Bond-Bloggen.dk

RUSTEN KÆRLIGHED
Agent 007 jages/From Russia with love *** * * * ***

Skrevet med risiko for at blive nedlagt af en fanatisk Bond-maniac med en ostehøvlsstreng i sit Rolex, men der mangler lige lidt olie på skinnerne til, at seriens ultimative spion-thriller kører i mål uden at kede en smule.
From Russia With Love fra 1963 er ubestrideligt klassisk Bond som præsident Kennedy og Ian Fleming foretrak ham, men bogen er bedre og en ny generation vil nok også foretrække computerspillet, indtalt af en aldrende Sean Connery.

Ikke et brag

Agent 007 jages omtales altid – with love.
Som kongen i et spil skak forsvares den indædt af fans i diskussioner om Bonds bedste udspil.

Navnlig dem, der oplevede den i sin samtid ser den som en uangribelig brik. Men ikke alle felter i spion-spillet er lige velegnet for 10-årige. Og set på video anno 1981 var Agent 007 jages lidt som at åbne Bonds sprængfarlige attaché-mappe, uden at den indbyggede bombe gik af.
Helt det brag, jeg havde ventet af dens omdømme, var den ikke.

Stil a la Hitchcock

Hvor alle andre Bond-film, inklusive forgængeren Agent 007 - Mission: Drab, er rendyrkede superspion-eventyr, pakket med fremtidsteknologi og aktion, udfordrer seriens nummer to med et vanskeligere parti.
I stedet for den første films solbeskinnede sandstrande, calypso-stemning og fantasy kulisser byder Agent 007 jages på en labyrintisk verden af skumle tyrkiske basarer, mørke moskèer og klaustrofobiske togkupéer.

Mere Menneskejagt
Bonds smarte Sun Beam sportsvogn er udskiftet med en tung, irgrøn Bentley a la den bøgernes agent trillede omkring i. Ganske vist med en for 1963 umanerligt moderne mobiltelefon. Men sammen med bedagede Rolls Royce modeller, og gamle fut-fut tog, brylcremes frisurer, bløde hatte og piger med kransekagehøjt hår under tørklæderne, er filmen visuelt tættere forbundet med Alfred Hitchcocks mesterlige spionfilm, Menneskejagt med Cary Grant fra 1959.

Ligesom Grant jages Sean Connery sågar af en flyvende maskine. I en sekvens, som instruktør Terence Young indrømmede var en homage til thrilleren fra gysets mester.

Realistisk koldkrig

Er den første Bond-film et kulørt eventyr-mysterium, der leder vor mand frem til en vanvittig videnskabsmand med vilde planer om at sabotere 1960ernes amerikanske raketprogram, så spiller Agent 007 jages mere realistisk på koldkrigen mellem øst og vest.

Ingen rumfart

Eneste tegn på tidens populære rumfart er et billede af den russiske kosmonaut Yuri Gagarin. Det hænger på væggen i det sovjetiske konsulat i Istanbul, hvor 007 skal stjæle den såkaldte Lector. "Der er ikke tale om en skolemand, men om en decifferingsmaskine ... ", skrev Aktuelt opklarende i 1963

Et bedaget look

Aktionen gør i sig selv filmen historisk rusten. En ny generation skal have fat i historiebøgerne for at sætte sig ind i, at en krypteringsmaskine var noget, man i 1960erne eftertragtede i vesten, fordi den kunne afkode hemmelige meddelelser fra spioner bag jerntæppet. Et sådant angreb ville derfor gøre den kolde krig rødglødende i det Sovjet dominerede Balkan-område. Det kan gøre historien lidt svær at finde ud af – i hvert fald de første par gange man ser den.

Skal have politisk indsigt

For at få fuldt udbytte af filmen skal man både have politisk, og geografisk indsigt. Agent 007 jages kræver, at man forstår spillereglerne, og gennem et glas vand kan kende forskellen på den sovjetrussiske sikkerhedstjeneste SMERCH, det engelske efterretningsvæsen MI-6 - og filmens fiktive forbryder-konsortium, SPECTRE, der spiller de to parter ud mod hinanden.

På kollisionskurs

I historien hyrer SPECTRE-medlem, og tidligere SMERSCH oberst Rosa Klebb, den kvindelige krypteringekspert – russeren Tatiana Romanova - i den lokale, sovjetiske ambassade i Istanbul. Pigen skal buges som lokkedue i en plan, der bringer russerne og englænderne på kollisionskurs.

Forelsket i Bond

På Klebbs ordre narrer Tania – som pigens venner kalder hende - Bond til Istanbul for at give ham adgang til kodemaskinen. Pigen hævder, at være forelsket i 007. Hun er villig til at hoppe af, medbringende maskinen, hvis ellers Bond vil hjælpe hende sikkert til London.

Historisk rusten

Hvad vi ved er, at SPECTRE har planlagt, at dræbe dem begge på vejen i Orientekspressen. De vil skabe en sex-skandale for at ydmyge det britiske efterretningsvæsen. Dels for at hævne Bonds ødelæggelse af SPECTRE-agent, Dr. No's mission i den første film, dels for at score kassen ved at sælge den stjålne kodemaskine tilbage til russerne.

Til den modne Bond-fan
Manuskriptet er superb skruet sammen af Richard Maibaum og Johanna Harwood med spion-roman forfatteren Berkely Mather som suppleant. Men det skrider langsommeligere frem, og henvender sig til et mere modent publikum, end de fleste Bond-film.

Kræver en erfaren elsker

”Det hele er så fantastisk, at det kunne være sandt”, siger Bond selv. Figurerne er farverige og der spilles så levende, at man føler man kan række ud efter skuespillerne, og røre ved dem. Terence Youngs indsigt i bøgerne giver også plads til den sex og sadisme, som kendetegner Flemings værker. Men aktion scenerne lader vente på sig.

Svær at komplimentere i 1981
Bortset fra en kvindekamp og en skududveksling i en sigøjnerlejr er det først, da Bond, tyve minutter før slutningen, aktiverer sin attaché-taskes trylletricks, flyver i flæsket på Robert Shaws plantinblonde morder, skyder en helikopter ned fra himlen og stikker Adriaterhavet i brand under en speedbådjagt, at løjerne nærmer sig den form, mange nok forventer af en Bond-film.
I selskab med ikoniske og spektakulære efterfølgere som Goldfinger, Thunderball og You Only live Twice kræver det en erfaren Bond-elsker, for virkelig at kunne komplimentere From Russia with love for al dens eksotiske skønhed, detaljerigdom, fortættet spion-spænding - og sadistiske chauvinisme.
Og det var jeg ikke i 1981 ...

Nu ved du at ...

From Russia With Love alt i alt indspillede 79,9 millioner dollars i 1963 - i dagens valuta 410 millioner dollars. Men den blev kun nummer 8. på listen over årets mest indbringende film i USA i 1964 med seks millioner dollars. Cleopatra med Elizabeth Taylor var nummer et med 26 millioner dollars. Men med et budget på 44 millioner dollars mod Bond-filmens to millioner dollars, var det let at se hvem der tjente pengene.

Vidner til Bonds død

Agent 007 jages kommer mere energisk fra start, end sin forgænger.

Overgangen mellem Maurice Binders klassiske pistolløb og åbningssekvensen har stadig ikke fået de senere films glidende zoom igennem mundingen Til gengæld er Bond-temaets elguitar riff på plads, da 007 træder frem i pistolløbet og skyder ud imod os. Ligesom i Agent 007 - Mission: Drab i stuntmanden Bob Simons skygge.
Da lærredet igen går i sort, og en dramatisk ouverture slår an til filmens fortekster og titelmelodi, har vi tilsyneladende også været vidner til James Bonds død.
Intet mindre ....

Pulsen i vejret

I filmens første drejebog havde Johanna Harwood beskrevet en optakt, hvor Bond var på en uafhængig mission i Hong Kong. Alligevel siger man, at indledningssekvensen var en af Harry Saltzmans glimrende opfindelser.
Uanset hvem der skal krediteres, sætter den intense forsmag på filmens tema - Bond mod morderen Grant - pulsen i vejret før forteksterne.
Efter nutidens takster er åbningen i den begsorte park måske nok lidt hurtigt afviklet. Det spektakulære åbningsstunt mangler.

Men spændingen er stadig excellent.

Moores søn blev også snørret

For hvem er han - det blonde monster, der jagter, det vi skal tro er en smokingklædt Bond omkring mellem parkens piblende fountainer, hvide statuer og brækkende kviste? Hvem er denne dræbermaskine, der dukker frem fra skyggerne med sin stålgarotte om halsen på vor helt og nedlægger ham på 1,52 sekunder?

Moore med Connery maske

Engang i min barnlige naivitet troede jeg vitterlig, at det var sådan ægte hemmelige agenter opnåede deres License to kill.
Ak ja. Man må trøste sig med, at Roger Moores unge søn, Geoffrey ikke var meget klogere. Moore junior var overbevist om, at det var hans far, iført en Sean Connery maske, der blev kvalt.

En aura af fare

Man skal nok være meget velbevandret i fransk film noir for at vide, at park-sceneriet er baseret på en lignende have i L'Année dernière a Marienbad - I fjor i Marienbad, der kom ud i Danmark i 1962. Men man behøver blot at se indledningen for at fornemme den aura af fare, der herfra klæber sig til Bonds bøddel - en granit tavs Robert Shaw.

Den varer ved længe efter at Morzeny, parkens træningsleder, (den tyske skuespiller Walther Gotell alias den russiske general Gogol i Roger Moores 007-film) har løftet Connery masken af den afdøde.

Offeret viser sig blot at være en dræbt SPECTRE agent i forklædning. En mand, der dog lignede Sean Connery så meget, at man måtte lave øjeblikket, hvor masken fjernes om, og bruge en moustache-prydet skuespiller i stedet.

Mission Impossible kopierede maskerne

En appetitvækker før forteksterne tog enhver tv-serie til sig. Fra 1960erne og til i dag. TV-serien Mission Impossible fra 1960erne og filmserien med Tom Cruise kopierede sågar idéen med maskeklædte spioner. Men Bond-filmene har dyrket deres åbningssekvenser som en kunstart, på linje med det fortekst design, som Agent 007 jages også gør til en mere selvstændig, sensuel sekvens.

Sensuelle fortekster

I endnu en afvigelse fra den store Bond film tradition er det ikke Maurice Binder, der står bag forteksterne. På grund af en økonomisk disputs med producerne blev det talent, der havde sat sit store præg på Agent 007 - Mission: Drab forbigået.

850 pund

Istedet har grafikeren Robert Brownjohn og Binders assistent, Trevor Bond taget over. Men for en gage af 850 pund hver skaber de faktisk noget, der er mere indflydelsesrigt for serien, end de ofte krediteres: Den første erotisk, halvtafklædte skyggedanserinde.

Et seksuelt look

Egentlig skulle forteksterne bare have været vist, mens vi så Bond snige sig igennem indledningens park. Men ved at lade dem glide op og ned, og frem og tilbage over et par sensuelt vuggende kvindehofter får Agent 007 jages et noget mere seksuelt look. Eneste invending er, at teksterne kan være svære at læse på det bare maveskind.

Myten om tilblivelsen
Den populære version af sekvensens tilblivelse lyder, at de to kunstnere blev inspireret til at projektere forteksterne op på kroppen af en kvinde, fordi Brownjohns kæreste, den superchikke engelske fashion-designer, Kikki Byrne tilfældigvis trådte ind foran et lysbilledeapparat under deres brainstorm. Det er selvfølgelig bare ikke rigtigt.

Lokkes af en æggende kvinde

Brownjohn fik sin inspiration fra den russiske kunster Lazlo Moholy-Nagy, der i 1920erne havde arbejdet med at projektere lys op på skyer. Men den første historie er mere i tråd med filmens tema om den farlige forførelse: Ligesom Bond lokkes også vi ind i eventyret af en æggende kvinde.

Navn på bagdelen

Mavedanserinden Leila – en forhenværende stewardesse med det borgerlige navn Lisa Guiraut, der senere danser for 007 i en sigøjnerlejr - vrider sig i pirrende figurer.
Der er tilmed gjort plads til en tyk inside joke. Filmens BAFTA prisvindende fotograf Ted Moore får sit navn projekteret op på den del af kroppens anatomi, der ifølge Ian Fleming "er en kvindes mest eftertragtelige": Hendes rystende bagdel ...

Sprød kærlighedsballade

Samtidig kører titelsangen. En i mine ører lidt langtrukken kærlighedballade, skrevet af komponisten bag musicalen "Oliver" - Lionel Bart. From Russia with love performes med sprød røst og i typisk 1950'er soft core stil af Matt Munro (1930-85) En engelsk crooner, som før sin sangerkarriere billetterede passagere på Londons røde busser under sit eget navn, Terence Edward Parsons.

Livligere tysk version

Teksten om "The young pride with her tounge tied", refererer til filmens Bond-girl Tatiana Romanova, Men det ville nok have hjulpet lidt på livligheden, hvis sangen var blivet sunget som i den vesttyske udgave.
I Liebesgrüsse aus Moskva blev temaet oversat til Die Volga ist weit, og fik sangerinden Ruth Berlé som solist.

Herunder: Craig Douglas og Ruth Berlés versioner af titelsangen.

Craig Douglas sang i Danmark

I 1963 spillede sangen sig ind på en 20'ende plads på de engelske hitlister, og blev sågar nomineret til en Golden Globe. Men den høres ikke i sin originale form under forteksterne. Man skal langt ind i filmen før temaets to første strofer høres i en transistorradio, og helt frem til slutteksterne før Matt Munro får lov at synge hele nummeret. Et øjeblik, der ifølge sangerens datter, efterlod ham med tårer i øjnene ved premieren.

I Danmark udkom sangen - med eneret for DK Multitone - med Only sixteen sangeren Craig Douglas som solist. Det gav den større chance for at blive spillet på DRs radioprogram TOP 20, der med Jørgen De Mylius som vært gik i luften 29. januar 1963.

Instrumental version foretrukket

Filmens komponist John Barry bruger da også under forteksterne en instrumental stryger version af titelsangen. Som en yndefuld kvinde bliver den langsomt overtaget og nedlagt af Monty Normans Bond tema til sidst: Hidsigt og triumferende spillet på alle trækbassuner, så det virkelig får double-o sevens comeback på lærredet til at lyde af noget.

Barry udnytter sin chance

John Barry fik chancen, fordi også Dr. No.'s komponist Monty Norman lå i økonomiske trakasserier med producerne.
Ifølge Norman blev de udløst i et skænderi over, at Harry Saltzman havde fedtet med udbetalingen af hans salær for musikken til Call Me Bwana - Der er en løve i mit telt. En Bob Hope og Anita Ekberg komedie, som Eon Produktions utroligt nok formåede at lave mellem de to første Bond-film i 1962.

Tilgengæld udnytter Barry sin chance så eksemplarisk, at Norman herfra aldrig igen skulle vende tilbage til serien.

Genbrug fra Dr. No

Bond-temaet fyrer Barry af som en kanonsalut hver eneste gang en dramatisk pointe skal understreges. Vic Flicks hårdt opspændte guitar har aldrig ledsaget 007s Pan Am fly ned i nogen international lufthavn med mere potens end den gør, da det lander i Istanbul. Alligevel er komponistens alternative Bond-tema ”007” nok filmens bedste nummer.

Ikke samme status
Det snigende langsomme stykke musik, der trommer op til et crescendo af gjaldende trompeter, har ganske vist aldrig opnået samme klassiker-status, som Monty Normans Bond-tema. Men når flere mænd bekæmper hinanden, som i den førnævnte sigøjner-lejr, og da 007 stjæler kodemaskinen på den russiske ambassade, egner det sig storartet.

Overraskende nok genbruges noget af den afsluttende musik fra laboratorie-scenerne i Agent 007 - Mission: Drab også, da Bond til slut skyder SPECTRE-helikopteren ned.
Hvad enten det så er John Barry eller Monty Norman, man skal kreditere for det ...?

Overdriver ikke musikken

Alligevel er Barrys største bedrift ikke at overdrive musikken.
Den lurer atmosfærefyldt i baggrunden, klar til at slå til som en SPECTRE-morder, men stjæler aldrig intensiteten fra de øjeblikke, hvor netop stilhed er en del af scenens komposition.

Hvor effektiv bliver derfor ikke lyden af det tikkende ur, og den tjekkoslovakiske skakstormester Kronsteens nærmest larmende måde, at rive sin mundserviet med den hemmelige SPECTRE- indkaldelse midt over under den store skakfinale, der åbner filmen i Venedig?

"Tillykke, et storslået træk"
- Hyldest til SPECTREs skakgeni - Kronsteen.

Spionuniverset som et spil skak

Skaksalen er uvtivlsomt ”A brilliant coup”.
Konstrueret for 150.000 dollars i Bond-seriens larger-than-life tradition blev den da også vist frem til knipsende fotografer af to stolte producere, som første pr-fremstød for filmen i april 1963.
Kulissen symboliserer spion-universet, som et spil skak mellem supermagter. Hvert træk kan få fatale følger.

Geniet mangler

Alligevel er det nærmest utroligt, at de to kombattanter, den ældre canadiske McAdams med hornbrillerne, og den tjekkoslovakiske skurk Kronsteen – godt spillet af den søvnigt udseende polak Vladek Sheyball - overhovedet kan koncentrere sig i disse omgivelser.

Spillerne sidder i et overdådigt italiensk palazzo, midt på et skakbrætternet gulv under loftmalerier som i det sixtinske kapel og omringet af 160 tilskuere. Designet skriger af Ken Adams klassisk humoristiske håndelag. Men det er det ikke. Også dette geni mangler fra den første films besætning.

Narrede USAs præsident

I modsætning til komponisten og titeldesigneren havde Ken Adam dog ingen økonomiske uenigheder med producerne.

Efter at have set designerens fantasifulde frembringelser i Agent 007 - Mission: Drab slog selveste Stanley Kubric blot kloen i ham, og bad Ken Adam lave kulisserne til sit senere Oscar-nominerede krigskomedie-drama Dr. Strangelove.. En bedrift, der indbragte Adam en BAFTA Award i 1964, og efterlod et så stort indtryk på Ronald Reagan, at han ved sin indsættelse i Det Hvide Hus i 1980 bad om at se det store ”War Room”, som han huskede fra filmen.

USA's nye præsident troede seriøst, at rummet var et autentisk mødelokale i Pentagon, og ikke en studieopført Ken Adam kulisse ...

Man elsker at hade Kronsteen

Arkitekten Syd Cain - der var Adams højre hånd på Dr. No. - er manden bag skaksalen, og resten af filmens arkitektoniske udtryk. Og det bliver desværre hurtigt mere virkelighedsnært.
Skaksalens scoreboard er ganske vist forud for sin tid: Oversigtsskærme ved internationale skakturneringer blev først indført i 1980erne, men ellers har en ekspert fra British Chess Magazine sørget for at spillet foregår helt autentisk.

Kopi af vinder-træk

Kronsteens vinder-træk er ovenikøbet udført som en kopi af det, der skaffede Boris Spassky sejren i virkelighedens Grand Master Champions finale i 1960 mod skak-geniet David Bronstein - hvis efternavn da iøvrigt lyder påfaldende meget ligesom Kronsteen ...

Connerys krav

Vladek Sheyball afslog først rollen som Kronsteen. Kun fordi Sean Connery ringede ham op, og beordrede ham til at spille, "turde jeg ikke andet", skriver Sheyball i sin selvbiografi, The eyes and the voice.
Der er mindst to gode grunde til, at elske at hade ham. Kronsteen er arrogant. "Hvem er Bond sammenlignet med Kronsteen", spørger han på et tidspunkt. Og så stopper han end ikke op for et billede til pressen. Selvom han vinder turneringen, haster han bare ud, og ignorerer sågår en fremstrakt hånd, den snob ..

Spejlvendt tilfældighed

Terence Young spejlvender så at sige sin egen kronologi fra Agent 007 - Mission: Drab. I disse første scener bliver det skurkenes introduktion, og deres hemmelige hovedkvarter, der bringes i fokus, ikke Bonds og secret service.

Men hvor bevidst det er, kan man have sine tvivl om.
Manuskriptet var ikke færdigt til filmens første officielle optagedag, den 1. april 1963. Åbningsscenerne var oprindeligt beskrevet i en hel anden rækkefølge. I praksis faldt historien først på plads, da Terence Young og klipper Peter Hunt satte sig i redigeringen, og begyndte at samle de filmede brikker. Men blev den også rigtig god ...

Manipulerer med øst og vest

Den store forskel fra Ian Flemings mere koldkrigeriske forlæg, er endnu engang, at det er SPECTRE, ikke russerne, der står bag det onde. Et træk, der sætter de fleste argumenter om Bond-serien som politisk kontroversiel skakmat. SPECTRE er nemlig ikke for fine til at manipulere med både øst og vestmagterne.

Forbryderisk 3. verdensmagt
007-seriens neutrale svar på en forbryderisk 3. verdensmagt er farligere end alle andre med deres private hærskarer, verdensomstyrtende planer og åbenbart uudtømmelige våbenarsenaler. Ifølge forfilmen er S.P.E.C.T.R.E forkortelsen af "The Special Executive for Crime, Terrorism, Revenge and Extortion".

"Counterintelligence" - som Dr. No ellers nævnte - er de åbenbart gået bort fra ...

Ydmyg base

Lederens kahyt, hvor Kronsteen møder op, er stadig kun en ydmyg begyndelse på de kæmpebaser, som serien senere skulle præsentere. Men respekten er udtalt. Stilfuld klædt i sort smoking må Kronsteen - ligesom Bond på M's kontor - pænt vente med at gå ind til en grøn pære over døren lyser. Og mystikken bliver ikke just mindre, da chefen end ikke ses.

Manden med katten

Heller ikke filmens sluttekster afslører navnet på manden i stolen: "Nummer 1 ...?" står der blot. Dermed etableres en anden god Bond-tradition.
Fire år gik før "manden med katten" alias Ernst Stavro Blofeld blev afdækket. På det tidspunkt - i 1967 - havde billedet af den magtfulde forbryderkonge med blæksprutte-ringen, og den hvide angola kat skrevet filmhistorie.

Bonds Darth Vader

Billeder af Donald Pleasence, Telly Savalas, Charles Gray og Max von Sydow, der alle spillede Blofeld i de senere film spolerede mysteriet for mig. Men Bond-fans i 1960erne må have haft det med "manden med katten" som Star Wars fanatikere fik det med Darth Vader i 1970erne. Før hjelmen omsider blev løftet af ham i sagaens sjette del.
Det er netop fordi han kun ses bagfra, mens han stryger sin hvide kat, at Blofeld fungerer så formidabelt.

Manden bag stemmen

I dag ved man, at det i denne film var Antony Dawson alias Dr. No.’s professor Dent, der sad i stolen under optagelserne. Dawsons brillantine-strøjede sorte hår anes tilmed over stoleryggen. Men dialogen er indtalt af den østrigske skuespiller Eric Pohlmann.

Det er hans dybe basstemme, der giver gangsterchefen den uhyggelige røst.

Qvortrup som Blofeld

Idag er det desværre svært ikke at tænke på de talrige parodier historien har budt på.

Roger Moore spillede en Blofeld-klon med kælegris på armen i Spiceworld i 1996, Doctor Evil lattergjorde imaget i Austin Powers serien - ja selv Se & Hørs skaldede chefredaktør Henrik Qvortrup har optrådt med en hvid perser og en fyldt kattebakke i et reklamespot i 2008.
Men hvor var de uden det originale forbillede?

Kattemand

Ian Fleming brugte første gang Blofeld, og SPECTRE i sin roman THUNDERBALL fra 1961. Men den hvide kat er alene filmmagernes opfindelse. Et slags symbol på SPECTRE, der tålmodigt venter på, at to siamesiske kampfisk i skurkens akvarium skal trætte hinanden. Så kan den guffe den svageste i sig – levende.

Godfather anno 1963
Flemings skurk holdt ikke kæledyr. Han lod heller ikke sine medarbejdere nedsparke med giftfyldte knivblade i skoene, når deres planer svigtede. Blofeld afstraffede dem, der trodsede broderskabet og lagde så diabolske planer, at SPECTRE fremstår ligeså velorganiseret som mafiaen. En organisation som Mario Puzos roman. The Godfather først i 1969 udvidede det offentlige kendskab til og som Marlon Brando udødeliggjorde i filmversionen fra 1970, hvor han, som en hilsen, også tog en kat med på skødet.
Hvem der fik idéen til ikke at vise Blofelds ansigt i filmen er tilgengæld mere speget at udrede end Kronsteens plan.

Et tyveri?

Plankede Richard Maibaum eller Terence Young idéen fra et filmmanuskript, som Ian Fleming havde udviklet sammen med produceren Kevin McClory, og den britiske forfatter Jack Whittingham i 1959? Et manuskript som sidstnævnte skrev under arbejdstitlen James Bond of the British secret service, og som beskrev, hvordan en mystisk gangsterleder altid kun skulle vises bagfra?

"Nummer 1"

I 1963 var detaljen belvet en del af en retssag, som McClory havde rejst mod Ian Fleming, hvori han hævede, at både Blofeld og SPECTRE var hans idé, og at forfatteren ingen ret havde til at bruge eller sælge dem. For ikke også at havne i en jurdisk kattepine, eftersom Blofeld heller ikke var en del af Flemings FROM RUSSIA, WITH LOVE, valgte Broccoli og Saltzman - som Blofelds siamesiske kampfisk at afvente. Mens de udelukkende kaldte Blofeld for "Nummer 1".

Grøde i samtalen

Idéen fungerer fint i denne film. Tilgengæld er det lidt mærkeligt hvorfor den tidligere SMERSCH-leder, Rosa Klebb, der formentlig har haft alverdens goder i Sovjetunionen, har forladt Moskva for at istedet at arbejde for SPECTRE.

Måske forklaringen fremgik af den oprindelige dialog. Den vi hører er nemlig speaket om for at tydeliggøre plottet.

Klebb skuespillerinden Lotte Lenya står foran en grålig baggrund af den oprindelige kullisse og sender små sideblikke ud til medspillere, der ikke er der, fordi dekorationen var revet ned og budgettet ikke tillod, at man genindkaldte de medvirkende, fiskene eller katten, for at lave det hele påny.

Kunstgreb i klipningen

Klipper Peter Hunt laver mange af den slags kunstgreb i løbet af denne film. Mest kreativt i en scene, hvor billedet kører med op, da Bond tager en elevator op til sit værelse på et hotel i Istanbul. Film-teknisk er det yderst innovativt. Som Jyllands-Posten skrev i 1963: "Handlingen er usædvanligt indviklet, men gennemført med velsignet logik og klarhed. Og først og fremmest udmærker historien sig ved, at der ustandseligt foregaard noget".

Emmer af sadisme

Men hvor alle andre 007-film introducerer vor helt fra begyndelsen, skrider planlægningen af SPECTREs store skakplan noget omstændeligt frem. Man skal først igennem en længere rekrutteringsrunde, hvor Rosa Klebb udviser al den perverterede sadisme, som Fleming beskrev. Også selv om hendes inspektion af Roberts Shaws blonde kvæler i filmen er henlagt til åbningens helvedshave, i stedet for et koldt kammer i Sovjetunionen.

Blik for blondinen

Rosa Klebb ankommer til parken i den første af seriens mange helikoptere. Og det isnende blik hun sender lejrchefens galant fremstrakte arm fortæller alt om, at hun absolut ikke er typen, man eskorterer rundt.
Derimod sender den lede lille yndighed et stjålent blik i retning af den massøse, som sidder bøjet over Grant.

Pigen legemliggøres af den 24årige britiske blondine Jannie Williams, som kun har været på et par sekunder før hun smider skjorten, og afslører en særdeles veludfyldt bh. Plus det, der idag ligner et par store mormortrusser under nederdelen.

Turde ikke være nøgen

Robert Shaw foreslog drillende, at pigen også kunne introduceres splitternøgen, mens hun steg op af havens lille sø. En homage til Ursula Andress' allerede dengang ikoniske strandscene fra Agent 007 - Mission: Drab. Men så langt turde hverken censuren, eller Jan Williams nu gå.

Stuntmand i ilden

I bogen er massøsen ellers topløs, ansat af KGB og har sin daglige gang i Grants villa ved Sortehavet.

Hvis hun har samme ordning på SPECTRE Island er hun den rette at spørge, hvor denne fiktive dødstræningslejr mon ligger?
Haven er fyldt af sortklædte agenter, der trænes i alskens kampsportsteknik. SPECTRE bruger nemlig levende mål, og stuntmand Peter Perkins viser med imponerende akuratesse, hvor effektivt man kan undgå en ildkaster ved at løbe spidsrod mellem flammerne på en af øens træningsbaner.

Hilsen til Spartacus

Man kan se SPECTRE øen som den skurkagtige forløber til Q-Branch scenerne i secret service, der blev så obligatoriske. Satiren er navnlig tydelig, da man i baggrunden ser to halvnøgne mænd udkæmpe en gladiatorkamp. Som foregår det hele på backstageområdet af Stanley Kubricks storfilm Spartacus fra 1960, som Harry Saltzman da også var inspireret af.

Var ved at ødelægge SPECTRE-Island

I virkeligheden ligger SPECTRE Island i Bonds "baghave".
Filmmagerne brugte den smukke grønne park bag Pinewood Studiernes hovedbygning i Buckinghamshire, hvilket jeg kan sige med sikkerhed, da jeg selv har været der på et set-visit en kold februardag i 2009. Dengang gik jeg hen over samme stenbro, som Sean Connery, da han i åbningen forfølges af Robert Shaw, og var - på grund af isen på trapperne - snublende tæt på at rive den pegasus gelænder statue på jorden, som man kan se dem begge passere i filmens begyndelse.

Toptrænet sadisme

Da der ikke måtte tages billeder, fordi Harry Potter udførte sin magi i samme have, fik fotografen ikke foreviget momentet. Men havde min tur-guide bemærket det, kunne hun med rette have pumpet mig et knojern i maven - sådan som Rosa Klebb såre sadistisk gør, da hun afbryder Grants masage for at teste om morderen nu også er fit nok til jobbet.

God form - og former
Det siger alt om SPECTRE skolens effektivitet, at Grant end ikke blinker ved slaget. Og at den mystiske lejr ikke springes i luften til slut bidrager til mytologien om et skurkesyndikat med uindskrænkede rekruteringsmuligheder fra en hel ø af trænede terrorister i topform.
Plus én massøse med gode former i toppen ...

Ingen Rusland i filmen

Ironisk nok er der slet ingen Rusland i From Russia with love. Hele skuepladsen er flyttet fra Ian Flemings "dyrisk metro-dunstende Moskva, hvor folk overhælder sig med billig parfume, hvad enten de har været i bad eller ej ..." som han racistisk skriver, til det mere eksotiske Istanbul.
Det er her vi møder Koporal Tatiana Romanova - filmens lokkedue.

Opsluges af mørke

Pigen har ordre på at møde oberst Klebb, og opsluges bogstaveligt talt af mørket, idet vi ser hende trippe op til lejligheden i Istanbul efter at have spurgt en gadebetjent om vej.
Lejlligheden er en Pinewood kulisse så stemningsfuld, at den også blev brugt som baggrund på et af filmens mest berømte pr-billeder, hvor Sean Connery og Daniela Bianchi lurer i skyggerne.

Nu ved du at ...

At Tatiana Romanovas to veninder i Istanbul hedder Irina og Natasha. Førstnævnte blev spillet af den 20årige tyrkiske skuespiller Bulbon Brus, mens Natasha, i blå heldragt, fik liv af den 22årige Ulker Sozlo, der var ballerina ved Ankara Statsopera.

Creepy konfrontation

Eksteriøret fandt filmmagerne i en rødkalket bygning inde i Istanbuls handelsesbasar. Men aldrig har den virket mere skummel end her. Grant lurer på pigen, mens døren åbnes for en af de mest creepy konfrontationer i Bond-historien.
Jobsamtalen, hvor Klebb giver Korporal Romanova ordre på at spille forelsket i Bond, er ganske vist kun et svagt ekko af det vulgære show, som Ian Fleming lod scenen udvikle sig til. I bogen skifter lesbiske oberst Klebb til en ”orangefarvet crep de chine natkjole og lyserøde silketøfler med strudsefjerspomponer” i et forsøg på at forføre Tania, der ender med at stikke af fra sin overordnede, som et skæmt dyr.

"Kvindens eneste ulækre tendens"

I 1963 var lesbisk seksualitet endnu noget man i Storbritannien forsøgte at holde i skabet.

Richard Maibaum luftede ligefrem sin fordomsfuldhed, og kaldte Klebbs seksualitet for "kvindens eneste ulækre tendens" i et interview på en laserdisc-version af filmen. Den udkom medio 1990erne, men blev hurtigt trukket tilbage og censureret, da man opdagede Maibaums politisk ukorrekte åbenmundethed. Når filmen så meget som linder på døren til det skab er det en kæmpe provokation i sig selv.

"Et elektrisk chock"

Idag bemærker man vel knap det øjeblik, som forfatteren Raymond Benson engang beskev som ”et elektrisk chok, der kan føles af både pigen og publikum” – nemlig da Rosa Klebb under interviewet diskret berører Tanias knæ, og dermed blotter sin seksuelle lyst.

Ikke desto mindre går scenen længere end mange andre i serien.

Åh, så ækel

Vi har på dette tidspunkt allerede set Klebbs knojern richotere tilbage, som fra en trampolin, da hun hamrede det i Solar Plexus på den udtryksløse Grant i helvedshaven. Nu trækker hun sin ridepisk, som hun smælder i bordet, mens hun - åh så ækelt - begynder at udspørge Tatiana om hendes sexliv.

Lesbisk sexchikane

Klebb smyger sig omkring pigen, nusser hende i håret, tager hende på skulderen og beordrer hende til at smide jakken, og dreje sig omkring i sin næsten gennemsigtige skjortebluse. Hvis ikke det er udtryk for sadomachocistisk magt i blandet lidt lesbisk sexchikane - hvad er det så?

"Årets fejlcasting"

Lad mig også lige dvæle ved den Esquire-redaktør, der i 1963 kaldte valget af Lotte Lenya i rollen som Rosa Klebb for ”årets fejlcasting” med begrundelsen: ”Lenyas force er at modtage smerte, ikke at påføre det, for hendes øjne er håbløst venlige og lidende, uanset hvilken ridepisk hun svinger”.
"Årets fejlvurdering”, tør man vist godt sige.

Fodfeticistisk

Den af ry så venlige østrigske sangerinde agerer præcis ligeså led, og ser nøjagtig lige så tudsegrim ud, som Flemings korporal Klebb blev beskrevet. Myrekrybfremkaldende med sit slikkede røde hår, sin deforme russiske uniform og sine knivbladsudrustede sko, som fodfeticister sikkert også vil finde frække. Kun en skam at Klebbs tykke læsebriller i dag mest ligner en dårlig nytårsspøg.

Oscar-nomiereret sangerinde

Hvis man er født længe efter Lotte Lenya – der kom til verden i 1898 og fik navnet Karoline Charlotte Blameyer – vil man nok ikke forbinde hende med en stor tysksproget sangstemme fra knitrende vinylplader i radioen. Sådan som flere generationer af operaelskere fra 1920erne.

Fra Brecht til Bond
Men det er grotesk, at det talent, der oprindeligt var så anerkendt for at fortolke Berthold Brechts værker til tonerne fra sin første ægtemand, den berømte tyske komponist Kurt Wiel, nutildags bedst huskes som en sylesko sparkende satan. Ingen taler om, at Lenya to år tidligere var Oscar-nomineret for sin rolle i Mrs. Stones romerske forår.

"Det er hende med skoene ..."

Et af de sidste portrætter af Lotte Lenya blev tegnet i 1979. Hendes rolle i From Russia With Love nævnes sidst i udsendelsen. Den østrigske skuespiller døde af kræft, 83 år gammel, den 27. november 1981. Portrættet giver hende kredit for alt det hun kunstnerisk præsterede.

Musikalsk joke

Tatiana Romanova i italienske Daniela Bianchis skikkelse må vi vente med at blive klogere på.
Nu, brikkerne omsider er stillet op skifter filmen nemlig skueplads til England. Nærmere betegnet, sovebyen Hurley, hvor vi hører seriens første musikalske inside joke: Ja, sandelig. I denne seriøse spion-film strømmer Matt Munros titelsang ud fra en transistorradio i en båd, der langsomt stages ned af Themsen, lige forbi en grøn plet, hvor Bond og hans "gamle uafsluttede sag" fra Agent 007 - Mission: Drab - frøken Sylvia Trench - er ved at gå ombord i hinanden i en kano.

En manddomsprøve

Sean Connerys maskulint kropsbehårede alpha-han brøler af vaskeægte ur-seksualitet.
Skottens Bond er virkelig prototypen på et altnedlæggende stykke mandfolk - perfekt castet til en historie, der netop gør den seksuelle akt til en manddomsprøve.

Vulgær sammenligning
For at hjembringe Lektoren til gamle England skal Bond nemlig prostituere sig selv, og gå i seng med Tatiana, der hævder, at være faldet for ham "som en skolepige for en rock-stjerne". I sig selv en lidt vulgær association. Omend Bond selvfølgelig ikke opponerer, da han senere sættes ind i sagens akter i hovedkvarteret ...

En sex-fantasi på kogepunktet

Flemings kinky fantasi om at sende en spion på sex-mission for sit land er på kogepunktet i denne historie. Navnlig når man husker, at den oprindeligt blev udgivet i det mere ærbart tilknappede 1957.
Men filmversionen følger Flemings kongstanke tæt, og er i antydningens kunst mere grænsesøgende end de fleste andre 007-film.

Intet pornografisk?
Bernard Lees M lyder som en hel alfons bag sit skrivebord: ”Sørg for at du lever op til hendes forventninger”, siger han, før han sender vor mand til Istanbul, hvor 007 skal møde sin udfordring i brudesuiten på sit hotel.
Her lader pigen sig da også blot synke tilbage i silkepuderne for at lade sig tilfredsstille af sin gigolo.
Hun vil give Bond besked om han har skuffet hende, ”in the morning”.
Tro mod den gode smag dvæler kameraet selvfølgelig ikke ved selve akten. Det er stadig en Bond-film, og der er intet pornografisk – og dog, og dog …

Ikke for børn

Genkalder man sig filmens skud af pigens ”lidt for store mund”, et close-up hvor tungen spiller inde bag de let adskilte røder læber, og Bonds blændende bemærkning om, at ”den mund da har den helt rigtige størrelse – til mig ...”, og vi har en hentydning, der i hvert fald ikke er for børn.

Voyerisme i spil

Voyerisme er også i spil i form af den cigaretrygende Klebb og en anden lurende SPECTRE-agent, der bag sengens falske spejl filmer eskapaderne. ”En stor performance”, som Grant senere kalder (porno)filmen, der skal bruges til at skandalisere Bonds ry.

Nøgen pige

Sovekammerscenen er oven i købet et af de få steder serien lader os skimte en nøgen pige. Ganske vist ikke Daniela Bianchi herself, der under optagelserne var iført en hudfarvet bodystocking under lagnet, men en mindre katolsk bodydouble.
Men et peepshow bliver det, da pigen nøgen, kun halvvejs skjult bag et blafrende gardin, springer ned i Bonds seng.

Afspejler Profumo skandalen

Idéen om, at skandalisere en spion ved at filme vedkommende med bukserne nede virker idag noget bedaget - og i Bonds tilfælde ville det vel næppe kunne udløse en sensation. Men i koldkrigens dage kunne alene mistanken om sexspionage være nok til at vælte regeringer.

Den britiske regering gik således af i 1964, året efter, at det kom frem, at den daværende engelske krigsminister John Profumu havde ligget i med den engelske call-girl Kristine Keeler, som samtidig dyrkede omgang med en russisk ambassadesekretær.

Filmet bag falsk spejl

I 1968 måtte den engelske ambassadør i Moskva, Sir Geoffery Harrsion også stå frem og indrømme, at et sidespring med en ung russisk pige kaldet "Galya" var ved at blive en belastning. Fordi det hele var blevet filmet af fjenden på et 16 millimeter kamera bag et falsk spejl ...

Agent 007 jages afspejler på alle måder en fantasifuld forestilling om, at spion-universet er en romantisk legeplads for eksotiske damer og potente machomænd, og at sex blot er en del af dagens dont for en ægte undercover agent.
Men noget tyder på, at en hel verden af diplomater, statsmænd og præsidenter har haft meget nemt ved at identificere sig med den illusion ...

Nu ved du ...

At From Russia With Love ikke bare lå på listen over John F. Kennedy to favorit-bøger, offentliggjort i Life Magazine. Filmen blev også den sidste han så i privat-biografen i Det Hvide Hus, inden han blev skudt og dræbt ved paraden i Dallas, den 22. november 1963. Det kom siden frem, at også Lee Harvey Oswald havde set filmen, få dage før han affyrede skuddene. Hvis mordet har noget med Bond at gøre, er det en hidtil helt ukendt konspirationsteori ...

Saftig playboy fantasi

En lokkedue under lagnerne er da også stadig en af seriens mest saftige playboy fantasier. En pige, der venter sin mand i hans seng, kun iført selvsiddende sorte strømper, og et lille sort gavebånd om halsen. Jo tak, Tania - det virker ...

Bund-sjofel

Meget sigende har det ofte været en genskabelse af nøjagtig den sekvens potentielle Bond-kandidater er blevet testet i, når en ny 007-stjerne skulle findes. ”Pistoler hidser mig op", udbryder pigen ved synet af Bonds potent strittende Walther. ”Jeg er selv en smule ophidset”, svarer Bond med endnu en sofistikeret, men bundsjofel double entendre.

Den ultimative machoman

Svøbt i badehåndklæde og varmet af en brystmåtte så tæt som tågen i Chelsea, skildres Sean Connery som den ultimative macho-man. For selvfølgelig lever Mr. Bond op til forventningerne ...

Gammeldags kvindesyn
I resten af filmen tigger Tania ligefrem Bond om, ”at elske hende dag og nat”, når de kommer til England, et indsat billede af de prustende hjul på Orient Expressen symboliserer hvad der sker bag det nedrullede gardin i deres togkupé på vejen, og da Connery klasker Tania bagi (spanking for åbent tæppe) og beder hende gøre som han siger, er hun føjelig.
Selv da Bond stikker pigen én på skrinet for at få en oplysning for dagen fastholder hun sit, ”I love you, James. I love you, I love you, it’s true”. Det gør filmen fantastisk gammeldags i sit kvindesyn.

"Bond-fimene blev lavet af mænd, der forsøgte at holde kvinderne på deres plads, så de i al fremtid ville stryge deres skjorter ..."
- Fay Weldon, 1975

”Bond-pigerne har altid kunnet ses som progressive rollemodeller for kvinder, fordi de har haft deres egne karrierer og været seksuelt frigjorte”, plæderede seriens senere producer Barbara Broccoli i et interview med Daily Telegraph i 2008.
Det holder bare ikke rigtig med denne film på kuglerammen.

Her gælder nærmere forfatteren Fay Weldons udfald mod seriens bagmænd fra 1970erne: "Bond-fimene blev lavet af mænd, der forsøgte at holde kvinderne på deres plads, så de i al fremtid ville stryge deres skjorter". Eller den engelske feminist Kathy Lethes karakteristisk af producernes Bond-piger, som "en form for livsforsikring i et par gode patter".

Dana Broccoli med på råd

Men Agent 007 jages er undtagelsen. Skønt hun aldrig blev krediteret blev Dana Broccoli herefter en stærk rådgiver for hvornår noget blev for sexistisk. Generelt skildres Bond-pigerne også stærkere end i denne film, hvor de sættes på plads med rap over fingrene, når mænd taler business, og ellers bare skal forsøge at vinde deres interesse ved hjælp af sex.
Se blot på Sylvia Trench.

Fra favn til favn

I Eunice Gaysons blomsterbikini klædte figur må hun virkelig arbejde hårdt på, at få vor mand til at blive blot en halv time ekstra under kalechen på den gamle irgrønne Bentley ved flodbreden i Hurley. Inden Bond fortsætter sit flirteri på forkontoret i London, nu med Miss Monneypenny, som efter en kort kinddans også blot efterlades med et arkivbillede af Tatiana Romanova i hånden. Et billede Bond ovenikøbet underskriver "From Russia - with love". Med en håndskrift, der tilhørte Terence Young, der dublerede Connery i nærbilledet.

Seksuelt supervåben

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at Eunice Gaysons Sylvia fik lov at gå igen i Agent 007 jages.
Bortset fra Lois Maxwells Miss Moneypenny skal vi helt frem til 2021's No Time To Die og Léa Seydoux før nogen har fået den ære. I alt fald som samme karakter. Selv ikke Ursula Andress, som Connery ellers talte varmt for, fik chancen for at gæsteoptræde som Honey Ryder.

Udgav bog

Gayson forsøgte også, at slå mønt af omstændigheden ved at udgive en bog med titlen The first lady of Bond. Men sammen med darling Moneypenny er Sylvia kun med for at understøtte idéen om, at Mr. Bond er Storbritanniens altnedlæggende, seksuelle supervåben. "Manden alle mænd vil være, og alle kvinder vil være sammen med", for nu at bruge pr-agenternes slogan.

Big spender og spion

Fra sin ankomst til Istanbul fastholder kameraet Sean Connery, som verdens mest attraktive mand.

Velklædt, selvsikker, farlig og sexet som en agent adonis, glider han gennem lufthavnen i en elektrisk symbiose med Bond-temaet. Det er 007 alles øjne hviler på. Fra spioner til kontraspioner, fra hotelreceptionister - til os, der ser filmen.

Selv Kerim Bay's elskerinde sender ham et afmålt blik, da Bond træder ind på den lokale tyrkiske spionchefs kontor bag tæpperne i byens berømte basar.

Målebånd som spion-dippedut
Ligesom i Agent 007 - Mission: Drab fremstår Bond utrolig smart og sexet. Navnlig da han efterfølgende tjekker ind på sit eget hotel, og som en mellemting af Big Spender og spion deler drikkepenge ud med den ene hånd, mens han afsikrer sit værelse for aflytningsudstyr med den anden. Det foregår ved at spænde en smart lille dippedut, der i virkeligheden var et målebånds-hylster, på hoteltelefonen. Mens de der måtte lytte med må have mistet hørelsen på grund af det nærmest eksplosive Bond-tema, der noget overdrevent brager ud over lydsiden.

Ikke meget spas

Anordningen er ikke filmens mest berømte gadget - den får 007 på M's kontor, iform af en herlig, sprængfarlig attaché-taske med springkniv og gemte guldsoveriegner. Hvilket selvfølgelig betyder debut til Desmond Llewelyns geniale gadget-opfinder.

Men da Q ikke får sit eget værksted, er der ikke så meget spas ved figuren i denne film. Til gengæld forstår man, hvad han siger, hvilket ellers ikke var givet. Ifølge Llewlyn ville instruktøren have haft ham til at demonstrere kufferten på sit modermål, walisisk. Indtil han åbnede munden med en accent så uforståelig, at den ville have fået ham eftersynkroniseret på stedet.

Kontoret røg i luften

Sjovt havde Peter Hunt det derimod i klipperummet, hvor han ikke kunne dy sig for at mikse øjeblikket, hvor Bond klikker mappen op sammen med eksplosionen af Dr. No's hovedkvarter. Under en fremvisning for producerne fik han det til at se ud som om Bond åbnede tasken og - buum - fik hele kontoret til at ryge i luften, og filmen til at slutte brat ...

USA overlegen

På hotellet viser Connerys selvsikre smil til hver en funden mikrofon, at 007 skam godt ved, at han bliver overvåget. Men som M har sagt, "kan British Intelligence ikke lade selv den mindste chance for at få fat i en Lektor kodemaskine passere". Også selvom det helt åbenlyst er en fælde. Hvorfor?

Fordi CIA har ønsket sig sådan en i årevis, og fordi England i Bonds univers jo altid skal være USA overlegen.

England uden for døren
I virkelighedens 1963, hvor Storbritannien end ikke fik lov at lytte med når Washington og Moskva talte international sikkerhedspolitik på den hotline, der var oprettet efter Cubakrisen, er denne engelske magtdemonstration en joke, der er ligeså tyk som lædderet på Ms dobbeltdør.

Beluret

Arlette Dobson - Miss Europa 1963 - spiller den kønne hotelreceptionist, der efterkommer Bonds ønske om at blive flyttet til brudesuiten, da han opdager mikrofonerne. Pigen taler ligesom Ursula Andress gjorde i Agent 007 - Mission: Drab, fordi også hun er blevet eftersynkroniseret af seriens faste talelærerinde, Nikki van der Zyl.

Passiv brik

Men ellers er Bond i denne film ikke manden, der driver mysteriet frem til en opklarelse, ligesom han var i den første film. Snarere en passiv, men konstant beluret brik i et drama, som han ikke helt kan gennenskue.
Hvilket nu også godt kan være svært for os andre ...

Gemytteligt narrespil

Ved første gennensyn var det ikke klart for mig, at det er russerne, der står bag den bombe, der nu eksploderer på Kerim Bays kontor.

En hævnakt for den bulgarske agent, som vi kort forinden ser falde livløs ud en af en sort citröen foran byens sovjetiske konsulat. Dræbt af Grant i et forsøg på at få fyret lidt op under den kolde krig i Istanbul.
Fra 007 ankommer til byen har hans tyriske chauffør (Neville Jason) forvisset ham om, at koldkrigen på Balkan blot er et gemytteligt narrespil mellem russerne og de engelskvenlige tyrkere: "Meget venskabeligt - Vi forfølger dem, de forfølger os ..."

"Faste kvindebryster ..."

Eksplosionen falder som en god chok-effekt.

Den flænser totalt den ellers så erotiske atmosfære, der var ved at brede sig på kontoret mellem Kerim Bay og hans lille lystne elskerinde, hvis kuplede kavalergang Ted Moores kamera sjofelt zoomer ind på fra et overbliksbillede af Istanbuls mange andre gyldne kupler. En idé, inspireret af bogen, hvor Ian Fleming netop sammenlignede kuplerne på moskeerne med "faste kvindebryster .."

Sjofel attitude

Spillet med stor indlevelse af den rappe, 32årige jugoslaviske model Nadja Regine er det tydeligt, at hun i elskerinderollen opfylder samme funktion overfor Tyrkiets topspion, som Sylvia Trench gør for Storbritanniens. Også Nadja Regin, der sjofelt sutter på kuglerne i sin halskæde, må tigge og bede om at få trukket Kerim Bay "tilbage til saltminerne", som han siger, inden de falder hinanden om halsen. En replik, der oser mere af mandehørm, end hans cigareter gør af tyrkisk tobak.

Ikke underligt, at Kerim Bay og Connerys chauvinistiske Bond etablerer en kemi som serien har kæmpet for at skabe magen til i næsten alle 007s efterfølgende krigskammeratskaber.

Engelsktro guide

Meget er vundet ved at have fået den moustacheprydede mexicaner Pedro Armendariz i rollen som Kerim Bay.
Denne gamle John Ford western veteran formår som chefen for station T - Tyrkiet - at være både sympatisk og rar, selv når han dræber. Med en cigarrygende Winston Churchill i glas og ramme på sit skrivebord, er Kerim Bay den lune, trinde og engelsktro guide, der tager Bond - og alle os andre - med rundt i Istanbul.

"Istanbul er en barsk by"

Agent 007 jages viser ikke kun Istanbul fra byens turistede og glamourøse side.

St. Sophia moskéen, Bospuros strædet og den store basar har man naturligvis med. Ligesom Hitchcock bruger Terence Young de genkendelige steder til at skabe indentifikation. Men midt i mekkaet af moskéer, kramboder og minaretter strakt mod himlen som raktetbatterier, får vi også et kig på skyggesiderne af denne på en gang eksotiske, bilhornslarmende og overbefolkede metropol. Med dens skumle lejlighedskompleker med vilde katte og knirkende trædøre, dens primitive sigøjnercamps, og ikke mindst labyrintiske undergrundscisterner.

CIA kopierede Kerims spionage

Meget sigende fremstår byens til dagligt seværdigt smukke, og gyldent oplyste Basilika cisterne som noget af det mest dunkle.

Bygget af kejser Justinian i år 523 (og ikke som Kerim Bay siger af kong Konstantin) er vandreservoiret idag et velbesøgt turistmål.

Ubådsperiskop i fjendens møderum

Men i filmen er det Kerim Bays hemmelige kloakrute. To gange dagligt sejler han ned til den russiske ambassade, hvorunder han har installeret et ubådsperiskop, som han kan stikke direkte op i fjendens møderum. Et udtryk for den fantastiske Fleming fantasi, som man idag nok ville have fundet temmelig urealistisk. Hvis ikke det lige var fordi, at virkelighedens CIA i 1980 blev afsløret i, at have bygget en tunnel under den sovjetiske ambassade i Whasington, hvorunder man på samme måde som Kerim Bay og Bond i filmen havde forsøgt at aflure fjenden.

Lever af overdrivelser

Time fremhævede i 1963 hvordan filmen konstant lever at disse små overdrivelser. Fordi det "ikke er nok for Bond at rette en kikkert mod det rusiske konsulat i håbet om at mundaflæse fjenden .. nej han stikker et helt ubådsperiskop op gennem væggen, så han på klos hold kan inspicere to vigtige sovjetiske hemmeligheder: Heltindens velformede ben ..."

Sjov, ikke pjattet
Bonds sneakpeak af Tatiana udløser en dejlig, mandschauvinistisk bemærking om, at "det da fra denne vinkel ser yderst lovende ud", men scenen bliver aldrig pjattet. Tilstede i rummet er nemlig også "Manden, der dræber for sjov" - den bulgarske lejemorder Krilencu. Det får Kerim Bay til at slutte, at russerne må være på krigsstien, og giver historien en gyldig grund til at lade ham og Bond gå under cover i den nu efterhånden så berømte sigøjnerlejr.

Nul tur til Tyrkiet

Det tyrkiske turistministerie fandt det i 1963 alt for diskriminerende for byens ry, at give tilladelse til at bygge en sigøjnerlejr i Istanbul. Filmens er derfor lavet på Pinewood studiernes udendørsområder. Til stor irritation for Martine Beswick og Aliza Gur. Som lejrens letpåklædte sigøjnerpiger, Vida og Zora, havde de lige fået stemplet deres pas og papirer, og var klar til en tur til det varmere Tyrkiet.

Politisk ukkorekt stammefolk
I et nyt årtusindes politisk korrekte tider kan man alt for levende forstille sig, hvilke racismepraragraffer filmmagerne ville blive anklaget for i skildringen af spionchefens sortsmuskede sigøjnerkammerater. Men det er altså blandt det fingerspisende, Raki drikkende og sortsnakkende stammefolk, at Flemings fortælling bliver mest grænsesøgende.

Nu ved du ...

At Raki, som serveres for Bond i lejren, oprindelig er en albansk nationaldrik, der er ligeså stærk som Vodka. Produktionen kræver en hel korrekt gæring af moset frugt - ellers risikerer den at blive udrikkelig. Den skænkes af den britiske skuespillerinde Geraldine Moffat, der i 1971 fik den kvindelige hovedrolle overfor Michael Caine i krimien, Get Carter.

Kvindekampen er sexistisk staffage

I lejren bliver den overvældende kvindelige opmærksomhed, som hidil har været begunstiget Bond, kun endnu større.
007 bydes velkommen af Laila, forteksternes forførende mavedanserinde, der vrider sig sensuelt foran ham i et dansenummer, der i dag virker noget for langt. Derpå sendes de to kvindelige vildkatte, Vida og Zora i kødet på hinanden. Med svedglinsende kroppe, udstillet i farverige laser og pjalter.

Ender i Bonds skød

Sigøjnerpigerne slås egentlig om høvdingen Vavras søn, men begge ender med at blive skænket til Bond. Der heller ikke her afstår fra den seksuele udfordring ved en trekant. Næste morgen ligger begge vildkatte da også spindende for Connerys skød.

Jo, det er mesterligt ...

Fight, fight, fight

Kvindekampen mellem Zora og Vida er egentlig komplet irrelevant for historien. Sadistisk, sexistisk staffage (prøv at sig det efter et par vodka-martinier) med en stuntkoreografi, flere anmeldere selv i 1963 beskrev som ”tam”.

Jaloux?
I det ene hjørne Zora, den tidligere Miss Jamaica, Martine Beswick. I det andet Vida - Aliza Gur. En tidligere Miss Israel, der ifølge rygtet (sandt eller falsk, who cared?) var grænseløs jaloux på Martine, fordi hun som instruktør Terence Youngs lille darling var blevet lovet en rolle allerede i Agent 007 - Mission: Drab . Fight, fight, fight" …

Inspirererede kultfilm

Halvpornografiske catfights mellem afklædte kvinder blev ti år senere det primære indhold i de såkaldte ”Women in prison” film, og fødte en hel kult-genre i sig selv. De film blev aldrig betragtet som stuerene i mainstream biografer, og slet ikke af feminister. Når et slagsmål, som det mellem sigøjner-pigerne overhovedet figurerer i Agent 007 jages viser det igen hvor langt ud over den politisk korrekte kant filmen går.

Ingen bid i brysterne

Men jeg klager ikke – i al fald ikke ligeså højt som Ian Fleming, der i 1963 udtrykte stor skuffelse over, at pigerne ikke som i hans version "havde bidt hinanden i brysterne under kampen".
Hvordan forfatteren så end havde forestillet sig, at det skulle kunne passere forbi censorerne?

Måtte trimmes

Terence Young fik i 1963 rigeligt at gøre med at få cat-fighten godkendt til et publikum på tolv år. En filmcensor hævede nemlig stædigt, at man kunne se Aliza og Martines kønshår under kampen. Klipperen Peter Hunt måtte tilbage og trimme lidt mere - af scenen, forstås …
En kvindekamp, så bestialsk og pirrende, som i Ian Flemings beskrivelse fik Terence Young først mulighed for at lave igen i filmen Amazonernes krig mod mændene, der kom ud i Danmark i 1974.

Kontroversiel catfight

Den blev ironisk nok sendt ud midt i den vestlige verdens kvindeoprør, hvor den med 007-instruktør Youngs navn øverst på en plakat, der forestillede to halvnøgne kvinder i kamp, var med til at sætte fut i den internationale censur-debat.

Da From Russia with love den 14. januar 1974 for første gang blev vist på amerikansk tv bevirkede det, at catfighten var klippet helt ud af filmen. Og sådan vedblev det til langt op i 1980erne.

Overlegen opvisning

Ofte er ildkampen mellem Krilencus angribende bulgarere og sigøjnerne, der nu afbryder catfighten, også blevet klippet ud af tv-versionerne. Og det til trods for at slaget nu altid mest har mindet mig om en moderne version af cowboy’dere og indianere. Med brændende hestevogne og hvislende kasteknive i luften i stedet for pile.

Hævet over almindelige slagsmål

Fordi kameraet bliver ved med at følge Bond, mens han dukker sig ud og ind mellem kampene, får scenen præg af overlegen opvisning.

Serien skildrer for første gang Bond, som en usårlig kriger. Ikke blot sexet og farlig, men med en ekspertise højt hævet over primitive slagsmåls banalitet. Kerim Bay og sigøjnerhøvdingen Vavra er i skudlinjen - ikke 007.

Jager den store fisk

Bond bevarer konstant overblikket, og faconen i sit 20.000 kroner dyre skræddersuit, mens han fyrer fra hoften.
Som man senere skal se det i slutslagene i Agent 007 i ilden fra 1965 og I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste fra 1969, går Bond altid målrettet efter den store fisk – i dette tilfælde russernes lejemorder Krilencu - og er nærmest arrogant i den bistand, han på vejen yder sine allierede. Lidt ufrivilligt morsomt løser 007 f.eks. en kamp mellem to stridende mænd ved blot at vippe dem begge til afkøling i en sø.

Flig af realisme
Men da det også er nu, at Grant fra skyggerne leger skytsengel, og skyder en bulgarer ned, der angriber Bond fra ryggen, bevarer vor helt lige nøjagtig en flig af realisme. Havde SPECTRE ikke skulle bruge 007 til at stjæle Lektoren for dem kunne også Bond være omkommet under dette angreb.

Rent rovmord

Ublodigt er slaget heller ikke. Et smertenskrig fortæller, at sigøjnerne torturerer en tilfangetaget bulgarer til at afsløre deres leders gemmested. Kerim Bay, der undervejs skydes i armen så blodet flyder (skuespilleren placerer tydeligvis selv farveladen) kræver hævn, og hans drab på bagmanden, ”The stincky Krilencu” – skildres som det rene rovmord.

Censuret til tv

Kerim pløkker den forsvarsløse morder i ryggen, da han næste nat kravler ud fra sit skjul i et vindue på en husgavl i Istanbul. Mandens skrigende fald til jorden, hvor han lander med et klask på brostenene, fik igen censursaksen til at klippe i tv-udgaverne. Kun Bond bløder lidt op for kynismen: ”Hun skulle have holdt sin mund lukket”, lyder hans kække bemærkning til, at Krilencus flugtvej gik gennem Anita Ekbergs sensuelt adskilte læber på en gigantisk filmplakat af Call me Bwana, der er hængt op foran ruden.

Kreativ skjult reklame

I Flemings version var det filmplakaten til Niagara fra 1953, og dermed hovedrolleindehaveren Marilyn Monroes mund, der stor for skud - om man så må sige. Men da Hollywoods største sexbombe i 1962 blev fundet livløs efter en overdosis sovepiller, så filmmagerne deres snit til at erstatte bogens billboard med en reklame for deres egen aktuelle komedie med Anita Ekberg i hoved-rollen.

Forfulgt af reklamer

Originalplakaten til Call me Bwana forestiller ganske vist en gabende flodhestemund, men det er opfindsomt ændret til "Anitas lovly mouth".

Men Broccoli og Saltzmanns navne kan stadig anes på plakaten gennem Bonds infrarøde kikkertsigte – hvilket gør denne films produkt placement til seriens mest kreative. Bortset fra et rød-hvidt tysk folkevognsrugbrød, der diskret forfølger Bonds taxi fra lufthavnen og ind igennem Istanbul, en plakat for Vichy kildevand i Orient Expressen, samt en Imperial skrivemaskine-kalender i Miss Moneypennys kontor er det også fimens eneste reklame.

SKYGGEN AF PRODUKT PLACEMENT

Et rød-hvidt folkevognsrugbrød forfølger både Bond og Grant gennem Istanbul. Det er produkt placeringens første skygge, der falder ind over serien her.

Lidt for indviklet plot

Hvad der følger er Bond og Tatianas kinky sengeaktivitet i den kameraovervågede brudesuite, som en britisk avis såre potetisk noterede gød "phoshorus på Bospuros". Men ligesom Bond aldrig får lukket for det varme vand på badeværelset, inden han distraheres af Tania i sengen, får også historien herefter lov at løbe lidt for frit fra hanen.

Hvorfor udspioneres Tatiana?

Ganske vist foregår det i en yderst realistisk og fortættet atmosfære, da 007 dagen derpå sætter Tania stævne i St. Sophia moskeen.

Pigen skal aflevere en plan over den russiske ambassade i et sminkespejl for foden af to bedesøjler. Forudsat, at holdet var færdige, før dagens rykind af turister, gav Istanbuls regering tilmed grønt lys til, at det kunne filmes inde i de imponerende hellige haller.

Problemet er, at Tatiana nu forfølges af Hasan Caylan, den moustacheprydede bulgarske spion, som vi også så køre efter Bond fra lufthavnen, og hvis makker faldt livløs ud af sin citroën, foran det russiske konsulat. Spørgsmålet er hvorfor han nu udspionerer Tatiana?

Forvirret

På intet tidspunkt har den bulgarske spion set Tania tage kontakt med Bond, og på intet tidspunkt har vi hørt pigens overordnede mistænke hende for noget.

Alligevel ender det med, at bulgaren finder ud af pigens forrædderi, netop som Grant igen træder ud af skyggerne, og dræber ham med tre hurtige håndkantslag. Da Bond finder mandens lig virker han ligeså forvirret, som vi andre.

Bogen mere simpelt fortalt

I Flemings version var historien mere simpelt fortalt.
Tatiana ventede bare på Bond i Orient Expressen med kodemaskinen, dagen efter deres hyrdetime, hvorpå hjemrejsen mod England kunne begynde. Filmversionen går lidt over Bospurusstrædet efter vand ved igen at lade Bond interviewe Tania om Lectoren, for derpå at sende beskrivelsen hjem til en flok uniformsmænd i London. Alt sammen for at bygge en realistisk dramaturgi op om 007s endelige indbrud på den russiske ambassade i Istanbul.

Forlegen Bernard Lee

Heldigvis er der stadig et humoristisk højdepunkt, som adskiller alt dette fra at blive ren John Le Carré. Nemlig da Bond på den hjemsendte båndoptagelse afbryder pigens flirtende beskrivelser med en lille kommentar om nogle "interessante seksuelle oplevelser han og M engang havde gjort på en rejse til Tokio". En forlegent rødmende Bernard Lee sender morsomt nok jomfrunalske Miss Moneypenny ud på sit forkontor, hvor hun selvfølgelig bare tager samtaleanlægget i brug for at lytte med ...

Nu ved du ...

At filmmagerne selv var ved at fare vild i historien. De lavede en scene, hvor den bulgarske spion med alpehuen og overskægget, der blev dræbt af Grant i St. Sophia moskéen, pludselig atter var lyslevende. I scenen forfølger han Bond mod den færge, hvor 007 skal møde Tatiana. For at stoppe ham arrangerer Kerim Bay derfor et harmonikasammenstød i Istanbuls trafik, der fanger den bulgarske spions citröen mellem to biler. 007 springer ud af sin vogn, og tager straks en ventende bil videre. Imens banker Kerim Bay asken af sin cigar, og bemærker tørt til den rasende bulgarske spion:"That, my friend, is life". Kun fordi Harry Saltzmans søn, Steven ved en screening bemærkede, at der var noget galt, endte scenen med at blive klippet ud.

Simpelt tyveri

Bonds tyveri af Lectoren foregår meget simplet.

007 går direkte op til skranken i den russiske ambassade, og beder om et visa, hvorpå Kerim Bay udløser en bombe i undergrunden. Panikken bruger Bond til at snige sig ned gennem tåregassen til maskinen.

PR-røg i gaden

Ifølge én historie fik filmmagerne aldrig tilladelse til at sætte de røgkanoner op, der skulle vise, det at det russiske konsulat stod i brand. Brandsprøjterne, der kom drønene gennem gaden til konsulatet ankom altså, fordi de anså branden for at være ægte. Hvorfor brandmændene ikke bemærkede filmholdet, men blot fortsatte slukningsmanøvrerne er dog en forklaring, der fortoner sig lidt i pr-røgen ...

Afledningsmanøvre

Branden i gaden tiltrak tilskuere i tusindevis. Mange af dem ses tydeligvis bag afspærringerne, idet Bond ankommer til konsulatet i en taxa.

For at få arbejdsro måtte stuntmand Peter Perkins derfor lave diverse afledningsmanøvrer, så Connery, Daniela Bianchi og Pedro Armendariz kunne filmes kravle op fra en kælderskakt, og løbe ned mod Istanbuls Sirkeshi station for - endelig - at borde Orient Expressen.

Ikke så klamt som i bogen

Vejen de tager går gennem "rotternes tunnel". Sådan kaldte Fleming de udgravede cisterner under konsulatet. Desværre forekommer det ikke nær så klamt som i bogen. Rotter i hundredevis kommer ganske vist hvinene ned mod Bond og Tania, da de flygter ned i undergrunden fra ambassadens kælder. Men det er tydeligt, at skuespillerne ikke selv er i nærheden af dem.

Rotterne undslap

Når det ikke er bedre lavet hænger det sammen med, at den daværende britiske lovgivning forbød al brug af vilde rotter i engelske filmstudier. Man forsøgte sig med tamme hvide rotter rullet i chokoladedrys, men under de varme studielys gad de dovne dyr ikke bevæge sig. Gnaverne slikkede istedet hinanden rene for chokolade. En spansk rottefænger måtte derfor hyres til at fange 140 vilde rotter til ti shilling pr. styk. Scenen blev derpå lavet - uden skuespillere - i en lukket garage i Madrid.

Men ifølge historien endte alle, inklusive producer Broccoli med at søge tilflugt på stolesæder. Rotterne undslap nemlig glasafspærringerne, og for frådende omkring på garagegulvet ...

Agatha Christie atmosfære

Nutildags kan den afsluttende togrejse gennem Jugoslavien nok forekomme lidt langtrukken.
Hvor Ken Adam ville have shinet togets trange gange og brune kupeer op med fantasifuld luksus, lader Syd Cain Orient Expressen fremstå ligeså spartansk, som beskrevet i et af Agatha Christies mordmysterier fra 1930erne.

Taktfast tøffende rytme

Stationerne i centraleuropa indhylles i skæbnesvangert røg og damp. På lydsiden skaber John Barry en stemning, hvor musikken tager form som toget selv, og går i en langsom, taktfast tøffende rytme. Peter Hunt projekterer landkort, og sound-mixer Gordon McCallum lyde af det buldrende tog ind over billederne. Den slags kaldes atmosfære, og det har Agent 007 jages til overmål. Men det er en mere bedaget atmosfære end den, der siden er kommet til at betegne Bonds verden.

Seriens mest spændende togrejse

Alligevel bør man løse billet - for rejsen udvikler sig til en af seriens mest spændende udflugter. Med et sitrende sadistisk kimaks
Grant er nemlig også med toget - han deler kupé med fru Harry Saltman, som man lige kan ane i vinduet, idet han ruller det op. Og herfra begynder ellers et udspekuleret maskespil, der først ender, da den psykopatiske killer får 007 overmandet i hans kupé.

Tania behersker kunsten at forføre

Før historien når så vidt tager den sig dog tid til at bygge videre på Bond og Tatiana Romanovas romantiske forhold. Så også det bliver lidt mere menneskeligt autentisk, end de fleste andre mellem Bond og hans lovebirds.

Blev gravid
Daniela Bianchi har været som sunket i jorden, siden 1968. Fordi hun blev gravid og giftede sig med en italiensk shippingmagnat valgte hun som en god italiensk mamma, at droppe filmkarrieren for at passe sin lille bambino, Fillipo. Derfor overses hun ofte i tilbageblik på seriens heltinder. Ikke desto mindre vil jeg altid have et blødt punkt for La Bella Bianchi

Lolita-fantasi

Ikke fordi hun stjæler billederne på samme seksuelle facon, som Ursula Andress gjorde i Agent 007 - Mission: Drab. Heller ikke på grund af en overdreven make up eller en tøj-og hårstil, så gammeldags, at hun ofte ligner én der er ti år ældre end de 21 somre, hun faktisk kun er.

Det er stylisternes skyld, ikke Bianchis.

Naturlig uskyldighed

”In the flesh” kan den tidligere Miss Rom bryste sig af en figur så yndefuld, og et ansigt så klassisk i konturerne, at det næsten lever op til den unge Greta Garbo, som Ian Fleming sammenlignede Tania med i sin roman, og som producerne castede efter. Men næh, nej: Det er Bianchis naturlige uskyldighed, der gør hende så uimodståelig.

Når hun som en pyntesyg lillepige foran togspejlet sætter små, blå sløjfer i frisuren, laver overskæg af sine askeblonde lokker og på ballarinatrin tripper ind foran Bond i en babyblå natkjole med kløftedyb brystudskæring - og bider i hans slips - slipper hun en Lolita-fantasi løs, der er en skamløs provaktion mod en mands basale sanser ...

Barbara Jeffords stemme

Tania behersker tydeligvis kunsten, at forføre.

Ifølge Rosa Klebbs aktsmappe har hun haft tre elskere før Bond, og som en russisk korporal, der overvåget af Big Brother systemet tvinges ind i endnu en spionaffære virker hun ægte.

Taler russisk

Daniela Bianchi eftersynkroniseres af den engelske skuespillerinde Barbara Jefford, og hun taler russisk første gang vi ser hende foran konsulatet i Istanbul, hvor hun tager afsked med et par veninder. Alene det giver Bianchi en troværdighed, som mange Bond-piger savner.

Testet i forhøret

Ifølge Terence Young brugte producerne lige så lang tid på at finde en passende Tatiana Romanova, som de i 1962 havde været om at lave Agent 007 - Mission: Drab.

Unge, håbefulde piger fra hele verden blev testet i forhørsscenen med Rosa Klebb (med Anthony Dawson i Lotte Lenyas rolle, omend ikke sko)

Nægtede sex med chefen

Men man forkastede både Ingrid Bergmans første datter, svenskeren Pia Lindstrøm, den kroatiske starlet Sylva Koscina, modellen Tania Mallet og tyskeren Elga Andersen – som en af cheferne på United Artists mente var samarbejdsvanskelig, fordi hun ikke ville gå i seng med ham.

Har man hørt noget lignende ...?

Herunder: Jagten på lokkeduen, der skulle forføre 007 gik ind i februar 1963. Blandt de testede var danske Anette Strøyberg og Ingrid Bergmanns datter, Pia Lindström (nederst t.h.) Fotograf ukendt.

Bianchi hyret på sengekanten

Til sidst var 200 ansøgere - der i blandt den danske Tuborg Guldpige Anette Strøyberg - snævret ind til tre.
Daniela Bianchi var nummer ét, men sengeliggende, da hun skulle aflægge sin audition. Heldigvis kunne Young bestemme sig blot ved at se hendes billede. Med Sean Connerys billigelse kunne hun præsenteres for et dusin pressefolk på The Connaught hotel i London i 1963.

Filmens store chok

All right: Tatiana Romanova er stadig underlagt filmens mandschauvinistiske kvindesyn.

Ligesom Bond må man mod slutningen skule skævt til hende, når pigen ombord på en motorbåd, midt i modvinden, prøver at bestemme vindretningen ved at stikke en våd finger i vejret.

Bidrager til intensitet

Tania er tilmed irriterende dumnaiv, da hun spørger om de stadig skal have te, da konduktøren på Orient Expressen pludselig orienterer Bond om, "at noget forfærdeligt er tilstødt Kerim Bay".

Men at fundet af den tyrkiske spionchef med en kniv i ryggen nu udløser filmens største chok vidner om en intensitet og realisme i spillet, som Daniela Bianchi i den grad har bidraget til. Og som kun bliver endnu mere udtalt, da Bond vender tilbage til deres kupé - efter at have beset liget - og håndfast begynder at afhøre hende.

Stemplet med realisme

Forhøret er virkelig en af seriens stærkeste scener.
Ikke mindst fordi vi forinden har set hvordan kærligheden blomstrede mellem dem, navnlig i et øjeblik, hvor Bond fremtryller Tania en taske med nyt tøj. Tania ser her oprigtigt ud til at være forført, langt ud over hvad hun end har ordre til.

Men mordet på Kerim Bay gør hende pludselig til en mistænkelig medsammensvorn i Bonds øjne. Og den lussing, han stikker hende mærker ikke blot Tanias kind, men efterlader et aftryk af brændende realisme på filmen.

Gloriøs sidste rolle til Armendariz

Mordet på Bonds ven er overrumplende, men helt overraskende kan det nu ikke have virket i 1963.
Billedet af Kerim Bay og den russiske kommisær Benz dolket til døde i deres kupé blev nemlig brugt i biografernes udhængsskabe.

Smerteligt tab
Alligevel forekommer Kerim Bays død som et smerteligere tab end tilfældet ellers ofte er i Bond filmene, når 007 mister en krigskammerat. Men det skyldes måske ligeså meget som Pedro Armendariz' herlige spil, ens viden om, at dette blev den kræftramte mexicanske stjernes sidste rolle.

Ændret produktionsplan

Sådan er livet, min ven”, skal Pedro Armendariz' selv med et skuldertræk, og en nærmest trøstende sort ironi, have sagt til en ulykkelig Terence Young, da det undervejs i optagelserne gik op for instruktøren, hvor syg hans mexikanske stjerne var.

Armendariz reciterede med bemærkningen den replik fra filmens bilsammenstød, som endte med at blive klippet ud. Men selv fik den cancer-ramte Armendariz lov at færdiggøre rollen som Kerim Bay. Også selvom det betød, at hele produktionsplanen pludselig måtte vendes på hovedet, scener fremskyndes og kulisser bygges i al hast, inden skuespilleren blev alt for svækket.

Skød sig selv efter filmen

Pedro Armendariz havde holdt sin kræftsygdom hemmelig over for producerne. I 1963 var grundige lægetjek ikke en fast procedure for skuespillere, før de blev involveret i multimillion-produktioner, som i nutidens Hollywood.
Men mexicaneren ønskede sig blot dette sidste job, så han kunne efterlade gagen til sin kone.

Terence Young tog over

For familiemenneskerne Broccoli og Saltzman har det været en af årsagerne til, at lade ham fortsætte i rollen. Armendariz var til sidst så afkræftet, at Terence Young måtte dublere ham. I flere billeder fra sigøjnerlejren er det Terence Young, der sidder på Kerim Bays plads.

Alligevel kom det som et chok for mange på holdet, da stjernen - kort efter sine sidste optagelser - tog sit eget liv. Istedet for at lide en lang og smertefuld død skød Pedro Armendariz sig igennem hjertet med en indsmuglet Colt Magnum i sin hospitalsseng i Los Angeles, den 18. juni 1963 - blot 51 år gammel.

Livsglad udladning

En uge forinden havde Armendariz ved en komsammen i Terence Youngs lejlighed i London talt indgående med Ian Fleming om livet og døden. Den ligeså skrantende Flemings fortællinger om, hvordan en syg Ernest Hemmingway i 1961 havde taget sit eget liv, menes at have inspireret skuespilleren til at vælge den samme hurtige, men dramatiske udvej. Bortset fra en let halten kan man i filmen ikke aflæse ud af Armendariz' livsglade udladninger, at han skulle være dødsyg.
Det er det, der kaldes godt skuespil ....

En ond udgave af Daniel Craig

Og godt skuespil har Agent 007 jages meget af.

Noget af det bedste er gemt til det øjeblik på toget, hvor Robert Shaw omsider åbner munden, og præsenterer sig for Bond.
Det toptrænede utyske har hidtil lignet en ond udgave af Daniel Craig. Med isvand i de blå øjne.

Æder sceneriet
Ligesom hajen i Dødens Gab, der også først viste tænderne til sidst, har han terroriserende cirklet omkring og krævet sine ofre. Tavs som graven. Men nu æder Robert Shaw sceneriet ligeså råt og brutalt, som han skulle gøre det som den ramsaltede kaptajn Quint i Steven Spielbergs klassiske haj-gyser fra 1975.

Lurende trussel

Fra det øjeblik man så ham i togvinduet, idet Orient Expressen rullede ud fra Sirkeichi stationen i Istanbul, har man vidst, at truslen var ombord. Ethvert bank på kupédøren i Bonds sovevogn har derfor udløst en beredt forventning.

Man aner hvad der er under opsejlning, da Grant trækker sine sorte handsker på, og går ned mod den kupé, hvor Kerim Bay holder en russisk spion i skak.

Alligevel bliver morderen - efter at have dræbt dem begge – blot ved med at lure på Bond. Også da 007 stiger af i Beograd for at bede Mehmet, en af Kerims Bays tilkaldte sønner om at alarmere M, og få bragt ny assistance til toget

PÅ SPORET AF FLEMING
Ian Fleming besøgte optagelserne i Istanbul, hvor han lod sig også fotografere foran det gamle damplokomotiv, iført en højhalset hvid bluse. I en scene, hvor toget buldrer forbi en jernbaneoverskæring står en mand i rabatten i nøjagtig samme mundering, og vogter køer, herunder til venstre. Rygtet siger, at det er Bond-figurens skaber, men er aldrig blevet verificeret. Efter talrige gennemsyn, senest på et stort lærred i 4K, vover jeg den påstand, at det er et vildspor, og at Bond-figurens far ikke er med i filmen. Fotos: @MGM/Danjac.

Mesterlig spionage

Scenen er ét af alt for få øjeblikke i serien, hvor 007 faktisk opfører sig som en ægte hemmelig agent. Med kodeord, og mistænksomme blikke til selv de mest tilfældigt passerende statister.

Måden man ser Robert Shaws morder bevæge sig fra vindue til vindue i togstammen bag Connery på parronen er mesterligt skildret.

Kendte koden på forhånd

Vi ved, at Grant lytter med da Bond og Mehmets udveksler deres hemmelige genkendelseskode, og derfor vil være i stand til at bruge den, da han ved næste stop selv stiger af toget, dræber den udsendte hjælper - og henvender sig 007.

Og at Grant allerede kendte koden, som han senere fortæller, at SPECTRE har pint ud af en sagesløs britisk agent i Hong Kong, bidrager kun til morderens omhyggelige professionalisme.

Nu ved du ...

At den tyrkiske sports-helt Nushret Ataer, der spillede en af Kerim Bays sønner, dukkede op igen, da Skyfall i 2012 optog scener i Istanbul. Han viste filmholdet sit billede med Sean Connery fra 1963 og blev ført igennem til Barbara Broccoli, der sørgede for, at Ataer også blev fotograferet med Daniel Craigs James Bond. I 1963 indbragte rollen som Mehmet ham 27.500 tyrkiske lirer, hvilket var en formue i Tyrkiet i 1963, hvor en biografbillet kun kostede to lire.

Foto:/kilde: Daily News.

Kaos på perronen

Det er umuligt at se, at Shirkeshi stationen i Istanbul er brugt i alle perron-optagelserne, også da Orient Expressen nu tilsyneladende ruller ind på Zagreb station.
I filmen stopper toget ud for skiltet "Zagreb", hvor Robert Shaw åbner døren for at stige af. I virkeligheden missede togføreren punktet igen og igen, og rev hver gang både lys og strømkabler midt over. Det tog flere timer at få bakket toget og stillet an til en gentagelse - og det var bare lidt af det kaos, der herskede.

Dræbt på toilettet

De kiosker man for et syns skyld dekorerede stationen med blev rippet for aviser, hver gang filmmagerne gik til kaffepause. Rejsende troede, at aviserne var ægte, men kviterede skam for læsestoffet ved at efterlade en skilling.

Slår de en streg sammen?
Produktionsmanagere Bill Hill var ved at gå ud af sit gode skind over arbejdsforholdene. Også han skal derfor roses for sit cool skuespil i rollen som den udsendte engelske agent, Kaptajn Nash, som Grant lokker med ud på stationstoilettet i Zagreb for at dræbe. "Hvad vi så end skulle på toilettet efter ...", som Bill Hill så korrekt har spurgt. "Skulle vi lige slå en streg sammen før vi igen steg om bord ..."?

Foragt for Storbritannien

Den forfinede overklasse accent, som Grant møder Bond med, i sit forsøg på at efterligne den britiske Kaptajn Nash, afspejler alt den foragt for Storbritannien, som en ægte Fleming skurk altid gemte på. Hånen ligger i måden Grant nærmest spytter betegnelsen, ”English gentleman” ud i hovedet på Bond. Som var det et fiskeben, han forsøgte at få frigjort fra sit svælg.

Hilsen til Donald McLean

Cambridge-accenten var Robert Shaws lille hilsen til virkelighedens forhadte engelske dobbeltagent, Donald MacLean. Landsforræderen, der i 1952 blev afsløret i, at have fodret russerne med statshemmeligheder som en af de fire skyldige i den såkaldte "Cambridge spionring".

Det er også derfor man har ændret Grants fornavn fra bogens Donovan til filmens Donald Grant ...

Varulvemand
Fleming skildrede Grant som en slags varulvemand.

Han fik et rødt glimt i øjnene og en dyrisk lyst til at kvæle ved måneskin.

Filmen antyder det samme, både i indledingen og i en tidligere scene fra Istanbul, hvor vi så hvor sirligt Grant trak sine sorte fingerhandsker på, mens han sendte et tavst blik om på den tilfangetagede bulgarske chauffør, der hjælpeløst vred sig på bagsædet. Bastet og svinebundet i noget, der lignede bondage.

"Rødvin til fisk ..."

Alligevel burde det nok have sagt Bond noget, at Grants granitblok af en krop virker så ukomfortabel i det figursyede engelske jakkesæt, han bærer. For at skurken påkalder sig opmærksomhed på grund af sin graverende mangel på ægte engelskopdraget etikette ved at vælge ”rødvin til fisk”, da han dinerer med Bond i spisevognen, er næsten for forfinet en joke. I hvert fald for dagens publikum.

Anbefales af vincypere

Nu om stunder vil selv engelske vincypere jo ikke tøve med at anbefale en Pinot Noir, en Gamay eller måske endda en Babera til rødspætten. Men i en Bond-films snobbede pseudo-sofistikation anno 1963? – utænkeligt. Jamen, det ville det jo have svaret til, at prinsessen på ærten kunne have sovet igennem, uden at blive gul og blå over hele kroppen …

Knogleknas
Det sidste kunne Robert Shaw dårligt undgå under optagelserne af den knogleknasende kupé-kamp med Connery, der bliver kulminationen på mødet. En infight så celebreret i filmhistorien, at den også i det nye årtusinde har indskrevet sig på listerne over verdens ti bedste filmfights. Vel kommer den lidt skævt i gang.
Kameraet bliver på Bonds reaktion, da Grant grådigt klikker mappen med bomben op for at få fat i de guldsoverigner, som han er blevet stillet i udsigt. Men derfra: Du milde skaber …

Kupé-kamp i verdensklasse

Det er ikke så underligt, at sekvensen siden er blevet brugt på filmskoler. Nye, uerfarne folk skulle lære, hvordan man med to stationære og et håndholdt kamera, en klipning som først tyve år senere blev M-TV hverdag, og en koreografi så velafstemt, at man selv ikke under verdens største mikroskop kan skelne stuntmænd fra skuespillere, serverer et filmslagsmål med et punch i mavesækken, der tømmer tilskueren for luft.

Jamen, hvad har passagerne i Bonds nabokupé ikke tænkt ...?

Censureret til tv

Henlagt i et tusmørkeblåt lys udløser kampen en sitrende spænding, som er blevet bygget op over flere minutter.
Grant har (homo-erotisk) beordret 007 på knæ foran sin strittende lyddæmper. Han har slået ham direkte i ansigtet, og fortalt, at det hverken vil blive den første, den anden eller den tredje kugle, der vil dræbe ham. ”Ikke før du kravler herover, og kysser min fod”.

Endnu en sadistisk (fodfetishistisk) perversitet, så fornedrende at det næsten er ufatteligt, at censuren lod den passere i 1963. Ikke mindst fordi tv-censursaksen ti år efter var skånselsløs ved denne bogstaveligt talt storslåede sekvens. Den blev klippet ned til at vare blot et par sekunder, da From Russia with love blev vist på tv i 1974.

Forebyggende effekt

Desværre har det haft en forebyggende indvirkning på flere af de Bond-slagsmål, der fulgte. Når man ser bort fra George Lazenbys korte eksercits i 1969 lavede Bond-teamet nemlig ikke én eneste nærkamp, der var ligeså intens, dramatisk eller brutalt vellykket før Goldeneye i 1995. Så al ære til Peter Perkins, koreografen, der giver kampen samme ”rå, kno-knusende entusiasme som Kieth Moon ved et Motley Crue afterparty”, som magasinet Ice har beskrevet det.

Bedre end Flemings version

Connery og Shaw havde forberedt sig på dysten ved at dyrke fribrydning i et tyrkisk træningscenter. Det overflødiggjorde næsten Peter Perkins og Jackie Coopers arbejde, som skuespillernes stuntmænd.

I optakten til slagsmålet er der tilmed taget hensyn til alle dem, der på forhånd havde kendskab til slagets udgang fra bogen. Eller fra tegneserie-versionen, der i 1963 kørte i Daily Express.

Cigaretetui fjernet

Spændingen ville have været væk, hvis Grant blot affyrede sin pistol, og patronen ramte cigaretetuiet i Bonds inderlomme og derved undgik at dræbe ham - som i Flemings version.
I filmversionen fjerner Grant metaletuiet fra Bonds inderlomme, som det første Med ét bliver filmen igen uforudsigelig. ”Nå, det er altså ikke sådan Bond vil klare den?”, må publikum have hvisket til hinanden.

Dræbt af sit begær

For selvfølgelig kan ingen være i tvivl om, at han vil klare den.

Ikke med de gadgets, der indtil dette øjeblik har været godt gemt af vejen oppe på den øverste toghylde i 007s sprængfarlige mappe, og som nu bliver den ”nasty little Christmas present”, som vi får overrakt. Efter tålmodigt, at have siddet og lyttet på al filmens snak er der noget befriende ved – omsider - at se Robert Shaw raspe efter vejret i en sky af tåregas.

Bond styrer hjælpemidlerne
Alligevel er det stadig Bond, der styrer hjælpemidlerne - ikke omvendt.
Det er Bond, der smart udnytter Grants begær efter guldmønterne i 007s mappe, til at tale ham efter munden, indtil han til sidst udløser den indbyggede bombe. Springkniven i Bonds taskeside – der bores i den brølende Grants arm - bruges kun til at skabe overtag.
Kampen vinder Bond ved at rette skurkens eget hemmelige våben, pianostrengen i urskiven, mod ham selv.
Ligeledes er det også først, da to SPECTRE-agenter kaster med håndgranater fra en helikopter i et forsøg på at stoppe Bonds videre flugt med Lektoren, at det specielle "saml-selv" snigskytte gevær kommer frem fra kufferten.

Tiltrængt frisk luft

Jagten på 007 over de åbne vidder i Jugoslavien giver filmen noget tiltrængt frisk luft og aktion, efter den lange togrejse.

Bond og Tania springer af toget. Hvorpå Connery viser at han nu én gang for alle er trådt ind i den uovervindelige Bond rolle, da han ledsager sit knytnæveslag mod Grants ventende flugtchauffør med et galant: "Excuse me ...".

Derpå drøner de i skurkens blomsterlastvogn gennem et landskab, der mistænkeligt nok ligner Skotland, mere end Jugoslavien - hvad det også er.

Connery i livsfare

Pludselig viser den gule SPECTRE-helikopter sig på himlen, som Bond løber ud af trucken for at aflede.

Det er nu Connery får lejlighed til at immitere Cary Grant i Menneskejagt ved at hoppe og springe for at undgå den dykkende maskines meder. Scenen bliver aldrig ligeså klassisk som Hitchcocks version, men den er bedre lavet. Jeg vil også gerne tro Connery, når han i et interview med Peter Haining til bogen James Bond: A celebration fra 1987 hævder, at han var i livsfare under disse optagelser, fordi piloten var utrænet. Den helikopter ser virkelig ud, som om den er temmelig tæt på at ramme Sir Sean …

Eksplosion på et lærred
Filmens alder taget i betragtning er maskinens styrt - da Bond skyder piloten, så han taber en håndgranat i kabinen - ganske fint udført i modelarbejdet. Blot en skam med selve eksplosionen. Den foregår lidt for tydeligt på et lærred bag Connery og Bianchi.

I FODSPORENE PÅ JOHNNY COOL
Johnny Cool, en amerikansk krimi fra 1963, med Henry Silva i hovedrollen, havde en påfaldende lighed med From Russia With Loves marketingskampagne.
Filmen havde premiere den 19. december 1963. I Danmark under titlen "Hævneren fra underverdenen". From Russia With Loves plakat blev markedsført i USA den 27. maj 1964.
I New York blev From Russia with love vist i forlængelse af et helaftensprogram, hvor hovedfilmen var War is Hell, et kontroversielt indlæg om USAs rolle i Koreakrigen, der af samme grund havde været syltet i tre år. Filmen opnåede en kort berømmelse, fordi det var den, der blev vist i biografen, hvor Lee Harvey Oswald blev anholdt for mordet på JFK.

Effektiv straf

Eksplosionerne er reele nok i filmens afsluttende speedbådsjagt.
Med Walther Gotells sortklædte skurk som kaptajn for en hel SPECTRE flåde forsøger forbryderne, at indhente Bond og Tania, før de når Venedig. Båden stjæler 007 fra Grants chauffør, der selv smides levende overbord. Noget vor mand skulle få for vane at gøre med de fleste små fisk i filmenes forbrydergallerier. Som anede han, at en endnu hårdere staf venter dem, når de skal tilbage til chefen med katten, og indberette deres fejl.

Tolv sekunders død

I Agent 007 jages får vi den første af den slags scener, da Kronsteen losses ned med en forgiftet kniv, der vokser ud af snuden i Morzenys sko, fordi hans plan nu er slået fejl. Men man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når Blofeld siger, at man må finde en mere effektiv afstraffelsesmetode, fordi det tager Kronsteen hele tolv sekunder at dø ...

Saltzmans sprang i luften

Harry Saltzman, producer-teamets kreative krudttønde med den korte lunte, sprang ifølge historien i luften, da han så hvordan Vladek Sheyball faldt om. Terence Young instruerede ham i at dø, ligesom James Cagney altid gjorde i de gamle cowboy film, "Det vil sige langsomt, rigtig langsomt", skriver Sheyball i sin selvbiografi. Men Saltzman krævede et andet forløb.

Truet med fyring
Først efter lange, ophidsede diskussioner trusler om fyringer - og med Sean Connerys mellemkomst - blev scenen færdiggjort som først planlagt. Episoden var blot én af de hændelser, der fik forsinket optagelserne på Agent 007 jages. En Bond-film, der trods sin forholdsvis afdæmpede stil, blev en af de vanskeligste at lave.

Forkert brændstof

Filmens tyrkiske teknikere skal nok være glade for at Harry Saltzmas sko ikke var udstyret med samme knive som skurkenes. I så fald ville de have fået mærker et vist sted.
Da bådjagten skulle filmes ved den tyrkiske kystby Pendik gik de nemlig i stå, fordi lokale arbejdsmænd tankede bådene med forkert brændstof. To dyre dage på åbent hav gik således uden, at én eneste optagelse blev lavet. Mens stakkels Daniela Bianchi blot blev mere og mere søsyg ...

Bianchi kørte galt
Da også vejret drillede måtte scenerne til sidst flyttes til Crinan i Skotland. Men det blev det nu ikke bedre af. Undervejs i skotsk svinevejr kørte Daniela Bianchis vogn galt, og røg i grøften. Connery ilede sin kollega til undsætning, og fik hende ud. Den italienske skønhedsdronning slap med overfladiske skrammer, men hendes opsvulmede ansigt kunne man nu ikke fotografere i to uger, Og kort efter gik det Terence Young endnu værre ...

Slap fra helikopterstyrt

På vej til vejrs i helikopter for at besigtige en fotogen skotsk kystlinje blev instruktøren og hans pilot, kaptajn Cyril Sweetman fanget i en luftlomme. Helikopteren blev blæst om på siden, og gik med snurrende propeller til bunds i havet, mens Young og piloten kæmpede for at komme ud af cockpittet.

Begge slap mirakuløst med livet i behold, men pådrog sig så mange læssioner at Albert R. Broccoli overvejede at få en ny instruktør på – David Leans navn blev nævnt.

Instruktør-stolens 007

Alligevel strammede Young sig an. Dagens arbejde blev færdiggjort. Først samme aften fik han lagt armen i slynge på et hospital i Lochgilphead, der tilfældigvis lå i samme skotske område, hvor han alligevel skulle optage SPECTREs helikopter-angreb på Bond.

Det er ikke for ingenting, at Young har fået sit ry som "instruktørstolens svar på 007".

Flammer ude af kontrol

Uheldene var bare stadig ude. En af kamerabådene sank og bombeeksplosionen, der skulle runde bådjagten af, blev fejlagtigt sat i gang, uden man optog. Special effekt maestro John Stears måtte organisere en ny leverance krudt til det skotske højland over natten for at holde tidsplanen.

Enkelte billeder af de eksploderende speedbåde blev filmet i en vandtank på Pinewood Studios. Men her kom flammerne så meget ud af kontrol, at det ikke kun er skuespil, man ser i filmen, når stuntmænd med ild i tøjet skrigende kaster sig overbord.

Intelligent Bond

Men ser man røgen?
Mon ikke. Ganske vist rummer bådjagten hverken flyvende eller dykkende speedbåde. Tværtimod lød bådene ligeså udramatiske som symaskiner, da de blev tændt, hvorfor man slettede originallyden, og lagde nogle kraftige maskinsave på lydsporet istedet.

Bond selv har da heller ingen gadgets, da han indkredses af fjendtlige SPECTRE-fartøjer på åbent hav. Bortset fra den signalpistol, som han snedigt affyrer mod de gennemhullede brændstoftønder, som han forinden har smidt ud omkring forfølgerne i havet så .... Bada-buuum …

Farvel-hilsen til Connery

Senere i Bond-serien ville 007 nok have udført et umuligt stunt, eller aktiveret et teknisk hjælpemiddel, for at komme ud af en sådan kattepine, hvilket også har en imponerende og morsom effekt.
Men ved at lade ham bruge sin intelligens viser filmmagerne hvor smart Bond også kan handle, så han hele tiden virker uforudsigelig, cool - men troværdig. Signalpistolen endte iøvigt i Connerys hånd igen 40 år senere, da han rundede sin karriere af i filmen The Leauge of extraordinary gentlemen. Den havde da fået en lille hilsen hængt om aftrækkeren fra special effekt afdelingen med ordlyden: "Remember Me ...?"

Som sexistisk, sofistikeret secret service chauvinist i Saville Rows skædder-suits spiller Sean Connery simpelthen suverænt.

Det ene øjeblik Dom Perignon drikkende og trilby kastende forfører, der kultiveret kan citere fra Shakespeare (Once more into the breach, som han siger til darling Moneypenny, før han sætter ud på sin mission, er et citat fra forestillingen Henry V), det næste, verdens farligste mand with a license to kill, uden gnisten af et glimt i øjet.

Ligesom i Dr. No. udspringer meget af filmens nerve fra Connerys præstation.

Kæler for spionagen

Make-up afdelingen har oven i købet forsynet Connery med et ar, ligesom Flemings figur - ikke på kinden men på lænden - og det er helt i Flemings ånd, når filmen kæler for realismen i spionagen. Noget Bond-filmene ellers ikke just er blevet mest kendt for.
Når 007 udveksler kodeord med andre spioner, sender telegrammer hjem til tjenesten, tjekker sit hotel for skjulte mikrofoner og bruger navnet ”David Sommerset”, når han færdes i fjendeland opbygger man en mere realistisk ramme om ham.

Udeladt præstation

I denne film er det ikke nok blot at sige Bond – James Bond for at få Rolls’en rullet frem, og martinien serveret. Faktisk er den nu så berømte præsentation slet ikke med, ligesom Bond hverken er iført sin sorte smoking, eller drikker en eneste shaken-not-stirred cocktail. Afvigelser kun få senere film har vovet for ikke at skuffe fanbasen.

Fantastisk verdensmand

Bonussen ved at bryde Bond-figuren ud af de faste rutiner er en langt mere uforudsigelig karakter. Sean Connery giver os en fantastisk verdensmand, der værdsætter måneskinnet over Bosporus ligeså højt som den lokale tyrkiske kaffe, nydt medium sweet. Som ryger makedonsk tobak og drikker Raki - the filthy stuff – fra flasken, men som stadig er en rundhåndet snob, der aldrig kunne drømme om at sætte en rød chianti til grillet søtunge.

Fnysende forhørsleder

Fra kurtiserende kvindebedårer, betænksom og med rejsekufferten fuld af kjoler til Tatiana (af den slags der ikke må bæres offentligt i Piccadilly) kan han imidlertid hurtigt forvandle sig til fnysende kold forhørsleder, hvis han føler sig forrådt.
Den syngende lussing, Bond stikker pigen på toget ændrer på et øjeblik hele filmens stemning.

Figuren er farlig

Ian Flemings Bond lagde aldrig hånd på pigerne på samme brutale måde, som især Sean Connerys chauvinistiske version af figuren gør. Specielt i dag er det yderst kontroversielt, og en smule ubehageligt at se ham gøre det. Fordi Bonds image med årerne blev tættere forbundet med den elegante, humoristiske gentleman, har man det med at glemme, at figuren – som beskrevet af Fleming – først og fremmest er farlig.

Ikke undskyldningernes mand
Connerys Bond reagerer i mine øjne som enhver trængt spion formentlig ville have gjort, stillet overfor en dobbeltagent, der muligvis er skyld i en god vens død. Med vrede, tvivl og hævngerrighed.
Når scenen føles så stærk er det fordi vi på dette tidspunkt ved at pigen vitterlig er uvidende og uskyldig. Og fordi James Bond ikke ligefrem er undskyldningernes mand, da også han indser det …

Bogen er stadig bedre

Ved at gøre agent 007 til lidt mindre playboy og mere hemmelig agent efterlader Agent 007 jages et af seriens bedste bud på, hvordan Ian Fleming så Bond.
I hvert fald den barske, hensynsløse side af ham.
Uanset hvor tæt Connery ligger sig op ad Ian Flemings beskrivelse, tillader manuskriptet ham ikke at blive ligeså human, eller sårbar som bøgernes Bond også kan være. Og så taber filmen en maske i forhold til Flemings patchwork.

Ånder lettet op

Ian Flemings roman er noget mindre kompliceret end filmen. Den handler om en koldkrigs-vendetta mellem russerne og Bond, uden SPECTRE’s indblanding. På mange måder er bogen Flemings eneste rigtige spion-roman. Autentisk i detaljen, uden de fantasifulde drengebogs passager, som ellers kendetegner hans 007-eventyr. Bogen skildrer Bond i så overhængende fare, at man først på sidste side kan ånde lettet op. Tror man da ...

Overlevede ikke bogens modstand

For Fleming gør det uventede, at han i sidste sætning lader 007 styrte ”hovedkulds om på det vinrøde gulvtæppe” på hotel Ritz i Paris.

Ramt af Rosa Klebbs forgiftede knivblad i skoen.

Selvfølgelig genoplivede forfatteren sin guldfugl i den næste roman, men cliff-hanger slutningen blev den perfekte udgang på bogen. Mere uovervindelig var bøgernes Bond altså ikke. Fleming bad ikke sine læsere tro, at 007 ene mand kunne afværge hele den sovjetrussiske militærorganisations konspiration mod ham. Og overleve.

Filmen, derimod, …

Sandhedens øjeblik for Tania

I den store finale klarer Bond også Klebb, og kan succesfuldt hjembringe Lektoren til gode gamle England. Eller rettere: Bonds uovertrufne sexappeal gør det muligt. Det er nemlig Tatiana Romanova, der ender med at have afgørelsen i sin Beretta, da Rosa Klebb pludselig dukker op på deres hotel i Venedig, forklædt som stuepige. Endnu et perverst forsøg på at få krudtet Klebb lidt erotisk op.

Connery overlegen
Ved gensynet stivner pigen, og ryster grædefærdigt på hovedet til Bond, der ser ud til at fortryde, at han ikke forlængst har skudt hende. Så parerer hun Klebbs ordre, tager Lektoren og går langsomt ud af døren. Klebb tager sigte, og i et hurtigt nærbillede når vi at fange noget der ligner frygt i Bonds øjne. Så slår Tania pistolen ud af Klebbs hånd, og giver Bond chancen for at sætte den knivbladssparkende heks til vægs med en stol.

Kampen bliver aldrig rigtig god. Connery er for overlegen, men det er heller ikke pointen. For dette er katarsis øjeblikket for Daniela Bianchis figur. Det er nu hun skal beslutte hvilken side, hun er på.

Omvendt af Bonds seksuelle magi

Pistolen drejer fra den ene til den anden. Fra øst og til vest, så at sige. Men først da Tania skyder "the horrible woman" får hun frigjort sig fra det tryggende åg af frygt, hun ser ud til at have båret på hele filmen.
Inspirationen til den udgang er hentet i Ian Flemings Thunderball fra 1961, hvor heltinden Domino skyder sin forbryderiske formynder Largo til slut. Men kulminationen fuldender billedet af Tatiana Romanova, som den første pige i serien, som Bond succesfuldt får ”omvendt”. Vundet over på vestens, sin og dermed ”de godes side” via vor helts seksuelle touch.

Spionbranchens største Casanova

Meget sigende for filmens kvindesyn bærer Tatiana ikke nag over Bonds hårdhændede behandling af hende på toget. Hun tilbageleverer godt nok den vielsesring, han har givet hende. Men den viser sig nu også blot at være statens ejendom ...
Ligesom den døde Rosa Klebb driver mandschauvinismen ned af væggen, når man sådan analyserer det. Men er det ikke netop charmen ved seriens skamløse seksuelle skildring af Bond? Spionbranchens største casanova!

Forstå nu joken, De'damer …

Burde have sluttet som bogen

Det er helt begribeligt, at filmmagerne bøjede Ian Flemings forlæg, så det passede lærredets lettere ironiske Bond-version bedre. Alligevel vil jeg mene, at de netop i denne films tilfælde ikke burde have gjort det. Agent 007 jages fanger så meget af ånden fra bogen, at den ville have været en langt bedre spion-trhiller, hvis den også var sluttet ligeså overraskende. Og tænk hvilket chok Terence Young kunne have efterladt alverdens fans i ....

Forloren slutning

I stedet får vi Bonds farceagtige farvelvink imod en forloren baggrund af Venedig i den gondol-taxi, hvor han går ombord i sin kvindelige erobring, mens Terence Youngs kone Dorothea (iført rød kjole) filmer dem fra en bro. Samt lærredets første sidste løfte om, at ”dette ikke helt er The End – James Bond vil vende tilbage i den næste Ian Fleming thriller, Goldfinger.

Men hvor er det paradoksalt, at filmatiseringen af bogen, der ”dræbte” Bond blev filmen, der opbyggede hans mytiske udødelighed som filmhelt. Og hvor er det ironisk, at Bond bliver en uovervindelig supermand i det, der populært går for at være seriens mest realistiske film.

Overstråles af Goldfinger
Når guldet skal vejes af er det på min vægt netop det, der gør en film som On Her Majesty’s Secret Service fra 1969 et snefug mere tro mod Ian Flemings "realisme". Med den films tragiske kulmination, hvor en tilsyneladende triumferende Bond efterlades med sin dræbte kone i favnen. Og en film som Goldfinger - med al dens ikoniske hardware, farverige figurer og fantastiske plot - det guldkorn mere loyal mod film-seriens mere eventyriske og ironiske koncept.

Men, all right - der skal nok en fint indstillet filigranvægt til at registrere det.

Foretrækker spillet

Agent 007 jages/From Russia with love er efterhånden blevet gammel at se på, og dens tempo moderat. En ny generation vil nok også foretrække computerspillet fra 2005. Ikke bare genskabte EA-spillet filmens afdøde skuespillere, og sikrede sig Sean Connery, der i en alder af 75 år sagde ja til at gøre sit tredje Bond comeback. Det inkluderede også både en raket-rygsæg, en skarpladt Aston Martin DB-5 plus sangerinden Natasha Bedingfield, som en sexet guvernør datter med appeal til den unge generation.

Gammel kærlighed ruster ...

Alligevel bør man ikke snyde sig for en godt fortalt agent-film fra 1963, hvor alting virker plausibelt – hvis man altså lige ser bort fra, at Bond bare kunne have taget flyet fra Tyrkiet og hjem til London, i stedet for at rumle gennem hele Jugoslavien med en stjålen russisk kodemaskine i et futtog ...

God gammel kærlighed

Med Sean Connery på plakaten med Whalter pistolen korslagt over smokingbrystet er filmen stadig et ikonografisk billede på 1960’erne, og hele den sofistikerede, sexede spionstemning, som en Bond-film virkelig genererede.
Nok trængt i baggrunden af mere spektakulære efterfølgere, men som en god, gammel kærlighed er From Russia with love ikke rustet.
Sæt bare kvæler-wiren tilbage i urskiven.

Om historien

Denne artikel bygger, udover egne betragtninger, på et bredt kildemateriale, hvoraf følgende skal fremhæves: Steven Jay Rubins The James Bond Films, On The Tracks of 007 af Martin Mulder, Kommentatorsporet til From Russia With Love/UA/Danjaq. Licence to Thill af James Chapmann. Deborah Lipps The Ultimate James Bond Fan Book. James Bond 007 Magazine af Graham Rye og Filmpodcast for folket. @Bond-blogggen,dk.

Bond-bloggen is an non profit website, run indepently from a personal basis in my spare time. It is dedicated to Ian Fleming and his fictional creation - is not in any way endorsed by Eon Productions, Danjaq LLC, Ian Fleming Publications Ltd, Glidrose Productions Ltd, Sony Pictures, United Artists Corporation or any other James Bond copyright holders. James Bond film images © 1962 - 2021 Eon Productions, Danjaq, Metro-Goldwyn-Mayer, Sony Pictures, United Artists James Bond book covers © 1953 - 2018 Ian Fleming Publications and Glidrose Productions. Material that may appear on this site includes, but is not limited to: The Cinematic James Bond • Dr. No © 1962 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • From Russia with Love © 1963 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Goldfinger © 1964 Danjaq S.A. & United

Artists Corporation. • Thunderball © 1965 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Casino Royale © 1966 Columbia Pictures Inc & Charles K. Feldman Productions. • You Only Live Twice © 1967 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • On Her Majesty's Secret Service © 1969 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Diamonds Are Forever © 1971 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Live and Let Die © 1973 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • The Man with the Golden Gun © 1974 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • The Spy Who Loved Me © 1977 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Moonraker © 1979 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • For Your Eyes Only © 1981 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Octopussy © 1983 Danjaq S.A. & United Artists Corporation. • Never Say Never Again © 1983 Warner Brothers Pictures & Taliafilm Enterprises. • A View to a Kill © 1985 Danjaq S.A. & MGM/United Artists Pictures. • The Living Daylights © 1987 Danjaq S.A. & MGM/United Artists Pictures. • Licence to Kill © 1989 Danjaq S.A. & United Artists Pictures Limited. • GoldenEye © 1995 Danjaq LLC. & United Artists Pictures. An MGM Company. • Tomorrow Never Dies © 1997 Danjaq LLC. & United Artists Pictures. An MGM Company. • The World Is Not Enough © 1999 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • Die Another Day © 2002 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • Casino Royale © 2006 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • Quantum of Solace © 2008 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • Skyfall © 2012 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • SPECTRE © 2015 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). • No Time To Die © 2021 Danjaq LLC. & Metro-Goldwyn-Mayer (MGM). 007 Gun Symbol © 1962 Danjaq S.A. James Bond Gun Barrel Logo © 1988 Danjaq S.A. & MGM/UA. James Bond Iris Logo © 1999 MGM Inc. All contents © 1962, 1998, 1999, 2000 MGM. James Bond 007 is a registered trademark of MGM Inc. A division of the United Artists Corporation and EON Productions Limited. All rights reserved.

BOND-BLOGGEN.DK

RUSTEN KÆRLIGHEDAgent 007 jages/From Russia with love * * * * *

Ikke et brag

Stil a la Hitchcock

Realistisk koldkrig

Et bedaget look

På kollisionskurs

Historisk rusten

Kræver en erfaren elsker

Nu ved du at ...

"Præcis 1 minut og 52 sekunder - det er excellent ..."- SPECTRES lejrchef om tiden det tager at nedlægge 007.

Vidner til Bonds død

Pulsen i vejret

Moores søn blev også snørret

En aura af fare

Mission Impossible kopierede maskerne

"Som Bond ledes vi ind i eventyret af en æggende kvinde ...."

Sensuelle fortekster

Et seksuelt look

Lokkes af en æggende kvinde

Sprød kærlighedsballade

Livligere tysk version

Craig Douglas sang i Danmark

Instrumental version foretrukket

Barry udnytter sin chance

Genbrug fra Dr. No

Overdriver ikke musikken

"Tillykke, et storslået træk" - Hyldest til SPECTREs skakgeni - Kronsteen.

Spionuniverset som et spil skak

Narrede USAs præsident

Man elsker at hade Kronsteen

Connerys krav

Spejlvendt tilfældighed

"Spectre er tilsyneladende i slægt med institutionen fra Mabuse filmene" - Jyllandsposten, 1963

Manipulerer med øst og vest

Ydmyg base

Bonds Darth Vader

Manden bag stemmen

Qvortrup som Blofeld

Kattemand

Et tyveri?

Grøde i samtalen

Kunstgreb i klipningen

Blik for blondinen

Stuntmand i ilden

Var ved at ødelægge SPECTRE-Island

Toptrænet sadisme

Ingen Rusland i filmen

Nu ved du at ...

Creepy konfrontation

"Kvindens eneste ulækre tendens"

"Et elektrisk chock"

Lesbisk sexchikane

Fodfeticistisk

Oscar-nomiereret sangerinde

Musikalsk joke

En manddomsprøve

En sex-fantasi på kogepunktet

Ikke for børn

Voyerisme i spil

Afspejler Profumo skandalen

Filmet bag falsk spejl

Nu ved du ...

Saftig playboy fantasi

Den ultimative machoman

"Bond-fimene blev lavet af mænd, der forsøgte at holde kvinderne på deres plads, så de i al fremtid ville stryge deres skjorter ..." - Fay Weldon, 1975

Fra favn til favn

Seksuelt supervåben

Big spender og spion

Ikke meget spas

USA overlegen

Beluret

Gemytteligt narrespil

"Faste kvindebryster ..."

Sjofel attitude

Engelsktro guide

"Istanbul er en barsk by"

CIA kopierede Kerims spionage

Lever af overdrivelser

"Mon ikke det er billederne af en mavedansende sigøjnerske, der bliver stående længst på det mandlige publikums nethinde ...?" - Politiken, 1963

RUSTEN KÆRLIGHED
Agent 007 jages/From Russia with love *** * * * ***

"Præcis 1 minut og 52 sekunder - det er excellent ..."
- SPECTRES lejrchef om tiden det tager at nedlægge 007.

"Tillykke, et storslået træk"
- Hyldest til SPECTREs skakgeni - Kronsteen.

"Spectre er tilsyneladende i slægt med institutionen fra Mabuse filmene"
- Jyllandsposten, 1963

"Bond-fimene blev lavet af mænd, der forsøgte at holde kvinderne på deres plads, så de i al fremtid ville stryge deres skjorter ..."
- Fay Weldon, 1975

"Mon ikke det er billederne af en mavedansende sigøjnerske, der bliver stående længst på det mandlige publikums nethinde ...?"

- Politiken, 1963

SKYGGEN AF PRODUKT PLACEMENT

Et rød-hvidt folkevognsrugbrød forfølger både Bond og Grant gennem Istanbul. Det er produkt placeringens første skygge, der falder ind over serien her.

"Blod er den bedste forsikring i denne branche."

- Kerim Bay.

"Den første kugle dræber dig ikke, heller ikke den anden. End ikke den tredje ..."

- Grant til en dødsdømt 007