Siden 1957 har James Bond været en del af
den danske populærkultur, men figuren blev kronologisk ukorrekt introduceret i Danmark i sit fjerde, såkaldte Jan Fleming roman-eventyr, og der gik næsten ti år før 007-feberen blev til guld ved de danske billetluger.
”Vidunderlig – den må være mange penge
værd”.
Sådan lød de - James Bonds første
oversatte ord på dansk.
007 talte om en fint slebet diamant, som han studerede
på M’s kontor i kapitel 2 i Diamanter varer evigt.
De, der læste Grethe Juel Jørgensens oversættelse i 1957 havde Ian Flemings fjerde roman mellem hænderne. Det var den, der blev sendt ud som den første Agent 007-roman i
Danmark. Ikke forfatterens første bog, Casino Royale fra 1953.
- Markedsført uden Bond
Heller ikke i 1958 blev danske læsere klogere
på Bonds udseende.
Agenten sås kun bagfra i en mindre gengivelse på forsiden af
romanen, Blodig vej til Jamaica.
Sådan lød oversættelsen af
originaltitlen Live And Let Die. Det var første, men ikke sidste gang, at de danske Bond-titler blev lavet helt om. Romanen var Ian Flemings anden 007-udgivelse, og var oprindeligt fra 1954.
- Bond får et ansigt
Det første ansigt James Bond fik i
Danmark opfandt tegneren William Petersen, der i 1960erne blev valgt som forside-illustrator til Kim bøgerne. Bond blev på den danske første-udgave af Casino
Royale, der udkom i 1959, gengivet som en mørkhåret, smokingklædt mand.
Bonds ansigt sås kun fra
siden. Arret, som Fleming beskrev, løb ned ad Bonds højre kind, og fik ham til at minde om en pirat, kunne man derfor ikke se. Til gengæld havde han øjensynligt en stor bule i panden ...
- Cary Bond
Et tydeligere portræt af James Bond lavede
William Petersen i 1960, hvor Grafisk Forlag udsendte Agent 007. Sådan
oversatte forlaget Flemings tredje roman, Moonraker.
I 1959 blev Alfred Hitchcocks
spion-klassisker Menneskejagt sendt ud i biograferne. Filmens hovedrolleindehaver, Cary
Grants ansigtstræk har tydeligvis været til en vis inspiration for tegnerens
gengivelse af Jan Flemings helt på coveret.
- Goldfinger uden guld
Mere neutral var William Petersen, da han
i 1961 gengav Bond bagfra overfor en mørkhåret kvinde på coveret til Døden må
vente.
Hvis det da var Bond?
- To glemte titler
Der var igen et Cary Grant’sk træk over
den mand, der med en seksløber i hånden optrådte på forsiden af Grafisk Forlags
udgave af Jan Flemings Domino. På dansk hed forfatterens Thunderball roman sådan efter
heltinden, Domino Vitali og den domino-effekt, det fik, at Bond tilfældigvis løb ind i en
SPECTRE-agent på en helseklinik og kom til at udløse en række begivenheder
omkrig kapringen af et militærfly med to atom-bomber ombord. Bagside-teksten vidnede da også om, at der nu var noget på spil: "Bond kæmper for hele menneskeheden. Han kæmper for os ..."
- Bond bølgen rejser sig
Hvis man vil kan man godt se en svag
lighed med Sean Connery i den mørhårede mand, der affyrede sin revolver på
coveret af Grafisk Forlags genudgivelse af Diamanter varer evigt.
Illustratorens navn var ukrediteret, men bogen blev sendt ud i 1963, som en del
af forlagets såkaldte G-bogsserie af knaldromaner, der også omfattede den
svenske krimi-forfatter Maria Langs udgivelser.
Endnu engang var James Bonds navn og kodenummer bare udeladt på forsiden. Og i danske bogklubber hed forfatteren stadig Jan Fleming.
Forfatteren fastholdt sit danske navn på den filmplakat, som blev hængt op den 5. april 1963 i Nørreport Bio på
Nørrevold i København.
På plakaten til Jan Fleming's Agent 007 - Mission: Drab, som Dr. No kom til at hedde på dansk, sås Sean Connerys
ansigt på en gul bund. Men de fire Bond-piger var af censur-hensyn droslet noget ned i baggrunden.
Modsat de engelske plakater var der hverken
pistoler, cigaretter og kun meget diskrete halvnøgne piger på den originale danske poster til den første James Bond film.
I programmet reklamerede Grafisk Forlag
også for Jan Fleming bogen, som filmen var baseret på. For at adskille sig fra den danske film-titel hed den
Operation Mord, men forsiden – igen tegnet af William Petersen – var baseret på samme Sean Connery motiv som plakatens.
Bogen udkom i 1963 og gengav også et filmbillede
af Connery i barsk aktion på forsiden, plus et af filmens heltinde, spillet af Ursula Andress, på
bagsiden.
Foromtalen til Agent 007 jages var også noget
mere udbredt i Danmark.
BILLED-BLADET bragte en reportage om de to
sigøjnerpiger, Aliza Gur og Martine Beswicks slagsmål, mens Hjemmet trykte en
artikel, hvor filmen blev præsenteret som "sadisme, voldshandlinger og sex" - lige et emne for hele Danmarks hyggelige familieblad.
Med
eneret for DK Multitone udkom der også en single af titelmelodien. Men ikke med
Matt Munro, der ellers sang From Russia with love i filmen. Danskerne fik i stedet Craig Douglas’
version at høre. Han var blevet populær på grund af sangen Only Sixteen.
Den første danske "bord-girl" arbejdede i 1959 på tegnestuen C.I Design I Boston. Her nytænkte hun det traditionelt tunge kontormøbel til et mere enkelt og fritsående skrivebord, beregnet på at understøtte kreative menneskers frihed.
Bodil Kjær blev rost i både The New York Times og The Sunday Times. Og var altså også en pige, lige efter den mystiske mand med kattens smag.
- Bond og The Beatles lander
Agent 007 jages spillede i Nørreport bio fra 20. december 1963 til den 2. februar 1964, Hvorpå den blev sendt
videre til provins-biograferne.
Samtidig kunne læsere af Vi Unge følge med i filmens
handling, der blev bragt som føljeton over flere numre.
Istedet for at blive skudt af Tatiana Romanova er det dog Bond, der formår at dræbe Rosa Klebb til slut, da han drejer kniven i hendes sko ind i hendes ankel. Et eksempel på roman-føljtetonen kan læses på Bondorama. dk.
Forsiden af februar nummeret måtte Bond dog overlade til The Beatles, der samme år kom til København for at give koncert i K.B. hallen.
Da From Russia With Love – med den danske
bogtitel Agent 007 jages - udkom på Grafisk Forlag i 1964 var det stadig som Jan Flemings agent 007. Men Bonds udseende var nu helt og aldeles overtaget af Sean Connery, som William Petersen ikke blot havde tegnet på forsiden. Også på bagsiden kunne den skotske skuespiller ses i en erotisk scene fra filmen sammen med Daniela Bianchi.
For første gang blev der gjort stads ud af biografoplevelsen. United Artists sendte ekstra marketingspenge med, og derfor kunne københavnske biografdirektører gå til en galla-visning af filmen i Falconer Bio. Her var der sørget for en ægte Aston Martin, samt en dansk James Bond, omringet af starletter.
"James Bond er den civilierede Tarzan"
- Biografbladet, 1964
Den danske 007
hed Uggi Nyborg og var kontormand. Blandt pigerne, der flankerede ham var Yvonne Ekman
Mortensen, den regerende Miss Danmark 1964. Unge, diminutive damer i endnu mere diminutiv
påklædning tog i mod i foyeren med guldbarrere, leveret ”ikke af nationalbanken
men af Toms fabrikker”, skrev Biograf-bladet, der betegnede James Bond som "en civiliseret Tarzan".
Agent 007 contra Goldfinger åbnede for alle over 12 år med et tilgængeligt filmprogram på 16 sider i guldstaffage, og med en plakat, hvor Shirley Eaton lå afbilledet i sin guldmaling under samme motiv af Sean Connery med den langløbede pistol, som blev brugt på plakaten til Agent 007 jages i 1963.
Berlingske Tidende beskrev Agent 007 contra Goldfinger som en topmoderne film, hvor der er ”Alt for tilskueren”.
”Den rene gourmetfilm. Alt har det
udtrykkelige formål, at stimulere selv den mest blaserte tilskuers smagsløg. Her
er i overflod af letpåklædte piger, smarte tekniske voldsmekanismer, eksotiske
og luksuriøse miljøer og voldsomme slagsmål. Men hele dette udbud af knaldfilmseffekter
leveres med en afvæbnende selvironi, en overlegen distance til stoffet, der på
denne måde renses for enhver lummerhed", skrev avisen.
Den store danske forfatter Klaus Rifbjerg gik også til tasterne. "Hans indsats er egentlig på sinkestadiet", skrev han om Bonds agent-arbejde i en analyse af Agent 007 contra Goldfinger i Politiken. "Man skal lægge mærke til det forunderlige faktum at Bond aldrig udretter noget", påpegede forfatteren, der også undlod at fortolke i dybden, hvad Pussy Galores navn betød. Men artiklens billed-tekst antydede, at det var noget Bond indtog på sengekanten.
I bladet Kirkens Verden advarede pastor
Bent Honoré dog mod 007. "Bond-filmene er udtryk for uindrømmet glæde ved
brutalitet og uansvarlig seksuel udfoldelde. Kirkens budskab til Bond-fans må
være et kald til omvendelse fra denne drømmehelts væsen og gerninger".
Det forhindrede ikke menigheden i provinsen
i at bruge påske helligdagene 1965 på at storme Kinopalææet i Haderslev, hvor
Jyske Vestkysten kaldte det en kærkommen adspredelse for det fortrinsvis helt
unge, filmglade publikum … "atter at blive stillet ansigt til ansigt med James
Bond, der har stillet selv en så hårdslående herre som Eddy "Lemmy" Constantine
helt i skyggen".
”007-filmene er simpelthen ypperlige som
underholdning betragtet”, mente også Fyns Tidende.
I københavnsområdet raslede folk også
til i biler, på cykel, i busser og i sporvogne i antal, der fik
billetkøerne til at strække sig flere blokke ned af gaden. Og det var ikke kun
"den læderjakkebeslægtede kategori af biografmenigheden", som Aktuelt med nogen
distance kaldte Bonds publikum, der så med i 1964. Ellers ville Nørreport
biografens beillingshaver, Foreningen Norden ikke efter kun tre måneder
have modtaget et afkast på 135.000 kroner.
”Et ret tilfredstillende beløb i betragtning af, at hele Nordens samlede udbytte året før havde været på 175.000 kroner”, skrev Berlingske Tidende, den 19. marts 1965.
- Bond-mania
Forlaget Skrifola var mere vovede. I 1965
lod de Sean Connerys ansigt hænge i en medaljon over en svulmende kavalergang
på forsiden af den danske bog-forside af Jeg elskede James Bond.
En historie, der blev solgt som "en nat med vold og sadisme i selskab med Agent 007".
For første gang var forfatterens
navn gengivet som Ian Fleming. Men lommeromanen havde stadig en anden titel end
den oprindelige: The spy who loved me.
Til gengæld fastholdt Flemings Live and
let die titlen, Blodig vej til Jamaica, da den genudkom i samme serie af Skrifola lommeromaner i 1965.
Men forsiden var ændret fra Grafisk Forlags førsteudgivelse i 1958 til et mere dristigt, og ukrediteret billede af
en mand (Bond?) og en kvinde (Solitarie) i en hed omfavnelse på en seng.
”En af
de mest velkomponerede, tempoprægede og spændende af Fleming-romanerne om James
Bond”, skrev Fyns Stittidende i en anmeldelse.
Om Spillet er ude, James Bond noterede
Aalborg Stiftidende: "Den er mesterlig i sin konstruktion og i sit
handlingsforløb. Og den er skrevet så elegant og koncentreret, at man kun
nødtvunget afbryder læsningen".
Om efterfølgeren, Du lever kun to gange,
skrev Aarhus Stifttidende mere præsenterende: "Agent 007 er en eventyrlig
mesterspion, der løser enhver opgave ved hjælp af fantasifuldt vovemod og sin
revolver".
Det samme slog BILLED-BLADET fast i
begyndelsen af 1965, men under rubrikken: "Denne mand er ufarlig".
Historien fokuserede på Sean Connery -”hvis fornavn udtales Sjorn”, som skribenten Kieth Keller oplyste. Han var helten, som alle kunne være glade for. ”De barske film er så barokke i deres
overdrivelser, at så godt som alle må overgive sig. Selv psykologerne og de
professionelle kritikere af aktuelle fænomener går ind for agent 007 - James Bond
og kalder ham gavnlig i en syg tid”, hed det i Billed-Bladet
”Sean Connery er blevet dagens mand på
mode, og i hans lys smeltes hårdkogte problem-blondiner om til bløde,
gammeldags kvinder”, lød det bifaldende i ugebladet.
I løbet af året 1965 fik den danske
interesse for Bond yderlige næring, da forlaget Interpresse i samarbejde med
Normic Press i Norge og Serie Service (Semic) i Sverige udgav det første nummer
i den danske tegneserie, James Bond - Agent 007.
Bladet udkom hver
anden måned i Danmark og bestod af avisstriber fra det engelske dagblad The Daily Express,
hvor James Bond havde optrådt som tegneseriehelt siden 1957.
Debutbladet var passende nok en
gengivelse af Flemings første roman, Casino Royale, der i tegneserien fik titlen, Højt spil i
Monte Carlo.
Bladet blev snart
kendt for at rumme alskens flotte 007-filmbilleder. Det kunne ses i udgivelse nummer 2, der
både havde billeder fra Agent 007 jages og Agent 007 contra Goldfinger, mellem
tegneserieudgaven af Ian Flemings Goldfinger.
Tegneren John McClusky introducerede i bladet
danskerne for endnu en version af 007.
I Købehavn kunne natteravne også gå på James Bond bar. I februar 1965 åbnede danserestauranten Adlon i Nørregade en 007-bar med en voksfigur af Bond bag baren - og et drinkskort med genstande fra 001 til 007.
Havde man stadig ikke fået nok af Sean Connery kunne publikum gå til Agent i underverdenen.
Den havde ganske vist intet med spioner eller Bond at gøre, og var lavet i 1961, før Connery fik rollen som 007. Men ifølge en annonce i Biografbladet blev den en "kasse-sukcés", da den kom ud den 3. maj 1965.
Men derpå blev der stilhed før den storm, som det uundgåeligt tegnede til at blive, når Agent 007 i ilden kom til landet. Filmen, der kloden rundt blev betraget som jule-og nytårets helt store verdensevent.
Grafisk forlag havde sørget for at
genudsende bogen i Danmark, men nu med titlen Agent 007 i ilden i stedet for Domino og
med Sean Connerys ansigt på forsiden i William Petersens streg. Også kolofonen var ændret.
Nu stod Kevin
McClory og Jack Whittinghams navne tilføjet, som bidragsydere til historien. En
detalje, der havde kostet Ian Fleming dyrt ikke at kreditere i sin første
version, og som gjorde, at der nu var tre producere bag ”Den største Bond-film
af dem alle”. Harry Saltzman og Albert. R. Brocccoli havde fået følgeskab af ireren Kevin McClory.
- Bond, her, der og alle vegne
- Kulmination, kitsh og komedie
Agent 007 - Du lever kun to gange spillede i Kinopalæet fra 11. september til 29. oktober, og kunne samtidig ses i Nørreport, hvor den først blev taget af programmet den 16. november 1967.
Til premieren i Regina Teatret i Aarhus husker en gæst - ifølge Biografmuseet.dk - at han i en alder af 14 år fik lov at komme ind, selvom filmen var forbudt for børn under 16 år.
Biografbladet kunne efter tre uger berette, at Agent 007 - Du Lever kun to gange havde sat rekorder over hele landet i indtjening.
Den var efter tre uger næsten dobbelt så indbringende, som Agent 007 i ilden havde været i samme interval.
Bogen indeholdt et af de få interview, som Sean Connery gav om Bond. Det var det sidenhen så berømte interview, som Playboy Magazine lavede med ham under optagelserne til Agent 007 ilden i 1965, hvor Connery for første gang talte om at slå kvinder.
Først adresserede han dog udfordringen ved at spille Bond, uden at kende noget til hans familiære rødder. Det stod ikke beskrevet i de romaner, som Connery havde haft at arbejde med. Med Ian Flemings billigelse skabte han sin 007, som en komplet sensualist.
Af interviewet fremgik det, at Connery havde kontrakt på to Bond-film, udover Agent 007 i ilden, men i 1967 var han blevet løst fra den del af aftalen.
Oprindeligt havde Broccoli og Saltzman hyret ham til seks film alt i alt, men kontrakten sagde ikke, at det nødvendigvis skulle være Bond-film. Efter Agent 007 contra Goldfinger i 1964 var det meningen at Eon Productions ville have filmatiseret Berkely Mathers thriler, The pass beyond Kashmir med Connery i hovedrollen.
Det ville muligvis have tilfredsstillet det sultne kunstneriske talent i skuespilleren, der både havde optrådt i det sort/hvide fangelejr drama, Højen, og som i 1967 også kunne ses i komedien, Altid i Stødet. En film, som kunst-biografen Camera satte på programmet i september 1967 og som både Information, B.T. og Ekstra Bladet roste til skyerne. Sidtnævnte med orderne "James Bond er god som digter ..."
Ifølge Aktuelt havde han købt filmen ubeset. Holm indrømmede overfor avisen, "aldrig at have set en Bond-film før denne", hvilket siger en del om hvordan man handlede film. Bonds navn var åbenbart nok til, at man bare bød ind og købte varen medio 1960erne.
007 - Casino Royale begyndte med en censur på 12, der hurtigt blev sænket til 7 år, og spillede indtil den 4. februar 1968, hvorpå den blev sendt ud til provinsbiograferne.
Caspermax ©