BOND-BLOGGEN.DK

Mindeord for Roger Moore 1927-2017

LICENS TIL AT MORE
- FOREVER MOORE


Roger Moore var min Bond.
Manden med den gyldne charme  var måske ikke den bedste, eller den "rigtige" James Bond, men han var den sjoveste og mest sofistikerede. Spionen man elskede som barn, og en 007 med licens til at more – Roger Moore.
Forever Moore

"Hello, It’s Roger Moore …"

Stemmen var i røret.
Sofistikeret og sprød.
Den berømte britiske accent.
Det er sjældent internationale verdensstjerner ringer mig op.
Mange mindre berømtheder gør i øvrigt heller ikke ...
Men Sir Roger havde fået min besked fra en receptionist på Hotel D’angleterre. En anmodning om et billede, og et par ord til mit blad i anledning af hans hemmelige besøg i København, please.
Så nu ringede manden ved gud tilbage. Ikke fordi han behøvede PR. Men fordi det nu engang er god stil.
Om jeg stod ret under samtalen?
Jamen, kunne man have ønske sig mere - af Moore …?
Man skal være varsom med at møde sine helte – det mytiske forgår, siger man.
Men i Roger Moores tilfælde passer det ikke.  Han forbliver min helt.
Forever Moore.

Foto: Fransk PR-lobby card.

Onkel Roger i børnehøjde

Roger Moore kendte ikke mig fra de titusinder af reportere og fans, han mødte gennem sit lange liv.

Selvom B.T. ellers næsten fik det til at lyde sådan i en baggrundsartikel

Men jeg har kendt ham fra barnsben.
Vi blev født i samme måned.  Men ikke i samme år.
Mens jeg blæste mine to første fødselsdagslys ud i en lagkage med glasur i oktober 1972, blæste Moore – 45 år gammel - sin første 007 speedbåd gennem en sump i Louisiana.
Men jeg kom hurtigt til at kende onkel Roger fra det billede, der optrådte i børnehøjde på emballagen af de hvide Lotus-legetøjs biler, gule citröener og plastisk rumpistoler i BR.  Altid afbilledet med luftpistolen korslagt over brystet.
Den hvide Lotus Esprit og legeonkel Roger fra BR.

Populær i husalteret

Fra midten af 1970erne kom Moore såmænd også ind i min stue.
Først som Tony Curtis morsomme makker i genudsendelserne af ”De uheldige helte”. Detektiv-serien, der med sin killer-kendingsmelodi (af John Barry, selvfølgelig) og sin split-sceen intro konkurrerede med "Huset på Christianshavn" om at være den mest populære serie i husalteret. Derpå i 1980erne med løftet øjenbryn under en Helgen-glorie i en noget yngre, og andre-rumpe friseret version i genudsendelserne af Simon” The Saint” Templars eventyr på svensk tv-2.
Hvis antennen da ellers kunne fange signalet.

Herunder: Roger Moore som lederen af krimipatruljen

Sand spymaster

Men jeg husker også Roger Moore som lederen af ”Krimipatruljen”. En drengebogs-serie af en vis David Fleming, der handlede om britiske skolebørns opklaring af diverse forbrydelser. I hver bog dukkede Roger Moore op med ros og vejledning til patruljen.
Mere end Ian Flemings antikvariske Bond-bøger solgte det illusionen til mig om hvem der var Storbritanniens sande spymaster.

Herunder: Roger viser hvordan man spionerer i Moonraker. Foto: Screenshot.

Ridderen af den røde løber


"My name is Bond – James Bond" – der er folk, der kun kan høre det sagt med skotsk accent.
Men fra Roger Moore vendte sig foran pejsen, og sagde sådan i et hyldestprogram i anledning af 007-seriens 21 års fødselsdag i 1983, har hans britiske diktion været ligeså gangbar for mig, som hans stil har været misundelsesværdig ulastelig.
Mens Sean Connery med skæg og skaldepande ældedes, som en vejrbidt skotsk sømand, lignede Lord Roger altid ridderen af den røde løber, når han i billedugeblade optrådte ved alverdens glamourøse smokingfester.
I Hollywood, på den Sydfranske Cote D’azur, til hofbal i Europas kongefamilier: Var der marmor og mink, modeller og Monte Cristo cigarer var Moore midtpunkt.
Typen man forventer at støde ind i under et forårsudsalg i Illum i København var han i al fald ikke.
Ikke desto mindre var det netop hvad jeg havde gjort en times tid før den omtalte opringning.
Sammen med sin svenske hustru Kristina ”Kikki” Tholstrup stod min helt lyslevende foran mig – og hvad gør man så?
Det samme som Moore i "Moonraker", selvfølgelig.
Søger i skjul bag en stor krystalglasskål for med øjnene på stilke at følge ham ned af rulletrappen, ud på Strøget – og på diskret afstand videre op til hotellet på Kongens Nytorv.

Foto: Sir Roger og Lady Christina - Screenshot fra You Tube.

Moore VAR  sit image

I lobbyen havde hotelportieren naturligvis hverken hørt eller set noget-som-helst.
Han modtog også kun tøvende mit kort i det tilfælde, at hotellets gæst skulle henvende sig for at høre om der var nogen beskeder. Med den femstjernede flair for hotel-kutyme man jo vidste Sir Roger besad. Og bingo - en time senere var gentlemanden over alle gentlemen altså på linjen …
I mange minder om Moore er dette dog mit største.
Fordi det fortæller så meget om hvor tilbagelænet, og ukrukket superstjernen tacklede sin berømmelse. Og hvor meget han også privat VAR sit image.

Fra udsendelsen "25 år med James Bond" i 1987, hvor Moore spillede sig selv, som mystisk superspion. Foto: Screenshot.

"Jeg arbejder med 007 nu ..."

En anekdote fra den britiske skribent Marc Heynes slår det yderligere fast.
I The Independent har han beskrevet hvordan han som dreng bad Moore om en autograf i en lufthavn. Og at han ikke var tilfreds da skuespilleren skrev ”Roger Moore” på et stykke papir.
Den unge fan ville have haft James Bonds navn – i al fald indtil skuespilleren hviskede knægten i øret, at "Roger Moore" var hans dæknavn, og at det var vigtigt, at det ikke blev afsløret, eftersom Blofelds agenter jo kunne være overalt i lufthavnen. Med det stavrede den lille fan glædestrålende tilbage, og meddelte sin familie, at autografen skam var helt ok. "Og så arbejder jeg i øvrigt med 007 nu” …
Bedre ambassadør for Bonds image kunne serien ikke have fået.

Herunder: Også som The Saint var Roger Moore en elegantier. Foto: Privat@

Rogers renlivede eventyr

Fra Roger Moore fik sin licens til at more i "Live and let die" til han bogstaveligt talt smed håndklædet i ringen - eller rettere i hovedet på det robotkamera, der afbrød hans sidste erotiske eskapade med en sukkende Bond-girl i "A view to a kill", stod han i spidsen for syv af mine største filmoplevelser. Og fra 1973-85, havde de en ting til fælles. 
De var renlivede eventyr.

"Savner stadig Moores Havana cigar-charme i serien ..."

Modsat senere Bond-film genkaldte de aldrig den rå realisme, som virkelighedens MI-6 agenter formentlig måtte tackle i 1970erne-og 1980erne. Næh, en Moore Bond-film var et rumskib-eller isbjergsformet transportmiddel, som tog én med til et fantasi univers, uden IRA bomber eller ETA terrorisme.
En verden, hvor ekstremister fra Bader Meinhof til Roté Arme Fraktion ikke eksisterede, og hvor selv den kolde krigs atomtrussel blev holdt ud i en strakt blazer-arm med blanke guldknapper.
Når Moores Bond sænkede et bekymret bryn, var det fordi excentriske galninge havde planer om at oversvømme, eller giftgasse kloden. Og det er noget af denne Havana cigar-charme og eventyrdistance man er gået forgæves efter i 007-serien, siden Sir Roger trak sig ud.

Herunder: Sir Roger Moore fortæller anekdoter på Ida Davidsens Restaurant i København i 2004, hvor han fik et stykke et smørrebrød med æg, rejer og kaviar opkaldt efter sig. Foto: Martin Høien/privat@

Den raffinerede Bond

Behovet for virkelighedsflugt er ellers uændret.
Det triste budskab om, at Sir Roger var steget til den 007’ende himmel, og havde fået gjort sin Helgen-glorie permanent blev således meldt ud, tirsdag den 23. maj 2017 - blot et døgn efter et blodigt IS terrorangreb havde ramt Manchester.
En by, Roger Moore havde underholdt med et muntert sidste talkshow, blot et halvt år tidligere.
Herunder: Roger Moore som han præsenterede sig i sin første Bond-film  Foto: @MGM/ Danjaq

For flødebollet?

Ikke desto mindre er der Bond-fanatikere, der afskyr Moores Agent 007.
Som Bond bliver han altid angrebet for at være for flødebollet, for stiv, for pjattet, for gammel - forkert.
Hvor er Connerys brutalt, sadistiske macho-seksualitet?
Hvor er Ian Flemings martrede agent i Moores Bond portræt?
Selv George Lazenbys fysiske kunnen er savnet.
Jeg er såmænd indimellem selv én af dem, der bitcher.
Moore indrømmede ikke at bryde sig om våben.

Smartere end modstanderne

Som erklæret pacifist var Roger Moore imod vold.
I filmene blinker hans Bond derfor ofte, når skydevåben skal affyres, og nej - Moores håndkantslag kan ikke slå en bule i en blød hat.
Selvom Moore udtalte, at han skam selv udførte sine stunts, tilføjede han som regel, at han også altid lavede sine egne løgnehistorier …
Og alligevel formåede han at fange min fantasi. Fordi hans Bond altid var smartere end sine modstandere.
Lev og Lad dø pr-card fra Spanien

Improviserede sig frem

Hvor dumskaller som Stallone, Schwarzenegger og Seagal altid kun brugte deres biceps, bruger Roger Moore hjernen, improvisationsevnen, og et vist humoristisk overraskelsesmoment.
Stillet overfor en uovervindelig karatekonge er Moores Bond kvik – og usportslig – nok til at benytte bukkeritualet til at sparke ham ned. Er jerntænderne fra kæmpen JAWS ved at lukke sig om hans strube gør Moore brug af en blottet lampefatning til at trække strøm gennem hans gebis, og trængt op af en giftslange på sit badeværelsesgulv er Moores Bond manden, der steger den ihjel ved lynsnart at antænde sin barbersprit med gløden fra sin cigar.
Moore måtte improvisere sig til en karatesejr. Foto: Screengrab The man with the golden gun@MGM

Cool under pres

"I must warn you – I am Roger Moore ...”
Advarslen til den rå rocker, der i landevejskomedien “Ud og køre med de skøre” fra 1980 udfordrer ham til en fysisk duel er karakteristisk for Moores selvopfattelse. Det er i den film han tager mest pis på sit image - ved at spille en mand som tror han er - Roger Moore, og som pandes i gulvet med et enkelt slag.
Sådan som det sandsynligvis nok ville have gået Sir Roger i en hvilken-som-helst ægte street-fight.
Men folk der slår hinanden til rødgrød på film er der i det lange løb ingen raffinement i.
Og Roger var altid en raffineret Bond.
Ud og køre med de skøre - Roger sad bag rattet i en ægte Bond-bil. Original pr-poster.

Cool klovn

Ok. Vel kunne det blive lidt for meget af det gode, når Moores Bond også kunne overvinde en vild tiger blot ved at sige: S-I-T. På den anden side: Det var kun ham, der ville have forsøgt.
Få er de filmstjerner, der konstant kan se cool ud under pres.
Bogart og Cary Grant kunne, Sean Connery kunne - naturligvis.
Men Moore er i særklasse. Aldrig  sidder et hår forkert, altid er pressefolden ligeså skarp som replikken. Og kun Roger Moores Bond mister ikke værdigheden, selvom han for at stoppe en atombombe skal infiltrere en cirkusforestilling – forklædt som klovn.
Det er også en kunst.

Herunder: Klovnen i aktion i Octopussy. Foto: Udsnit af PR-lobby card. @MGM Entertainment og Eon Productions LLT

Moore lignede en helt

Med sit glatte pretty boy look har den tidligere engelske sweater-model og karikaturtegner sjældent været brugt i seriøse, humane roller. Selvom Roger Moore skam blev uddannet fra The Royal Academy of Dramatic Art.
For når det skete – som i ”Manden der jagtede sig selv” i 1970, og ”Jaget af mafiaen” i 1984 blev det sjældent en publikumssucces – og det er ikke så svært at forstå hvorfor.
Roger Moore lignede jo en helt.
I satireprogrammet ”Spitting images” brugte britisk tv en lident flatterende dukke til at latterliggøre Moores talent i 1980erne. Moore-dukken jokede, at den som skuespiller kun havde to udtryk. Øjenbryn op, og øjenbryn ned.
Med karakteristisk selvironi havde Moore også her overskud nok til at kommentere, at han skam også havde en skeløjet grimasse, som han tog i brug, hvis skurken Jaws klemte på hans nyresten.
Men det passer bare ikke.
Moores blå øjne kunne nemlig også fyldes med en pludselig ængstelighed, der prompte fik alt pjat til at stoppe. Og når det skete frygtede jeg altid for om jorden måske alligevel ville gå under i det giftangreb fra rummet.
For hvis ikke min Rog’ kunne se en udvej, hvem kunne så …?

Ser Moore bekymret ud? Foto: PR-lobby card fra Manden med den gyldne pistol.

Krævede ironisk distance

Nuvel. Som jeg blev ældre voksede Roger og jeg en smule fra hinanden. Eller rettere. Det blev tydeligt, at Moores Bond-univers krævede ironisk distance.
Sat ind mellem komiske sydstatssheriffer, undervandsbiler, landgående gondoler, og fulgt af vantro stirrende drukkenbolte, duer, og kameler er Moore den hvide klovn i cirkus 007 - akkompagneret af parodiske musikeffekter, og umulige science fiktive plots. Det er som Roger sagde, "umuligt, at tage filmene seriøse som spionhistorier".
Derfor gav han den lige et ekstra glimt i øjet.
Men man skal huske, at Rogers Bond ikke fik licens til at myrde i blodbade med tomme psykotiske blik. Som en Bronson og Eastwood i 1970erne - og Dalton, Daniel Craig og mange andre tomskallede aktion-helte til stadighed gør.
Men han kunne da godt.
En lident flatterende Moore dukke i Spitting Images. Screengrab fra You Tube

Roger kunne godt være rå

Manuskriptforfatteren Tom Mankiewicz sagde gerne, at Moores gentleman ikke, som sejere Sean Connery, kunne slippe af sted med at kysse en kvindelig spion - og samtidig  dolke hende i maven.
En egenskab sande Bond-purister ser som en heroisk gerning ...
Men se om Moore ikke netop gør det i ”Søulvene kommer” fra 1980 – oven i købet uden at få blod på sin smoking.
Ligesom Moore i ”De vilde gæs” fra 1978 gør iskold proces med to narkodealere, der har fået ham til at sælge giftig kokain til en mindreårig. Selv i rollen som en tvivlsom drugdealer er Moores moral ukrænkelig.
Den ene bagmand får en kugle i panden, den anden tvinges til at æde sit eget urene sne råt.
Selv Connerys kyniker ville have være imponeret.
Men som Bond var Roger Moore bevidst om at gøre det anderledes end sine to forgængere.

Skulle en Bond-girl have lussing fik hun det da, skulle en modstander sendes i afgrunden fra en klippekant blev han det skam også. Men Moore fik ikke machohår på brystet af det – heller ikke af at drikke sin Bourbon uden is, eller ryge filterfri Morlands Specials. Så generelt Moore’ificerede han Bond-karakteren, og skabte med sin britiske personlighed et image, der i bund og grund kun var et Bollinger champagne-prop skud fra det man kendte fra tv-serierne.
Elegancen er den samme, som den han tilførte ”Marverick” og ”Ivanhoe” i 1950erne, manererne lig med dem, som han havde udvist som "Helgenen" i 1960erne, humoren er ikke så anderledes fra Lord Brett Sinclairs i ”De uheldige helte” i 1970erne – og stilen var Roger Moores egen.
For som Roger Moore gjorde ingen det bedre – end Roger Moore.

Seriens grand old man

Som James Bond er Roger Moore The Jolly joker - seriens Grand Old man – eminent på sine egne præmisser, men slet ikke ueffen. Moores nedslagtning af skurken Stromberg i "The spy who loved me", der efterlades skamskudt i sin cæsarsalat er med fem skud stadig seriens hidtil mest brutale. Og den vaklende svimmelhed, han udviser efter svingturen i "Moonraker"s rum-karrusel hører stadig til blandt Bonds mest menneskelige reaktioner.
Og så er der jo Moores omgang med the ladies …
Statistikere har regnet ud, at Moore er den hidtil mest seksuelt aktive 007 på lærredet, oven i købet med en score på fire i hans sidste film, som 58årig.
Det er ligeså fantasifuldt som alt andet i hans æra – men navnet var i sig selv det perfekte banner for Double Oh Sevens dobbelttydige humor –”To roger more” er britisk slang for at “knalde noget mere” …

Herunder: "I do like things that ends with a bang". Moore var altid fuld af fest på sengekanten, også som 58årig. PR lobbycard fra A view to a kill.

Kujonagtig adfærd

Man kan også diskutere om  Moores Bond var så meget mere gentleman end sine forgængere?
Selv hvis man medregner Grace Jones – som stjernen kaldte "sin mest skræmmende 007 oplevelse" - havde Moore altid en charmerende, galant kemi med alle sine Bond-piger i studierne. Det overskygger pr-mæssigt, at hans Bond i flere af filmene faktisk optræder dybt patroniserende, mandschauvinistisk og savlende sjofelt overfor dem.
Privat ved man, at Moore blev skilt tre, og gift fire gange, og at hans sidste skilsmisse fra sin hustru gennem 23 år, Luisa Moore, der også er mor til hans tre børn, ikke foregik uden bitterhed.
Moore går faktisk så vidt som til at indrømme sin egen kujonagtige adfærd i bogen ”My word is my Bond”. Han skriver, at han forlod hende til society-enken Christina "Kikki" Tholstrups fordel - med et enkelt telefonopkald.
Men i det offentlige rum var Roger Moore forbilledlig elegant.
Ingen kvindelige medspillere har haft andet end godt at sige om ham. Ikke en forside er blevet ryddet på grund af skandaler i studiet. I modsætning til George Lazenby var Moore ikke disponeret for drukhistorier og dyne-løfteri.
Skulle en interviewer formaste sig for tæt på var reaktionen typisk den samme, som den Moores Bond giver skurken i ”Live And Let die”, da han vil have et svar på om 007 har pillet ved hans pige?
”Its not the sort of question a gentleman answers …

Herunder: Roger Moores selvbiografi fra Harper and Collins udkom i 2008.

En blufærdig Bond

Skønt kendt verden over var Moore også kendt som en privat mand.
En stor practical joker og historiefortæller. Hvilket man kan læse i de fem morsomme biografier, han er forfatter til.  Men også en blufærdig mand, der sjældent afslørede personlige detaljer, uden at pakke dem ind i ironi.
Derfor kom meldingen om hans død også uventet.
Roger Moore fik kræft i januar 2017, og selvom det så ud til, at han var i bedring, vandt sygdommen.
Men han var aktiv til det sidste, fik afleveret manuskriptet til nok en bog, der udkom posthumt med titlen "A bientôt ..." og nåede også at bruge sin sprøde stemme til to kort-film. For som han så muntert sagde. ”Så længe jeg ikke er nævnt i nekrologerne går jeg videre med mine sysler”.
Men den 23. maj 2017 var Roger George Moores navn desværre nævnt.

"Ingen gjorde det bedre ..."

Født i Stockwell 1927 - død i Schweiz 2017. 
Seks måneder før sin 90 års fødselsdag.
Og fra hele verden tikkede kondolencerne ind.
Sean Connery takkede for "et usædvanligt langt og varmt venskab".
Pierce Brosnan takkede for inspirationen.
Timothy Dalton og George Lazenby huskede ham med dyb ærbødighed, mens Daniel Craig kort og godt noterede på sin Facebook: ”Nobody did it better”.
Samme ordlyd kom fra Bond-piger som Jane Seymour, Britt Ekland, Barbara Bach, Maud Adams og Tanya Roberts.
Danmarks Prins Joachim udtrykte sin respekt. For som Rogers tre børn, Deborah, Geoffery og Christian udtrykte det i en pressemeddelelse, havde deres far virkelig haft en hel speciel betydning for så mange mennesker over hele verden.
Man var selv en af dem.
Som Bond-fan føltes det i øjeblikket, som om ens første legeonkel var død.

Herunder: Sammen med legeonkel Roger på Statens Museum for kunst. Hvad vi så skulle der? Foto: Privat@

Adlet af dronningen

Begravelsen forgik privat i Prins Alberts Monaco, hvor Sir Roger med al sin celebrity status ligesom hører hjemme.
Siden blev et filmstudie på Pinewood opkaldt i hans navn – og selvom en stor del af ens barndom forsvandt med ham – er 89 år dog en alder, hvor selv en verdensmand som Roger Moore vel ikke kunne forlange så meget mere ...
Moores karriere havde varet siden 1949, og i syv 007-film holdt han immervæk ”The British end up” på Bond - og hele den britiske filmindustri, hvorpå han fortsatte de gode gerninger som Good Will Ambassadør for UNIFEC.
En dåd Dronning Elizabeth adlede ham for.
Moore i den 007'ende syvende himmel. Lobbycard fra Moonraker.

Farvel gamle helt ...

Og så havde Sir Roger – ”Commander of the Order of the British Empire” –altså klasse nok til at ringe tilbage til mig den aprildag i 2004. Dog kun for at meddele, at han ikke orkede pr i denne omgang.
Fint nok.
Man havde jo haft det ufattelige privilegium at møde ham før.
Første gang kom han ud af en kirke i den sydfranske bjergby, St. Paul De Vence – som det sømmer sig for en ægte ”Helgenen”, inden han trillede væk i sin Mercedes.
Dagen derpå så jeg ham følge sin bonusdatter, den alt for tidligt afdøde Christina Knudsen ind til sit bryllup. "I was feeling hot", bemærkede han dobbelttydigt i eftermiddagsvarmen bagefter.
Tredje gang skildrede jeg, som eneste reporter for BILLED-BLADET, Moores egen bryllupsfest med Christina Tholstrup i en privat luksusvilla i Sydfrankrig.
Fjerde gang var jeg til hans UNIFEC foredrag på Statens Museum for kunst i København, og femte gang traf jeg ham på vej til 40-års fest hos Prins Joachim i det indre København. "Jeg opdyrker dem selv", bemærkede han om sin papirrose i reversen.
Sjette gang blev jeg inviteret med til bords, da han fik et stykke smørrebrød opkaldt efter sig på Ida Davidsens frokostrestaurant i København. Og sidste gang ringede Roger Moore altså til – MIG!
For os der tæller bliver det syv gange. 
007 gange…
Hvad vil man så mere?
De står jo på hylden, de syv 007-værker, som Moore har efterladt som sine mindesten.
Ovenikøbet med vittige kommentatorspor fra manden med den sprøde stemme.
”Live and let die”, ”The man with the golden gun”, ”The Spy who loved me”, ”Moonraker”, ”For Your Eyes Only”, ”Octopussy” og ”A view to a kill” – kitschede, platte, eksotiske, kulørte, aktionfyldte, humorisitiske - fantastiske.
Man kan altid se dem – one Moore time.
Så farvel, gamle helt,
men med smil gennem tårer.
Og tak for din Bond - og din stil
 – Roger Moore.

Roger  gjorde en stor dreng til en lille, da han satte sit navn i Gareth Owen og Oliver Bayans biografi på Statens Museum for kunst i forbindelse med et UNIFEC foredrag i 2005. Den bog er nu et klenodie. Foto: Privat/Lars Laursen.
Om Bond-Bloggen.
Bond-bloggen is  an non profit website, run indepently from a personal basis in my  spare time.  It is dedicated to Ian Fleming and his fictional creation - is not in any way endorsed by Eon Productions, Danjaq LLC, Ian Fleming Publications Ltd, Glidrose Productions Ltd, Sony Pictures, United Artists Corporation or any other James Bond copyright holders.     James Bond film images © 1962 - 2021 Eon Productions, Danjaq, Metro-Goldwyn-Mayer, Sony Pictures, United Artists James Bond book covers © 1953 - 2018 Ian Fleming Publications and Glidrose Productions. Material that may appear on this site includes, but is not limited to: The Cinematic James Bond • Dr. No © 1962 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • From Russia with Love © 1963 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Goldfinger © 1964 Danjaq S.A. & United
Artists Corporation. • Thunderball © 1965 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Casino Royale © 1966 Columbia Pictures Inc & Charles K. Feldman Productions. • You Only Live Twice © 1967 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • On Her Majesty's Secret Service © 1969 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Diamonds Are Forever © 1971 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Live and Let Die © 1973 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • The Man with the Golden Gun © 1974 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • The Spy Who Loved Me © 1977 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Moonraker © 1979 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • For Your Eyes Only © 1981 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Octopussy © 1983 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Never Say Never Again © 1983 Warner Brothers Pictures & Taliafilm Enterprises. • A View to a Kill © 1985 Danjaq S.A. & MGM/United Artists Pictures. • The Living Daylights © 1987 Danjaq S.A. & MGM/United Artists Pictures. • Licence to Kill © 1989 Danjaq S.A. & United Artists Pictures Limited. • GoldenEye © 1995 Danjaq LLC. & United Artists Pictures. An MGM Company. • Tomorrow Never Dies © 1997 Danjaq LLC. & United Artists Pictures. An MGM Company. • The World Is Not Enough © 1999 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • Die Another Day © 2002 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • Casino Royale © 2006 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • Quantum of Solace © 2008 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • Skyfall © 2012 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • SPECTRE © 2015 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • No Time To Die © 2021 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM).   007 Gun Symbol © 1962 Danjaq S.A. James Bond Gun Barrel Logo © 1988 Danjaq S.A. & MGM/UA. James Bond Iris Logo © 1999 MGM Inc. All contents © 1962, 1998, 1999, 2000 MGM. James Bond 007 is a registered trademark of MGM Inc. A division of the United Artists Corporation and EON Productions Limited. All rights reserved.
Kontakt
 

Caspermax ©