Hvilket drama ...
Voksne mænd stod med tårer i øjnene i biograffoyeren, børn græd sig gennem slutteksterne, mens andre forlod CinemaxX i Købehavn i en oprørt  stemning af vrede og vantro.  I fyrre år har jeg ikke oplevet noget så voldsomt ved en Bond-premiere.
No Time To Die kaldte på en stor slurk sort gravøl, mere end på liflig Bollinger champagne.
Ikke bare bombede filmen Bond til døde. Den vakte også en frustreret vrede.
En ting er, at bøje reglerne, så nye ting kan spire i 007’s eksotiske have. Noget andet, at forkaste dem totalt.
Det gør filmmagerne, Barbara Brocoli og Michael G. Wilson i No Time To Die ved at lade James Bond – en figur med 60 års unik film-historie på bagen - dø for øjnene af os.

Alligevel forlod også jeg biografen i sørgemarch. For hvordan skal en genfødsel lade sig gøre, nu filmmagerne har bragt det ultimative offer? Er James Bond blevet en helt, man bare kan slå ihjel, når der ingen anden udvej er? For så, at vække ham til live igen og igen?

Nej - ligesom med Batman, Spiderman, Sherlock Holmes etc. er det i orden, at modernisere og genfortolke. Men man dyrker ikke en fiktiv seriehelt gennem generationer blot for at se ham blive kastet under bussen i en kynisk kalkuleret tåreperser af en Hollywood ending.

Det går an i en selvstændig aktion-film som eksempelvis Armargeddon, hvor Bruce Willis som en heroisk borebisse, måtte lade livet for at redde kloden. Men det fungerer ikke sådan for seriehelte. Selv ikke Ian Fleming kunne få sig selv til det. Selvom han var fristet et par gange efterlod forfatteren altid en lem på klem, så den cool cat kunne kravle tilbage til livet igen.

At Bonds død indtræffer efter en ekstrem langtrukken og uopfindsom finale, der krydser amerikansk aktion med socialrealistisk Stieg Larsson thriller, og forvandler Craigs kyniske Bond til et opofrende familiemenneske, skygger totalt for den første times noget mere letbenede løjer.

Med to timer og 53 minutter er No Time To Die mindst en time for lang. Alligevel føles den lidt mere varieret end de prætentiøse SPECTRE og SKYFALL af den overvurderede Oscar-vinder Sam Mendes. Det skal den amerikanske instruktør Cary Joji Fukunaga godskrives. Ligesom den Oscar-vindende, svenske filmfotograf Linus Sandren skal roses for billederne, Men ellers forstår jeg godt, at britiske Danny Boyle forlod filmen. "Manden, der dræbte Bond", lyder ikke godt på ens instruktør CV.
Med mindre man da vil arbejde for SPECTRE.

Det vidner om en stor loyalitet og kærlighed til serien, at der hele fjorten dage efter verdenspremieren stadig ingen spoilere var delt om chok-slutningen på fansites. Mens det blev en genial word-of-mouth måde, at få trukket folk i biografen. Alle skulle se filmen, før nogen talte over sig. Men det gjorde det også svært at sætte ord på, hvorfor filmen udløste så stærke følelser, at folk enten elskede eller hadede den. Eller gjorde begge dele.
Efter at have set den tre gange, i tre forskellige biografer, står jeg fast på, at No Time To Die er den mest skuffende Bond-film, nogensinde.

Men det virkelig triste er, at No Time To Die bare fuldender den tendens, der har været synlig siden Quantum of Solace udkom i 2008 – og adskillige andre gange, siden Cubby Broccoli døde i 1996. Bond-manuskripterne har i årevis været for usammenhængende og de nye idéer for langt fra 007-skiven til, at filmene har formået at holde flyvehøjden efte, at alle pr-trommerne er stilnet af.
Dyrt producerede, lækkert fotograferede og - bevares – indimellem med underholdende popcornsfaktor. Det er trods alt Bond-maskineriet.
Men i forhold til det talent, man har haft til rådighed, de millioner af dollars, der er blevet brugt, og den moderne teknologis muligheder for at skabe banebrydende aktion og special effekter, har der været for langt mellem champagnen.
I al fald ifølge min definition af en Bond-film.

Den baserer sig på hvad der blev lavet i pioner-årene 1962-1995, hvor den første Pierce Brosnan film, Goldeneye, udkom og videreførte karakteren i en stil, der bragte 007 ind i en ny tidsalder ved at bruge hans fortid som afsæt. Der var stadig smukke og stærke Bond-babes, stunts og vitser. Desværre endte historierne også i 1990erne som fladere kopier af de gamle klassikere. Andre film, såsom Mission: Impossible, Jason Bourne og Batman stod for aktion nytænkningen. Mens Austin Powers og Johnny English tog sig af humoren.  I al fald indtil 007-producerne med Casino Royale omsider ryddede bordet for alle de gamle jetoner.

"En moody midtbanespiller blandt dominerende kvinder ..."

Med Ian Flemings forlæg som effektiv dealer fik serien så mange nye kort tildelt, at Bond-karakteren i 2006 kunne spille med på alle felter. Human, rå, blødende, sarkastisk, sexet og farlig. Daniel Craig havde alle trumfer på hånden, efter en banebrydende flot debut. Men i stedet for at genopbygge Bond i det politisk ukorrekte billede, som hans job kunne have retfærdiggjort, blev han i stedet en mere og mere moody, morderisk og muskuløs midtbanespiller på et konstant skiftende hold af dominerende kvinder, og tragiske bi-og skurkeroller.

No Time To Die burde måske bare have heddet Dr. Swann. For filmens vigtigste karakter er ikke Bond, men Léa Sedeuxs Madeleine Swann. Kvinden, som Bond trak sig tilbage med i SPECTREs melodramatiske slutning i 2015. Efter at have kvittet det agent-job, som han ellers brændte så meget for at træde ind i, da SKYFALL sluttede i 2012.
Efter en ny, blodløs version af det klassiske Gun Barrel Logo, følger vi udfoldelsen af den baggrundshistorie, som Madeleine gav Bond ombord på et tog i SPECTRE. Her fortalte hun om en mand, der kom for at dræbe hendes far, SPECTREs håndlanger Mr. White, da hun var lille.

Forklaringen på den udødelighed får vi aldrig. Men da skudhullerne sidder i anorakkens hjerteside er der spekuleret i, at Safin er et af de få mennesker, der har hjertet i højre side. Ligesom Dr. No i Flemings roman fra 1958. Meget ville være vundet, hvis Safin havde fortalt det i en af de lange monologer, som han senere får.

I byen ligger Vesper Lynd begravet. Eva Greens afdøde dobbeltagent fra Casino Royale i 2006, er nu blevet mindet i fire film. Men Swann har sine grunde til at tage Bond til byen. Han skal opsøge Vespers grav og få hende ud af systemet en gang for alle.
For enhver biografgænger, der ikke har fulgt Craigs Bond-film kategorisk, må der være temmelig mange referencer til fortiden, der skal læses op på før filmstart. Før en pressekørsel i USA sad tre anmeldere således og diskuterede om Vesper var Bonds hustru, eller hans drink?
Med alle de billeder serien har vist af Eva Green er det lige før man mistænker hende for at have indgået en kontrakt med Barbara Broccoli om at få Casino Royalties …

På graven, der er smykket af Eva Greens Vesper portræt og akkompagneret af hendes David Arnold tema fra Casino Royale, opdager Bond et SPECTRE kort på en buket blomster. Sekundet før gravpladsen ryger i luften i hovedet på ham.
Det er en bragende god chokeffekt. Men det skader ikke andet end Bonds trommehinder.
Til gengæld tyder alt på, at organisationen, hvis leder og halvbror, Bond burede inde i sidste film, er ude efter ham - og at Swann muligvis er involveret. Så er broen åben for en aktionsekvens, hvis højdepunkter desværre blev vist så mange gange i forfilmen igennem det halvandet år, hvor No Time To Die lå i Corona-isolation, at de ikke fik helt samme wauu effekt, at gense.

Øjet har mere betydning end man umiddelbart regner med. Det rummer opfindsomt nok et bionisk kamera, der tillader SPECTRE's fængslede leder, Ernst Stavro Blofeld at overvåge Bond. Det er igen tid til at reflektere over, hvem man kan stole på. Fortiden er ikke død, og en rasende Bond mistænker Swann for at have solgt ham ud til SPECTRE.

"Goldfinger kører i Dognuts igen ..."

Parret flygter i Bonds Aston Martin, kun for at blive omringet på bytorvet. Det er et helt Sergio Leone-agtigt spagetthi-western set up under ringende kirke-klokker. Bilens skudsikre vinduer begynder langsomt at krakelere under modstandernes tiltagende ildkraft, men Craig viser blot den Bond-badass attitude, han gør så godt. Han er tydeligvis iskold over udsigten til at skulle dø.
Lyden af de eftergivende ruder giver én følelsen af, at sidde inde i bilen. Det virker helt befriende, da vor mand, ansporet af den grædefærdigt tryglende Madeleine, omsider aktiverer sit 007-arsenal. Hvorpå den får på hele udtrækket af god, gammeldags Bond-aktion med Gatlin-maskinkanoner i forlygterne og hvad bilen nu ellers kan af eksplosive tricks. Det er 2021, men dæleme om ikke Goldfinger fra 1964 kører i dognuts igen.  Det havde måske bare været mere originalt at se, hvordan civilisten James Bond ville have klaret sig uden den supervogn.

Biljagten gennem de pittoreske gader er filmet ligeså turistvenligt, som forfølgelsesjagten mellem 007 og Mr. Hinx gennem Rom var i SPECTRE. Vin Diesel ville betragte den, som en ren søndagstur til bageren i The Fast and The Furios. Men pointen er heller ikke at give os fed aktion – desværre - men menneskeligt drama. Derfor triller man ind i titelsekvensen med billederne af en grædende Madeleine, der fortvivlet løber gennem det tog i Sapri, som Bond sætter hende på. Med ordene: ”Du ser mig aldrig igen”.
De færreste ser nok næppe første gang, at Madeleine holder sig på maven, idet dørene lukker. Men i forhold til, hvordan åbningssekvenserne tidligere var selvstændige aktion-eventyr, føles dette som begyndelsen på en ganske anden slags film. Spændende nok. Men havde det ikke været for den Aston Martin, kunne man tro, at det var Casablanca.

No Time To Die er ikke min kop mørke te. Med teksten, ”Fool me once, fool me twice – are you death or paradise” rammer den sigende nok nervetrådende i Bonds smerte. Piano tangenterne falder som dråber på en rude. Men sangen bygger op til et højdepunkt, der kommer meget sent. Den fungerer langt bedre som romantisk instrumentalversion, og burde have været det gennemgående kærlighedstema, i stedet for We have all the time in the world.
Men livlinerne til On Her Majesty’s Secret Service er, hvad filmens plot hænger i.

Linerne kastes bogstaveligt ned af en London skyskraber af SPECTREs commando-soldater i den fine overgang fra forteksterne. Filmet i vinkler, der vender både dem og fortiden på hovedet.
Målet er Heracles, en 2021 version af den bakteriologiske virus Omega, der var skurkens trussel mod menneskeheden i filmen fra 1969.
Twisten er, at denne virus er udviklet af M og secret service. Som et effektivt, hemmeligt våben mod et stadigt sværere definerbart fjendebillede. Ingen har bare tænkt på, hvad der ville ske, hvis nogen stjal den ved at skære gennem bygningens panserruder med laserstråler a la Goldfinger ved Fort Knox.

Secret Service ligner også sig selv fra de første film. Men Bernard Lee's M havde ikke en hvilesofa i Chesterfield design a la den Ralph Fiennes springer op fra, da Moneypenny i alarmstemning braser gennem læder døren.
Naomie Harris har ikke den store dialog. Men hun fornemmer uglen i mosen, da M beordrer hende til at behandle indbruddet i forskningscenteret som en gaseksplosion. . Da den vanlige 007-produktions designer, Dennis Gassner var hyret af Sam Mendes til filmen 1917 har den 58-årige Marc Tildesley fået sin debut i serien. Med det arkitektonisk erklærede mål, at indlejre så meget klassisk Ken Adam inspiration, som muligt. Det lykkedes ikke helt. Men M har da fået federe læder på døren.  Ligesom i Moonraker har han også et tv-uplink til ulykkesstedet, indbygget i sin mahogni væg. Og atter engang lyder det klassisk: ”Hvor er 007”?

I de sidste tre film er man blevet så vant til at se Daniel Craig med skægstubbe og casual tøj, at man næsten har glemt, hvor langt det er fra det gamle, polerede playboy-image. Craig læner sig mere op ad Jason Bourne, der også drønede rundt i gamle firehjulstrækkere i Caribien, mens han gemte sig fra efterretningsvæsnet. Men hvorfor så traurig? Bond er da ikke en svækket Fleming type. James Bond var forfatterens livsduelige fantasifoster, der i bøgerne havde svælget sig i tropedrinks og tilfældige caribiske kvinder. Ligesom Pierce Brosnan gjorde som den pensionerede juveltyv i After The Sunset i 2004.

Sådan føles afsnittet på Jamaica også. Navnlig da Bond samles op af den sorte kvinde på den hvide scooter, da hans jeep med arrangeret tilfældighed, ikke vil starte. Ligesom Fiona i Thunderball gav Connerys Bond et lift til hans hotel, ender de i Bonds hytte. Og ligesom Rosie Carver i Lev og Lad dø begynder pigen, der hedder Nomi, med at tage parykken af. ”Ikke, det første,  som jeg regnede med, at du ville smide”, siger Craig med filmens eneste gode, seksuelt orienterede one-liner.

Både Quantum of Solace og Skyfall havde kvindelige agenter med mørk hud, der var godt med i aktion-scenerne, nemlig Olga Kurylenkos Camille Montes og Naomi Harris’ Moneypenny. Ligesom Halle Berry jo gav den som NSA-agenten Jinx i 2002’s Die Another Day.
Effekten ved at lukke så mange stærke, selvstændige og maskuliniserede kvinder ind i agent-arenaen har for længst ophævet sin egen sensation. Navnlig fordi ingen af dem viser mere end Diana Rigg i On Her Majesty’s Secret Service. Hun gennemførte slåskampe, der i sin stunt-iscenesættelse var tusinde gange mere realistisk udført end i No Time To Die.
Den dag Bond-filmenes kvinder ikke slås ligesom Angelina Jolies Tomb Raider og Charlies Angels, men bløder og lider ligeså meget som Craig gjorde i Casino Royale, er den dag vi ser en rigtig prinsesse.

Kritikken gælder desværre også filmens ellers mest elskelige og charmerende karakter – Ana de Armas cubanske agent Paloma. Hun er både sød, sjov og super sexet i sin Barbara Bach inspirerede cocktail-kjole. Hendes kemi med Craig lyser ligeså stemningsfuldt, som de blå neonskilte over den cubanske bar, hvor de mødes.
Efter at have talt med M om den forsvundne Heracles virus vælger Bond nemlig at tage af sted – i CIAs hemmelige tjeneste. Og den “Cola Cereza” drikkende kontakt-kvinde er filmens virkelige nyskabelse. En ung, nyindsat agent på sit første job. Paloma kunne være uddannet fra samme fjumre spionskole som Rosie Carver og Mary Goodnight i 1970erne, men De Armas tilfører et lag, man aldrig tidligere har set. Professionel ivrighed.

Paloma kan ikke vente med at få Bond i Tom Ford tuxedoen, så de kan komme videre. Hun ser stort på kodeord, bæller lynhurtigt den Smirnoff vodka-martini, som Bond køber hende, som en smooth icebreaker, og sender ham et ungdommeligt, ”uh grooss”, blik, da han et øjeblik mistolker hendes iver for at klæde ham af.

33årige Ana De Armas kom med på Craigs anbefaling. De spillede sammen i Knives Out, og hun er en fuldkommen showstealer.
Med øresnegle gemt i læbestiften er hun generation ”Spionen, der elskede me too”. Bevidst om, at være valgt til jobbet som Bonds escort-girl til det SPECTRE bonga-bonga party, de skal infiltrere. Men opsat på at gøre det effektivt, uden hanky-panky. Vamos.
Hvor det går galt er i Palomas pludselige forvandling til en møllehjulssparkende og maskinpistols skydende aktion-woman i høje hæle og raslende Chopard smykker.

SPECTRE-festen er ellers en fantastisk fornøjelig sekvens. Filmens bedste. Hele syndikatet – inklusive SPECTRES Fraulein Vogel - er samlet på El Nido Nightclub for at fejre selveste Blofelds fødselsdag - hvilket dog ikke betyder, at det er den 8. maj. Modsat bøgerne deler denne films gangsterchef ikke fødedag med Ian Fleming. Et datablad afslører, at han er fra 7. april 1946 - og altså 73 år, hvis historien da foregår i 2021 ...

Bioniske øjne bæres omkring, så chefen kan følge med fra sin celle i England, og pludselig er Bond atter midtpunkt for ceremonien, ligesom i forgængeren, SPECTRE. Virussen, der på Blofelds ordre sprayes ned over Bond, får bare ikke den påregnede dødelige effekt.
Valdo har forinden omkodet virusens Nanobot-teknologi til at udslette alle SPECTREs medlemmer i stedet. Det er da Valdo vil flygte med resten af virussen i en håndtaske, at problemerne bryder løs.

Ikke bare viser Paloma sig - med blot tre ugers træning - at have skills, som en computerheltinde. Ned fra loftet bungejumper også Nomi’s 007 – som en Charlie K. Feldman indianer fra komedien Casino Royale fra 1967 – og tager Valdo med sig i nogle rene tegnefilmsstunts.
Paloma og Bond efterligner den legende tone fra Mr. og Mrs. Smith’ ved skiftevis at løsne og drikke shots fra baren. Men Craig er nu Pierce Brosnan. Den Bond, der kan stoppe en forbryder med et flyvende anretterfad, uden at lade martinien gå til spilde. Og som kan skyde alle, uden selv at blive ramt. Stilforvirringen er sat ind. Med den rå og rigtige mand fra Craigs tidligere film reduceret til komisk klovn i Paloma og kvindelige 007s skydetelt.
Alligevel ville jeg hellere have set mere til Paloma og hendes dybt dekolleterede dress, end til Nomi. Paloma repræsentede elegancen og glamouren, hvor Nomi i sort battledress mest er et postulat

Selvom Nomi truede med det, prøver hun ikke at stoppe Bond med sit gevær, da han stikker af med Valdo, og stjæler hendes vandfly.
Man kan godt se, at Craig ikke er helt så let til bens som i Casino Royale, da han løber ud af Pinewoods cubanske by-kulisse sammen med David Dencik. I det, der var Craigs sidste filmede scene som Bond. Men det er meget symbolsk, at han forlader festen her. For langsomt, men sikkert begynder stemningen herfra at synke.  

Først dør Felix Leiter - en karakter, der siden Dr. No i 1962 har redet ud og ind i serien, som USA's for sent ankomne kavaleri. Altid i rollen som tjenende amerikansk ånd i forhold til hendes majestæts suveræne superspion. Dødsfaldet indtræffer, da Bond leverer Valdo til CIAs agenter på en fregat i caribien og kræver svar på, hvorfor videnskabsmanden omkodede virussen til at udslette SPECTRE.

Problemet med Felix er, at han og Bond aldrig har fået den nære, venskabelige tilknytning i filmene som Fleming gav dem i bøgerne. Selvom Leiter i Craigs æra for tredje gang spilles af Jeffrey Wright, havde de to skuespillere næsten ingen scener sammen i de tidligere film. Lidt a la Gibson og Glover i Dødbringende våben forsøger manuskriptet, at rette det op med en ikke ueffen sidste dialog. Men samme følelsesmæssigt, sørgelige reaktion, som da eksempelvis Desmond Llewlyns originale Q tog afsked i 1999, eller da Judi Dench’s M udåndede i Skyfall vækker Leiters død ikke. 
Jeg var mere irriteret på filmmagerne over dette billige trick. For med både SPECTRE udslettet og Leiter væk er det to temmelig store ballaster, som serien på kort tid har smidt ud over rælingen.

No Time To Die er imidlertid kun lige begyndt sin afvikling. Hjemme i London dør også Blofeld, efter Bond har opsøgt ham i hans Hannibal Lector celle. Men det sker først efter en lille vignet, hvor filmen danser omkring det gamle juletræ, dekoreret med tidligere populære scener og gammelt pynt, der skal minde om, at vi er til 25 års Bond-film jubilæum.

Bond overlever således kun skibsforliset på åbent hav, fordi han finder en gul Thunderball gummiflåde at flyde rundt i. Hjemme i London åbner han en ny garage, der både rummer den britiske Royal Doulton Bulldog, som han arvede fra M i Skyfall, en boks med Bollinger champagne og en Aston Martin, lig med den Timothy Dalton kørte i The Living Daylights. For bragende Bond-tema parkerer han derpå foran Whitehall, der ligesom i For Your Eyes Only passeres af en rød bus, og har malerier af Judi Dench og Geoffery Keens gamle spionchefer hængende på væggen. Det er svært ikke at blive nostalgisk, og i stemning. Men det er også nu Craig filmen er utro mod sin egen præmis.

I Casino Royale vaskede man tavlen ren og introducerede Craigs 007 som en ny agent. Han skulle bygges op til at blive den mand, publikum havde kendt gennem årtier. Filmen kørte på sine egne barske og mere (pseudo) realistiske præmisser. Selvom den havde Judi Dench og hendes kontor med fra Brosnans film var hun en helt anden slags M. Herfra havde producerne muligheden for at gå nye veje og udbygge deres ikonografi. Men for at please den gamle fan-base begyndte man allerede i Quantum of Solace, at snige tydelige referencer ind, både til Spionen, der elskede mig  (i en operascene i Bregenz) og Agent 007 contra Goldfinger i form af et mord med en pige, smurt ind i olie i stedet for guld. Men på en ulogisk og repeterende måde, som ingen af de originale film gjorde i seriens første 25 år.

I stedet for at følge Flemings romanrække kronologisk – noget filmserien forsømte – og lade Bond-karakteren udvikle sig i forfatterens mørke, men livsnydende vision, er Craig endt et sted, hvor det i No Time To Die føles som skal han partout runde nogle af Connery og Moores Bond-baser, før han kan fortsætte sit eget seriøse spil.
Han lykkedes bedre med det end i Skyfall og SPECTRE. Måden Craig smider sit MI-6 besøgsskilt i skraldespanden er en herlig opdatering af Connerys hat på standeren. Det er også morsomt, at han er nødt til at sige hele sit navn – Bond … James Bond – til receptionisten, der ikke genkender spion-gamets gamle rockstar. Men det er med til at give filmen en noget blandet tone.

Den er sjov på Ms kontor, hvor en næsvis Bond konfronterer sin gamle chef, som aldrig før. Ralph Fiennes og Craigs samspil er ligeså godt, som det er anderledes fra Connerys med Bernard Lee, tilbage i 1960erne. Men dengang var der også noget mere styr på sagerne i MI-6.
Siden 1999 har der ikke været andet end dårlig rådgivning, forrædere, lækager og dobbeltspioner i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste. For det er M’s personlige fejl, at Herakles-programmet ikke er blevet lukket ned.

Plottet er tilpas moralsk doseret og science fackt’astisk til at give mening – i al fald, mens man hører det. Det gør man mere uddybende, da Bond og Moneypenny opsøger Q i hans private hjem. M vil nemlig hverken lade Bond afhøre Blofeld om nanobotterne, eller finde sig i hans udisciplinerede tone. Men som sædvanlig bakker scoopy doo teamet af secret service selvtægts mænd op om Bond. Selvom han har svigtet dem totalt i fem år.

Det smager af team arbejdet i Mission: Impossible, mere end den selvstændige 007, der i fortiden ville have forført de oplysninger, som han skulle have brugt ud af en smuk sekretær, eller en kollega. Såsom Lashana Lynch’s 007. Kedeligt nok er Craigs Bond ikke blevet den ladies man, som figuren var engang. Og hvorfor begriber jeg ikke.
Med både Vesper og Madeleine lagt bag sig burde Bond vel netop være forvandlet til den følelsesmæssigt, kolde kyniker og mandschauvinist med licens til at bruge sin uimodståelige sex-appeal i aktiv tjeneste.  Ham vi mødte i Casino Royale. Men i Barbara Broccolis rigidt regulerede univers forsømmes chancen for at se hvordan Bond ville have nedlagt 007.  Agent Nomi har nemlig hverken en sjette sans, eller nogle seksuelle lyster, som Bond kunne have appelleret til. Det har Q derimod ...

Men uanset seksuel observans spiller Wishaw morsomt. Specielt i et øjeblik, hvor han overfor M prøver at virke, som om han ikke anede, at Bond var i byen. "Åh, hold op Q . Jeg ved, han bor hos dig", siger M. Hvilket er en detalje, man kan fortolke som man vil. Måske har Bond ikke råd til engelske hotelværelser uden firmakort ...?

Ligeså hurtigt som Benji gør af Tom Cruise i Mission: Impossible, lader Q sig overtale af Bond til at lave sin computermagi. Heldigvis er han blevet klogere siden Skyfall. Denne gang plugger han ikke det USB stik, som Bond snuppede fra Valdo i Cuba, direkte i MI-6’s hovedcomputer.
Forklaringen om nanobot teknologi, der kan programmeres til at angribe udvalgte menneskers DNA, og dermed udslette hele folkeslag, får  ikke filmen til at gå i stå.  Men det gør Rami Maleks genintroduktion i handlingen som Safin desværre.

Mens Bond atter taler med M og Rory Kinnears temmelig overflødige stabschef Tanner om, at komme til at se Blofeld i Belmarsh,  taler og taler Safin med den eneste person, som SPECTRE-chefen i de seneste fem år, har ville tale med i sin celle: Dr. Madeleine Swann.
Af årsager, som ikke italesættes, har hun været Blofelds psykolog i alle de år, der er gået siden åbningen. Nu vil Safin have Madeleine til at forgifte Blofeld med Nanobots, som en tjeneste for ikke at skyde hende, da hun var barn. Skurkens klemme på hende er en af filmens to store spoilere.

Som han sidder og stryger et afrevet hår af Madeleines, ser Rami Malek ligeså creepy ud, som den hånd, der strøg den langhårede perserkat i de gamle 007-klassikere. Men dialogen er gudsjammerlig kedelig, og rejser flere sprøgsmål end den besvarer. Hvis Safin er forelsket i Madeleine (som han senere siger) hvorfor dukker han så først op nu? Hvad gjorde, at han ikke skød hende, som barn? Hvorfor får hun ham ikke anholdt? En 007 film rummer altid huller logikken, men når man sætter tempoet så langt ned som her, når man desværre at opdage dem. Det bliver hellere ikke bedre i det lange interview, som Bond nu alligevel får med Blofeld.

Christoph Waltz er, som Oscar-vindende stjerne, så unik, at han kræver en hel særlig dramatisk introduktion. Derfor køres hans Blofeld bur langsomt omkring i fængelsbunkeren på en loftskinne, som var den granaten fra Olsen-banden i Jylland. Det hele er meget melodramatisk. Særligt Bonds møde med Dr. Swann foran cellen, hvor han forinden forsikrer Tanner, at han "skam ikke vil miste … sin …. selvkontrol".
Det er en forfærdig skrevet replik. Den eneste gang i hele sin æra, at Craig ikke formår at spille den hjem. Måske fordi han og Léa Seydaux ikke har for 007 øre romantisk kemi.

Ikke siden afdøde Eunice Gayson spillede Sylvia Trench i 1963 er en kvindelig skuespiller i Bond-serien dukket op i den samme rolle to gange. (Når Moneypenny holdes udenfor regnestykket, naturligvis) Og af alle, er det franske Léa Seydaux 's kvieøjede karakter, der får lov.

Rollen som Madeleine Swann var fersk og forglemmelig, allerede i SPECTRE. I forhold til det fyrværkeri, der gnistrede mellem Craig og Eva Greens Vesper i Casino Royale,  ligner romantikken mellem Seydeux og hendes leading man en osende tændstik.

36årige Seydeux spiller ligeså autentisk, som i fransk Cinéma vérité og sniger adskillige sætninger fra sit modersmål ind. Hun savner bare sex og charme, og det kan nok så mange tårer i øjnene ikke ændre. Faktisk er det som om Madeleine åbner Pandoras æske, da Safin giver hende boksen med åbningens kinesiske Noh maske. For fra at være en agent-film glider No Time To Die nu over og blevet en slags Phantom of the soap opera.

Det teatralske begynder under forhøret af Blofeld, der heller ikke er Craigs finest hour.  Han virker mere som spiller han Benoit Blanc i Knives Out.
Hvordan skurken har formået, at få lavet det bioniske øje, der kan kommunikere med omverdenen, ville jeg godt have haft besvaret.
Men Blofeld plaprer i stedet løs om, hvordan han stadig ødelægger Bonds liv i deres broderstrid, og siger, at Madeleine ikke er forræder, men at han blot manipulerede deres brud i Italien
Waltz var ikke selv tilfreds med sin første præstation som Blofeld i SPECTRE. Alligevel laver han nøjagtig samme figur her, og siger sit sidste kuk-kuk, da Bond kaster sig over ham. Med en dialog løftet fra Flemings bog, You Only Live Twice prøver han at kvæle ham med ordene ”Dø - Blofeld, Dø”. Men hvad der i bogen blev sagt af en hidsig Bond under en forbitret kamp, virker på lærredet noget forstilt. Men Blofeld dør skam - bare ikke af kvælning, men af de Nanobot-bakterier, som Bond intetanende har fået på hænderne, da han forsøgte at få Dr. Swann til at blive i rummet.

Turen til Madeleines hjem i Norge trækker visuelt filmen tilbage til Skyfall's smukke landskaber. Der er oven i købet en lydeffekt med et fuglekald over de øde skove, der er løftet fra samme film.
Norges turistråd betalte 47 millioner kroner for Bonds tur ud over Atlanterhavsvejen i endnu en klassisk Aston Martin fra 1987. Vejen blev bygget to år senere, og består af otte broer mellem holme og skær. Men dramatisk leder den historien ud på seriens mest kontroversielle sidespor. Nok genkalder huset ved søen billedet af Mr. Whites hytte i Østrig i SPECTRE. Men sat i Linus Sandrens konstante solnedgangs fotografering - et gennemgående visuelt motiv i filmen – er der mest af alt en stemning af Stieg Larsson’sk Nordic Noir.
”Pigen, der legede med ilden” er dog Barbara Broccoli. Dels har hun godkendt den klæge, romantiske smøre, som Craigs Bond krænger ud til en rørt Madeleine. Og som fik to kvinder til at udvandre fra Grand Bios visning af filmen to dage efter Danmarks-premieren.
Det er også Fru Broccoli, der har godkendt den idé, at Madeleine har født Bond en datter.

Ligesom lille Mathildes legetøjs Slinky fjedrer filmen i mine øjne herfra ned af trapperne, og ud i de Saturday Night Live parodier, som Daniel Craig øjensynligt har fundet så stor glæde ved at lave.
Siden SPECTRE i 2015 har han latterliggjort sit Bond-image i den ene sketch efter den anden på britisk og amerikansk tv. Det virker, som har endnu et vittigt hoved ment, at det da kunne være sjovt at se Bonds reaktion, hvis han efter en hed forførelse blev vækket af et sulten barn. Ligesom en rigtig familiefar.

"Ligesom Mathildes legetøjs Slinky fjedrer filmen ned af trapperne  ...."

For fans af Saltzman og Cubbys 007s film-koncept - hvilket er mig – er dette tiltag utilgiveligt. Som at trække en gud ned på jorden og lade ham skifte ble.
Bond med babyalarm havde været den første idé Michael G. Wilson ville have kasseret i gamle dage, men i en alder af snart 80 år orker han vel ikke flere diskussioner med sin halvsøster Barbara Broccoli. Siden hun fik Daniel Craig med på holdet, har hun ivrigt luftet ud i sin fars mandschauvinstiske cigarverden. I Quantum of Solace var det heltinden Camilles hævn, der endte som den mest interessante historie, mens Judi Dench dominerede Skyfall som M. Men ambitionen om, at gøre kvinderne så naturalistiske og selvstændige har i Craigs æra bevirket, at de klassiske James Bond dyder er afblomstret i en grad, som man end ikke så i Timothy Daltons stærkt undervurderede film.

Alt det fis med at tegne Bond i et mere tidssvarende billede er det, der forhindrer ham i, at blive den spion, man elskede. Bond er ikke moderne eller realistisk – han var en anakronisme, allerede i 1962, hvor det britiske imperium var i forfald. Men med sin sexappeal blev han Storbritanniens alt besejrende hemmelige våben, og manden, der altid fandt vejen ud af alle internationale kriser. Med et vist glimt i øjet. Kvinderne i Bonds univers kunne enten være dånende duller, eller sexede sirener med en farlig og udfordrende modstandskraft. Men sværere var det ikke.
Når Cary Fukunaga udråber Connerys gamle Bond som voldtægsmand på baggrund af nogle glimt-i-øjet forførelser af modstandsdygtige, men legesyge Bond-piger i 1960ernes filmkontekst, tjener det kun et formål. At please en  Me-too forskrækket filmbranche, der ikke formår at skelne mellem eventyr og realiteter.

Indvendinger om, at Flemings Bond skam også fik et barn med en japansk fiskerpige i romanen You only live twice, er denne sag uvedkommende.
I bogen forlod Bond pigen før, han fandt ud af sit faderskab – for Fleming fokuserede ikke på realisme, men på eventyrisk agent spænding. Bonds børnetime vil forhåbentlig nogle år ude i fremtiden blive betragtet som et sørgeligt eksempel på, hvordan feminiseringens zeitgeist endte med at få maskulinitetens personificerede højborg til at bryde sammen. I et misforstået forsøg på at holde Bond-konceptet friskt. Men helt ærligt. Mens Tom Cruise drøner rundt i helikoptere som Ethan Hunt, står Daniel Craig og snitter æbler til sin datter som James Bond. "

"Mens Tom Cruise drøner rundt i helikoptere som Ethan Hunt, snitter Daniel Craig æbler til sin datter som James Bond ..."

Var det så endda gjort med en vis engelsk humor. Men Craig spiller som en hulemand, der for første gang ser et levende væsen.
I sin stræben efter at skildre udviklingen i den forældreløse lille James, der voksede op hos en plejefar med en jaloux og morderisk halvbroder, og blev en kynisk dræber for regeringen, har Craig utvivlsomt udvidet paletten for, hvor mange menneskelige nuancer, Bond kan påsmøres. I en alder af 50 blev han selv far for anden gang for tre år siden, da Rachel Wiez fødte deres datter. De bløde sider har sikkert ligget skuespilleren nær.

Men her er hvad agent 00-? gør. Tager Madeleines familiebil, kører direkte henover broen og ud i et mudret skovterræn. Hvor der holder en hel horde af Range Rover SVR's klar til at sætte efter.
Kan man ikke bare høre bilforhandleren tale om, hvor sikker man kan være bag rattet, og hvor meget Bond man som ansvarlig familiemand/kvinde/henkøn vil føle sig, når man sætter barnesædet ind, og triller afsted på off-road ferie i den Defender?
Biljagten er mere et showreel end en opfindsom og overraskende aktionsekvens. Meget sigende er det også Madeleine, der skyder den motorcyklist, der som en sort Raptor, dukker frem foran Bond, mens han forsvarsløst holder lille Mathilde i sin bløde faderfavn.

”Det afslører, hvor bange filmindustrien er blevet for at være i konflikt med tidens holdninger. Så bange, at en af filmhistoriens mindst politisk korrekte figurer nu også skal presses ned i de uangribelige holdningers kageform. Pyt med at Agent 007 afliver mennesker på stribe og derved kører et godstog tværs igennem enhver international ret. Næh, det vigtige er, at James Bond ikke afslører sin indre stodder, og derved træder på MeToo-tidens landmine …”

Sådan skrev Ekstra Bladet's Randal Fink Iskaksen   i en krads kommentar til filmen, og så er vi da i al fald to, der står til udskamning for vores meninger.

I noget, der minder om en krydsning af Rambo i First Blood, sat i Jurassic Rover Park begynder Double O-daddy med fælder og maskinpistol, at forsvare sine kære. Men også her har traileren taget overraskelsen ud af bil-angrebet – og resten er stjålet fra For Your Eyes Only.
Logan Ash får nemlig samme barske behandling, som Roger Moore gav skurken Locque, da Craig river hans forulykkede vogn ned over ham som hævn for Leiter. Forskellen er, at instrukøren John Glens version fra 1981, hvor Roger Moore sparkede skurkens Mercedes i afgrunden fra en klippe, både var original og uendelig mere autentisk lavet end Cary Fukunagas.

Det skal ikke kritiseres, at der er en mere gammelklassisk Bond-tradition i handlingen, end i Craigs sidste tre 007-forsøg.
Skurken gemmer sig på en ø ved den japanske kyst, der tidligere var en missilsilo fra 2. verdenskrig. Oven i købet omringet af giftige planter i en have, som manuskriptforfatterne har plukket fra Ian Flemings You Only Live Twice. Her produceres den gift til nanobot-teknologien, som kan  udslette udvalgte folkeslag. Bunkeranlægget er derfor ligeså fyldt med plastikdragtklædte laboranter, som Dr. No’s base var i 1962.
Da Safin kidnapper Madeleine og Mathilde fra skoven, må Bond og Nomi sågar indtage øen i "Fuglen", et lille svævefly, der bliver til en ubåd. Alt mens den storpolitiske alarmstemning optrappes, fordi amerikanerne og russerne undrer sig over hvad briterne laver i luftrummet.
Alligevel er det som om, at det ikke er den historie, filmen er interesseret i at formidle.

Men Safin blev gjort forældreløs, da Mr. White - på Blofelds ordre - udslettede hans familie ved at blande gift i deres dessert. Derfor har han nu hævnet sig, dræbt hele organisationen og agter nu at ... tja? Herfra bliver det uklart.

Manuskriptforfatterne Neal Purvis og Robert Wade, assisteret af Fukunaga, Craig og Phoebe Waller-Bridge (hvis navn åbenbart ikke kan siges uden alle falder i svime) har valgt følgende model. Bond sætter sig foran Safin, der truer ham med Mathilde på skødet. Safin erklærer, at han er forelsket i Madeleine, men at Bond og datteren kan gå.  Bond nægter, og ender med at kaste sig på jorden og sige be-be. Ligesom Harrison Fords familiefar/spion i en Tom Clancy filmatisering. Men det her altså James Bond, manden, der plejede, at provokere skurken til at begå fejl med en cool bemærkning, og som altid havde en raffineret slagplan i baghånden.
Den kombinerede kreativitet på et talstærkt forfatterhold er, at lade Craig trække endnu en skjult pistol fra sin fosterstilling, og skyde alle andre end Safin. Skurken  forsvinder ned i gulvet via en faldlem. Hvorpå han bare lader Mathilde gå, fordi hun bider ham i hånden.
Cubby og Harry ville have fyret hele banden på stedet.

Desværre er måden Swann flygter fra sit fængsel ligeså letkøbt. Af frygt for at fremstille Léa Seydaux's figur som en handlingslammet, bange og enlig mor, lader man hende kaste en kop te i øjet på sin fangevogter. Hvorpå hun blander sig i Scoopy doo teamet af rå og selvstændige aktionheltinder. Her har vi også Nomi gående. Så hun får lov, at kicksparke Valdo til jorden med et "Down, Boy".
David Dencik er på dette tidspunkt ved at blive lige irriterende nok.  Alt for dumnaiv til at være forsker. Så Nomi "Hasta la vista , Baby'er" ham i døden med et kickspark ned i et syre-bassin. Dialogen er et uforglemmeligt Arnold Schwarzenegger moment. "Hvad tid er det? - Tid til at dø".  Tænk hvis manuskriptet også havde haft tid til lidt Bond?

"Nomi er den kedeligste battlecat, som Bond-serien har fostret .."

33-årige Lashana Lynch har i Nokia-reklamer slået sig op som en effektiv 00-agent, men faktum er, at filmen i det store hele reducerer hende til en rolle, der er langt mindre end den Halle Berry spillede som superagent i 2002.
Nomi kan trille rundt i den nyeste Aston Martin DBS Superleggera,  og kigge smart henover sine firkantede designersolbriller. Angiveligt som en homage til Grace Jones, som Fukunaga gerne ville have haft med i filmen, da A view to a kill var hans første 007-film oplevelse. (Popsangerinden trak sig, da hun fandt ud af hvor lille rollen var)
Men Nomi er temmelig ineffektiv under redningsmissionen på Cuba, bliver sat på sporet af den korrupte CIA agent Ash af Bond, og ender ydmygt med at give ham kode nummet 007 tilbage. End ikke et sexet bikini-skud får hun. Jeg var ikke fan af Halle Berrys Jinx, men i sammenligning er Nomi den kedeligste battlecat serien har fostret.

Det sidste angreb er det mindst inspirerede stykke 007-aktion i 60 år. Teknisk interessant udført, ja - i et one-take.. Hvilket gør, at vi følger Bond bevæge sig op gennem bunker-nivauerne uden klip, som er vi vidner til et E-game. Det må have krævet en fantastisk timing fra alle. Men i de afskallede ruiner er skriften på væggen desværre tydelig. Team Broccoli har ikke mere at skyde med.

For første gang nogensinde ser 007 resignerende ud, idet han - ligesom Brad Pitt i Seven - henretter manden, der indirekte har forhindret ham i nogensinde igen, at røre sin familie. Jeg indrømmer, at filmen her havde mig i et greb af spændingsmættet forundring.
Med blodet dryppende ildevarslende fra sin hvide t-shirt kunne det ligne endnu et af de ofre, som Craig i rollen som Flemings figur altid har været klar til at bringe. Tilværelsen som hendes majestæts hemmelige tjener er ikke foreneligt med et almindeligt familieliv. Stakkels Jim må nu i al fremtid leve med at være den ensomt, isolerede ulv. Tragisk, ja, og Bond-konceptet strukket til bristepunktet. Men stadig en tålelig udvej – særlig for et moderne publikum, opdraget af Christopher Nolans afsavns lidende superhelt, Batman.
Problemet er, at filmmagerne ikke tager den.  

I sin radiokontakt tager James Bond en afklaret afsked med Madeleine – og det han ved er sin datter.
Agent 007 – manden, der altid har fundet en udvej, symbolet på heroisk overlevelse, bindeleddet mellem mere end fire generationer af trofaste biografgængere og personificeringen af små 70 års britisk kulturhistorie – giver op. Efter seks års ventetid, hvor to af seriens største stjerner, Sir Roger Moore og Sir Sean Connery gik bort, og som en ny begyndelse for biograferne ovenpå en verdenspandemi, er øjeblikket nærmest dystopisk. Surrealistisk sort.
Daniel Craigs blå øjne ser op - hver og en af hans medspillere finder deres mest følelsesladede utryk, alt mens raketterne farer ned mod ham. Symbolsk nok affyret fra det britiske flådeskib HMS Dragon. Men det er jo James Bond, dette her. Det er nu temaet vil brage, og nu hans EMP ur vil lamme de elektroniske nanobotter i hans smart blod. For det er jo James Bond, dette her. Det er  …

Eksplosionen gav et gib i mig. Som når man vågner fra en dårlig drøm. Eller film – som min underbevidsthed på dette tidspunkt skreg, at dette jo trods alt bare var. Men billedet står endnu. Af Daniel Craigs Bond revet væk i en eksplosion. Som end ikke Bond med nogen troværdighed kan overleve.
Der var intet smart klip, der gjorde, at man blot så øen gå op i flammer. Ingen tegn på, at Bond havde kastet sig i dækning under et missilafvisende skjold. Kun en følelse af vantro. Som havde nogen bombet julemandens værksted og skudt alle rensdyrene.

"Som havde nogen bombet julemanden og skudt alle rensdyrene ..."

De sidste scener i MI-6 så man, som i trance. Registrerede Ralph Fiennes’ mindeord, ”Jeg vil ikke forlænge mine dage, bare for at eksistere. Jeg vil leve livet fuldt ud”, som endnu et Fleming citat. Men følelsen af svigt, overgreb og vrede begyndte at rejse sig efterhånden som Scoopy Doo teamet udbragte en sidste skål "For James" mod mandens urørte whisky-glas på Ms kontor.
Jeg fatter stadig ikke, at de gjorde det.
Men der kom ingen klip til de forkullede rester af den ø, og antydningen af et livstegn i ruinerne. Kun en lille vignet, hvor Madeleine bag rattet i Bonds Aston Martin på en bjergvej i Italien satte et forventningsfuldt smil på sin datter Mathildes læber ved at indlede en historie om en mand ved navn Bond – James Bond.

En væsentlig del af myter, er at de handler om overmennesker, der netop ikke omkommer, men overvinder alle udfordringer. Og her er det, at Craigs Bond-film misser målet. For hvordan skal flammen løftes videre, når myten er aflivet?
Bond er en tradition, der er blevet givet videre igennem generationer. Og det begyndte med bøgerne i 1950erne, der udviklede sig til at blive forholdsvis loyale filmatiseringer i 1960erne, som så igen generede ud i forskellige genrer af aktion-film, computerspil, hørespil, brætspil, tegneserier, romangendigtninger etc. Men filmserien var flagskibet, kendetegnet af et fast hold af roller, der holdt pladsen i den royale garde, indtil de blev naturligt erstattet. Alle film havde en genkendelig, kulørt stil med en uovervindelig britisk superagent som fællesnævner. Men i de sidste femten år har Daniel Craigs film ændret spillereglerne. Ikke bare ved at trække meget af det fantastiske ud af Bond-figuren, Men ved at forsøge at fortælle en fortløbende fortælling.

Det kunne have været en mægtig idé, hvis ellers historierne på forhånd var blevet konstrueret til det. Problemet er, at det aldrig var meningen.
Selv hvis nogen klippede Craigs fem 007-film sammen – med speakede forklaringer som bindeled – vil de fremstå usammenhængende.
Bond-filmene laves med flere års interval, og fremstår derfor bedst som selvstændige episoder. No Time To Die insisterer på at runde en fortælling af, og risikerer derfor at få en underlig isoleret status som seriens sære, sorte svane – den, hvor de dræbte Bond.

At det er sidste indtrykket af Daniel Craigs tid i rollen er i mine øjne noget så trist. Han havde potentialet til at efterlade en langt mere cool og badass Bond, end det politisk korrekte blødmands ideal, der ofrede sig selv på lærredet - og som vinkede farvel i pink smoking foran Londons Royal Albert Hall.

Derfor vil jeg også dele Craigs Bond æra op i to, og anskue Casino Royale og (brøk)dele af Quantum of Solace som hans to eneste ægte Bond-baskere. Skyfall, Spectre og No Time To Die falder ind under en trilogi af eksperimenter, der i princippet er ligeså alternative  som Charlie K. Feldmans forkætrede Casino Royale fra 1967.

Hvor Feldman gjorde det med psykadeliske virkemidler og skæv komedie, gør Craig med det psykologiske virkemider og tung tragedie.
Begge fortæller historien om en aldrende Bond, der trækkes ud af sin pensionisttilværelse,  ser sit hjem blive bombet og sin chef blive dræbt. Begge kører veteranbil og assisteres af en ung Miss Moneypenny og en homoseksuel Q. Begge har en hemmelig datter og en afdød elsker, der var Bonds livs kærlighed. Begge trues af en superskurk med familiær tilknytning og et farligt, bakteriologisk våben.
Begge allierer sig med en kvindelig 007 og ender med at blive eksploderet til døde. Begge film har store skuespillernavne på kreditlisten, en kaotisk tilblivelseshistorie og en alt for lang spilletid  - og begge film endte med at vække stærke følelser hos publikum.

Ligesom plakaterne er gået fra at være detaljerede, farverige tegneserie gengivelser af filmenes højdepunkter, til kedelige, genetiske gengivelser af en surt skulende Daniel Craig, er manuskripterne blevet noget, der udarbejdes under stramme hensyn til tidernes stemning. Og i 2021 handler det om at udrense enhver form for patriarkalsk chauvinisme, og skildre kvindekønnet som sejrende gladiatorer.
Fint med mig. Jeg begriber bare ikke, hvad James Bond har med den mission at gøre?

Ian Fleming skabte sin figur som en fantasi. En, som folk kunne flygte til, og finde nyt håb i efter 2. verdenskrigs gru. Sådan blev han også skildret på lærredet med divergerende grader af kynisme, chauvinisme og humor. Ofte kritiseret på parnasset, altid støttet af folket.

Men længe før raketterne rev CGI-Craig væk har karakteren lignet en udbombet udgave af sit stolte, gamle jeg. Nærmest et symbol på virkelighedens Storbritanien ano 2021, uden en exit-plan og udfordret af, at få nyt brændstof frem til aktion-tanken ...
Derfor er billedet af Storbritanniens engang så potente supervåben, afvæbnet og med bløddyr i bæreselen, der ofrer sig for den højere kvindesag også et nedslag, der rammer tiden lige på kornet. Spørgsmålet er bare hvordan man som 007-fan skal reagere? Og hvad serien fremadrettet skal gøre? Når helten over alle helte bare giver op og lader sig udslette, er serien så overhovedet værd at fortsætte? Er verden værd at redde? Hvorfra skal håbet og optimismen strømme?