt. Man brugte hendes smilende ansigt til venstre.

Bragende godt chok

På graven, der er smykket af Eva Greens Vesper portræt og akkompagneret af hendes David Arnold tema fra Casino Royale, opdager Bond et SPECTRE kort på en buket blomster. Sekundet før gravpladsen ryger i luften i hovedet på ham.
Det er en bragende god chokeffekt. Men det skader ikke andet end Bonds trommehinder.
Til gengæld tyder alt på, at organisationen, hvis leder og halvbror, Bond burede inde i sidste film, er ude efter ham - og at Swann muligvis er involveret. Så er broen åben for en aktionsekvens, hvis højdepunkter desværre blev vist så mange gange i forfilmen igennem det halvandet år, hvor No Time To Die lå i Corona-isolation, at de ikke fik helt samme wauu effekt, at gense.

Craigs stuntmand giver den som Tarzan. Foto@ZedJameson

Sjovt kunstigt øje

Filmet med Imax kamera er Bonds lianspring fra broen dog godt nok. For at undslippe et hold dræbere i en sort Maserati, kaster han sig ud i en ståwire, 46 meter ned i dybet fra en bro, der i virkeligheden ligger i den syditalienske by, Gravina i Puglia,
Der er også fart over feltet, da han efterfølgende drøner tilbage til sit hotel på en stjålen Triumph motorcross cykel. Den kan Daniel Craigs stuntmand hoppe meget højt på, og flyver op på Guillermo Square i Matera, før han i Moonraker stil kolliderer med et begravelsesoptog.
Men bedst er det kunstige øje, som Bond slår ud af hovedet på motorcyklens ejer - Dali Bensshali  i rollen som Primo. Øjet fjedrer hen af brostenene, mens Craig iagttager det med det hovedrystende smil, han altid sætter op, når noget virker helt absurd på ham.
Såsom at være med i en Roger Moore Bond-film.
Paul Edmondson, med øgenavnet, "Fast Eddy", viser sin kunst. Foto@MGM

Halvbrother is wathing

Øjet har mere betydning end man umiddelbart regner med. Det rummer opfindsomt nok et bionisk kamera, der tillader SPECTRE's fængslede leder, Ernst Stavro Blofeld, at overvåge Bond. 
Det er igen tid til at reflektere over, hvem man kan stole på. Fortiden er ikke død, og en rasende Bond mistænker Swann for at have solgt ham ud til SPECTRE. 

"Goldfinger kører i Dognuts igen..." 

Parret flygter i Bonds Aston Martin, kun for at blive omringet på bytorvet. Det er et helt Sergio Leone-agtigt spaghetti-western set up under ringende kirkeklokker. Bilens skudsikre vinduer begynder langsomt at krakelere under modstandernes tiltagende ildkraft, men Craig viser blot den Bond-badass attitude, han gør så godt. Han er tydeligvis iskold over udsigten til at skulle dø. Lyden af de eftergivende ruder giver én følelsen af at sidde inde i bilen. 
Det virker helt befriende, da vor mand, ansporet af den grædefærdigt tryglende Madeleine, omsider aktiverer sit 007-arsenal. Hvorpå den får på hele udtrækket af god, gammeldags Bond-aktion med Gatlin-maskinkanoner i forlygterne og hvad bilen nu ellers kan af eksplosive tricks. Det er 2021, men dæleme om ikke Goldfinger fra 1964 kører i dognuts igen.  Det havde måske bare været mere originalt at se, hvordan civilisten James Bond ville have klaret sig uden den supervogn.

For at skabe bedre vejgreb hældte man cola i litervis ud over brostenene. Foto@MGM/Danjac

Menneskeligt drama over aktion

Biljagten gennem de pittoreske gader er filmet ligeså turistvenligt, som forfølgelsesjagten mellem 007 og Mr. Hinx gennem Rom var i SPECTRE. Vin Diesel ville betragte den som en ren søndagstur til bageren i The Fast and The Furious. Men pointen er heller ikke at give os fed action – desværre - men menneskeligt drama. 
Derfor triller man ind i titelsekvensen med billederne af en grædende Madeleine, der fortvivlet løber gennem toget i Sapri, som Bond sætter hende på. Med ordene: ”Du ser mig aldrig igen”.  
De færreste ser nok næppe første gang, at Madeleine holder sig på maven, idet dørene lukker. Men i forhold til, hvordan åbningssekvenserne tidligere var selvstændige action-eventyr, føles dette som begyndelsen på en ganske anden slags film. Spændende nok. Men havde det ikke været for den Aston Martin, kunne man tro, at det var Casablanca.

Optagelsen af biljagten gennem Matera. Foto: MGM/Danjac

Forteksterne er fortryllende

Havde Daniel Kleinmann ikke tiltrukket ens opmærksomhed med sine fortryllende flotte fortekster, ville man sikkert også have spekuleret på, hvorfor Bond ikke havde brug for at afdække Madeleines hemmelighed?  
Sean Connerys son-of-a-bitch ville have stranguleret sandheden ud af hende med en våd badedragt. Men Craigs Bond forsvinder blot, mens tiden løber gennem timeglas, en Aston Martin dumpes i dybet a la SPECTRE, masker sprænges, og ansigterne af Madeleine og – ja – Eva Greens Vesper Lynd tegner sig igen som streger i sandet fra den tabte fortid. 
Scenen indledes ovenikøbet med de selvsamme farverige polkaprikker, der i 1962 åbnede DR. No.
Billie Eilish fik en 32 plads på UK hitlisterne, mens Zimmers soundtrack den 8. oktober 2021 lå nr 1

Billie Eilishs titelsang falder som dråber på en rude

Tematiske titelsekvenser

Om noget er blevet bedre og bedre, siden Cubby Broccoli stoppede som producer, er det Daniel Kleinmanns titelsekvenser. 
Nok mangler de i samme grad designeren Maurice Binders nøgne piger, men tematisk er de bedre forbundet med historierne. Ofte har forteksterne også løftet titelsangene til det bedre. Det gjaldt for Sam Smiths kastrale Writings on the wall i SPECTRE. Men desværre ikke for Billie Eilish.
Thunderball får en homage i titelsekvensen. Foto: Screengrab

Temaet er bedst i instrumental version

No Time To Die er ikke min kop sorte te. 
Med teksten, ”Fool me once, fool me twice – are you death or paradise” rammer den sigende nok nervetrådene i Bonds smerte. Pianotangenterne falder også som dråber på en rude. Men sangen bygger op til et højdepunkt, der kommer meget sent. 
Den fungerer langt bedre som romantisk instrumentalversion og burde have været det gennemgående kærlighedstema i stedet for We have all the time in the world. Men livlinerne til On Her Majesty’s Secret Service er, hvad filmens plot hænger i.

SPECTRE i aktion i London. Foto: Trailer grab

Fortiden vendt på hovedet

Linerne kastes bogstaveligt ned af en London skyskraber af SPECTREs kommandosoldater i den fine overgang fra forteksterne. Filmet i vinkler, der vender både dem og fortiden på hovedet.  
Målet er Heracles, en 2021-version af den bakteriologiske virus Omega, der var skurkens trussel mod menneskeheden i filmen fra 1969. 
Twisten er, at denne virus er udviklet af M og Secret Service. Som et effektivt, hemmeligt våben mod et stadigt sværere definerbart fjendebillede. Ingen har bare tænkt på, hvad der ville ske, hvis nogen stjal den ved at skære gennem bygningens panserruder med laserstråler à la Goldfinger ved Fort Knox.

Videnskabsmanden Valdo kidnappes. Foto: Nicola Dove

Dencik indleder sjovt

Dansk-svenske David Dencik er indledningsvis sjov – på en Boris Grishenko GoldenEye-inspireret måde – i rollen som den korrupte, russiske forsker, Dr. Valdo Ubrochev. Manden, der hjælper SPECTRE til giften.  
Han lyder ligesom Borat med en russisk rødbede i munden, og han taler meget. 
Filmmagerne skal også fremhæves for at have sat deres gyldne fingre på en trussel, der med verdenspandemien som et alt for frisk minde, vil indkapsle den, som seriens mest verdensaktuelle episode nogensinde. 

"Det kræver mod at sende en film om hemmelige laboratorier og dræbende vira ud som den første store underholdningsfilm efter nedlukningerne."

Det kræver mod at sende en film om hemmelige laboratorier og dræbende vira ud som den første store underholdningsfilm efter nedlukningerne. Men gjort med humor og tempo lykkedes det ligeså fantastisk, som det gør for SPECTRE og Dr. Valdo, at slippe væk fra skyskraberen. De svæver på magneter gennem en elevatorskakt, mens hele laboratoriet sprænges i luften over dem. Med en eksplosion, der i virkeligheden slog hul i Pinewoods 007-stage. 
Jo, nu er vi igang med en Bond-film.
"I like animals" - David Dencik tager et underligt opkald fra Safin. Foto: Nicola Dove

Nu ved du ...

At den laborant, der hjælper David Dencik med at fjerne Heracles virussen (i en Dr. No-agtig beskyttelsesdragt) spilles af komikeren Hugh Dennis. For danske seere ville det svare til at se Frank Hvam spille videnskabsmand. Hugh Dennis er en af Storbritanniens skarpeste komikere og medvirkede også i den populære britiske serie Fleabag, hvis forfatter Phoebe Waller Brigde har sin pen med i No Time To Dies manuskript.

Ken Adam lever igen

Secret Service ligner også sig selv fra de første film. Men Bernard Lees M havde ikke en hvilesofa i Chesterfield-design à la den Ralph Fiennes springer op fra, da Moneypenny i alarmstemning braser gennem læderdøren. 
Naomie Harris har ikke den store dialog. Men hun fornemmer uglen i mosen, da M beordrer hende til at behandle indbruddet i forskningscenteret som en gaseksplosion. 
Da den vanlige 007-produktionsdesigner, Dennis Gassner, var hyret af Sam Mendes til filmen 1917, har den 58-årige Marc Tildesley fået sin debut i serien. Med det arkitektonisk erklærede mål at indlejre så meget klassisk Ken Adam-inspiration som muligt. Det lykkedes ikke helt. Men M har da fået federe læder på døren. Ligesom i Moonraker har han også et tv-uplink til ulykkesstedet, indbygget i sin mahognivæg. Og atter engang lyder det klassisk: ”Hvor er 007”?

M ser på sin tv-skærm med Moneypenny og Tanner. Foto@MGM/DANJAC

I sin skabers fodspor

I de fem år, et titelblad fortæller, at der er gået siden åbningen, er Bond ikke vendt tilbage til aktiv tjeneste. Men han sejler stadig under britisk flag ombord på en mindre model af SPIRIT sejlbåden fra Casino Royale. Der er bare ingen pige med ombord. Og heller ingen hjemme i dobbeltsengen. 
Ligesom sin skaber, Ian Fleming, har Bond slået sig ned på Jamaica. Her fanger han fisk, tager kolde styrtebade og drikker en del af den Blackwell rom, som ejeren af Goldeneye, Flemings sommerhus i Oracabessa, Chris Blackwell distribuerer i virkeligheden.
En hilsen til Fleming himself. Scenen blev optaget 28. april 2019 i Port Antonio. Foto@MGM/Danjac

Stadig i Bourne stil

I de seneste tre film er man blevet så vant til at se Daniel Craig med skægstubbe og casual tøj, at man næsten har glemt, hvor langt det er fra det gamle, polerede playboy-image. 
Craig læner sig mere op ad Jason Bourne, der også drønede rundt i gamle firehjulstrækkere i Caribien, mens han gemte sig fra efterretningsvæsnet. Men hvorfor så traurig? Bond er da ikke en svækket Fleming type. James Bond var forfatterens livsduelige fantasifoster, der i bøgerne havde svælget sig i tropedrinks og tilfældige caribiske kvinder. Ligesom Pierce Brosnan gjorde som den pensionerede juveltyv i After The Sunset i 2004.

Craig med sine Vuarnet Legend 06 solbriller i sin Rover. Foto:@MGM/Danjaq

Fede vibes på Jamaica

Nuvel. Der er mere liv i Craigs blå øjne end i de seneste to film, ikke mindst da han på sin bådebro finder nogle Delectados cigarstykker (i en hilsen til Die Another Day). 
En tur downtown viser også, at Bond stadig kan sit kram. Han registrerer både en sort kvinde i vejkanten med en hvid scooter, inden han får passet sin skygge op på Harbour Street, ikke så langt fra broen, hvor professor Dent i sin tid tog en båd til Dr. No's ø, Crab Key. 
Skyggen viser sig at være CIAs Felix Leiter og en ung blond agent. Han præsenterer sig som Logan Ash og erklærer sig som stor Bond-fan. Som Ash minder amerikanske Billy Magnusson med sit lyse hår og drengede smil meget om den Leiter, som Fleming beskriver i bøgerne. "Han ligner The Book of Mormon," bemærker Bond, hvilket beviser, at han stadig har fulgt med på musicalscenen. Forestillingen af samme navn går for at være en af nyere tids mest knivskarpe og grænseoverskridende satirer over fundamentalistisk religion. 
I en Kingston calypso-club, der ville have imponeret Dr. No's gamle bartender Pussfeller, er der fede vibes og en stemning, der virkelig gav mig lyst til at sidde med i agenternes drikkelag og spille Meyer med mønter. Et spil Daniel Craig angiveligt har lært af sin far, der døde i august 2020. Den 77-årige Tim Wroughton Craig ejede Ring O'Bells pub i Frodsham i Cheshire i 1970'erne.
Bond og Leiter på natklubben Good/Evil XXV - Romertallet for Bond 25. Foto: @MGM/Nicola Dove

Nu ved du ...

 At Daniel Craig mellem optagelserne på Jamaica elskede at spise kylling på restaurant Piggys Jerk Centre i Port Antonio. Man kan ovenikøbet se restaurantens skilt i baggrunden, da Bond vil køre væk fra en natklub.  Som Bond sutter på fingerne og tygger af munden, kan  det indikere, at han lige har fået en bid. Da restauranten brændte nogle måneder efter filmholdet havde forladt Jamaica donerede Craig da også et pengebeløb, så den kunne genopbygges.

Ikke på talefod

Ligesom Bond gjorde med kollegaen Mathis i Quantum of Solace, prøver Leiter at lokke Bond til at hjælpe ham med et sidste job. MI-6 og CIA er ikke på talefod, men ude efter den selvsamme mand, vores tvivlsomme dansk-svensk-russiske forsker, Valdo Oubrouchev. Med USAs anspændte forhold til Cuba er det nemmere, hvis den pensionerede eks-agent og brite sejler til Santiago, hvor videnskabsmanden deltager i en SPECTRE-fest.
Logan Ash - The Book of Mormon. Foto: Nicola Dove

Klassiske ord

"Helte og skurke er svære at skelne fra hinanden i disse tider”, siger Leiter, og gentager dermed agent Mathis ord fra Quantum of Solace. Eftersom ordene blev baseret på nogle Ian Fleming skrev i CASINO ROYALE i 1953 må de siges at være klassiske.
Heineken har overtaget Red Stribes reklamepladsen som Bonds foretrukne Jamaica øl. Foto: @MGM/Danjac

Thunderball møder Lev og lad dø

Sådan føles afsnittet på Jamaica også. Navnlig da Bond samles op af den sorte kvinde på den hvide scooter, da hans jeep med arrangeret tilfældighed, ikke vil starte. 
Ligesom da Fiona i Thunderball gav Connerys Bond et lift til hans hotel, ender de i Bonds hytte. Og ligesom Rosie Carver i Lev og Lad dø begynder pigen, der hedder Nomi, med at tage parykken af. ”Ikke, det første,  som jeg regnede med, at du ville smide”, siger Craig med filmens eneste gode, seksuelt orienterede one-liner.

Nomi smider parykken, men beholder Isabel Marant toppen på. Foto:@MGM/Danjac

Bare et nummer

Nærmere kommer vi bare ikke en forførelse. Pigen er nemlig ikke ude på sjov. Hun er en selvstændig, sort, badass-mamma, som truer ”det gamle vrag” med at skyde ham i knæet, hvis han skulle komme i vejen for hende på Cuba. Udsendt af M og med kodenummeret 007 er Nomi producernes svar på debatten om, hvorvidt 007 kan spilles af en ung, sort kvinde. Det kan hun – for "007 er jo bare et nummer", som det siges. Man er lige ved at tro, at Barbara Broccoli faktisk mener det.
"Jeg dykker efter gamle vrag", siger Nomi til Bond på vejen hjem til hans hus. Foto: @MGM/Danjac.

Langt fra Diana Riggs realisme

Både Quantum of Solace og Skyfall havde kvindelige agenter med mørk hud, der var godt med i aktion-scenerne, nemlig Olga Kurylenkos Camille Montes og Naomi Harris’ Moneypenny. Ligesom Halle Berry jo gav den som NSA-agenten Jinx i 2002’s Die Another Day.
Effekten ved at lukke mange stærke, selvstændige og maskuliniserede kvinder ind i agent-arenaen har for længst ophævet sin egen sensation. Navnlig fordi ingen af dem viser mere end Diana Rigg i On Her Majesty’s Secret Service. Hun gennemførte slåskampe, der i sin stunt-iscenesættelse var tusinde gange mere realistisk udført end i No Time To Die.
Den dag Bond-filmenes kvinder ikke slås ligesom Angelina Jolies Tomb Raider og Charlies Angels, men bløder og lider ligeså meget som Craig gjorde i Casino Royale, er den dag vi ser en rigtig prinsesse.

Paloma med skills som en computer animation. Foto@MGM

Anna de Armas er en nyskabelse

Kritikken gælder desværre også filmens ellers mest elskelige og charmerende karakter – Ana de Armas cubanske agent Paloma. Hun er både sød, sjov og super sexet i sin Barbara Bach inspirerede cocktail-kjole. Hendes kemi med Craig lyser ligeså stemningsfuldt, som de blå neonskilte over den cubanske bar, hvor de mødes.
Efter at have talt med M om den forsvundne Heracles virus vælger Bond nemlig at tage af sted – i CIAs hemmelige tjeneste. Og den “Cola Cereza” drikkende kontakt-kvinde er filmens virkelige nyskabelse. En ung, nyindsat agent på sit første job. 
Paloma kunne være uddannet fra samme fjumre spionskole som Rosie Carver og Mary Goodnight i 1970erne, men De Armas tilfører et lag, man aldrig tidligere har set. Professionel ivrighed.

O la la Paloma. I en kjole fra Michael Lo Sordo Alexandra. Foto@MGM

Spionen, der elskede me too

Paloma kan ikke vente med at få Bond i Tom Ford-tuxedoen, så de kan komme videre. Hun ser stort på kodeord, bæller lynhurtigt den Smirnoff vodka-martini, som Bond køber hende, som en smooth icebreaker, og sender ham et ungdommeligt, ”uh grooss”, blik, da han et øjeblik mistolker hendes iver for at klæde ham af.
33-årige Ana De Armas kom med på Craigs anbefaling. De spillede sammen i Knives Out, og hun er en fuldkommen showstealer. 
Med øresnegle gemt i læbestiften er hun generation ”Spionen, der elskede me too”. Bevidst om at være valgt til jobbet som Bonds escort-girl til det SPECTRE bonga-bonga party, de skal infiltrere. Men opsat på at gøre det effektivt, uden hanky-panky. Vamos.
Hvor det går galt er i Palomas pludselige forvandling til en møllehjulssparkende og maskinpistols skydende aktion-woman i høje hæle og raslende Chopard-smykker.

Michael G. Wilson, filmens producer, gemmer sig ved Spectres party. Foto@MGM

Filmens bedste scene

SPECTRE-festen er ellers en fantastisk fornøjelig sekvens. Filmens bedste. 
Hele syndikatet – inklusive SPECTRES Fräulein Vogel - er samlet på El Nido Nightclub for at fejre selveste Blofelds fødselsdag - hvilket dog ikke betyder, at det er den 8. maj. I modsætning til bøgerne deler denne films gangsterchef ikke fødselsdag med Ian Fleming. Et datablad afslører, at han er fra 7. april 1946 - og altså 73 år, hvis historien da foregår i 2021 ...
Bioniske øjne bæres omkring, så chefen kan følge med fra sin celle i England, og pludselig er Bond atter midtpunkt for ceremonien, ligesom i forgængeren, SPECTRE. 
Virussen, der på Blofelds ordre sprayes ned over Bond, får bare ikke den påregnede dødelige effekt. Valdo har forinden omkodet virusens Nanobot-teknologi til at udslette alle SPECTREs medlemmer i stedet. Det er da Valdo vil flygte med resten af virussen i en håndtaske, at problemerne bryder løs.

Nomi skyder og rammer. Det gør modtanderne ikke. Det er ikke så spændende. Foto: Nicola Dove.

Aktion a la Mr. og Mrs Smith

Ikke bare viser Paloma sig - med blot tre ugers træning - at have skills, som en computerheltinde. Ned fra loftet bungejumper også Nomi’s 007 – som en Charlie K. Feldman indianer fra komedien Casino Royale fra 1967 – og tager Valdo med sig i nogle rene tegnefilmsstunts. 

Anna De Armas ansigt blev computeranimeet ind på en stuntwoman med en ligeså slank krop. Foto: @MGM

Craig som klovn

Paloma og Bond efterligner den legende tone fra Mr. og Mrs. Smith’ ved skiftevis at løsne og drikke shots fra baren. Men Craig er nu Pierce Brosnan. Den Bond, der kan stoppe en forbryder med et flyvende anretterfad, uden at lade martinien gå til spilde. Og som kan skyde alle, uden selv at blive ramt. Stilforvirringen er sat ind. Med den rå og rigtige mand fra Craigs tidligere film reduceret til komisk klovn i Paloma og kvindelige 007s skydetelt.
Alligevel ville jeg hellere have set mere til Paloma og hendes dybt dekolleterede dress, end til Nomi. Paloma repræsentede elegancen og glamouren, hvor Nomi i sort battledress mest er et postulat
Anna de Armas i filmens mest Bond-agtige sekvens. Foto: Nicola Dove.

Ineffektiv Nomi

Selvom Nomi truede med det, prøver hun ikke at stoppe Bond med sit gevær, da han stikker af med Valdo, og stjæler hendes vandfly.
Man kan godt se, at Craig ikke er helt så let til bens som i Casino Royale, da han løber ud af Pinewoods cubanske by-kulisse sammen med David Dencik. I det, der var Craigs sidste filmede scene som Bond. Men det er meget symbolsk, at han forlader festen her. 
For langsomt, men sikkert begynder stemningen herfra at synke.  
Uden den mindste smutter formår Paloma at slå flik-flak i sin coctailkjole. Foto:@MGM/Danjac.

Stemningen synker

Først dør Felix Leiter - en karakter, der siden Dr. No i 1962 har redet ud og ind i serien, som USA's for sent ankomne kavaleri. Altid i rollen som tjenende amerikansk ånd i forhold til hendes majestæts suveræne superspion.
Dødsfaldet indtræffer, da Bond leverer Valdo til CIAs agenter på en båd i caribien og kræver svar på, hvorfor videnskabsmanden omkodede virussen til at udslette SPECTRE.

Billy Magnusson spiller Ash - en af Bonds ven .. nåh nej. Foto: PR

Nu ved du ...

at vi blev snydt for et godt stunt. En scene, hvor Bond jagtes af cubansk politi i Nomis vandfly, og ender med at flyve det igennem en kran blev droppet. Det fortæller filmjournalisten Chris Hewitt, der overværede optagelsen af stuntet, på podcasten Smersch-pod

Felix dør a la Vesper

Det viser sig at være Logan Ash, der er korrupt. 
CIA-agenten har beordret Valdo til det – efter aftale med Safin. I den kamp, der følger, ender Bond og en hårdt skudsåret Felix i bådens lastrum. Snart stiger vandet, som følge af den eksploderende bombe, som Ash efterlader - og meget lig Vesper Lynd i Casino Royale ender manden fra Milwaukee i Texas med at forsvinde i dybet.
Logan Ash - med det bioniske øje. Foto: @MGM/Danjac.

Irriteret på filmmagerne

Problemet med Felix er, at han og Bond aldrig har fået den nære, venskabelige tilknytning i filmene, som Fleming gav dem i bøgerne. 
Selvom Leiter i Craigs æra for tredje gang spilles af Jeffrey Wright, havde de to skuespillere næsten ingen scener sammen i de tidligere film. Lidt à la Gibson og Glover i Dødbringende våben forsøger manuskriptet at rette det op med en ikke ueffen sidste dialog. Men samme følelsesmæssigt sørgelige reaktion, som da eksempelvis Desmond Llewlyns originale Q tog afsked i 1999, eller da Judi Denchs M udåndede i Skyfall, vækker Leiters død ikke. Jeg var mere irriteret på filmmagerne over dette billige trick. 
For med både SPECTRE udslettet og Leiter væk er det to temmelig store ballaster, som serien på kort tid har smidt ud over rælingen.

Tom Fords O'Connor suit er en elegance til 16.000 kr. Foto:@MGM/Danjac

Gentager seriens højdepunkter

No Time To Die er imidlertid kun lige begyndt sin afvikling. 
Hjemme i London dør også Blofeld, efter Bond har opsøgt ham i hans Hannibal Lecter celle. Men det sker først efter en lille vignette, hvor filmen danser omkring det gamle juletræ, dekoreret med tidligere populære scener og gammel pynt, der skal minde om, at vi er til 25 års Bond-film jubilæum.
Bond overlever således kun skibsforliset på åbent hav, fordi han finder en gul Thunderball gummiflåde at flyde rundt i. 
Hjemme i London åbner han en ny garage, der både rummer den britiske Royal Doulton Bulldog, som han arvede fra M i Skyfall, en boks med Bollinger champagne og en Aston Martin, lig den Timothy Dalton kørte i The Living Daylights. For bragende Bond-tema parkerer han derpå foran Whitehall, der ligesom i For Your Eyes Only passeres af en rød bus, og har malerier af Judi Dench og Geoffrey Keens gamle spionchefer hængende på væggen. 
Det er svært ikke at blive nostalgisk og i stemning. Men det er også nu, Craig-filmen er utro mod sin egen præmis.

Bond ses for første gang med slipseholder fra Benson & Clegg. Foto@MGM

Udbygger ikke Bond universet

I Casino Royale vaskede man tavlen ren og introducerede Craigs 007 som en ny agent. Han skulle bygges op til at blive den mand, publikum havde kendt gennem årtier. 
Filmen kørte på sine egne barske og mere (pseudo)realistiske præmisser. Selvom den havde Judi Dench og hendes kontor med fra Brosnans film, var hun en helt anden slags M. Herfra havde producerne muligheden for at gå nye veje og udbygge deres ikonografi. Men for at please den gamle fan-base begyndte man allerede i Quantum of Solace at snige tydelige referencer ind, både til Spionen, der elskede mig (i en operascene i Bregenz) og Agent 007 contra Goldfinger i form af et mord med en pige, smurt ind i olie i stedet for guld. Men på en ulogisk og repeterende måde, som ingen af de originale film havde behov for at gøre i seriens første 25 år.

Nomis hvide Tom Ford kontorsæt - en hilsen til Moores safarijakker. Foto@MGM

En blandet tone

I stedet for at følge Flemings romanrække kronologisk – noget filmserien forsømte – og lade Bond-karakteren udvikle sig i forfatterens mørke, men livsnydende vision, er Craig endt et sted, hvor det i No Time To Die føles som om han partout skal runde nogle af Connery og Moores gamle Bond-baser, før han kan fortsætte sit eget seriøse spil. 
Han lykkedes bedre med det end i Skyfall og SPECTRE. Måden Craig smider sit MI-6 besøgsskilt i skraldespanden er en herlig opdatering af Connerys hat på standeren. Det er også morsomt, at han er nødt til at sige hele sit navn – Bond … James Bond – til MI-6 receptionisten, der ikke genkender spion-gamets gamle rockstar. Men det er med til at give filmen en noget blandet tone.
Den er sjov på Ms kontor, hvor en næsvis Bond konfronterer sin gamle chef, som aldrig før. 
Ralph Fiennes og Craigs samspil er ligeså godt, som det er anderledes fra Connerys med Bernard Lee, tilbage i 1960erne. Men dengang var der også noget mere styr på sagerne i MI-6. Siden 1999 har der ikke været andet end dårlig rådgivning, forrædere, lækager og dobbeltspioner i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste. For det er M’s personlige fejl, at Herakles-programmet ikke er blevet lukket ned.

Cary Joji Fukunaka sætter tonen mellem Fiennes og Craig. Foto:@MGM

Bond er ikke længere en ladies man

Plottet er tilpas moralsk doseret og science fackt’astisk til at give mening – i hvert fald, mens man hører det. 
Det gør man mere uddybende, da Bond og Moneypenny opsøger Q i hans private hjem. M vil nemlig hverken lade Bond afhøre Blofeld om nanobotterne eller finde sig i hans udisciplinerede tone. Men som sædvanlig bakker Scooby Double-O Doo-teamet af secret service selvtægtsmænd op om Bond, selvom han har svigtet dem totalt i fem år. 

Det smager af teamarbejdet i Mission: Impossible, mere end den selvstændige 007, der i fortiden ville have forført de oplysninger, som han skulle have brugt ud af en smuk sekretær eller en kollega, såsom Lashana Lynch’s 007. 
Kedeligt nok er Craigs Bond ikke blevet den ladies' man, som figuren var engang. Og hvorfor begriber jeg ikke. 
Med både Vesper og Madeleine lagt bag sig burde Bond vel netop være forvandlet til den følelsesmæssigt kolde kyniker og mandschauvinist med licens til at bruge sin uimodståelige sexappeal i aktiv tjeneste, ham vi mødte i Casino Royale. 
Men i Barbara Broccolis rigidt regulererende univers forsømmes chancen for at se, hvordan Bond ville have nedlagt 007. Agent Nomi har nemlig hverken en sjette sans eller nogle seksuelle lyster, som Bond kunne have appelleret til. 
Det har Q derimod...

En Bond kvinde anno 2021 er ligeså sexet klædt som en parkeringsvagt. Foto; @MGM

Ligeså woke som et Benny Hill show

Siden sin indtræden i Skyfall har Ben Wishaw spillet opfinder-rollen med et blødt punkt for Craigs 007. Specielt i SPECTRE mandeflirtede 007 med ham for at få hans hjælp. På Q’s bopæl – som filmen, trods optagelser foran huset undlader at vise ligger på Roupell Street 42 i Waterloo – venter han en mandlig date.
Det kan diskuteres om tiltaget kan kaldes Woke.
Ben Whishaw, der selv er godt gift med komponisten Mark Bradshaw, iført lyserød stribet Marni striksweater og med katte på bordet, kunne være en kliché ud af et Benny Hill show. Med enkelte klip vil referencen til hans seksualitet oven i købet nemt kunne klippes ud i de lande, hvor man ikke har helt samme tolerancer for homoseksualitet. Såsom Kina og Rusland.
Bemærk billedet af den halvt afklædte håndværker bag Qs computer. Foto:@MGM

Hvorfor sover Bond hos Q?

Men uanset seksuel observans spiller Wishaw morsomt. Specielt i et øjeblik, hvor han overfor M prøver at virke, som om han ikke anede, at Bond var i byen. "Åh, hold op Q . Jeg ved, han bor hos dig", siger M. Hvilket er en detalje, man kan fortolke som man vil. Måske har Bond ikke råd til engelske hotelværelser uden firmakort ...?

Ligeså hurtigt som Benji gør af Tom Cruise i Mission: Impossible, lader Q sig overtale af Bond til at lave sin computermagi. Heldigvis er han blevet klogere siden Skyfall. Denne gang plugger han ikke det USB stik, som Bond snuppede fra Valdo i Cuba, direkte i MI-6’s hovedcomputer.
Forklaringen om nanobot teknologi, der kan programmeres til at angribe udvalgte menneskers DNA, og dermed udslette hele folkeslag, får  ikke filmen til at gå i stå.  Men det gør Rami Maleks genintroduktion i handlingen som Safin desværre.

Som i Mission: Impossible kan alt opklares med en nørd og en computer. Foto:@MGM/Danjac

Nu ved du ...

At Nanorobotter er ekstremt små robotter, der ved filmens opstart i 2017, var forskningens seneste opfindelse i kampen imod kræft. Nanorobotter betegnes, ifølge Science Fix som "en zombi bakterie med elektronisk sporingsudstyr og kemiske våben", der kan sendes ind i kroppen og sørge for at giften ender i kræftknuden. I No Time To Die har Ms forsker lavet nanobotter, der spreder sig som en virus ved berøring, og som er kodet til en bestemt DNA, så de kun er farlige for folk med en bestemt gentisk kode.
Ifølge
Syfi Wire er det ikke muligt i 2021. 

Taler sig ihjel

Mens Bond atter taler med M og Rory Kinnears temmelig overflødige stabschef Tanner om at komme til at se Blofeld i Belmarsh, taler Safin med den eneste person, som SPECTRE-chefen i de seneste fem år har villet tale med i sin celle: Dr. Madeleine Swann. Af årsager, som ikke italesættes, har hun været Blofelds psykolog i alle de år, der er gået siden åbningen.
Nu vil Safin have Madeleine til at forgifte Blofeld med Nanobots som en tjeneste for ikke at skyde hende, da hun var barn. Skurkens klemme på hende er en af filmens to store spoilere.
Dr. Swann kidnappes af en gardersoldat og rides ombord på en UFO. Nå, nej. Men tænk hvis .. Foto@MGM

Gudsjammerlig kedelig

Som han sidder og stryger et afrevet hår af Madeleines, ser Rami Malek ligeså creepy ud, som den hånd, der strøg den langhårede perserkat i de gamle 007-klassikere. Men dialogen er gudsjammerlig kedelig, og rejser flere spørgsmål end den besvarer.
Hvis Safin er forelsket i Madeleine (som han senere siger), hvorfor dukker han så først op nu?
Hvad gjorde, at han ikke skød hende som barn? Hvorfor får hun ham ikke anholdt?  
En 007-film rummer altid huller i logikken, men når man sætter tempoet så langt ned som her, når man desværre at opdage dem.

Safins hud er en følge af Dioxin forgiftning. Læser jeg mig til. Filmen forklarer det ikke. @MGM

Ikke for 007 øre romantik

Det bliver heller ikke bedre i det lange interview, som Bond nu alligevel får med Blofeld.  
Christoph Waltz er, som Oscar-vindende stjerne, så unik, at han kræver en hel særlig dramatisk introduktion. Derfor køres hans Blofeld-bur langsomt omkring i fængelsbunkeren på en loftskinne, som var den granaten fra Olsen-banden i Jylland. 
Det hele er meget melodramatisk. Særligt Bonds møde med Dr. Swann foran cellen, hvor han forinden forsikrer Tanner, at han "skam ikke vil miste … sin …. selvkontrol". Det er en forfærdig skrevet replik. Den eneste gang i hele sin æra, at Craig ikke formår at spille den hjem.  
Måske fordi han og Léa Seydoux ikke har for 007 øre romantisk kemi.

Madeleine er ved at åbne pandoras æske. Foto: Nicola Dove.

Fransk cinéma vérité

Ikke siden afdøde Eunice Gayson spillede Sylvia Trench i 1963, er en kvindelig skuespiller i Bond-serien dukket op i den samme rolle to gange. (Når Moneypenny holdes udenfor regnestykket, naturligvis). Og af alle, er det franske Léa Seydoux' kvieøjede karakter, der får lov.  
Rollen som Madeleine Swann var fersk og forglemmelig, allerede i SPECTRE. I forhold til det fyrværkeri, der gnistrede mellem Craig og Eva Greens Vesper i Casino Royale, ligner romantikken mellem Seydoux og hendes leading man en osende tændstik. 
36-årige Seydoux spiller ligeså autentisk som i fransk Cinéma vérité og sniger adskillige sætninger fra sit modersmål ind. Hun savner bare sex og charme, og det kan nok så mange tårer i øjnene og snottede næsebor ikke ændre. 
Faktisk er det som om Madeleine åbner Pandoras æske, da Safin giver hende boksen med åbningens kinesiske Noh-maske. For fra at være en agent-film glider No Time To Die nu over og bliver en slags Phantom of the soap opera.

Christoph Waltz som Blofeld i det pakkepost bur, der er en evighed om at nå frem til Craig. @MGM

Teatralsk forhør af Blofeld

Det teatralske begynder under forhøret af Blofeld,der heller ikke er Craigs finest hour. Han virker mere som om han spiller Benoit Blanc i Knives Out.
Hvordan skurken har formået at få lavet det bioniske øje, der kan kommunikere med omverdenen, ville jeg godt have haft besvaret. Men Blofeld plaprer i stedet løs om, hvordan han stadig ødelægger Bonds liv i deres broderstrid, og siger, at Madeleine ikke er forræder, men at
han blot manipulerede deres brud i Italien. 
Waltz var ikke selv tilfreds med sin første præstation som Blofeld i SPECTRE. Alligevel laver han nøjagtig samme figur her, og siger sit sidste kuk-kuk, da Bond kaster sig over ham. Med en dialog løftet fra Flemings bog, YOU ONLY LIVE TWICE prøver han at kvæle ham med ordene ”Dø - Blofeld, Dø”. Men hvad der i bogen blev sagt af en hidsig Bond under en forbitret kamp, virker på lærredet noget forstilt. 
Men Blofeld dør skam - bare ikke af kvælning, men af de Nanobot-bakterier, som Bond intetanende har fået på hænderne, da han forsøgte at få Dr. Swann til at blive i rummet.

Nomi agerer model for Blazé Milanos brand - Madeleine klædt som den sorte svane med giften. @MGM.

Hjem til Norge

Ligesom Blofelds dødsengle i On Her Majestys Secret Service blev udstyret med en Virus Omega i deres parfume, ligeså har Swann sprayet sig med de samme dødbringende partikler, som dræbte SPECTREs medlemmer i Santiago. Og nu er hun selv forsvundet – hjem til indledningens hus ved søen i Norge. 
Atter indsat i aktiv tjeneste må Bond efter hende. Med et 00-nummer, som vi aldrig hører endenummeret på. 
Alt mens kvindelige 007 sætter efter Logan Ash, og den forsvundne videnskabsmand.
Bond siddende på M's skrivebord. Det skete aldrig for de andre. Foto@MGM/DANJAC

Folk udvandrede

Turen til Madeleines hjem i Norge trækker visuelt filmen tilbage til Skyfalls smukke landskaber. Der er oven i købet en lydeffekt med et fuglekald over de øde skove, der er løftet fra samme film. 
Norges turistråd betalte 47 millioner kroner for Bonds tur ud over Atlanterhavsvejen i endnu en klassisk Aston Martin fra 1987. Vejen blev bygget i 1989 og består af otte broer mellem holme og skær.
Men dramatisk leder historien ud på seriens mest kontroversielle sidespor. Nok genkalder huset ved søen billedet af Mr. Whites hytte i Østrig i SPECTRE. Men sat i Linus Sandrens konstante solnedgangs fotografering - et gennemgående visuelt motiv i filmen – er der mest af alt en stemning af Stieg Larssonsk Nordic Noir. 
”Pigen, der legede med ilden” er dog Barbara Broccoli.
Dels har hun godkendt den klæge, romantiske smøre, som Craigs Bond krænger ud til en rørt Madeleine. Og som fik to kvinder til at udvandre fra Grand Bios visning af filmen to dage efter Danmarks-premieren. 
Det er også Fru Broccoli, der har godkendt den idé, at Madeleine har født Bond en datter.

Timothy Daltons Aston Martin V8 Vantage med samme plader som i 1987 genopstår i Norge. Foto:@MGM

Bond med baby-sele

Ligesom lille Mathildes legetøjs Slinky fjedrer filmen herfra ned af trapperne, og ud i de Saturday Night Live parodier, som Daniel Craig øjensynligt har fundet stor glæde ved at lave. 
Siden SPECTRE i 2015 har han latterliggjort sit Bond-image i den ene sketch efter den anden på britisk og amerikansk tv. 
Det virker, som har endnu et vittigt hoved ment, at det da kunne være sjovt at se Bonds reaktion, hvis han efter en hed forførelse blev vækket af et sultent barn, ligesom en rigtig familiefar.

"Ligesom Mathildes legetøjs Slinky fjedrer filmen ned af trapperne ...."

For fans af Saltzman og Cubbys 007-filmkoncept - hvilket er mig – er dette tiltag utilgiveligt. Som at trække en gud ned på jorden og lade ham skifte ble. 
Bond med babyalarm havde været den første idé Michael G. Wilson ville have kasseret i gamle dage, men i en alder af snart 80 år orker han vel ikke flere diskussioner med sin halvsøster Barbara Broccoli
Siden hun fik Daniel Craig med på holdet, har hun ivrigt luftet ud i sin fars mandschauvinistiske cigarverden. 
I Quantum of Solace var det heltinden Camilles hævn, der endte som den mest interessante historie, mens Judi Dench dominerede Skyfall som M. Men ambitionen om at gøre kvinderne så naturalistiske og selvstændige har i Craigs æra bevirket, at de klassiske James Bond-dyder er afblomstret i en grad, som man end ikke så i Timothy Daltons stærkt undervurderede film.

Lisa-Dorah Sonnet som Mathilde med dukken Doo-doo. Foto:@MGM/Danjaq

Bond bør ikke være moderne

Alt det fis med at tegne Bond i et mere tidssvarende billede er det, der forhindrer ham i, at blive den spion, man elskede. 
Bond er ikke moderne eller realistisk – han var en anakronisme, allerede i 1962, hvor det britiske imperium var i forfald. Men med sin sexappeal blev han Storbritanniens alt besejrende hemmelige våben, og manden, der altid fandt vejen ud af alle internationale kriser. Med et vist glimt i øjet. 
Kvinderne i Bonds univers kunne enten være dånende duller, eller sexede sirener med en farlig og udfordrende modstandskraft. Men sværere var det ikke.
Når Cary Fukunaga udråber Connerys gamle Bond som voldtægsmand på baggrund af nogle glimt-i-øjet forførelser af modstandsdygtige, men legesyge Bond-piger i 1960ernes filmkontekst, tjener det kun et formål. At please en Me-too forskrækket filmbranche, der ikke formår at skelne mellem eventyr og realiteter.

Foto: MGM Faret vild? Farven på tøjet er ens, men hvor var det hele mere kulørt i Moores tid.

Craigs bløde sider

Indvendinger om, at Flemings Bond skam også fik et barn med en japansk fiskerpige i romanen YOU ONLY LIVE TWICE, er denne sag uvedkommende. I bogen forlod Bond pigen, før han fandt ud af sit faderskab – for Fleming fokuserede ikke på realisme, men på eventyrlig agent-spænding. 
Bonds børnetime vil forhåbentlig nogle år ude i fremtiden blive betragtet som et sørgeligt eksempel på, hvordan feminiseringens zeitgeist endte med at få maskulinitetens personificerede højborg til at bryde sammen. I et misforstået forsøg på at holde Bond-konceptet friskt. 
Men helt ærligt. Mens Tom Cruise drøner rundt i helikoptere som Ethan Hunt, står Daniel Craig og snitter æbler til sin datter som James Bond. 

Mens Tom Cruise drøner rundt i helikoptere som Ethan Hunt, snitter Daniel Craig æbler til sin datter som James Bond ... 

Var det så endda gjort med en vis engelsk humor. 
Men Craig spiller som en hulemand, der for første gang ser et levende væsen. I sit stræben efter at skildre udviklingen i den forældreløse lille James, der voksede op hos en plejefar med en jaloux og morderisk halvbror, og blev en kynisk dræber for regeringen, har Craig utvivlsomt udvidet paletten for, hvor mange menneskelige nuancer, Bond kan påsmøres. 
I en alder af 50 blev han selv far for anden gang I 2018, da Rachel Weisz fødte deres datter. 
De bløde sider har sikkert ligget skuespilleren nær.

Barbara Broccoli producerer også Macbeth. Mon Craig vil spille rollen med gadgets og humor?

Hvor er Bond blevet af?

Præstationen giver nok også kollegial respekt på The Lucyum Theatre i New York, hvor rollen som MacBeth - produceret af Barbara Broccoli - ventede efter den sidste stjerne var uddelt og nedsat på Hollywood Boulevard. Men et sted i processen er det ikke kun Bond-baben, der er blevet hældt ud med badevandet, og erstattet af en Bond-baby. 
Det er også den mand, der turde tænde pigerne med et seksuelt stimulerende klask i rumpetten, eller en fræk bemærkning, som røg cigaretter og cigarer og drak dyre brands for sin fornøjelses skyld, som vidste alt om Fabergé æg, brandy og sommerfugle og ikke var bange for at mansplaine det. Og som ikke konstant havde sine følelser i klemme, når han trykkede på aftrækkeren.
Optagelserne på Atlanterhavsvejen i Norge kan ses på You Tube.

Hvorfor tager Bond ikke sin Aston?

I min definition på en Bond-film ville 007 også have taget sin Aston Martin – og bakset babyen om på bagsædet, som en cello – for at undslippe Logan Ash og co, der nu kommer for at afbryde familiesødsuppen. I min definition på en Bond-film ville det have ført jagten ud mod den fotogene Atlanterhavsbro, som skurkene ville sprænge midt over i en spektakulær model effekt. 007 ville så være nødt til at aktivere sin vogns hjælpemidler, eller udføre et fantastisk stunt for at undslippe med babe og baby, som betagede beundrere
Hvorfor tager Craig ikke sin Aston Martin. Bond ville have gjort det. Foto: @MGM.

Et showreel for Range Rover

Men her er hvad agent 00-? gør. Tager Madeleines familiebil, kører direkte henover broen og ud i et mudret skovterræn. Hvor der holder en hel horde af Range Rover SVR's klar til at sætte efter.
Kan man ikke bare høre bilforhandleren tale om, hvor sikker man kan være bag rattet, og hvor meget Bond man som ansvarlig familiemand/kvinde/henkøn vil føle sig, når man sætter barnesædet ind, og triller afsted på off-road ferie i den Defender?
Biljagten er mere et showreel end en opfindsom og overraskende aktionsekvens. Meget sigende er det også Madeleine, der skyder den motorcyklist, der som en sort Raptor, dukker frem foran Bond, mens han forsvarsløst holder lille Mathilde i sin bløde faderfavn.

Ekstra Bladets skarpe kommentar fra 8.10 2021.

”Det afslører, hvor bange filmindustrien er blevet for at være i konflikt med tidens holdninger. Så bange, at en af filmhistoriens mindst politisk korrekte figurer nu også skal presses ned i de uangribelige holdningers kageform. Pyt med at Agent 007 afliver mennesker på stribe og derved kører et godstog tværs igennem enhver international ret. Næh, det vigtige er, at James Bond ikke afslører sin indre stodder, og derved træder på MeToo-tidens landmine …”

Sådan skrev Ekstra Bladet's Randal Fink Iskaksen   i en krads kommentar til filmen, og så er vi da i al fald to, der står til udskamning for vores meninger.

Fader James. Gudfader, bevares. Foto: 007.com

Double O-daddy i Jurassic Rover Park

I noget, der minder om en krydsning af Rambo i First Blood, sat i Jurassic Rover Park begynder Double O-daddy med fælder og maskinpistol, at forsvare sine kære. Men også her har traileren taget overraskelsen ud af bil-angrebet – og resten er stjålet fra For Your Eyes Only.
Logan Ash får nemlig samme barske behandling, som Roger Moore gav skurken Locque, da Craig river hans forulykkede vogn ned over ham som hævn for Leiter. Forskellen er, at instrukøren John Glens version fra 1981, hvor Roger Moore sparkede skurkens Mercedes i afgrunden fra en klippe, både var original og uendelig mere autentisk lavet end Cary Fukunagas.

Biljagten blev optaget i Aviemore i den skotske nationalpark Cairngorms. @MGM

Nu ved du ..

at en motorcykeljagt blev filmet foran den danske iværksætter Jim Lyngvilds vikingeborg, Ravnsborg i Faaborg. Lyngvild har fortalt B.T. at han gav filmholdet tilladelse, uden at vide, at det var en Bond-film. Han fik siden lov at se optagelserne, hvor Craigs ansigt digitalt var indsat på en motorcyklist. Men scenen blev istedet henlagt til Skotland, der dublerede for Norge.

Finale a la Fleming

Det skal ikke kritiseres, at der er en mere gammelklassisk Bond-tradition i handlingen, end i Craigs sidste tre 007-forsøg.
Skurken gemmer sig på en ø ved den japanske kyst, der tidligere var en missilsilo fra 2. verdenskrig. Oven i købet omringet af giftige planter i en have, som manuskriptforfatterne har plukket fra Ian Flemings YOU ONLY LIVE TWICE.
Her produceres den gift til nanobot-teknologien, som kan  udslette udvalgte folkeslag. Bunkeranlægget er derfor ligeså fyldt med plastikdragtklædte laboranter, som Dr. No’s base var i 1962.
Da Safin kidnapper Madeleine og Mathilde fra skoven, må Bond og Nomi sågar indtage øen i "Fuglen", et lille svævefly, der bliver til en ubåd. Alt mens den storpolitiske alarmstemning optrappes, fordi amerikanerne og russerne undrer sig over hvad briterne laver i luftrummet.
Alligevel er det som om, at det ikke er den historie, filmen er interesseret i at formidle.

Bond og Nomi i den del af "Fuglen", der ikke er en CGI effekt. Foto@MGM/Danjac

Spændingen mangler i siloen

I en 007-film forventer jeg at se Bond og Nomis fugl blive angrebet i luften og udføre nogle halsbrækkende manøvrer, inden den lander i en udkant af den giftige have, hvor det så ville have krævet et dødsoffer, måske i form af Nomi, for Bond at komme helskindet igennem. 
Fra Flemings sider husker man, hvordan kødædende planter, giftige torne og lava-søer slugte folk, så kun deres hat stod tilbage. Men i stedet svæver Fuglen gnidningsløst ned i vandet i en fake CGI-effekt og dukker op i en grim cementgryde af en ubådshavn. Vi er næsten tilbage til den computerskabte tsunami-bølge fra Brosnans Die Another Day, som fik ens tæer til at krampe i 2002. 
Er det virkelig hvad man får for et budget på 300 millioner dollars?
Der er mange billeder af Craig med sin maskinpistol. Foto:MGM/Danjac

En velrevet indkørsel

Safins hovedkvarter er en mere autentisk udgave af de gamle Bond-skurkes tilholdssteder. Der er Dr. No grillriste i loftet, skrå vægge, som i Goldfingers billardkammer, boblende akvarier à la Strombergs Atlantis og "det hele er oplyst af fluorescerende blå lyssværd i et bassin af vulkanvand", forklarer arkitekten Marc Tildersley i filmens program. 
Der er også point for de kostbare Monet-billeder, som dekoratørerne i baggrunden sætter op på væggen. Intet hemmeligt hovedkvarter bør være foruden. 
Men Flemings botaniske dødshave ligner altså mest en velplejet indkørsel i Hellerup. Og særligt spændende er det ikke at se Bond og Nomi vandre omkring i siloen med sigtende automatvåben.

Nu ved du ...

at Safins ø i virkeligheden er en del af kongeriget Danmark. Selvom den i filmen ligger mellem Rusland og Japan brugte man den færøske bondebygd Trøllanes i det nordøstlige Kalsoy, og digitaliserede ubådshavnen ind i billedet. Daniel Craig og de andre skuespillere var dog aldrig i Færøerne.

Malek ikke giftig nok

Klimakset minder om slutningen på GoldenEye, bortset fra at man i Pierce Brosnans film godt gad forklare skurkens plan. Det forsømmer No Time To Die også.
Safin ser skummel nok ud med sit vansirrede ansigt. Men skønt han hvisler som en slange, bliver Rami Malek ikke rigtig - giftig.
Da Bond møder ham i den vanlige konfrontation, består dialogen mest af lange lommefilosofier, og uklare motiver.
Som barn af en russisk familie, der udviklede gift til SPECTRE, er potentialet til noget eminent ellers til stede. 
Vi har set hvordan Blofeld har brugt forskellige gifte til at dræbe folk gennem hele serien. Selvfølgelig har SPECTRE haft folk til at udvikle deres egen gift til Rosa Klebbs sko, Akis mund og Bonds Martini i en privat have på en hemmelig ø.
Bonds konfrontation med Safin i hans skrabede hovedkvarter. Foto: @MGM.

Hvad vil Safin?

Men Safin blev gjort forældreløs, da Mr. White - på Blofelds ordre - udslettede hans familie ved at blande gift i deres dessert. Derfor har han nu hævnet sig, dræbt hele organisationen og agter nu at ... tja? Herfra bliver det uklart.

Her er ENDNU et billede af Bond med maskinpistol. Foto: MGM/Danjaq

Madeleine i figenblade

I en Saltzman/Cubby produktion ville Safin have vist Bond rundt i sin dødshave og forklaret, at han altid havde ønsket sig en ny familie. "Nu vil jeg tage, din Mr. Bond, og ved hjælp af særligt forgiftede æbler, omvende dem til at leve paralyseret i den Edens have, som jeg - som en Gud - har skabt". Madeleine ville være iført en figenblads bikini, og Mathilde ... ville ikke være med.
Så enkelt skriver man bare ikke Bond-film i 2021. 
Venter han på sit ridderslag? Foto: @MGM/Danjac.

Bond siger be-be

Manuskriptforfatterne Neal Purvis og Robert Wade, assisteret af Fukunaga, Craig og Phoebe Waller-Bridge (hvis navn åbenbart ikke kan siges uden alle falder i svime) har valgt følgende model. Bond sætter sig foran Safin, der truer ham med Mathilde på skødet. Safin erklærer, at han er forelsket i Madeleine, men at Bond og datteren kan gå.  Bond nægter, og ender med at kaste sig på jorden og sige be-be. Ligesom Harrison Fords familiefar/spion i en Tom Clancy filmatisering. Men det her altså James Bond, manden, der plejede, at provokere skurken til at begå fejl med en cool bemærkning, og som altid havde en raffineret slagplan i baghånden.
Den kombinerede kreativitet på et talstærkt forfatterhold er, at lade Craig trække endnu en skjult pistol fra sin fosterstilling, og skyde alle andre end Safin. Skurken  forsvinder ned i gulvet via en faldlem. Hvorpå han bare lader Mathilde gå, fordi hun bider ham i hånden.
Cubby og Harry ville have fyret hele banden på stedet.

Lashana Lynch som reklame for Nokia. (Videoer herunder)

"Down, Boy ..."

Desværre er måden Swann flygter fra sit fængsel ligeså letkøbt. 
Af frygt for at fremstille Léa Seydoux' figur som en handlingslammet, bange og enlig mor, lader man hende kaste en kop te i øjet på sin fangevogter. Hvorpå hun blander sig i Scooby Double O Doo-teamet af rå og selvstændige actionheltinder. Her har vi også Nomi gående. Så hun får lov til at kicksparke Valdo til jorden med et "Down, Boy".  
David Dencik er på dette tidspunkt ved at blive lige irriterende nok. Alt for dum-naiv til at være forsker. Så Nomi "Hasta la vista, Baby'er" ham i døden med et kickspark ned i et syre-bassin. Dialogen er et uforglemmeligt Arnold Schwarzenegger-moment. "Hvad tid er det? - Tid til at dø." 
Tænk, hvis manuskriptet også havde haft tid til lidt Bond?


"Nomi er den kedeligste battlecat, som Bond-serien har fostret .."

33-årige Lashana Lynch har i Nokia-reklamer slået sig op som en effektiv 00-agent, men faktum er, at filmen i det store hele reducerer hende til en rolle, der er langt mindre end den Halle Berry spillede som superagent i 2002.
Nomi kan trille rundt i den nyeste Aston Martin DBS Superleggera,  og kigge smart henover sine firkantede designersolbriller. Angiveligt som en homage til Grace Jones, som Fukunaga gerne ville have haft med i filmen, da A view to a kill var hans første 007-film oplevelse. (Popsangerinden trak sig, da hun fandt ud af hvor lille rollen var)
Men Nomi er temmelig ineffektiv under redningsmissionen på Cuba, bliver sat på sporet af den korrupte CIA agent Ash af Bond, og ender ydmygt med at give ham kode nummet 007 tilbage. 
End ikke et sexet bikini-skud får hun. Jeg var ikke fan af Halle Berrys Jinx, men i sammenligning er Nomi den kedeligste battlecat serien har fostret.

Nomi som 007-reklame for Adam Selmas Le Specs The Flex briller og Aston Martin. @MGM

Kvinderne forlader øen

Ligesom Wai Lin i Tomorrow Never Dies pumper Nomi løs med sin maskinpistol. Men det største paradoks er, at hun slet ikke får lov at være med i filmens endelige angreb. Hvor Bond i de gamle film gerne havde en hær af ninjakrigere eller marinetropper i baghånden, lader Craig hele holdet af hjælpere forlade øen i en gummibåd, hvorpå han selv går i gang med noget, der ligner et meget langt spil Counter-strike.
Kunne Madeleine og Mahilde ikke selv have padlet, så Nomi i det mindste kunne have varieret skudsalverne?
Madeleine og Mathilde sejler ud i solnedgangen. Foto:@Danjacq/MGM

Craig'inatoren skyder igen

Det sidste angreb er det mindst inspirerede stykke 007-aktion i 60 år. Teknisk interessant udført, ja - i et one-take.. Hvilket gør, at vi følger Bond bevæge sig op gennem bunker-nivauerne uden klip, som er vi vidner til et E-game. Det må have krævet en fantastisk timing fra alle. Men i de afskallede ruiner er skriften på væggen desværre tydelig. Team Broccoli har ikke mere at skyde med.

Craig parodierer Ove Sprogøes Bond positur i Slap af Frede. Foto: Trailer.

Slap af, Craig

Hvor lydbilledet i filmens start gengav eksplosioner autentisk inkluderende, og fik Bond til at miste hørelse og orienteringen a la Tom Hanks i Saving Private Ryan, går Craig’inatoren uovervindeligt gennem granat og geværsalver. I de cylinderformede gange får han også tid til at parodiere Gun Barrel logoet, ligesom Ove Sprogøe gjorde i Slap af Frede. Og bruge sit nye, eksplosive Omega Seamaster diver ur, til det ene formål, det er skabt: At sprænge skurken Primos bioniske øje under en nærkamp, der ikke har en brøkdel af den intensitet som Craig viste i slagsmålet på Casino Royales bagtrapper.
Rami Malek nedlægger vor mand med tre skud. Foto: Nicola Dove.

Kæmper med tre skud i kroppen

 Og hvorfor haster det sådan med at få øen bombet?
Safin har ikke kodet virussen til detonation. Både russerne og amerikanerne kunne vel tænkes, at have en fælles, international interesse i at isolere øen, uden nødvendigvis at sprænge den. Godt nok er nogle købere på vej, men de kunne vel være stoppet?
Det giver ingen mening, at briterne skal affyre deres missiler. Bortset fra at sætte Bond i en yderst presset situation, sådan som det unægtelig bliver da Safin pludselig skyder ham midt i sit giftige havebassin. Det er her man begynder at ane en smule uråd.
Craigs Bond har ofte set blodig ud i slutslagene, men både et, to og tre skud i kroppen er mere end normalt. Okay - superhelte plejer at klare sig alligevel. I nærkampen med Safin har Bond, som et såret dyr, også råstyrke nok til at brække skurkens arm. Ligesom en tør kvist.
Men kradset og smittet med Safins dødbringende Nanobots går svært pludselig til værre. For som Q siger forsvinder de aldrig, hvis først man får dem i blodet
Nanobots i blodet. Not goood, Bond. Foto: @MGM/NICOLA DOVE

Spændingsmættet forundring

For første gang nogensinde ser 007 resignerende ud, idet han - ligesom Brad Pitt i Seven - henretter manden, der indirekte har forhindret ham i nogensinde igen, at røre sin familie. Jeg indrømmer, at filmen her havde mig i et greb af spændingsmættet forundring.
Med blodet dryppende ildevarslende fra sin hvide t-shirt kunne det ligne endnu et af de ofre, som Craig i rollen som Flemings figur altid har været klar til at bringe. Tilværelsen som hendes majestæts hemmelige tjener er ikke foreneligt med et almindeligt familieliv. Stakkels Jim må nu i al fremtid leve med at være den ensomt, isolerede ulv. Tragisk, ja, og Bond-konceptet strukket til bristepunktet. Men stadig en tålelig udvej – særlig for et moderne publikum, opdraget af Christopher Nolans afsavns lidende superhelt, Batman.
Problemet er, at filmmagerne ikke tager den.  

M og co.. liger filmens publikum i de sidste minutter. Foto:@MGM

Tårer i øjnene

I stedet lægger Hans Zimmers musikere deres violiner til hagen, mens Bond trin for trin trækker sig op af bunkerens himmelstige. Nummeret kalder soundtracket meget pompøst, ”Final ascent”. Den sidste opstigning.
Jeg var alt for opslugt af vantro bekymring til at bemærke salens reaktioner ved premieren, men to dage senere, så jeg folk læne sig frem i sæderne, nogle med tårerne stående i øjnene.
For this is it.
Art dirrector Tim Brownings koncept tegning af undergangen. Fra: The Bond Bulletin.

Bond giver op

I sin radiokontakt tager James Bond en afklaret afsked med Madeleine – og det han ved er sin datter.
Agent 007 – manden, der altid har fundet en udvej, symbolet på heroisk overlevelse, bindeleddet mellem mere end fire generationer af trofaste biografgængere og personificeringen af små 70 års britisk kulturhistorie – giver op. Efter seks års ventetid, hvor to af seriens største stjerner, Sir Roger Moore og Sir Sean Connery gik bort, og som en ny begyndelse for biograferne ovenpå en verdenspandemi, er øjeblikket nærmest dystopisk. Surrealistisk sort.
Daniel Craigs blå øjne ser op - hver og en af hans medspillere finder deres mest følelsesladede utryk, alt mens raketterne farer ned mod ham. Symbolsk nok affyret fra det britiske flådeskib HMS Dragon. Men det er jo James Bond, dette her. Det er nu temaet vil brage, og nu hans EMP ur vil lamme de elektroniske nanobotter i hans smart blod. For det er jo James Bond, dette her. Det er  …

Lea Seydaux sagde, at hun græd, da hun så slutningen. Her med Fukunaga. Foto:

En følelse af svigt

Eksplosionen gav et gib i mig. Som når man vågner fra en dårlig drøm. Eller film – som min underbevidsthed på dette tidspunkt skreg, at dette jo trods alt bare var. Men billedet står endnu. Af Daniel Craigs Bond revet væk i en eksplosion. Som end ikke Bond med nogen
troværdighed kan overleve. Der var intet smart klip, der gjorde, at man blot så øen gå op i flammer. Ingen tegn på, at Bond havde kastet sig i dækning under et missilafvisende skjold. Kun en følelse af vantro. Som havde nogen bombet julemandens værksted og skudt alle rensdyrene. 

"Som havde nogen bombet julemanden og skudt alle rensdyrene ..."

De sidste scener i MI-6 så man, som itrance. Registrerede Ralph Fiennes’ mindeord, ”Jeg vil ikke forlænge mine dage, bare for at eksistere. Jeg vil leve livet fuldt ud”, som endnu et Fleming citat. Men følelsen af svigt, overgreb og vrede begyndte at rejse sig efterhånden som Scoopy Double 0 Doo teamet udbragte en sidste skål "For James" mod mandens urørte whisky-glas på Ms kontor. 
Jeg fatter stadig ikke, at de gjorde det. 
Men der kom ingen klip til de forkullede rester af den ø, og antydningen af et livstegn i ruinerne. Kun en lille vignet, hvor Madeleine bag rattet i Bonds Aston Martin på en bjergvej i Italien satte et forventningsfuldt smil på sin datter Mathildes læber ved at indlede en historie om en mand ved navn Bond – James Bond.

Mareridtet vil ikke gå væk. Jeg ser det for mig igen og igen ....

Den største nedtur

Og der sad man så. Med den største nedtur i Bonds filmede historie, akkompagneret ud til tonerne fra Louis Armstrongs bittersøde We have all the time in the world.
Publikum reagerede ens ved alle forestillingerne. Nedtrykte miner, og chokerede udbrud. ”Sådan kan man da ikke slutte”, bemærkede en kvindestemme oprørt. Men det har de gjort – Barbara Broccoli, Michael G. Wilson og Daniel Craig. Dræbt James Bond efter 25 Eon-film, der aldrig har været en føljeton, men en myte om en fiktiv agent, der nu bare kan gendigtes for en ny generation. Ligesom Madeleine gør for Mathilde. Ak ja, var det bare så simpelt.
Serien - og Madeleine - på vej ind i en mørk tunnel. Foto:MGM

Myten er død

En væsentlig del af myter, er at de handler om overmennesker, der netop ikke omkommer, men overvinder alle udfordringer. Og her er det, at Craigs Bond-film misser målet. For hvordan skal flammen løftes videre, når myten er aflivet?
Bond er en tradition, der er blevet givet videre igennem generationer. Og det begyndte med bøgerne i 1950erne, der udviklede sig til at blive forholdsvis loyale filmatiseringer i 1960erne, som så igen generede ud i forskellige genrer af aktion-film, computerspil, hørespil, brætspil, tegneserier, romangendigtninger etc. Men filmserien var flagskibet, kendetegnet af et fast hold af roller, der holdt pladsen i den royale garde, indtil de blev naturligt erstattet. 
Alle film havde en genkendelig, kulørt stil med en uovervindelig britisk superagent som fællesnævner. Men i de sidste femten år har Daniel Craigs film ændret spillereglerne. Ikke bare ved at trække meget af det fantastiske ud af Bond-figuren, Men ved at forsøge at fortælle en fortløbende fortælling.

Daniel Craig har skudt et stort hul i mit hjerte. Foto: @MGM

Trist sidste indtryk

Det kunne have været en mægtig idé, hvis ellers historierne på forhånd var blevet konstrueret til det. Problemet er, at det aldrig var meningen.
Selv hvis nogen klippede Craigs fem 007-film sammen – med speakede forklaringer som bindeled – vil de fremstå usammenhængende.
Bond-filmene laves med flere års interval, og fremstår derfor bedst som selvstændige episoder. No Time To Die insisterer på at runde en fortælling af, og risikerer derfor at få en underlig isoleret status som seriens sære, sorte svane – den, hvor de dræbte Bond.

At det er sidste indtrykket af Daniel Craigs tid i rollen er i mine øjne noget så trist. Han havde potentialet til at efterlade en langt mere cool og badass Bond, end det politisk korrekte blødmands ideal, der ofrede sig selv på lærredet - og som vinkede farvel i pink smoking foran Londons Royal Albert Hall.

Farcen Casino Royale sendte syv 007'ere i himlen. Craigs er på vej ud i samme univers.

Nivens Bond døde også

Derfor vil jeg også dele Craigs Bond æra op i to, og anskue Casino Royale og (brøk)dele af Quantum of Solace som hans to eneste ægte Bond-baskere. Skyfall, Spectre og No Time To Die falder ind under en trilogi af eksperimenter, der i princippet er ligeså alternative  som Charlie K. Feldmans forkætrede Casino Royale fra 1967.

Hvor Feldman gjorde det med psykadeliske virkemidler og skæv komedie, gør Craig med det psykologiske virkemider og tung tragedie.
Begge fortæller historien om en aldrende Bond, der trækkes ud af sin pensionisttilværelse,  ser sit hjem blive bombet og sin chef blive dræbt. Begge kører veteranbil og assisteres af en ung Miss Moneypenny og en homoseksuel Q. Begge har en hemmelig datter og en afdød elsker, der var Bonds livs kærlighed. Begge trues af en superskurk med familiær tilknytning og et farligt, bakteriologisk våben.
Begge allierer sig med en kvindelig 007 og ender med at blive eksploderet til døde. Begge film har store skuespillernavne på kreditlisten, en kaotisk tilblivelseshistorie og en alt for lang spilletid  - og begge film endte med at vække stærke følelser hos publikum.

Ryggen mod muren.

Lavvande i kreativiteten

At fremhæve David Nivens tossefilm fremfor Daniel Craigs vil selvfølgelig nok kun komme på tale hos en gammel Bond-fan, som jeg.
Men det virker bare som den eneste måde, at kapere og perspektivere den totale, antiklimatiske oplevelse, det var at se James Bond blive bombet ud af sit eget univers i No Time To Die. En i øvrigt helt misvisende titel. Oprindeligt skulle den have heddet, A reason to die, men det mente producerne ville afsløre for meget.
Istedet valgte Barbara Broccoli at betale for en titel, der allerede var blevet brugt til en film som hendes afdøde far, Cubby, producerede i 1958, og som Bond-instruktør Terence Young iscenesatte efter en roman af Ronald Kemp, bearbejdet til lærredet af 007-manuskriptforfatter Richard Maibaum.
Det fortæller lidt om hvor højt vandet står i kreativitetens brønd.
Barbara Broccoli og Michael G. Wilson - har godkendt filmen.

Kedelige plakater

Ligesom plakaterne er gået fra at være detaljerede, farverige tegneserie gengivelser af filmenes højdepunkter, til kedelige, genetiske gengivelser af en surt skulende Daniel Craig, er manuskripterne blevet noget, der udarbejdes under stramme hensyn til tidernes stemning. Og i 2021 handler det om at udrense enhver form for patriarkalsk chauvinisme, og skildre kvindekønnet som sejrende gladiatorer.
Fint med mig. Jeg begriber bare ikke, hvad James Bond har med den mission at gøre?

Ian Fleming skabte sin figur som en fantasi. En, som folk kunne flygte til, og finde nyt håb i efter 2. verdenskrigs gru. Sådan blev han også skildret på lærredet med divergerende grader af kynisme, chauvinisme og humor. Ofte kritiseret på parnasset, altid støttet af folket.

Sådan så den første plakat ud. Craig fanget i flugten.

Symbolet på Storbritanien

Men længe før raketterne rev CGI-Craig væk har karakteren lignet en udbombet udgave af sit stolte, gamle jeg. Nærmest et symbol på virkelighedens Storbritanien ano 2021, uden en exit-plan og udfordret af, at få nyt brændstof frem til aktion-tanken ...
Derfor er billedet af Storbritanniens engang så potente supervåben, afvæbnet og med bløddyr i bæreselen, der ofrer sig for den højere kvindesag også et nedslag, der rammer tiden lige på kornet. Spørgsmålet er bare hvordan man som 007-fan skal reagere? Og hvad serien fremadrettet skal gøre? Når helten over alle helte bare giver op og lader sig udslette, er serien så overhovedet værd at fortsætte? Er verden værd at redde? Hvorfra skal håbet og optimismen strømme?

Et løfte, der meget snart gerne må gå i opfyldelse, please ... Foto: No Time To Die

Er der en vej for klassisk Bond ...?

Man kan måske mene, at hele diskussionen er blevet lige lovlig Art House akademisk. Men hvis ikke Barbara Broccoli og co. har modet til at gå mod strømmen, og lave en mere eventyrisk og optimistisk film i fremtiden, hvor Bond kan få plads til at være Bond, hvor en Bond-pige kan være en Bond-pige og en joke kan være politisk ukorrekt, så kan slutteksterne love nok så meget. Så bliver det ikke den klassiske James Bond, som jeg værdsætter, der vender tilbage, men bare endnu en ny aktion-hero, påklistret 007s logo.
Tør man tro, der findes en vej? Eller er No Time To Die virkelig det smertefulde goodbye?
Anmelderen fotograferet før filmen. Bagefter var smilet stivnet. Billetter herunder. Foto: @Privat.