RUSTEN KÆRLIGHED

Anmeldelse af Agent 007 jages/From Russia with love

Sagt med risiko for at blive nedlagt af en fanatisk Bond-maniac med en ostehøvlsstreng i sit Rolex, men der mangler lidt olie på skinnerne for at seriens ultimative spion-thriller kan køre i mål, uden at kede en smule.
From Russia With Love er ubestrideligt klassisk Bond som præsident Kennedy og Fleming foretrak ham, men bogen er bedre, og en ny generation vil nok også foretrække computerspillet, indtalt af den aldrende Sean Connery.

Hvad skrev han om filmen ...?

Agent 007 jages/ From Russia with love. Seriens anden film fra 1963, instrueret af Terence Young. Set første gang på VHS i 1981. * * * * *

Agent 007 jages omtales altid – with love. 
Som kongen i et spil skak forsvares den trofast af fans i diskussioner om Bonds bedste udspil. Navnlig for dem, der oplevede den i sin samtid er brikken uangribelig.  Men ikke alle felter af spionbranchen er lige velegnet for 10-årige, og på video anno 1981 var Agent 007 jages lidt som at åbne Bonds sprængfarlige attachémappe, uden at den indbyggede bombe gik af.
Helt det brag, jeg havde ventet af dens omdømme, var den ikke.

Bond og Kerim prøver at finde vej gennem plottet. Foto: @MGM/Danjaq

Stil a la Hitchcock

Hvor alle andre Bond-film, inklusive forgængeren Mission: Drab, er rendyrkede superspion-eventyr, pakket med fremtidsteknologi og aktion, udfordrer seriens nummer to med et vanskeligere parti.
I stedet for den første films lækre, solbeskinnede sandstrande, calypso-stemning og fantasy kulisser byder Agent 007 jages os ind i en labyrintisk verden af skumle tyrkiske basarer, mørke moskeer og klaustrofobiske togkupéer. Bonds smarte Sun Beam sportsvogn er udskiftet med en tung, irgrøn Bentley a la den bøgernes agent trillede omkring i. Ganske vist med en for 1963 umanerligt moderne mobiltelefon.
Men sammen med bedagede Rolls Royce modeller, og gamle fut-fut tog, brylcremes frisurer, bløde hatte og piger med kransekagehøjt hår under tørklæderne, er filmen visuelt tættere forbundet med Alfred Hitchcocks mesterlige spionfilm, Menneskejagt med Cary Grant fra 1959, end med fremtidens moderne Bond-blockbustere. Ligesom Grant jages Sean Connery sågar til sidst af en flyvende maskine.  I en sekvens, som instruktør Terence Young åbent indrømmede var en homage til thrilleren fra gysets mester.

Det er en homage til Cary Grant. Foto: @MGM/Danjac

Realistisk koldkrig

Hvor den første Bond-film var et kulørt eventyr-mysterium, der ledte vor mand frem til en vanvittig videnskabsmand med vilde planer om at sabotere 1960ernes amerikanske raketprogram, spiller Agent 007 jages mere realistisk på koldkrigen mellem øst og vest.
Eneste tegn på tidens populære rumfart er et billede af den russiske kosmonaut Yuri Gagarin. Det hænger på væggen i det sovjetiske konsulat i Istanbul, hvor 007 skal stjæle en såkaldt, Lector. "Der er ikke tale om en skolemand, men om en decifferingsmaskine ... ",  skrev Aktuelt opklarende i 1963

Daniela Bianchi med højt hår anno 1963. Foto: @MGM/Danjaq

Et bedaget look

Aktionen gør i sig selv filmen historisk rusten. En ny generation skal have fat i historiebøgerne for at sætte sig ind i, at en krypteringsmaskine var noget man i 1960erne eftertragtede i vesten, fordi den kunne afkode hemmelige meddelelser fra spioner bag jerntæppet. Og at et sådant angreb derfor ville gøre den kolde krig rødglødende i det Sovjet dominerede Balkan-område. Det kan gøre historien lidt svær at finde ud af – i hvert fald de første par gange man ser den.
For at få fuldt udbytte af filmen skal man både have politisk, og geografisk indsigt. Agent 007 jages kræver, at man forstår spillereglerne, og gennem et glas vand kan kende forskellen på den sovjetrussiske sikkerhedstjeneste SMERCH, det engelske efterretningsvæsen MI-6 - og filmens fiktive forbryder-konsortium, SPECTRE, der spiller de to parter ud mod hinanden.

Jugoslavien eksisterede stadig som nation i Agent 007 jages. Foto: Tysk plakak.

På kollisionskurs

I historien hyrer SPECTRE-medlem, og tidligere SMERSCH oberst Rosa Klebb, den kvindelige krypteringekspert – russeren Tatiana Romanova - i den lokale, sovjetiske ambassade i Istanbul. Pigen skal buges som lokkedue i en plan, der bringer russerne og englænderne på kollisionskurs. 
På Klebbs ordre narrer Tania – som pigens venner kalder hende - Bond til Istanbul for at give ham adgang til kodemaskinen. Pigen hævder, at være forelsket i 007,  og villig til at hoppe af, medbringende maskinen, hvis ellers Bond vil hjælpe hende sikkert til London.

Det kræver en Lektor af afkode handlingen. Foto:@MGM/Danjaq.

Historisk rusten

Hvad vi ved er, at SPECTRE  har planlagt, at dræbe dem begge på vejen i Orientekspressen. De vil skabe en sex-skandale for at ydmyge det britiske efterretningsvæsen. Dels for at hævne Bonds ødelæggelse af SPECTRE-agent, Dr. No's mission i den første film, dels for at score kassen ved at sælge den stjålne kodemaskine tilbage til russerne.
Manuskriptet er superb skruet sammen af Richard Maibaum og Johanna Harwood med spion-roman forfatteren Berkely Mather som suppleant. Men det skrider langsommeligere frem, og henvender sig til et mere modent publikum, end de fleste Bond-film.


Herunder: Bonds Bentley fik en mobiltelefon, fordi spionforfatteren Len Deighton, der havde en finger med i filmens første drejebog, havde sådan et moderne apperat i sin vogn i 1963, Foto:@Danjac/MGM.

Kræver en erfaren elsker

Med Bonds egne ord, ”er det hele så fantastisk, at det kunne være sandt”. Figurerne er farverige og der spilles så levende, at man føler man kan række ud efter skuespillerne, og røre ved dem. Terence Youngs indsigt i bøgerne giver også plads til den sex og sadisme, som kendetegnede Flemings værker. Men aktion scenerne lader vente på sig.
Bortset fra en kvindekamp og en skududveksling i en sigøjnerlejr er det først, da Bond i de sidste tyve minutter aktiverer sin attaché-taskes trylletricks, ryger i flæsket på
Robert Shaws plantinblonde morder, skyder en helikopter ned fra himlen og stikker Adriaterhavet i brand under en bådjagt, at løjerne nærmer sig den form, mange vil forvente af en Bond-film. I selskab med ikoniske og spektakulære efterfølgere som Goldfinger, Thunderball og You Only live Twice kræver det en erfaren Bond-elsker, for virkelig at kunne komplimentere From Russia with love for al dens eksotiske skønhed, detaljerigdom, fortættet spion-spænding - og sadistiske chauvinisme.

En erfaren elsker i aktion. Foto: Vesttysk lobby card.

Nu ved du at ...

From Russia With Love alt i alt indspillede 79,9 millioner dollars i 1963 - i dagens valuta 410 millioner dollars. Men den blev kun nummer 8.  på listen over årets mest indbringende film i USA i 1964 med seks millioner dollars.  Cleopatra med Elizabeth Taylor var nummer et med 26 millioner dollars. Men med et budget på 44 millioner dollars mod Bond-filmens to millioner dollars, var det let at se hvem der tjente pengene.

"Præcis 1 minut og 52 sekunder - det er excellent ..."
- SPECTRES lejrchef om tiden det tager at nedlægge 007.

Robert Shaws dræber i aktion. Foto: @MGM-Studios Inc. and Danjaq LLC.

Vidner til Bonds død

Agent 007 jages kommer mere energisk fra start, end sin forgænger. Overgangen mellem Maurice Binders klassiske pistolløb og åbningssekvensen har stadig ikke  fået de senere films elegante, glidende zoom ind igennem mundingen Til gengæld er Bond-temaets elguitar riff på plads, da 007 træder frem i pistolløbet og skyder ud imod os. Ligesom i Mission: Drab i stuntmanden Bob Simons skygge.
Da lærredet igen går i sort, og en dramatisk ouverture slår an til filmens fortekster og titelmelodi, har vi tilsyneladende også været vidner til James Bonds død.
Intet mindre ....
Er det Bond? Foto: @MGM/Danjaq.

Pulsen i vejret

I filmens første drejebog havde Johanna Harwood bekrevet en  optakt, hvor Bond var på en uafhængig mission i Hong Kong. Alligevel siger man, at indledningssekvensen var en af Harry Saltzmans glimrende opfindelser.
Uanset hvem der skal krediteres sætter den intense forsmag på filmens tema - Bond mod morderen Grant - pulsen i vejret før forteksterne.
Efter nutidens takster er åbningen i den begsorte park måske nok lidt hurtigt afviklet. Det spektakulære åbningsstunt  mangler.
Men spændingen er stadig excellent.
Hvem lurer i krattet?

Moores søn blev også snørret

For hvem er han - det blonde monster, der jagter, det vi tror er en smokingklædt Bond omkring mellem parkens piblende fountainer, hvide statuer og brækkende kviste? Hvem  er denne dræbermaskine, der dukker frem fra skyggerne med sin stålgarotte om halsen på vor helt og nedlæger ham på 1,52 sekunder?
Engang i min barnlige naivitet troede jeg vitterlig, at det var sådan ægte hemmelige agenter opnåede deres License to kill.
Ak ja. Man må trøste sig med, at Roger Moores unge søn, Geoffrey ikke var meget klogere. Moore junior var overbevist om, at det var hans far, iført en Sean Connery maske, der blev kvalt.
I fjord i Marienbads have tilsat agent dramatik.

En aura af fare

Man skal nok være meget velbevandret i fransk film noir for at vide, at park-sceneriet er baseret på en lignende have i L'Année dernière a Marienbad - I fjor i Marienbad, der kom ud i Danmark i 1962. Men man behøver blot, at se indledningen for at fornemme den aura af fare, der herfra klæber sig til Bonds bøddel - en granit tavs Robert Shaw. Den varer ved længe efter, at Morzeny, parkens træningsleder, spillet af den tyske skuespiller Walther Gotell, der senere blev kendt som den russiske general Gogol i Roger Moores 007-film, har løftet Connery masken af den afdøde. Offeret viser sig blot at være en dræbt SPECTRE agent i forklædning. En mand, der dog lignede Sean Connery så meget, at man måtte lave øjeblikket, hvor masken fjernes om, og bruge en moustache-prydet skuespiller i stedet.
Er det Tom Cruise, der gemmer sig under masken?

Mission Impossible kopierede maskerne

En appetitvækker før forteksterne tog enhver tv-serie til sig. Fra 1960erne og til i dag. TV-serien Mission Impossible fra 1960erne og filmserien med Tom Cruise kopierede sågar idéen med maskeklædte spioner. Men Bond-filmene har dyrket deres åbningssekvenser som en kunstart, på linje med det fortekst design, som Agent 007 jages også gør til en selvstændig, sensuel sekvens.

Sensuelle fortekster

I endnu en afvigelse fra den store Bond film tradition er det ikke Maurice Binder,  der står bag forteksterne. . På grund af en økonomisk disputs med producerne blev det talent, der havde sat sit store præg på Agent 007 - Mission: Drab forbigået. Istedet tog grafikeren Robert Brownjohn og Binders assistent, Trevor Bond over. Men for en gage af 850 pund hver skaber de faktisk noget, der er mere indflydelsesrigt for serien, end de ofte krediteres: Den første erotisk, halvtafklædte skyggedanserinde.
Kameramandens navn rystes på plads. Foto:MGM/Danjac

Et seksuelt look

Egentlig skulle forteksterne bare have været vist, mens vi så Bond snige sig igennem indledningens park. Men ved at lade dem glide op og ned, og frem og tilbage over et par sensuelt vuggende kvindehofter får Agent 007 jages et noget mere seksuelt look.
Den populære version af sekvensens tilblivelse lyder, at de to kunstnere blev inspireret til at projektere forteksterne op på kroppen af en kvinde, fordi Brownjohns kæreste, den superchikke engelske fashion-designer, Kikki Byrne tilfældigvis trådte ind foran et lysbilledeapparat under deres brainstorm. Det er selvfølgelig bare ikke rigtigt.
Nej, det er ikke Kikki Byrne under en brainstorm.

Lokkes af en æggende kvinde

Brownjohn fik sin inspiration fra den russiske kunster Lazlo Moholy-Nagy, der i 1920erne havde arbejdet med at projektere lys op på skyer. Men den første historie er mere i tråd med filmens tema om den farlige forførelse: Ligesom Bond lokkes også vi ind i eventyret af en æggende kvinde. Mavedanserinden Leila – en forhenværende stewardesse med det borgerlige navn Lisa Guiraut, der senere danser for 007 i en sigøjnerlejr - vrider sig i pirrende figurer.
Der er tilmed gjort plads til en tyk inside joke. Filmens BAFTA prisvindende fotograf Ted Moore får sit navn projekteret op på den del af kroppens anatomi, der ifølge Ian Fleming "er en kvindes mest eftertragtelige": Hendes rystende bagdel ...

Craig Douglas fik Aliza Gur med i lydstudiet.

Sprød kærlighedsballade

Samtidig kører titelsangen. En i mine ører lidt langtrukken kærlighedballade, skrevet af komponisten bag musicalen "Oliver" - Lionel Bart. From Russia with love performes med sprød røst og i typisk 1950'er soft core stil af Matt Munro (1930-85)  En engelsk crooner, som før sin sangerkarriere billetterede passagere på Londons røde busser under sit eget navn, Terence Edward Parsons.

Herunder: Udgaven af Matt Munros udgave kan bl.a. findes i Vinylportalen

Forkert røst

Teksten om "The young pride with her tounge tied" er skrevet som var det filmens Bond-girl Tatiana Romanova, der synger. En manderøst virker derfor lidt forkert.
I "Liebesgrüsse aus Moskva", den vesttyske version af filmen, blev temaet oversat til Die Volga ist weit, og fik sangerinden Ruth Berlé som solist. Det hjælper lidt på livligheden.

Herunder: Craig Douglas og Ruth Berlés versioner af titelsangen.

Craig Douglas sang i Danmark

I 1963 spillede sangen sig ind på en 20'ende plads på de engelske hitlister, og blev sågar nomineret til en Golden Globe. Men den høres ikke i sin originale form under forteksterne. Man skal langt ind i filmen før temaets to første strofer høres i en transistorradio, og helt frem til slutteksterne før Matt Munro får lov at synge hele nummeret.
I Danmark udkom sangen - med eneret for DK Multitone - med Only sixteen sangeren Craig Douglas som solist. Det siger måske noget om hvor lidt man troede på Munros kommercielle gangbarhed internationalt.

Herunder: Matt Munros titelsang kom først på sidst i filmen. Ifølge sangerens datter sad hendes far med tårer i øjnene, da den kom på ved premieren.

Instrumental version foretrukket

Filmens komponist John Barry bruger da også under forteksterne en instrumental stryger version af titelsangen. Som en yndefuld kvinde bliver den langsomt overtaget og nedlagt af Monty Normans Bond tema til sidst: Hidsigt og triumferende spillet på alle trækbassuner, så det virkelig får double-o sevens comeback på lærredet til at lyde af noget.
John Barrry havde 007 i blodet.

Barry udnytter sin chance

John Barry fik chancen, fordi også Dr. No.'s komponist Monty Norman lå i økonomiske trakasserier med producerne.
Ifølge Norman blev de udløst i et skænderi over, at Harry Saltzman havde fedtet med udbetalingen af hans salær for musikken til Call Me Bwana - Der er en løve i mit telt. En Bob Hope og Anita Ekberg komedie, som Eon Produktions utroligt nok formåede at lave mellem de to første Bond-film i 1962. Heldigvis udnytter Barry sin chance så eksemplarisk, at Norman herfra aldrig igen vendte tilbage til serien.
Soundtracket til filmen - i mono.

Genbrug fra Dr. No

Bond-temaet fyrer Barry af som en kanonsalut hver eneste gang en dramatisk pointe skal understreges. Vic Flicks hårdt opspændte guitar har aldrig ledsaget 007s Pan Am fly ned i nogen international lufthavn med mere potens end den gør, da det lander i Istanbul. Alligevel er komponistens alternative Bond-tema ”007” nok filmens bedste nummer.
Et snigende langsomt stykke musik, der trommer op til et crescendo af gjaldende trompeter. Det har aldrig helt opnået samme klassiker-status, som Monty Normans Bond-tema. Men i situationer, hvor flere mænd bekæmper hinanden, som i den førnævnte sigøjner-lejr, og da 007 stjæler kodemaskinen på den russiske ambassade, egner det sig storartet. Overraskende nok genbruges noget af den afsluttende musik fra laboratorie-scenerne i Agent 007 - Mission: Drab. også, da Bond til slut skyder SPECTRE-helikopteren ned.
Hvad enten det så er John Barry eller Monty Norman, man skal kreditere for det ...?
John Barry Seven udgav også titelsangen.

Overdriver ikke musikken

Barrys største bedrift er dog ikke at overdrive musikken.
Den lurer atmosfærefyldt i baggrunden, klar til at slå til som en SPECTRE-morder, men stjæler aldrig intensiteten fra de øjeblikke, hvor netop stilhed er en del af scenens komposition. Hvor effektiv bliver derfor ikke lyden af det tikkende ur, og den tjekkoslovakiske skakstormester Kronsteens nærmest larmende måde, at rive sin mundserviet med den hemmelige SPECTRE- indkaldelse midt over under den store skakfinale, der åbner filmen i Venedig?

Nu ved du ...

At den langløbede pistol, som Sean Connery holder til sit øre på PR billeder og plakat i 2010 gik for 277.250 pund på Christies Auktioner i London. Det er en Walther LP kaliber 177, og fotografen David Hearn brugte den til at skyde rotter med. Den kom kun med på billedet, fordi man ikke havde fået Bonds  rigtige Walther PPK med til studiet.
Foto:@MGM/Danjac

"Tillykke, et storslået træk"
- Hyldest til SPECTREs skakgeni - Kronsteen.


Skaksalen fortsætter det arkitektioniske overdrev fra Mission: Drab i 1962.

Spionuniverset som et spil skak

Skaksalen er uvtivlsomt ”A brilliant coup”.
Konstrueret for 150.000 dollars i Bond-seriens larger-than-life tradition blev det vist frem til knipsende fotografer af to stolte producere, som første pr-fremstød for filmen i april 1963.
Kulissen symboliserer spion-universet, som et spil skak mellem supermagter. Hvert træk kan få fatale følger. Men det er nærmest utroligt, at de to kombattanter, den ældre canadiske McAdams med hornbrillerne, og den tjekkoslovakiske skurk Kronsteen – godt spillet af den søvnigt udseende polak Vladek Sheyball - overhovedet kan koncentrere sig i disse omgivelser. Spillerne sidder i et overdådigt italiensk palazzo, midt på et skakbrætternet gulv under loftmalerier som i det sixtinske kapel og omringet af 160 tilskuere. Designet skriger af Ken Adams klassisk humoristiske håndelag. Men det er det ikke. Også dette geni mangler fra den første films besætning.
Vladek Sheyball - arrogance i smoking. Screengrab.

Narrede USAs præsident

I modsætning til komponisten og titeldesigneren havde Ken Adam dog ingen økonomiske uenigheder med producerne. Efter at have set designerens fantasifulde frembringelser i Agent 007 - Mission: Drab slog selveste Stanley Kubric blot kloen i ham, og bad Ken Adam lave kulisserne til sit senere Oscar-nominerede krigskomedie-drama ”Dr. Strangelove”. En bedrift, der indbragte Adam en BAFTA Award i 1964, og efterlod et så stort indtryk på Ronald Reagan, at han ved sin indsættelse i Det Hvide Hus i 1980 bad om at se det store ”War Room”, som han huskede fra filmen. USA's nye præsident troede seriøst, at rummet var et autentisk mødelokale i Pentagon, og ikke en studieopført Ken Adam kulisse ...
The War Room fra Dr. Strangelove. Design: Ken Adam.

Man elsker at hade Kronsteen

Arkitekten Syd Cain - der var Adams højre hånd på Dr. No. - er manden bag skaksalen, og resten af filmens arkitektoniske udtryk. Og det bliver desværre hurtigt mere virkelighedsnært.
Skaksalens scoreboard er ganske vist forud for sin tid: Oversigtsskærme ved internationale skakturneringer blev først indført i 1980erne, men ellers har en ekspert fra British Chess Magazine sørget for at spillet foregår helt autentisk. Kronsteens vinder-træk er ovenikøbet udført som en kopi af det, der skaffede Boris Spassky sejren i virkelighedens Grand Master Champions finale i 1960 mod skak-geniet David Bronstein - hvis efternavn da iøvrigt lyder påfaldende meget ligesom Kronsteen ...
Ian Fleming hygger sig med filmens skuespillere på en pr-dag i Pinewoods skakkulisse. @MGM

Connerys krav

Vladek Sheyball afslog først rollen som Kronsteen. Kun fordi Sean Connery ringede ham op, og beordrede ham til at spille, "turde jeg ikke andet", skriver Sheyball i sin selvbiografi, The eyes and the voice.
Der er mindst to gode grunde til, at elske at hade denne skurk. Kronsteen er arrogant. "Hvem er Bond sammenlignet med Kronsteen", spørger han på et tidspunkt. Og så stopper han end ikke op for et billede til pressen. Selvom han vinder turneringen, haster han bare hurtigt ud, den snob ...
Terence Young spejlvender så at sige sin egen kronologi fra Agent 007 - Mission: Drab. I disse første scener er det skurkenes introduktion, og deres hemmelige hovedkvarter, der bringes i fokus, ikke Bonds og secret service. Men hvor bevidst det er, kan man have sine tvivl om.
Manuskriptet var ikke færdigt til filmens første officielle optagedag, den 1. april 1963. Åbningsscenerne var oprindeligt beskrevet i en hel anden rækkefølge.
I praksis faldt historien først på plads, da Terence Young og klipper Peter Hunt satte sig i redigeringen, og begyndte at samle de filmede brikker. Men så blev den også rigtig god ...
Peter Hunt og Young i klipperummet. @MGM

"Spectre er tilsyneladende i slægt med institutionen fra Mabuse filmene"
- Jyllandsposten, 1963

Den store forskel fra Ian Flemings mere koldkrigeriske forlæg, er endnu engang, at det er SPECTRE, og ikke russerne, der står bag det onde. Det træk sætter de fleste argumenter om Bond-serien som politisk kontroversiel skakmat. SPECTRE er ikke for fine til at manipulere med både øst og vestmagterne. 
Djævle-syndikatet er 007-seriens neutrale svar på en forbryderisk 3. verdensmagt. Farligere end alle andre nationer med deres private hærskarer, verdensomstyrtende planer og åbenbart uudtømmelige våbenarsenaler. Ifølge forfilmen er S.P.E.C.T.R.E forkortelsen af "The Special Executive for Crime, Terrorism, Revenge and Extortion".
"Counterintelligence" - som Dr. No beskrev - er de åbenbart gået bort fra ...
Klebb foran det dansk designede skrivebord af Bodil Kjær, der pryder Blofelds kahyt. Foto@MGM

Mystisk som Darth Vader

Lederens kahyt, hvor Kronsteen møder op, er kun en ydmyg begyndelse på de kæmpebaser, som serien senere skulle præsentere. Men respekten er udtalt. Stilfuld klædt i sort smoking må Kronsteen - ligesom Bond på M's kontor - pænt vente med at gå ind til en grøn pære over døren lyser. Mystikken bliver ikke just mindre, da chefen end ikke ses. Heller ikke filmens sluttekster afslører navnet på manden i stolen: "Nummer 1 ...?" står der bare. Dermed etableres en anden god Bond-tradition.
Fire år gik før "manden med katten" alias Ernst Stavro Blofeld blev afdækket. På det tidspunkt - i 1967 - havde billedet af den magtfulde forbryderkonge med blæksprutte-ringen, og den hvide angola kat skrevet filmhistorie.
Hvem sidder der bag katten? Foto: Screengrab.

Mysteriet spoleret på forhånd

Billeder af Donald Pleasence, Telly Savalas, Charles Gray og Max von Sydow, der alle spillede Blofeld i de senere film spolerede mysteriet for mig. Men Bond-fans i 1960erne må have haft det med "manden med katten" som Star Wars fanatikere fik det med Darth Vader i 1970erne.
Før hjelmen omsider blev løftet af ham i sagaens sjette del.
Det er netop fordi han kun ses bagfra, mens han stryger sin hvide kat, at Blofeld fungerer så formidabelt.
Eric Pohlmann.

Manden bag stemmen

I dag ved man, at det i denne film er Antony Dawson alias Dr. No.’s professor Dent, der sidder i stolen under optagelserne. Dawsons brillantine-strøjede sorte hår anes tilmed over stoleryggen. Men dialogen er indtalt af den østrigske skuespiller Eric Pohlmann. Det er hans dybe basstemme, der giver gangsterchefen den uhyggelige røst.

Herunder: Se og Hørs chef gav den som Blofeld i en reklame i 2008.

Qvortrup som Blofeld

Desværre er det efterhånden svært ikke at tænke på de talrige parodier historien har budt på. Roger Moore som en Blofeld-klon med kælegris på armen i filmen ”Spiceworld” i 1996, Doctor Evil i Austin Powers serien - ja selv Se & Hørs skaldede chefredaktør Henrik Qvortrup har optrådtmed en hvid perser og en fyldt kattebakke i et reklamespot i 2008.
Men hvor var de uden det originale forbillede?
Flemings Thunderball gav inspiration. Foto: Cover @Johnathan Cape.

Brandos Blofeld-hilsen

Ian Fleming brugte første gang Blofeld, og SPECTRE i sin roman Thunderball fra 1961. Men den hvide kat er alene filmmagernes opfindelse. Et slags symbol på SPECTRE, der tålmodigt venter på, at to siamesiske kampfisk i skurkens akvarium skal trætte hinanden.  Så kan den guffe den svageste i sig – levende.
Flemings skurk holdt ikke kæledyr. Han lod heller ikke sine medarbejdere nedsparke med giftfyldte knivblade i skoene, når deres planer svigtede. Blofeld afstraffede dem, der trodsede broderskabet, men lagde så diabolske planer, at SPECTRE fremstår ligeså velorganiseret som mafiaen. En organisation som Mario Puzos roman. The Godfather først i 1969 udvidede det offentlige kendskab til, og som Marlon Brando  spillede i filmversionen fra 1970, hvor han, som en hilsen, også tog en kat med på skødet.
Hvem der fik idéen til ikke at vise Blofelds ansigt i filmen er mere speget at udrede end Kronsteens plan.
Kevin McClory - en anden magtfuld bagmand med et godt øje til 007.

Derfor har Blofeld intet navn

Plankede Richard Maibaum eller Terence Young mon idéen fra det filmmanuskript, som Ian Fleming havde udviklet sammen med produceren Kevin McClory, og den britiske forfatter Jack Whittingham i 1959 - og som sidtnævnte skrev under arbejdstitlen "James Bond of the British secret service"?
Manuskriptet blev aldrig filmatiseret. Men det beskrev, hvordan en mystisk gangsterleder altid skulle vises bagfra, og havde cirkuleret omkring i Hollywood længe nok til, at idéen kunne være smittet af. I 1963 blev Ian Fleming i al fald selv stævnet af Kevin McClory for at have brugt SPECTRE, og resten af deres fælles historie i sin Thunderball roman fra 1961, uden at have krediteret andre end sig selv for idéen.
Det forklarer hvorfor Blofeld i Agent 007 jages udelukkende kaldes "Nummer 1".
Saltzman og Broccoli turde ikke risikere også at blive retsforfulgt af Kevin McClory for ulovlig brug af en forbryderorganisation og en skurk, som de måske slet ingen film-rettigheder havde til.  En situation de grotesk nok alligevel kom til at stå i nogle år senere, og som idag har gjort hele historien om SPECTRE endnu mere grødet ....

Nu ved du ...

At Sean Connery fik 250.000 dollars for at spille Bond i Agent 007 jages. Et beløb, han brugte til at købe Acacia House, et tidligere nonnekloster med tolv værelser, i London. Huset blev så berømt, at en hyppig overskift i 1960erne lød: "Bond berøvet". Blandt de forsvundne værdier var den vielsring, han gav fru Diane Cilento ved deres bryllup på Gilbraltar i 1962.
Foto: Getty Images.

Grøde i samtalen

Det er også grøde i den samtale, som Blofeld fører med Rosa Klebb, før Kronsteen gives adgang til kontoret.
Det er her vi forklares, at den tidligere kvindelige SMERSCH-leder har forladt Moskva, og nu arbejder for SPECTRE.
Problemet var, at dialogen virkede lidt for indviklet, da filmen skulle klippes. For at få tydeliggjort plottet måtte den speakes om. Men gode råd var dyre. Hverken tid eller budget tillod på det tidspunkt, at man genindkaldte scenens skuespillere - eller katten - og filmede det hele på ny. Kulissen man havde brugt var også blevet revet ned, så løsningen blev denne:

KREATIVE KLIP MED KLEBB

Kilde: Inside From Russia With love

Første klip med Klebb.


I scenen vi ser står Lotte Lenyas Rosa Klebb først ret foran Blofelds skrivebord. Hun tager derpå et par skridt til venstre og knæler for at beundre kampfiskene i hans akvarium.
Andet klip

Derpå klippes til fiskene, Blofelds hænder og katten, og da vi ser Klebb igen sidder hun stadig på hug foran akvariet.
Men så kommer kunstgrebet.
Tredje klip.

Nærmest ubemærket genbruger klipper Peter Hunt nemlig samme sekvens, hvor Klebb gik hen imod fiskene, men spiller den nu baglæns, så det istedet kommer til at se ud som om hun rejser sig, og går væk fra akvariet for igen at stille sig i samme position foran SPECTRE-bossen.
Første klip - igen ...

Det trick får lige nøjagtigt forlænget scenen de par sekunder, der har gjort det muligt, at få mixet en ny speak fra Blofeld ind over billederne, mens han stryger sin kat.
Fjerde klip

Lotte Lenya blev derpå sat i en stol foran et forstørret billede af den originale kulisse, hvor hun så blev filmet i close-up, mens hun leverede en kort, ny dialog. Hvis man fokuserer på den grå baggrund bag hende i scenen kan indklippet anes, idet Klebb siger: ”Jeg håber Kronsteens planlægning bliver ved med at være ligeså succesrig som hans skaktræk".
Femte klip - mod kunstig baggrund.

Tempo gjorde indtryk

Klipper Peter Hunt laver flere af den slags små greb i løbet af filmen.
Mest kreativt, da vi ser billedet glide med op, da Bond på et tidspunkt tager elevatoren fra foyéren og op til sit hotelværelse i Istanbul. Alt sammen er med til at give historien en fart og en variation, som gjorde indtryk, navnlig i 1963. "Handlingen er usædvanligt indviklet, men gennemført med velsignet logik og klarhed. Og først og fremmest udmærker historien sig ved, at der ustandseligt foregaard noget", skrev Jyllands Posten i 1963.
Klebb er ikke typen, man eskorterer rundt. Foto:@MGM

Omstændelig planlægning

Planlægningen af SPECTRE's store skakplan skrider dog lovligt omstændeligt frem. Det tager hele 17 minutter før Bond introducers i handlingen. Men man må lade, at skurkene sættes farverigt i scene.
Uforglemmelig er Rosa Klebbs inspektion af Robert Shaws blonde kvæler, der udspilles med samme sexede sadisme, som i Flemings forlæg. Også selv om den er henlagt til åbningens helvedshave, i stedet for et koldt kammer i Sovjetunionen.
Broen i Pinewood Studios - kan være glat om vinteren. Foto: @Pinewood studios

Ursula Andress homage

Rosa Klebb ankommer til parken i den første af seriens mange helikoptere. Og det isnende blik hun sender lejrchefens galant fremstrakte arm fortæller alt om, at hun absolut ikke er typen, man eskorterer rundt.
Til gengæld sender den lede lille yndighed et stjålent blik i retning af den massøse, som sidder bøjet over Grant. Pigen legemliggøres af den 24årige britiske blondine Jannie Williams, som kun har været på et par sekunder før hun smider skjorten, og afslører en særdeles veludfyldt bh. Plus det, der idag ligner et par store mormortrusser under nederdelen.
Robert Shaw foreslog drillende, at pigen også kunne introduceres splitternøgen, mens hun steg op af havens lille sø. En homage til Ursula Andress' allerede dengang ikoniske strandscene fra Agent 007 - Mission: Drab.  Men så langt turde hverken censuren, eller Jan Williams nu gå.
Jan Williams har det varmt. Det har publikum også.

Hilsen til Spartacus

I bogen var massøsen ellers topløs, ansat af KGB og havde sin daglige gang i Grants villa ved Sortehavet. Hvis hun har samme ordning på SPECTRE Island er hun den rette at spørge, hvor denne fiktive dødstræningslejr mon ligger?
Haven er fyldt af sortklædte agenter, der trænes i alskens kampsportsteknik.  SPECTRE bruger nemlig levende mål - og stuntmand Peter Perkins viser med imponerende akuratesse, hvor effektivt man kan undgå en ildkaster ved at løbe spidsrod mellem flammerne på en af øens træningsbaner.  Man kan se SPECTRE øen som den skurkagtige forløber til Q-Branch scenerne i secret service, der blev så obligatoriske.  Satiren er navnlig tydelig, da man i baggrunden ser to halvnøgne mænd udkæmpe en gladiatorkamp. Som foregår det hele på backstageområdet af Stanley Kubricks storfilm Spartacus fra 1960.
Bagefter ser de måske, hvordan der fremstilles Bond gummimasker. Foto: MGM

Var ved at ødelægge SPECTRE-Island

I virkeligheden ligger SPECTRE Island i Bonds "baghave".
Filmmagerne brugte den smukke grønne park bag Pinewood Studiernes hovedbygning i Buckinghamshire, hvilket jeg kan sige med sikkerhed, da jeg selv har været der på et set-visit en kold februardag i 2009. Dengang gik jeg hen over samme stenbro, som Sean Connery, da han i åbningen forfølges af Robert Shaw, og var - på grund af isen på trapperne - snublende tæt på at rive den pegasus gelænder statue på jorden, som man kan se dem begge passere i filmens begyndelse.
Han end ikke blinker. Foto: @MGM/Danjaq

Toptrænet sadisme

Da der ikke måtte tages billeder, fordi Harry Potter udførte sin magi i samme have, fik fotografen ikke foreviget momentet. Men havde min tur-guide bemærket det, kunne hun med rette have pumpet mig et knojern i maven - sådan som Rosa Klebb såre sadistisk gør, da hun afbryder Grants masage for at teste om morderen nu også er fit nok til jobbet.
Det siger alt om SPECTRE skolens effektivitet, at Grant end ikke blinker ved slaget. Og at den mystiske lejr ikke springes i luften til slut bidrager til mytologien om et skurkesyndikat med uindskrænkede rekruteringsmuligheder fra en hel ø af trænede terrorister i topform.
Plus én massøse med gode former i toppen ...
Willams havde været med i Piger til søs i 1962, inden hun blev Grants massør. Foto@MGM/Danjaq

Ingen Rusland i filmen

Ironisk nok er der slet ingen Rusland i From Russia with love. Hele skuepladsen er flyttet fra Ian Flemings "dyrisk metro-dunstende Moskva, hvor folk overhælder sig med billig parfume, hvad enten de har været i bad eller ej ..." som han racistisk skriver, til det mere eksotiske Istanbul.
Det er her vi møder Koporal Tatiana Romanova - filmens lokkedue.
Pigen har ordre på at møde oberst Klebb, og opsluges bogstaveligt talt af mørket, idet vi ser hende trippe op til lejligheden i Istanbul efter at have spurgt en gadebetjent om vej.
Lejlligheden er en Pinewood kulisse så stemningsfuld, at den også blev brugt som baggrund på et af filmens mest berømte pr-billeder, hvor Sean Connery og Daniela Bianchi lurer i skyggerne.
Et klassisk foto - taget i Klebbs lejlighed. Foto@MGM/Danjacq

Nu ved du at ...

At Tatiana Romanovas to veninder i Istanbul hedder Irina og Natasha. Førstnævnte blev spillet af den 20årige tyrkiske skuespiller Bulbon Brus, mens Natasha, i blå heldragt, fik liv af den 22årige Ulker Sozlo, der var ballerina ved Ankara Statsopera.

Creepy konfrontation

Eksteriøret fandt filmmagerne i en rødkalket bygning inde i Istanbuls handelsesbasar. Men aldrig har den virket mere skummel end her. Grant lurer på pigen, mens døren åbnes for en af de mest creepy konfrontationer i Bond-historien.
Jobsamtalen, hvor Klebb giver Korporal Romanova ordre på at spille forelsket i Bond, er ganske vist kun et svagt ekko af det vulgære show, som Ian Fleming lod scenen udvikle sig til. I bogen skiftede lesbiske oberst Klebb til en ”orangefarvet crep de chine natkjole og lyserøde silketøfler med strudsefjerspomponer”  i et forsøg på at forføre Tania, der ender med at stikke af fra sin overordnede, som et skæmt dyr.

Herunder: Klebbs lejlighedskompleks ligger i virkeligheden i Zincirli Han, et handelstorv, inde i Istanbuls store basar.  Foto: Ukendt.

"Kvindens eneste ulækre tendens"

I 1963 var lesbisk seksualitet endnu noget man i Storbritannien forsøgte at holde i skabet.
Richard Maibaum luftede ligefrem sin fordomsfuldhed, og kaldte Klebbs seksualitet for "kvindens eneste ulækre tendens" i et interview på en laserdisc-version af filmen. Den udkom medio 1990erne, men blev hurtigt trukket tilbage og censureret, da man opdagede Maibaums politisk ukorrekte åbenmundethed.  Når filmen så meget som linder på døren til det skab er det en kæmpe provokation i sig selv.
Klebb med grabberne fremme. Foto: From Russia with love@MGM-Studios Inc. and Danjaq LLC.

Åh, så ækel

Idag bemærker man vel knap det øjeblik, som forfatteren Raymond Benson engang beskev som ”et elektrisk chok, der kan føles af både pigen og publikum” – nemlig da Rosa Klebb under interviewet diskret berører Tanias knæ, og dermed blotter sin seksuelle lyst.
Ikke desto mindre går scenen længere end mange andre i serien.
Vi har på dette tidspunkt allerede set Klebbs knojern richotere tilbage, som fra en trampolin, da hun hamrede det i Solar Plexus på den udtryksløse Grant i helvedshaven. Nu trækker hun sin ridepisk, som hun smælder i bordet, mens hun - åh så ækelt - begynder at udspørge Tatiana om hendes sexliv.
Yndige Lotte Lenya i en pause fra sit Klebb udtryk. Foto: From Russia with love@MGM-Studio

"Årets fejlcasting"

Klebb smyger sig omkring pigen, nusser hende i håret, tager hende på skulderen og beordrer hende til at smide jakken, og dreje sig omkring i sin næsten gennemsigtige skjortebluse. Hvis ikke det er udtryk for sadomachocistisk magt i blandet lidt lesbisk sexchikane - hvad er det så?
Lad mig også lige dvæle ved den Esquire-redaktør, der i 1963 kaldte valget af Lotte Lenya i rollen som Rosa Klebb for ”årets fejlcasting” med begrundelsen: ”Lenyas force er at modtage smerte, ikke at påføre det, for hendes øjne er håbløst venlige og lidende, uanset hvilken ridepisk hun svinger”.

"Årets fejlvurdering”, tør man vist godt sige.
Modsat lesbiske Klebb var Lenya en man-eater. Nygift med den 25 år yngre Russel Detwiller.

Fodfeticistisk

Den af ry så venlige østrigske sangerinde agerer præcis ligeså led, og ser nøjagtig lige så tudsegrim ud, som Flemings korporal Klebb blev beskrevet. Myrekrybfremkaldende med sit slikkede røde hår, sin deforme russiske uniform og sine knivbladsudrustede sko, som fodfeticister sikkert også vil finde frække. Kun en skam at Klebbs tykke læsebriller i dag mest ligner en dårlig nytårsspøg.
Lenya tager en pause fra Klebbs sko. Foto@MGM/Danjaq

Oscar-nomiereret sangerinde

Hvis man er født længe efter Lotte Lenya – der kom til verden i 1898 og fik navnet Karoline Charlotte Blameyer – vil man nok ikke forbinde hende med en stor tysksproget sangstemme fra knitrende vinylplader i radioen. Sådan som flere generationer af operaelskere fra 1920erne.
Men det er grotesk, at det talent, der oprindeligt var så anerkendt for at fortolke Berthold Brechts værker til tonerne fra sin første ægtemand, den berømte tyske komponist Kurt Wiel, nutildags bedst huskes som en sylesko sparkende satan. Ingen taler om, at Lenya to år tidligere var Oscar-nomineret for sin rolle i Mrs. Stones romerske forår.
Tanias aktsmappe fortæller, at hun har haft tre elskere før Bond ... Foto@MGM/Danjaq

"Det er hende med skoene ..." 
Et af de  sidste portrætter af Lotte Lenya blev tegnet i 1979. Hendes rolle i From Russia With Love nævnes sidst i udsendelsen. Den østrigske skuespiller døde af kræft,  83 år gammel, den 27. november 1981. Portrættet giver hende kredit for alt det hun kunstnerisk præsterede.

Musikalsk joke

Tatiana Romanova i italienske Daniela Bianchis skikkelse må vi vente med at blive klogere på.
Nu hvor brikkerne omsider er stillet op skifter filmen nemlig skueplads til England. Nærmere betegnet, sovebyen Hurley, hvor vi hører seriens første musikalske inside joke: Det er Matt Munros titelsang, der strømmer ud fra en transistorradio i en båd, der langsomt stages ned af Themsen, lige forbi den grønne plet, hvor Bond og hans "gamle uafsluttede sag" fra "Dr. No" - frøken Sylvia Trench - er ved at gå ombord i hinanden i en kano.
Bond begynder og slutter filmen i en båd - i samme positur. Foto@MGM/Danjaq

Vulgær sammenligning

Sean Connerys maskulint kropsbehårede alpha-han brøler af vaskeægte ur-seksualitet.
Skottens Bond er virkelig prototypen på et altnedlæggende stykke mandfolk - perfekt castet til en historie, der netop gør den seksuelle akt til en manddomsprøve.
For at hjembringe Lektoren til gamle England skal Bond nemlig prostituere sig selv, og gå i seng med Tatiana, der hævder, at være faldet for ham "som en skolepige for en rock-stjerne". I sig selv en lidt vulgær association. Omend Bond selvfølgelig ikke opponerer, da han senere sættes ind i sagens akter i hovedkvarteret ...

Nu ved du ..

At den unge kvinde, der sidder i gondolen og lytter til temaet fra From Russia with love, er skuespilleren Elizabeth Counsell. Hun var to år senere tæt på at få rollen som Bonds fysiotearpeut, Patricia Fearing i Thunderball.

En sex-fantasi på kogepunktet

Flemings kinky fantasi om at sende en spion på sex-mission for sit land er på kogepunktet i denne historie. Navnlig når man husker, at den oprindeligt blev udgivet i 1957.
Men filmversionen følger Flemings kongstanke tæt, og er i antydningens kunst mere grænsesøgende end de fleste andre 007-film.
Bernard Lees M lyder som en hel alfons bag sit skrivebord: ”Sørg for at du lever op til hendes forventninger”, siger han, før han sender vor mand til Istanbul, hvor 007 skal møde sin udfordring i brudesuiten på sit hotel.
Her lader pigen sig da også blot synke tilbage i silkepuderne for at lade sig tilfredsstille af sin gigolo.
Hun vil give Bond besked om han har skuffet hende, ”in the morning”.
Tro mod den gode smag dvæler kameraet selvfølgelig ikke ved selve akten. Det er stadig en Bond-film, og der er intet pornografisk – og dog, og dog …

Tilfredsstil mig, James.

Ikke for børn

Genkalder man sig filmens skud af pigens ”lidt for store mund”, et close-up hvor tungen spiller inde bag de let adskilte røder læber, og Bonds blændende bemærkning om, at ”den mund da har den helt rigtige størrelse – til mig ...”, og vi har en hentydning, der i hvert fald ikke er for børn.
Er den mund for stor? Foto@MGM/Danjac

Voyerisme i spil

Voyerisme er også i spil i form af den cigaretrygende Klebb og en anden lurende SPECTRE-agent, der bag sengens falske spejl filmer eskapaderne. ”En stor performance”, som Grant senere kalder (porno)filmen, der skal bruges til at skandalisere Bonds ry.
Sovekammerscenen er oven i købet et af de få steder serien lader os skimte en nøgen pige. Ganske vist ikke Daniela Bianchi herself, der under optagelserne var iført en hudfarvet bodystocking under lagnet, men en mindre katolsk bodydouble.
Men et peepshow bliver det, da pigen nøgen, kun halvvejs skjult bag et blafrende gardin, springer ned i Bonds seng.

Afspejler Profumo skandalen

Idéen om, at skandalisere en spion ved at filme vedkommende med bukserne nede virker idag noget bedaget - og i Bonds tilfælde ville det vel næppe kunne udløse en sensation. Men i koldkrigens dage kunne alene mistanken om sexspionage være nok til at vælte regeringer.
Den britiske regering gik således af i 1964, året efter, at det kom frem, at den daværende engelske krigsminister John Profumu havde ligget i med den engelske call-girl Kristine Keeler, som samtidig dyrkede omgang med en russisk ambassadesekretær.
I 1968 måtte den engelske ambassadør i Moskva, Sir Geoffery Harrsion også stå frem og indrømme, at et sidespring med en ung russisk pige kaldet "Galya" var ved at blive en belastning. Fordi det hele var blevet filmet af fjenden på
et 16 millimeter kamera bag et falsk spejl ...
Agent 007 jages afspejler på alle måder en fantasifuld forestilling om, at spion-universet er en romantisk legeplads for eksotiske damer og potente machomænd, og at sex blot er en del af dagens dont for en ægte undercover agent.
Men noget tyder på, at en hel verden af diplomater, statsmænd og præsidenter har haft meget nemt ved at identificere sig med den illusion ...

Terence Young forener øst og vest. Foto@MGM/DANJAQ

Nu ved du ...

At From Russia With Love ikke bare lå på listen over  John F. Kennedy to favorit-bøger, offentliggjort i Life Magazine. Filmen blev også den sidste han så i privat-biografen i Det Hvide Hus, inden han blev skudt og dræbt ved paraden i Dallas, den 22. november 1963. Det kom siden frem, at også  Lee Harvey Oswald havde set filmen, få dage før han affyrede skuddene. Hvis mordet har noget med Bond at gøre, er det en hidtil  helt ukendt konspirationsteori ...

Saftig playboy fantasi

En lokkedue under lagnerne er da også stadig en af seriens mest saftige playboy fantasier. En pige, der venter sin mand i hans seng, kun iført selvsiddende sorte strømper, og et lille sort gavebånd om halsen. Jo tak, Tania - det virker ...
Meget sigende har det ofte været en genskabelse af nøjagtig den sekvens potentielle Bond-kandidater er blevet testet i, når en ny 007-stjerne skulle findes.
”Pistoler hidser mig op", udbryder pigen ved synet af Bonds potent strittende Walther. ”Jeg er selv en smule ophidset”, svarer Bond med endnu en sofistikeret, men bundsjofel double entendre.
"Connery måtte trække maven ind", har instruktøren afsløret. Foto@MGM

Den ultimative machoman

Svøbt i badehåndklæde og varmet af en brystmåtte så tæt som tågen i Chelsea, skildres Sean Connery som den ultimative macho-man. For selvfølgelig lever Mr. Bond op til forventningerne ...
I resten af filmen tigger Tania ligefrem Bond om, ”at elske hende dag og nat”, når de kommer til England, et indsat billede af de prustende hjul på Orient Expressen symboliserer hvad der sker bag det nedrullede gardin i deres togkupé på vejen, og da Connery klasker Tania bagi (spanking for åbent tæppe) og beder hende gøre som han siger, er hun føjelig.
Selv da Bond stikker pigen én på skrinet for at få en oplysning for dagen fastholder hun sit, ”I love you, James. I love you, I love you, it’s true”. Det gør filmen fantastisk gammeldags i sit kvindesyn.
Agent Adonis. Foto: @MGM/Danjaq

"Bond-fimene blev lavet af mænd, der forsøgte at holde kvinderne på deres plads, så de i al fremtid ville stryge deres skjorter ..."
 - Fay Weldon, 1975

Bond-pigerne har altid kunnet ses som progressive rollemodeller for kvinder, fordi de har haft deres egne karrierer og været seksuelt frigjorte”, plæderede seriens senere producer Barbara Broccoli i et interview med Daily Telegraph i 2008.
Det holder bare ikke rigtig med denne film på kuglerammen.
Her gælder nærmere forfatteren Fay Weldons udfald mod seriens bagmænd fra 1970erne: "Bond-fimene blev lavet af mænd, der forsøgte at holde kvinderne på deres plads, så de i al fremtid ville stryge deres skjorter".  Eller den engelske feminist Kathy Lethes karakteristisk af producernes Bond-piger, som "en form for livsforsikring i et par gode patter".
Men Agent 007 jages  er undtagelsen. Skønt hun aldrig blev krediteret blev Dana Broccoli herefter en stærk rådgiver for hvornår noget blev for sexistisk. Generelt skildres Bond-pigerne også stærkere end i denne film, hvor de sættes på plads med rap over fingrene, når mænd taler business, og ellers bare skal forsøge at vinde deres interesse ved hjælp af sex.
Se blot på Sylvia Trench.

Eunice Gayson i blomsterbikini - gør hvad hun kan for at blive bestøvet. Foto@MGM

Fra favn til favn

I Eunice Gaysons blomsterbikini klædte figur må hun virkelig arbejde hårdt på, at få vor mand til at blive blot en halv time ekstra under kalechen på den gamle irgrønne Bentley ved flodbreden i Hurley. Inden Bond fortsætter sit flirteri på forkontoret, nu med Miss Monneypenny, som efter en kort kinddans også blot efterlades med et arkivbillede af Tatiana Romanova i hånden. Et billede Bond ovenikøbet underskriver "From Russia - with love". Med en håndskrift, der tilhørte Terence Young, der dublerede Connery i nærbilledet.
Moneypenny ville ønske hun havde ham i sin hånd. Foto: @MGM

Seksuelt supervåben

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at Eunice Gaysons Sylvia fik lov at gå igen i Agent 007 jages.
Bortset fra Lois Maxwells Miss Moneypenny skal vi helt frem til 2021's No Time To Die og Léa Seydoux før nogen har fået den ære. I alt fald som samme karakter. Selv ikke Ursula Andress, som Connery ellers talte varmt for, fik chancen for at gæsteoptræde som Honey Ryder. Gayson forsøgte også, at slå mønt af omstændigheden ved at udgive en bog med titlen The first lady of Bond. Men sammen med darling Moneypenny er Sylvia kun med for at understøtte idéen om, at Mr. Bond er Storbritanniens altnedlæggende, seksuelle supervåben. "Manden alle mænd vil være, og alle kvinder vil være sammen med", for nu at bruge pr-agenternes slogan.
Verdens mest tiltrækkende spion. Foto@MGM/Danjaq

Big spender og spion

Fra sin ankomst til Istanbul fastholder kameraet Sean Connery, som verdens mest attraktive mand. Velklædt, selvsikker, farlig og sexet som en agent adonis, glider han gennem lufthavnen i en elektrisk symbiose med Bond-temaet. Det er 007 alles øjne hviler på. Fra spioner til kontraspioner, fra hotelreceptionister - til os, der ser filmen. Selv Kerim Bay's elskerinde sender ham et afmålt blik, da Bond træder ind på den lokale tyrkiske spionchefs kontor bag tæpperne i byens berømte basar.
Ligesom i Agent 007 - Mission: Drab  formår filmen, at gøre Bond utrolig smart og sexet.  Selv når han tjekker ind på et hotel, og som en mellemting af Big Spender og spion deler drikkepenge ud med den ene hånd, mens han afsikrer sit værelse for aflytningsudstyr med den anden. Her med en smart lille dippedut (i virkeligheden et målebånds-hylster) spænder på hoteltelefonen. Mens Bond-temaet nærmest eksploderer i højtalerne.
Rejsetasken, der i 1963 gled direkte gennem tolden i Istanbul.

Ikke meget spas

Anordningen er ikke filmens mest berømte gadget - den får 007 på M's kontor, iform af en herlig, sprængfarlig attaché-taske med springkniv og gemte guldsoveriegner. Hvilket selvfølgelig betyder debut til Desmond Llewelyns geniale gadget-opfinder.
Men da Q ikke får sit eget værksted, er der ikke så meget spas ved figuren i denne film. Peter Hunt havde det nok sjovest i klipperummet, hvor han ikke kunne dy sig for at mikse øjeblikket, hvor Bond klikker mappen op sammen med eksplosionen af Dr. No's hovedkvarter. Under en fremvisning for producerne fik han det til at se ud som om Bond åbnede tasken og - buum - fik hele kontoret til at ryge i luften, og filmen til at slutte brat ...
Desmond Llewelyn debuterer uden spas. Foto@MGM

USA overlegen

På hotellet viser Connerys selvsikre smil til hver en funden mikrofon, at 007 skam godt ved, at han bliver overvåget. Men som M har sagt, "kan British Intelligence ikke lade selv den mindste chance for at få fat i en Lektor kodemaskine passere". Også selvom det helt åbenlyst er en fælde. Hvorfor? Fordi CIA har ønsket sig sådan en i årevis, og fordi England i Bonds univers jo altid skal være USA overlegen.
I virkelighedens 1963, hvor Storbritannien end ikke fik lov at lytte med når Washington og Moskva talte international sikkerhedspolitik på den hotline, der var oprettet efter Cubakrisen, er denne engelske magtdemonstration en joke, der er ligeså tyk som lædderet på Ms dobbeltdør.
Bonds hotel-receptionist, Arlette Dobson taler ligesom Ursula Andress i den første film. Screengrab.

Beluret

Arlette Dobson - Miss Europa 1963 - spiller den kønne hotelreceptionist, der efterkommer Bonds ønske om at blive flyttet til brudesuiten, da han opdager mikrofonerne. Pigen taler ligesom Ursula Andress gjorde i Dr. No, fordi også hun er blevet eftersynkroniseret af seriens faste talelærerinde, Nikki van der Zyl. Men ellers er Bond i denne film ikke manden, der driver mysteriet frem til en opklarelse, ligesom han var i Dr. No. Snarere en passiv, men konstant beluret brik i et drama, som han ikke helt kan gennenskue.
Hvilket nu også godt kan være svært for os andre ...
Nadja Regin fortæller, at hun elsker at rulle sig i mudder.

Gemytteligt narrespil

Ved første gennensyn var det ikke klart for mig, at det er russerne, der står bag den bombe, der nu eksploderer på Kerim Bays kontor.
En hævnakt for den bulgarske agent, som vi kort forinden ser falde livløs ud en af en sort citröen foran byens sovjetiske konsulat.  Dræbt af Grant i et forsøg på at få fyret lidt op under den kolde krig i Istanbul.
Fra 007 ankommer til byen har hans tyriske chauffør (Neville Jason) forvisset ham om, at koldkrigen på Balkan blot er et gemytteligt narrespil mellem russerne og de engelskvenlige tyrkere: "Meget venskabeligt - Vi forfølger dem, de forfølger os ..."
Istanbul anno 1963. Foto@MGM/Danjaq

"Faste kvindebryster ..."

Eksplosionen falder derfor som en god chok-effekt. Den flænser totalt den ellers så erotiske atmosfære, der var ved at brede sig på kontoret mellem Kerim Bay og hans lille liderlige elskerinde, hvis kuplede kavalergang Ted Moores kamera sjofelt zoomer ind på fra et overbliksbillede af Istanbuls mange andre gyldne kupler. En idé, inspireret af bogen, hvor Ian Fleming netop sammenlignede kuplerne på moskeerne med "faste kvindebryster .."
Tilbage til de seksuelle saltminer. Foto@MGM/Danjaq

Sjofel attitude

Spillet med stor indlevelse af den rappe, 32årige jugoslaviske model Nadja Regine er det tydeligt, at hun i elskerinderollen opfylder samme funktion overfor Tyrkiets topspion, som Sylvia Trench gør for Storbritanniens. Også Nadja Regin, der sjofelt sutter på kuglerne i sin halskæde, må tigge og bede om at få trukket Kerim Bay "tilbage til saltminerne", som han siger, inden de falder hinanden om halsen. En replik, der oser mere af mandehørm, end hans cigareter gør af tyrkisk tobak.
Ikke underligt, at Kerim Bay og Connerys chauvinistiske Bond etablerer en kemi som serien har kæmpet for at skabe magen til i næsten alle 007s efterfølgende krigskammeratskaber.
Nadja med slikmund. Foto: MGM/Danjaq

Engelsktro guide

Meget er vundet ved at have fået den moustacheprydede mexicaner Pedro Armendariz i rollen som Kerim Bay.
Denne gamle John Ford western veteran formår som chefen for station T - Tyrkiet - at være både sympatisk og rar, selv når han dræber. Med en cigarrygende Winston Churchill i glas og ramme på sit skrivebord, er Kerim Bay den lune, trinde og engelsktro guide, der tager Bond - og alle os andre - med rundt i Istanbul.
Armanderiz underholder produktions-manager Bill Hill og filmens scripter. Foto@MGM

"Istanbul er en barsk by"

Agent 007 jages  viser ikke kun Istanbul fra byens turistede og glamourøse side. St. Sophia moskéen, Bospuros strædet og den store basar har man naturligvis med. Ligesom Hitchcock bruger Terence Young de genkendelige steder til at skabe indentifikation. Men midt i mekkaet af moskéer, kramboder og minaretter strakt mod himlen som raktetbatterier, får vi også et kig på skyggesiderne af denne på en gang eksotiske, bilhornslarmende og overbefolkede metropol. Med dens skumle lejlighedskompleker med vilde katte og knirkende trædøre, dens primitive sigøjnercamps, og ikke mindst labyrintiske undergrundscisterner.
Spionage via ubådsperiskob. Foto@MGM/Danjaq

CIA kopierede Kerims spionage

Meget sigende fremstår byens til dagligt seværdigt smukke, og gyldent oplyste Basilika cisterne som noget af det mest dunkle.
Bygget af kejser Justinian i år 523 (og ikke som Kerim Bay siger af kong Konstantin) er vandreservoiret idag et velbesøgt turistmål.
Men i filmen er det Kerim Bays hemmelige kloakrute. To gange dagligt sejler han ned til den russiske ambassade, hvorunder han har installeret et ubådsperiskop, som han kan stikke direkte op i fjendens møderum.  Et udtryk for den fantastiske Fleming fantasi, som man idag nok ville have fundet temmelig urealistisk. Hvis ikke det lige var fordi, at virkelighedens CIA i 1980 blev afsløret i, at have bygget en tunnel under den sovjetiske ambassade i Whasington, hvorunder man på samme måde som Kerim Bay og Bond i filmen havde forsøgt at aflure fjenden.
"Det sunkne palads" bliver Istanbuls cisterner også kaldt. I 1963 var det Kerims spionrute. Foto@MGM

Sjov, men ikke pjattet

Time fremhævede i 1963 hvordan filmen konstant lever at disse små overdrivelser. Fordi det "ikke er nok for Bond at rette en kikkert mod det rusiske konsulat i håbet om at mundaflæse fjenden .. nej han stikker et helt ubådsperiskop op gennem væggen, så han på klos hold kan inspicere to vigtige sovjetiske hemmeligheder: Heltindens velformede ben ..."
Bonds sneakpeak af Tatiana udløser en dejlig, mandschauvinistisk bemærking om, at "det da fra denne vinkel ser yderst lovende ud", men scenen bliver aldrig pjattet. Tilstede i rummet er nemlig også "Manden, der dræber for sjov" - den bulgarske lejemorder Krilencu. Det får Kerim Bay til at slutte, at russerne må være på krigsstien, og giver historien en gyldig grund til at lade ham og Bond gå under cover i den nu efterhånden så berømte sigøjnerlejr.

"Mon ikke det er billederne af en mavedansende sigøjnerske, der bliver stående længst på det mandlige publikums nethinde ...?"
- Politiken, 1963

Politisk ukkorekt stammefolk

Det tyrkiske turistministerie fandt det i 1963 alt for diskriminerende for byens ry, at give tilladelse til at bygge en sigøjnerlejr i Istanbul. Filmens er derfor lavet på Pinewood studiernes udendørsområder. Til stor irritation for Martine Beswick og Aliza Gur. Som lejrens letpåklædte sigøjnerpiger, Vida og Zora, havde de lige fået stemplet deres pas og papirer, og var klar til en tur til det varmere Tyrkiet.
I et nyt årtusindes politisk korrekte tider kan man alt for levende forstille sig, hvilke racismepraragraffer filmmagerne ville blive anklaget for i skildringen af spionchefens sortsmuskede sigøjnerkammerater. Men det er altså blandt det fingerspisende, Raki drikkende og sortsnakkende stammefolk, at Flemings fortælling bliver mest grænsesøgende.
Leila gør sig til for agent Adonis. Foto@MGM/Danjaq

Nu ved du ...

At Raki, som serveres for Bond i lejren, oprindelig er en albansk nationaldrik, der er ligeså stærk som Vodka. Produktionen kræver en hel korrekt gæring af moset frugt - ellers risikerer den at blive udrikkelig. Den skænkes af den britiske skuespillerinde Geraldine Moffat, der i 1971 fik den kvindelige hovedrolle overfor Michael Caine i krimien, Get Carter.

Kvindekampen er sexistisk staffage

I lejren bliver den overvældende kvindelige opmærksomhed, som hidil har været begunstiget Bond, kun endnu større.
007 bydes velkommen af Laila, forteksternes forførende mavedanserinde, der vrider sig sensuelt foran ham i et dansenummer, der i dag virker noget for langt. Derpå sendes de to kvindelige vildkatte, Vida og Zora i kødet på hinanden. Med svedglinsende kroppe, udstillet i farverige laser og pjalter. Sigøjnerpigerne slås egentlig om høvdingen Vavras søn, men begge ender med at blive skænket til Bond. Der heller ikke her afstår fra den seksuele udfordring ved en trekant. Næste morgen ligger begge vildkatte da også spindende for Connerys skød.
Jo, det er mesterligt ...
Martine Beswick og Aliza Gur - tæmmet. Foto@MGM/Danjaq

Fight, fight, fight

Kvindekampen mellem Zora og Vida er egentlig komplet irrelevant for historien. Sadistisk, sexistisk staffage (prøv at sig det efter et par vodka-martinier) med en stuntkoreografi, flere anmeldere selv i 1963 beskrev som ”tam”.
I det ene hjørne Zora, den tidligere Miss Jamaica, Martine Beswick. I det andet Vida - Aliza Gur. En tidligere Miss Israel, der ifølge rygtet (sandt eller falsk, who cared?) var grænseløs jaloux på Martine, fordi hun som instruktør Terence Youngs lille darling var blevet lovet en rolle allerede i Dr. No. Fight, fight, fight" …
Der var mere gang i PR billederne end i selve kampen. Foto@MGM/Danjaq

Ingen bid i brysterne

Halvpornografiske catfights mellem afklædte kvinder blev ti år senere det primære indhold i de såkaldte ”Women in prison” film, og fødte en hel kult-genre i sig selv. De film blev aldrig betragtet som stuerene i mainstream biografer, og slet ikke af feminister. Når et slagsmål, som det mellem sigøjner-pigerne overhovedet figurerer i Agent 007 jages viser det igen hvor langt ud over den politisk korrekte kant filmen går.
Men jeg klager ikke – i al fald ikke ligeså højt som Ian Fleming, der i 1963 udtrykte stor skuffelse over, at pigerne ikke som i hans version "havde bidt hinanden i brysterne under kampen".
Hvordan forfatteren så end havde forestillet sig, at det skulle kunne passere forbi censorerne?
Terence Young, varmt påklædt, giver dessiner. Foto@MGM/Danjaq

Måtte trimmes

Terence Young fik i 1963 rigeligt at gøre med at få cat-fighten godkendt til et publikum på tolv år. En filmcensor hævede nemlig stædigt, at man kunne se Aliza og Martines kønshår under kampen. Klipperen Peter Hunt måtte tilbage og trimme lidt mere - af scenen, forstås …
En kvindekamp, så bestialsk og pirrende, som i Ian Flemings beskrivelse fik Terence Young først mulighed for at lave igen i filmen Amazonernes krig mod mændene, der kom ud i Danmark i 1974.
Israelske Alizia Gross blev født i 1940. Foto@MGM/Danjaq

Kontroversiel catfight

Den blev ironisk nok sendt ud midt i den vestlige verdens kvindeoprør, hvor den med 007-instruktør Youngs navn øverst på en plakat, der forestillede to halvnøgne kvinder i kamp, var med til at sætte fut i den internationale censur-debat.
Da From Russia with love den 14. januar 1974 for første gang blev vist på amerikansk tv bevirkede det, at catfighten blev klippet helt ud af filmen. Og sådan vedblev det til langt op i 1980erne.
Pr-billederne sparrede ikke på damebenene. Foto@MGM/Danjaq

Overlegen opvisning

Ofte er ildkampen mellem Krilencus angribende bulgarere og sigøjnerne, der nu afbryder catfighten, også blevet klippet ud af tv-versionerne. Og det til trods for at slaget nu altid mest har mindet mig om en moderne version af cowboy’dere og indianere. Med brændende hestevogne og hvislende kasteknive i luften i stedet for pile.
Fordi kameraet bliver ved med at følge Bond, mens han dukker sig ud og ind mellem kampene, får scenen præg af overlegen opvisning.
Serien skildrer for første gang Bond, som en usårlig kriger. Ikke blot sexet og farlig, men med en ekspertise højt hævet over primitive slagsmåls banalitet. Kerim Bay og sigøjnerhøvdingen Vavra er i skudlinjen - ikke 007.
Indianerpile flyver gennem luften. Foto: Vesttysk Lobbycard

Jager den store fisk

Bond bevarer konstant overblikket, og faconen i sit 20.000 kroner dyre skræddersuit, mens han fyrer fra hoften.
Som man senere skal se det i slutslagene i Agent 007 i ilden fra 1965 og I hendes majestæts hemmelige tjeneste fra 1969, går Bond altid målrettet efter den store fisk – i dette tilfælde russernes lejemorder Krilencu - og er nærmest arrogant i den bistand, han på vejen yder sine allierede.  Lidt ufrivilligt morsomt løser 007 f.eks. en kamp mellem to stridende mænd ved blot at vippe dem begge til afkøling i en sø.
Men da det også er nu, at Grant fra skyggerne leger skytsengel, og skyder en bulgarer ned, der angriber Bond fra ryggen, bevarer vor helt lige nøjagtig en flig af realisme. Havde SPECTRE ikke skulle bruge 007 til at stjæle Lektoren for dem kunne også Bond være omkommet under dette angreb.
Kerim Bay i ilden. Foto@MGM/Danjaq

Rent rovmord

Ublodigt er slaget heller ikke. Et smertenskrig fortæller, at sigøjnerne torturerer en tilfangetaget bulgarer til at afsløre deres leders gemmested. Kerim Bay, der undervejs skydes i armen så blodet flyder (skuespilleren placerer tydeligvis selv farveladen) kræver hævn, og hans drab på bagmanden, ”The stincky Krilencu” – skildres som det rene rovmord.
Kerim Bay stiller sin blodtørst. Foto@MGM/Danjaq

Censuret til tv

Kerim pløkker den forsvarsløse morder i ryggen, da han næste nat kravler ud fra sit skjul i et vindue på en husgavl i Istanbul. Mandens skrigende fald til jorden, hvor han lander med et klask på brostenene, fik igen censursaksen til at klippe i tv-udgaverne. Kun Bond bløder lidt op for kynismen: ”Hun skulle have holdt sin mund lukket”, lyder hans kække bemærkning til, at Krilencus flugtvej går gennem Anita Ekbergs sensuelt adskilte læber på den gigantiske filmplakat til Call me Bwana, der er hængt op foran ruden.
Bemærk den smukke Anitas mund. Foto@MGM/Danjaq

Kreativ skjult reklame

I Flemings version var det filmplakaten til ”Niagara” fra 1953, og dermed hovedrolleindehaveren Marilyn Monroes mund, der stor for skud - om man så må sige. Men da Hollywoods største sexbombe i 1962 blev fundet livløs efter en overdosis sovepiller, så filmmagerne deres snit til at erstatte bogens billboard med en reklame for deres egen aktuelle komedie med Anita Ekberg i hoved-rollen.
"Lovley mouth, that Hippapotamus" - Originalplakaten til Call me Bwana.

Forfulgt af reklamer

Originalplakaten til Call me Bwana forestiller ganske vist en gabende flodhestemund, men det er opfindsomt ændret til "Anitas lovly mouth". Men Broccoli og Saltzmanns navne kan stadig anes på plakaten gennem Bonds infrarøde kikkertsigte – hvilket gør denne films produkt placement til seriens mest kreative. Bortset fra et rød-hvidt tysk folkevognsrugbrød, der diskret forfølger Bonds taxi fra lufthavnen og ind igennem Istanbul, en plakat for Vichy kildevand i Orient Expressen, samt en Imperial skrivemaskine-kalender i Miss Moneypennys kontor er det også fimens eneste reklame.

SKYGGEN AF PRODUKT PLACEMENT
Et rød-hvidt folkevognsrugbrød forfølger både Bond og Grant gennem Istanbul. Det er produkt placeringens første skygge, der falder ind over serien her.

Lidt for indviklet plot

Hvad der følger er Bond og Tatianas kinky sengeaktivitet i den kameraovervågede brudesuite, som en britisk avis såre potetisk noterede gød "phoshorus på Bospuros". Men ligesom Bond aldrig får lukket for det varme vand på badeværelset, inden han distraheres af Tania i sengen, får også historien herefter lov at løbe lidt for frit fra hanen.
Ganske vist foregår det i en yderst realistisk og fortættet atmosfære, da 007 dagen derpå sætter Tania stævne i St. Sophia moskeen.
Pigen skal aflevere en plan over den russiske ambassade i et sminkespejl for foden af to bedesøjler. Forudsat, at holdet var færdige, før dagens rykind af turister, gav Istanbuls regering tilmed grønt lys til, at det kunne filmes inde i de imponerende hellige haller.
Problemet er, at Tatiana nu forfølges af Hasan Caylan, den moustacheprydede bulgarske spion, som vi også så køre efter Bond fra lufthavnen, og hvis makker faldt livløs ud af sin citroën, foran det russiske konsulat. Spørgsmålet er hvorfor han nu udspionerer Tatiana?
Tatiana i St. Sophia - hun bliver forfulgt.

Forvirret

På intet tidspunkt har den bulgarske spion set Tania tage kontakt med Bond, og på intet tidspunkt har vi hørt pigens overordnede mistænke hende for noget. Alligevel ender det med, at bulgaren finder ud af pigens forrædderi, netop som Grant igen træder ud af skyggerne, og dræber ham med tre hurtige håndkantslag. Da Bond finder mandens lig virker han ligeså forvirret, som vi andre.
Hasan Caylan som det spionerende overskæg.

Bogen mere simpelt fortalt

I Flemings version var historien mere simpelt fortalt.
Tatiana ventede bare på Bond i Orient Expressen med kodemaskinen, dagen efter deres hyrdetime, hvorpå hjemrejsen mod England kunne begynde. Filmversionen går lidt over Bospurusstrædet efter vand ved igen at lade Bond interviewe Tania om Lectoren, for derpå at sende beskrivelsen hjem til en flok uniformsmænd i London. Alt sammen for at bygge en realistisk dramaturgi op om 007s endelige indbrud på den russiske ambassade i Istanbul.
Miss Moneypenny hører statshemmeligheder. Foto@MGM/Danjaq

Forlegen Bernard Lee

Heldigvis er der stadig et humoristisk højdepunkt, som adskiller alt dette fra at blive ren John Le Carré. Nemlig da Bond på den hjemsendte båndoptagelse afbryder pigens flirtende beskrivelser med en lille kommentar om nogle "interessante seksuelle oplevelser han og M engang havde gjort på en rejse til Tokio". En forlegent rødmende Bernard Lee sender morsomt nok jomfrunalske Miss Moneypenny ud på sit forkontor, hvor hun selvfølgelig bare tager samtaleanlægget i brug for at lytte med ...

Nu ved du ...

At filmmagerne selv var ved at fare vild i historien. De lavede en scene, hvor den bulgarske spion med alpehuen og overskægget, der blev dræbt af Grant i St. Sophia moskéen, pludselig atter var lyslevende. I scenen forfølger han Bond mod den færge, hvor 007 skal møde Tatiana. For at stoppe ham arrangerer Kerim Bay derfor et harmonikasammenstød i Istanbuls trafik, der fanger den bulgarske spions citröen mellem to biler. 007 springer ud af sin vogn, og tager straks en ventende bil videre. Imens banker Kerim Bay asken af sin cigar, og bemærker tørt til den rasende bulgarske spion:"That, my friend, is life". Kun fordi Harry Saltzmans søn, Steven ved en screening bemærkede, at der var noget galt, endte scenen med at blive klippet ud.

PR-røg i gaden

Bonds tyveri af Lectoren foregår meget simplet. 007 går direkte op til skranken, og beder om et visa, hvorpå Kerim Bay udløser en bombe under konsulatet. Panikken bruger Bond til at snige sig ned gennem tåregassen til maskinen.
Ifølge én historie fik filmmagerne aldrig tilladelse til at sætte de røgkanoner op, der skulle vise, det at det russiske konsulat stod i brand. Brandsprøjterne, der kom drønene gennem gaden til konsulatet ankom altså, fordi de anså branden for at være ægte.
Hvorfor brandmændene ikke bemærkede filmholdet, men fortsatte slukningsmanøvrerne er dog en forklaring, der fortoner sig lidt i pr-røgen ...
Midt i billedet får en far og hans søn øje på filmkameraerne.

Afledningsmanøvre

Branden i gaden tiltrak tilskuere i tusindevis. Mange af dem ses tydeligvis bag afspærringerne, idet Bond ankommer til konsulatet i en taxa.
For at få arbejdsro måtte stuntmand Peter Perkins derfor lave diverse afledningsmanøvrer, Connery, Daniela Bianchi og Pedro Armendariz kunne filmes kravle op fra en kælderskakt, og løbe ned mod Istanbuls Sirkeshi station for - endelig - at borde Orient Expressen.
Connery og Bianchi skotter efter rotter. Foto@MGM/Danjaq

Rotterne undslap

Vejen de tager går gennem "rotternes tunnel".  Sådan kaldte Fleming de udgravede cisterner under konsulatet. Desværre forekommer det ikke nær så klamt som i bogen. Rotter i hundredevis kommer ganske vist hvinene ned mod Bond og Tania, da de flygter ned i undergrunden fra ambassadens kælder. Men det er tydeligt, at skuespillerne ikke selv er i nærheden af dem.
Når det ikke er bedre lavet hænger det sammen med, at den daværende britiske lovgivning forbød al brug af vilde rotter i engelske filmstudier. Man forsøgte sig med tamme hvide rotter rullet i chokoladedrys, men under de varme studielys gad de dovne dyr ikke bevæge sig. Gnaverne slikkede istedet hinanden rene for chokolade. En spansk rottefænger måtte derfor hyres til at fange 140 vilde rotter til ti shilling pr. styk.  Scenen blev derpå lavet - uden skuespillere - i en lukket garage i Madrid. Men ifølge historien endte alle, inklusive producer Broccoli med at søge tilflugt på stolesæder.  Rotterne undslap nemlig glasafspærringerne, og for frådende omkring på garagegulvet ...
David og Caroline Sommerset, står der i Bond og Tanias falske pas. Foto@MGM

Seriens mest spændende togrejse

Nutildags kan den afsluttende togrejse gennem Jugoslavien nok forekomme lidt langtrukken.
Hvor Ken Adam ville have shinet togets trange gange og brune kupeer op med fantasifuld luksus, lader Syd Cain Orient Expressen fremstå ligeså spartansk, som beskrevet i et af Agatha Christies mordmysterier fra 1930erne.
Stationerne i centraleuropa indhylles i skæbnesvangert røg og damp. På lydsiden skaber John Barry en stemning, hvor musikken tager form som toget selv, og går i en langsom, taktfast tøffende rytme. Peter Hunt projekterer landkort, og sound-mixer Gordon McCallum lyde af det buldrende tog ind over billederne.  Den slags kaldes atmosfære, og det har Agent 007 jages til overmål. Men det er en mere bedaget atmosfære end den, der siden er kommet til at betegne Bonds verden.
Alligevel bør man løse billet - for rejsen udvikler sig til en af seriens mest spændende udflugter. Med et sitrende sadistisk kimaks
Grant er nemlig også med toget - han deler kupé med fru Harry Saltman, som man lige kan ane i vinduet, idet han ruller det op. Og herfra begynder ellers et udspekuleret maskespil, der først ender, da den psykopatiske killer får 007 overmandet i hans kupé.
Tatiana beherske forførelsesens kunst. Foto@MGM/Danjaq

Tania behersker kunsten at forføre

Før historien når så vidt tager den sig dog tid til at bygge videre på Bond og Tatiana Romanovas romantiske forhold. Så også det bliver lidt mere menneskeligt autentisk, end de fleste andre mellem Bond og hans lovebirds.
Daniela Bianchi har været som sunket i jorden, siden 1968. Fordi hun blev gravid og giftede sig med en italiensk shippingmagnat valgte hun som en god italiensk mamma, at droppe filmkarrieren for at passe sin lille bambino, Fillipo. Derfor overses hun ofte i tilbageblik på seriens heltinder. Ikke desto mindre vil jeg altid have et blødt punkt for La Bella Bianchi
Den kjole er ikke til pænt brug i Picadilly. Foto:@MGM

Lolita-fantasi

Ikke fordi hun stjæler billederne på samme seksuelle facon, som Ursula Andress gjorde i Dr. No. Heller ikke på grund af en overdreven make up eller en tøj-og hårstil, gammeldags, at hun ofte ligner én der er ti år ældre end de 21 somre, hun faktisk kun er.
Det er stylisternes skyld, ikke Bianchis. ”In the flesh” kan den tidligere Miss Rom bryste sig af en figur så yndefuld, og et ansigt så klassisk i konturerne, at det næsten lever op til den unge Greta Garbo, som Ian Fleming sammenlignede Tania med i sin roman, og som producerne castede efter. Men næh, nej: Det er Bianchis naturlige uskyldighed, der gør hende så uimodståelig.
Når hun som en pyntesyg lillepige foran togspejlet sætter små, blå sløjfer i frisuren, laver overskæg af sine askeblonde lokker og på ballarinatrin tripper ind foran Bond i en babyblå natkjole med kløftedyb brystudskæring - og bider i hans slips - slipper hun en Lolita-fantasi løs, der er en skamløs provaktion mod en mands basale sanser ...
En ren Lolita fantasi. Foto@MGM/Danjaq

Barbara Jeffords stemme

Tania behersker tydeligvis kunsten, at forføre.
Ifølge Rosa Klebbs aktsmappe har hun haft tre elskere før Bond, og som en russisk korporal, der overvåget af Big Brother systemet tvinges ind i endnu en spionaffære virker hun ægte.
Daniela Bianchi eftersynkroniseres af den engelske skuespillerinde Barbara Jefford, og hun taler russisk første gang vi ser hende foran konsulatet i Istanbul, hvor hun tager afsked med et par veninder.  Alene det giver Bianchi en troværdighed, som mange Bond-piger savner.
Anthony Dawson som Klebb tester en mulig kandidat til rollen som Tania. Foto: Ukendt.

Nægtede chefen sex

Ifølge Terence Young brugte producerne lige så lang tid på at finde en passende Tatiana Romanova, som de i 1962 havde været om at lave Agent 007 - Mission: Drab.  Unge, håbefulde piger fra hele verden blev testet i forhørsscenen med Rosa Klebb (med Anthony Dawson i Lotte Lenyas rolle, omend ikke sko) Men man forkastede både Ingrid Bergmans første datter, svenskeren Pia Lindstrøm, den kroatiske starlet Sylva Koscina, modellen Tania Mallet og tyskeren Elga Andersen – som en af cheferne på United Artists mente var samarbejdsvanskelig, fordi hun ikke ville gå i seng med ham.  Ja- har man hørt noget lignende ...?
Elga Andersen kunne have lavet en #Mee Too skandale.

Herunder: Jagten  på lokkeduen, der skulle forføre 007 gik ind i februar 1963.  Blandt de testede var danske Anette Strøyberg og Ingrid Bergmanns datter, Pia Lindström (nederst t.h.)    Fotograf ukendt.

Bianchi hyret på sengekanten

Til sidst var 200 ansøgere - der i blandt den danske Tuborg Guldpige Anette Strøyberg - snævret ind til tre.
Daniela Bianchi var nummer ét, men sengeliggende, da hun skulle aflægge sin audition.  Heldigvis kunne Young bestemme sig blot ved at se hendes billede. Med Sean Connerys billigelse kunne hun præsenteres for et dusin pressefolk på The Connaught hotel i London i 1963.
Tania holdt benene pænt krydset under pr-skuddene. Foto@MGM

Filmens store chok

All right: Tatiana Romanova er stadig underlagt filmens mandschauvinistiske kvindesyn. Ligesom Bond må man mod slutningen skule skævt til hende, når pigen ombord på en motorbåd, midt i modvinden, prøver at bestemme vindretningen ved at stikke en våd finger i vejret.
Tania er tilmed irriterende dumnaiv, da hun spørger om de stadig skal have te, da konduktøren på Orient Expressen pludselig orienterer Bond om, "at noget forfærdeligt er tilstødt Kerim Bay". Men at fundet af den tyrkiske spionchef med en kniv i ryggen nu udløser filmens største chok vidner om en intensitet og realisme i spillet, som Daniela Bianchi i den grad har bidraget til. Og som kun bliver endnu mere udtalt, da Bond vender tilbage til deres kupé - efter at have beset liget - og håndfast begynder at afhøre hende.
Mordet på Orient Expressen. Foto: @MGM/Danjaq

Stemplet med realisme

Forhøret er virkelig en af seriens stærkeste scener.
Ikke mindst fordi vi forinden har set hvordan kærligheden blomstrede mellem dem, navnlig i et øjeblik, hvor Bond fremtryller Tania en taske med nyt tøj. Tania ser her oprigtigt ud til at være forført, langt ud over hvad hun end har ordre til.
Men mordet på Kerim Bay gør hende pludselig til en mistænkelig medsammensvorn i Bonds øjne. Og den lussing, han stikker hende mærker ikke blot Tanias kind, men efterlader et aftryk af brændende realisme på filmen.

Gloriøs sidste rolle til Armendariz

Mordet på Bonds ven er overrumplende, men helt overraskende kan det nu ikke have virket i 1963.
Billedet af Kerim Bay og den russiske kommisær Benz dolket til døde i deres kupé blev nemlig brugt i biografernes udhængsskabe.
Alligevel forekommer Kerim Bays død som et smerteligere tab end tilfældet ellers ofte er i Bond filmene, når 007 mister en krigskammerat. Men det skyldes måske ligeså meget som Pedro Armendariz' herlige spil, ens viden om, at dette blev den kræftramte mexicanske stjernes sidste rolle.
Armandariz nød sin sidste cigar i Istanbul. Han var hårdt svækket. Foto@MGM/Danjaq



"Blod er den bedste forsikring i denne branche."
- Kerim Bay.

Ændret produktionsplan

Sådan er livet, min ven”, skal Pedro Armendariz' selv med et skuldertræk, og en nærmest trøstende sort ironi, have sagt til en ulykkelig Terence Young, da det undervejs i optagelserne gik op for instruktøren, hvor syg hans mexikanske stjerne var.
Armendariz reciterede med bemærkningen den replik fra filmens bilsammenstød, som endte med at blive klippet ud. Men selv fik den cancer-ramte Armendariz lov at færdiggøre rollen som Kerim Bay. Også selvom det betød, at hele produktionsplanen pludselig måtte vendes på hovedet, scener fremskyndes og kulisser bygges i al hast, inden skuespilleren blev alt for svækket.
Faksimile af Armendariz' nekrolog.

Skød sig selv efter filmen

Pedro Armendariz havde holdt sin kræftsygdom hemmelig over for producerne. I 1963 var grundige lægetjek ikke en fast procedure for skuespillere, før de blev involveret i multimillion-produktioner, som i nutidens Hollywood.
Mexicaneren ønskede sig blot dette sidste job, så han kunne efterlade gagen til sin kone. For familiemenneskerne Broccoli og Saltzman har det været en af årsagerne til, at lade ham fortsætte i rollen. Armendariz var til sidst så afkræftet, at Terence Young måtte dublere ham.
I flere billeder fra sigøjnerlejren er det Terence Young, der sidder på Kerim Bays plads.
Alligevel kom det som et chok for mange på holdet, da stjernen - kort efter sine sidste optagelser - tog sit eget liv. Istedet for at lide en lang og smertefuld død skød Pedro Armendariz sig igennem hjertet med en indsmuglet Colt Magnum i sin hospitalsseng i Los Angeles, den 18. juni 1963 - blot 51 år gammel.
Fleming, Armendariz og Robert Shaw i Istanbul. De to første døde med et års mellemrum. Foto@MGM

Livsglad udladning

En uge forinden havde Armendariz ved en komsammen i Terence Youngs lejlighed i London talt indgående med Ian Fleming om livet og døden. Den ligeså skrantende Flemings fortællinger om, hvordan en syg Ernest Hemmingway i 1961 havde taget sit eget liv, menes at have inspireret skuespilleren til at vælge den samme hurtige, men dramatiske udvej. Bortset fra en let halten kan man i filmen ikke aflæse ud af Armendariz' livsglade udladninger, at han skulle være dødsyg.
Det er det, der kaldes godt skuespil ....
En af de fraklippede scener mellem Connery og Armendariz. Foto:@MGM/Danjaq

"Den første kugle dræber dig ikke, heller ikke den anden. End ikke den tredje ..."
- Grant til en dødsdømt 007

Homo-erotiske undertoner af dominans indleder et af seriens bedste slagsmål. Foto: MGM/Danjac.

En ond udgave af Daniel Craig

Godt skuespil har Agent 007 jages meget af. Noget af det bedste er gemt til det øjeblik på toget, hvor Robert Shaw omsider åbner munden, og præsenterer sig for Bond.
Det toptrænede utyske har hidtil lignet en ond udgave af Daniel Craig. Med isvand i de blå øjne.
Ligesom hajen i Dødens Gab, der også først viste tænderne til sidst, har han terroriserende cirklet omkring og krævet sine ofre. Tavs som graven. Men nu æder Robert Shaw sceneriet ligeså råt og brutalt, som han skulle gøre det som den ramsaltede kaptajn Quint i Steven Spielbergs klassiske haj-gyser fra 1975.
Grants engelske accent var en hilsen til dobbeltagent Donald McLean. Foto@MGM

Lurende trussel

Fra det øjeblik man så ham i togvinduet, idet Orient Expressen rullede ud fra Sirkeichi stationen i Istanbul, har man vidst, at truslen var ombord. Ethvert bank på kupédøren i Bonds sovevogn har derfor udløst en beredt forventning. Man aner hvad der er under opsejlning, da Grant trækker sine sorte handsker på, og går ned mod den kupé, hvor Kerim Bay holder en russisk spion i skak. Alligevel bliver morderen - efter at have dræbt dem begge – blot ved med at lure på Bond. Også da 007 stiger af i Beograd for at bede Mehmet, en af Kerims Bays tilkaldte sønner om at alarmere M, og få bragt ny assistance til toget

PÅ SPORET AF FLEMING
Ian Fleming besøgte optagelserne i Istanbul, hvor han lod sig også fotografere foran det gamle damplokomotiv, iført en højhalset hvid bluse. I en scene, hvor toget buldrer forbi en jernbaneoverskæring står en mand i rabatten i nøjagtig samme mundering, og vogter køer, herunder til venstre. Rygtet siger, at det er Bond-figurens skaber, men er aldrig blevet verificeret. Efter talrige gennemsyn, senest på et stort lærred i 4K, vover jeg den påstand, at det er et vildspor, og at Bond-figurens far ikke er med i filmen.  Fotos: @MGM/Danjac.

Kaos på perronen

Scenen er ét af alt for få øjeblikke i serien, hvor 007 faktisk opfører sig som en ægte hemmelig agent. Med kodeord, og mistænksomme blikke til selv de mest tilfældigt passerende statister. Måden Robert Shaw bevæger sig fra vindue til vindue i togstammen bag Connery er mesterligt skildret. Vi ved, at han lytter med på agenternes hemmelige genkendelseskoder, og derfor vil være i stand til at bruge dem, da han ved næste stop stiger af toget, dræber den udsendte hjælper - og henvender sig 007. Og at Grant allerede kendte koden, som han senere fortæller, at SPECTRE har pint ud af en sagesløs britisk agent i Hong Kong, bidrager kun til morderens omhyggelige sadisme.

Nu ved du ...

At den tyrkiske sports-helt Nushret Ataer, der spillede en af Kerim Bays sønner, dukkede op igen, da Skyfall i 2012 optog scener i Istanbul. Han viste filmholdet sit billede med Sean Connery fra 1963 og blev ført igennem til Barbara Broccoli, der sørgede for, at Ataer også blev fotograferet med Daniel Craigs James Bond. I 1963 indbragte rollen som Mehmet ham 27.500 tyrkiske lirer, hvilket var en formue i Tyrkiet i 1963, hvor en biografbillet kun kostede to lire. 

Foto:/kilde: Daily News.

Kaos på perronen

Det er umuligt at se, at Shirkeshi stationen i Istanbul blev brugt i alle perron optagelserne, også da Orient Expressen nu tilsyneladende ruller ind på Zagreb station. I filmen stopper toget ud for skiltet "Zagreb", hvor Robert Shaw åbner døren for at stige af. I virkeligheden missede togføreren punktet igen og igen, og rev hver gang både lys og strømkabler midt over. Det tog flere timer at få bakket toget og stillet an til en gentagelse - og det var bare lidt af det kaos, der herskede.

Mesterligt iscenesat. Grant følger Bond som en skygge. Foto:@MGM/Danjac.

Dræbt på toilettet

De kiosker man for et syns skyld dekorerede stationen med blev rippet for aviser, hver gang filmmagerne gik til kaffepause. Rejsende troede, at aviserne var ægte, men kviterede skam for læsestoffet ved at efterlade en skilling.
Produktionsmanagere Bill Hill var ved at gå ud af sit gode skind over arbejdsforholdene. Også han skal derfor roses for sit cool skuespil i rollen som den dødsdømte engelske agent, Kaptajn Nash, som Grant lokker med ud på stationstoilettet i Zagreb for at dræbe. "Hvad vi så end skulle på toilettet efter ...", som Bill Hill så korrekt har spurgt. "Skulle vi lige slå en streg sammen før vi igen steg om bord ..."?

Robert Shaw lurer på Connerys avis. Foto@MGM/Danjaq

Hilsen til Donald Maclean

Den forfinede overklasse accent, som Grant møder Bond med, i sit forsøg på at efterligne den britiske Kaptajn Nash, afspejler alt den foragt for Storbritannien, som en ægte Fleming skurk altid gemte på. Hånen ligger i måden Grant nærmest spytter betegnelsen, ”English gentleman” ud i hovedet på Bond. Som var det et fiskeben, han forsøgte at få frigjort fra sit svælg.
Cambridge accenten var Robert Shaws lille hilsen til virkelighedens forhadte engelske dobbeltagent, Donald MacLean. Landsforræderen, der i 1952 blev afsløret i, at have fodret russerne med statshemmeligheder som en af de fire skyldige i den såkaldte "Cambridge spionring".
Det er også derfor man har ændret Grants fornavn fra bogens Donovan til filmens Donald Grant ...
Fleming skildrede Grant som en slags varulvemand. Han fik et rødt glimt i øjnene og en dyrisk lyst til at kvæle ved måneskin.
Filmen antyder det samme, både i indledingen og i en tidligere scene fra Istanbul, hvor vi så hvor sirligt Grant trak sine sorte fingerhandsker på, mens han sendte et tavst blik om på den tilfangetagede bulgarske chauffør, der hjælpeløst vred sig på bagsædet. Bastet og svinebundet i noget, der lignede bondage.
Grant opløser bedøvelsesmiddel i en Tattinger. Selv drikker han rødvin - til fisk. Foto@MGM

"Rødvin til fisk ..."

Alligevel burde det nok have sagt Bond noget, at Grants granitblok af en krop virker så ukomfortabel i det figursyede engelske jakkesæt, han bærer. For at skurken påkalder sig opmærksomhed på grund af sin graverende mangel på ægte engelskopdraget etikette ved at vælge ”rødvin til fisk”, da han dinerer med Bond i spisevognen, er næsten for forfinet en joke. I hvert fald for dagens publikum.
Nu om stunder vil selv engelske vincypere jo ikke tøve med at anbefale en Pinot Noir, en Gamay eller måske endda en Babera til rødspætten. Men i en Bond-films snobbede pseudo-sofistikation anno 1963? – utænkeligt. Jamen, det ville det jo have svaret til, at prinsessen på ærten kunne have sovet igennem, uden at blive gul og blå over hele kroppen …
Det sidste kunne Robert Shaw dårligt undgå under optagelserne af den knogleknasende kupé-kamp med Connery, der bliver kulminationen på mødet. En infight så celebreret i filmhistorien, at den også i det nye årtusinde har indskrevet sig på listerne over verdens ti bedste filmfights. Vel kommer den lidt skævt i gang.
Kameraet bliver på Bonds reaktion, da Grant grådigt klikker mappen med bomben op for at få fat i guldsoverignerne.
Men derfra: Du milde skaber …
Grant har overtaget. Foto@MGM/Danjacq

Kupé-kamp i verdensklasse

Det er ikke så underligt, at sekvensen siden er blevet brugt på filmskoler. Nye, uerfarne folk skulle lære, hvordan man med to stationære og et håndholdt kamera, en klipning som først tyve år senere blev M-TV hverdag, og en koreografi så velafstemt, at man selv ikke under verdens største mikroskop kan skelne stuntmænd fra skuespillere, serverer et filmslagsmål med et punch i mavesækken, der - ligesom denne sætning - tømmer tilskueren for luft.
Jamen, hvad har passagerne i Bonds nabokupé ikke tænkt ...?
Slagsmål i verdensklasse. Foto: MGM/Danjacq

Censureret til tv

Henlagt i et tusmørkeblåt lys udløser kampen en sitrende spænding, som er blevet bygget op over flere minutter.
Grant har (homo-erotisk) beordret 007 på knæ foran sin strittende lyddæmper. Han har slået ham direkte i ansigtet, og fortalt, at det hverken vil blive den første, den anden eller den tredje kugle, der vil dræbe ham. ”Ikke før du kravler herover, og kysser min fod”.
Endnu en sadistisk (fodfetishistisk) perversitet, så fornedrende at det næsten er ufatteligt, at censuren lod den passere i 1963. Ikke mindst fordi tv-censursaksen ti år efter var skånselsløs ved denne bogstaveligt talt storslåede sekvens. Den blev klippet ned til at vare blot et par sekunder, da From Russia with love blev vist på tv i 1974.
Desværre har det haft en forebyggende indvirkning på flere af de Bond-slagsmål, der fulgte. Når man ser bort fra George Lazenbys korte eksercits i 1969 lavede Bond-teamet nemlig ikke én eneste nærkamp, der var ligeså intens, dramatisk eller brutalt vellykket før Goldeneye i 1995.  Så al ære til Peter Perkins, koreografen, der giver kampen samme ”rå, kno-knusende entusiasme som Kieth Moon ved et Motley Crue afterparty”, som magasinet Ice har beskrevet det.
Grant over Connerys knæ. Foto@MGM/Danjaq

Bedre end Flemings version

Connery og Shaw havde forberedt sig på dysten ved at dyrke fribrydning i et tyrkisk træningscenter. Det overflødiggjorde næsten Peter Perkins og Jackie Coopers arbejde, som skuespillernes stuntmænd.
I optakten til slagsmålet er der tilmed taget hensyn til alle dem, der på forhånd havde kendskab til slagets udgang fra bogen. Eller fra tegneserie-versionen, der i 1963 kørte i Daily Express. Spændingen ville have været væk, hvis Grant blot affyrede sin pistol, og patronen ramte cigaretetuiet i Bonds inderlomme og derved undgik at dræbe ham - som i Flemings version.
I filmversionen fjerner Grant metaletuiet fra Bonds inderlomme, som det første Med ét bliver filmen igen uforudsigelig. ”Nå, det er altså ikke sådan Bond vil klare den?”, må publikum have hvisket til hinanden.
Strammer det, Mr. Bond. Foto@MGM/Danjacq

Dræbt af sit begær

For selvfølgelig kan ingen være i tvivl om, at han vil klare den.
Ikke med de gadgets, der indtil dette øjeblik har været godt gemt af vejen oppe på den øverste toghylde i 007s sprængfarlige mappe, og som nu bliver den ”nasty little Christmas present”, som vi får overrakt. Efter tålmodigt, at have siddet og lyttet på al filmens snak er der noget befriende ved – omsider - at se Robert Shaw raspe efter vejret i en sky af tåregas.
Alligevel er det stadig Bond, der styrer hjælpemidlerne - ikke omvendt.
Det er Bond, der smart udnytter Grants begær efter guldmønterne i 007s mappe, til at tale ham efter munden, indtil han til sidst udløser den indbyggede bombe. Springkniven i Bonds taskeside – der bores i den brølende Grants arm - bruges kun til at skabe overtag.
Kampen vinder Bond ved at rette skurkens eget hemmelige våben, pianostrengen i urskiven, mod ham selv.
Ligeledes er det også først, da to SPECTRE-agenter kaster med håndgranater fra en helikopter i et forsøg på at stoppe Bonds videre flugt med Lektoren, at det specielle "saml-selv" snigskytte gevær kommer frem fra kufferten.
Bonds første indskydelse efter kampen? At rette på sit slips. Brillant, old man. Foto: @MGM/Danjaq

Tiltrængt frisk luft

Jagten på 007 over de åbne vidder i Jugoslavien giver filmen noget tiltrængt frisk luft og aktion, efter den lange togrejse.
Bond og Tania springer af toget. Hvorpå Connery viser at han nu én gang for alle er trådt ind i den uovervindelige Bond rolle, da han ledsager sit knytnæveslag mod Grants ventende flugtchauffør med et galant: "Excuse me ...".  Derpå drøner de i skurkens blomsterlastvogn gennem et landskab, der mistænkeligt nok ligner Skotland, mere end Jugoslavien - hvad det også er.
Menneskejagt - i 007 stil. Foto: @MGM

Connery i livsfare

Pludselig viser den gule SPECTRE-helikopter sig på himlen, som Bond løber ud af trucken for at aflede.
Det er nu Connery får lejlighed til at immitere Cary Grant i Menneskejagt ved at hoppe og springe for at undgå den dykkende maskines meder. Scenen bliver aldrig ligeså klassisk som Hitchcocks version, men den er bedre lavet. Jeg vil også gerne tro Connery, når han i et interview med Peter Haining til bogen James Bond: A celebration fra 1987 hævder, at han var i livsfare under disse optagelser, fordi piloten var utrænet. Den helikopter ser virkelig ud, som om den er temmelig tæt på at ramme Sir Sean
Filmens alder taget i betragtning er maskinens styrt - da Bond skyder piloten, så han taber en håndgranat i kabinen - ganske fint udført i modelarbejdet. Blot en skam med selve eksplosionen. Den foregår lidt for tydeligt på et lærred bag Connery og Bianchi.
Joken, "One of their aircrafts is missing" var en hilsen til en Oscar nomineret krigsfilm fra 1942.

I FODSPORENE PÅ JOHNNY COOL
Johnny Cool, en amerikansk krimi fra 1963, med Henry Silva i hovedrollen, havde en påfaldende lighed med From Russia With Loves marketingskampagne.
Filmen havde premiere den 19. december 1963. I Danmark under titlen "Hævneren fra underverdenen". From Russia With Loves plakat blev markedsført i USA den 27. maj 1964.
I New York blev From Russia with love vist i forlængelse af et helaftensprogram, hvor hovedfilmen var War is Hell, et kontroversielt indlæg om USAs rolle i Koreakrigen, der af samme grund havde været syltet i tre år. Filmen opnåede en kort berømmelse, fordi det var den, der blev vist i biografen, hvor Lee Harvey Oswald blev anholdt for mordet på JFK.

Effektiv straf

Eksplosionerne er reele nok i filmens afsluttende speedbådsjagt.
Med Walther Gotells sortklædte skurk som kaptajn for en hel SPECTRE flåde forsøger forbryderne, at indhente Bond og Tania, før de når Venedig. Båden stjæler 007 fra Grants chauffør, der selv smides levende overbord. Noget vor mand skulle få for vane at gøre med de fleste små fisk i filmenes forbrydergallerier. Som anede han, at en endnu hårdere staf venter dem, når de skal tilbage til chefen med katten, og indberette deres fejl.
I Agent 007 jages får vi den første af den slags scener, da Kronsteen losses ned med en forgiftet kniv, der vokser ud af snuden i Morzenys sko, fordi hans plan nu er slået fejl. Men man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når Blofeld siger, at man må finde en mere effektiv afstraffelsesmetode, fordi det tager Kronsteen hele tolv sekunder at dø ...
Kronsteen er sekunder fra at lide døden ved gift. Mon Safin har fremstillet den? Foto@MGM/DANJAC

Saltzmans sprang i luften

Harry Saltzman, producer-teamets kreative krudttønde med den korte lunte, sprang ifølge historien i luften, da han så hvordan Vladek Sheyball faldt om.
Terence Young instruerede ham i at dø, ligesom James Cagney altid gjorde i de gamle cowboy film, "Det vil sige langsomt, rigtig langsomt", skriver Sheyball i sin selvbiografi. Men Saltzman krævede et andet forløb.
Først efter lange, ophidsede diskussioner trusler om fyringer - og med Sean Connerys mellemkomst - blev scenen færdiggjort som først planlagt. Episoden var blot én af de hændelser, der fik forsinket optagelserne på Agent 007 jages. En Bond-film, der trods sin forholdsvis afdæmpede stil, blev en af de vanskeligste at lave.
En flok unge fans venter på, at helten skal vågne til dåd. Foto@MGM

Bianchi kørte galt

Filmens tyrkiske teknikere skal nok være glade for at Harry Saltzmas sko ikke var udstyret med samme knive som skurkenes. I så fald ville de have fået mærker et vist sted.
Da bådjagten skulle filmes ved den tyrkiske kystby Pendik gik de nemlig i stå, fordi lokale arbejdsmænd tankede bådene med forkert brændstof. To dyre dage på åbent hav gik således uden, at én eneste optagelse blev lavet. Mens stakkels Daniela Bianchi blot blev mere og mere søsyg ...
Da også vejret drillede måtte scenerne til sidst flyttes til Crinan i Skotland. Men det blev det nu ikke bedre af.  Undervejs i skotsk svinevejr kørte Daniela Bianchis vogn galt, og røg i grøften. Connery ilede sin kollega til undsætning, og fik hende ud. Den italienske skønhedsdronning slap med overfladiske skrammer, men hendes opsvulmede ansigt kunne man nu ikke fotografere i to uger, Og kort efter gik det Terence Young endnu værre ...
Terence Young efter sin helikopter ulykke.

Instruktør-stolens 007

På vej til vejrs i helikopter for at besigtige en fotogen skotsk kystlinje blev instruktøren og hans pilot, kaptajn Cyril Sweetman fanget i en luftlomme. Helikopteren blev blæst om på siden, og gik med snurrende propeller til bunds i havet, mens Young og piloten kæmpede for at komme ud af cockpittet. Begge slap mirakuløst med livet i behold, men pådrog sig så mange læssioner at Albert R. Broccoli overvejede at få en ny instruktør på – David Leans navn blev nævnt.
Alligevel strammede Young sig an. Dagens arbejde blev færdiggjort. Først samme aften fik han lagt armen i slynge på et hospital i Lochgilphead, der tilfældigvis lå i samme skotske område, hvor han alligevel skulle optage SPECTREs helikopter-angreb på Bond.
Det er ikke for ingenting, at Young har fået sit ry som "instruktørstolens svar på 007".
Bådjagten blev lavet i både, der dårligt kunne sejle. Foto@MGM/Danjac

Flammer ude af kontrol

Uheldene var bare stadig ude. En af kamerabådene sank og bombeeksplosionen, der skulle runde bådjagten af, blev fejlagtigt sat i gang, uden man optog. Special effekt maestro John Stears måtte organisere en ny leverance krudt til det skotske højland over natten for at holde tidsplanen.  Enkelte billeder af de eksploderende speedbåde blev filmet i en vandtank på Pinewood Studios. Men her kom flammerne så meget ud af kontrol, at det ikke kun er skuespil, man ser i filmen, når stuntmænd med ild i tøjet skrigende kaster sig overbord.
Signalpistolen fik Connery atter i hånden i sin sidste film i 2003.

Intelligent Bond

Men ser man røgen?
Mon ikke. Ganske vist rummer bådjagten hverken flyvende eller dykkende speedbåde. Tværtimod lød bådene ligeså udramatiske som symaskiner, da de blev tændt, hvorfor man slettede originallyden, og lagde nogle kraftige maskinsave på lydsporet istedet.
Bond selv har da heller ingen gadgets, da han indkredses af fjendtlige SPECTRE-fartøjer på åbent hav. Bortset fra den signalpistol, som han snedigt retter mod de gennemhullede brændstoftønder, som han forinden har smidt ud omkring forfølgerne i havet så .... Bada-buuum …
Senere i Bond-serien ville 007 nok have udført et umuligt stunt, eller aktiveret et teknisk hjælpemiddel, for at komme ud af en sådan kattepine, hvilket også har en imponerende og morsom effekt.
Men ved at lade ham bruge sin intelligens viser filmmagerne hvor smart Bond også kan handle, så han hele tiden virker uforudsigelig, cool - men troværdig. Signalpistolen endte iøvigt i Connerys hånd igen 40 år senere, da han rundede sin karriere af i filmen The Leauge of extraordinary gentlemen. Den havde da fået en lille hilsen hængt om aftrækkeren fra special effekt afdelingen med ordlyden: "Remember Me ...?"
Connerys favorit posering i denne film er med en telefon. Foto@MGM/Danjacq

"Sean Connery spiller simpelthen suverænt ..."

Som sexistisk, sofistikeret secret service chauvinist i Saville Rows skædder-suits spiller Sean Connery simpelthen suverænt.
Det ene øjeblik Dom Perignon drikkende og trilby kastende forfører, der kultiveret kan citere fra Shakespeare (Once more into the breach, som han siger til darling Moneypenny, før han sætter ud på sin mission, er et citat fra forestillingen Henry V), det næste, verdens farligste mand with a license to kill, uden gnisten af et glimt i øjet.  Ligesom i Dr. No. udspringer meget af filmens nerve fra Connerys præstation.
Bonds ar fra Flemings bog finder Tania på Connerys lænd. Foto@MGM/Danjaq

Kæler for spionagen

Make-up afdelingen har oven i købet forsynet Connery med et ar, ligesom Flemings figur - ikke på kinden men på lænden - og det er helt i Flemings ånd, når filmen kæler for realismen i spionagen. Noget Bond-filmene ellers ikke just er blevet mest kendt for.
Når 007 udveksler kodeord med andre spioner, sender telegrammer hjem til tjenesten, tjekker sit hotel for skjulte mikrofoner og bruger navnet ”David Sommerset”, når han færdes i fjendeland opbygger man en mere realistisk ramme om ham.
I denne film er det ikke nok blot at sige Bond – James Bond for at få Rolls’en rullet frem, og martinien serveret. Faktisk er den nu så berømte præsentation slet ikke med, ligesom Bond hverken er iført sin sorte smoking, eller drikker en eneste shaken-not-stirred cocktail. Afvigelser kun få senere film har vovet for ikke at skuffe fanbasen.
Ikonet. Manden og myten. Foto: MGM/Danjaq.

Fantastisk verdensmand

Bonussen ved at bryde Bond-figuren ud af de faste rutiner er en langt mere uforudsigelig karakter. Sean Connery giver os en fantastisk verdensmand, der værdsætter måneskinnet over Bosporus ligeså højt som den lokale tyrkiske kaffe, nydt medium sweet. Som ryger makedonsk tobak og drikker Raki - the filthy stuff – fra flasken, men som stadig er en rundhåndet snob, der aldrig kunne drømme om at sætte en rød chianti til grillet søtunge. Fra kurtiserende kvindebedårer, betænksom og med rejsekufferten fuld af kjoler til Tatiana (af den slags der ikke må bæres offentligt i Piccadilly) kan han imidlertid hurtigt forvandle sig til fnysende kold forhørsleder, hvis han føler sig forrådt.
Den syngende lussing, Bond stikker pigen på toget ændrer på et øjeblik hele filmens stemning.
Troldmanden og hans kreation. Foto: @MGM/Danjaq.

Ikke undskyldningens mand

Ian Flemings Bond lagde aldrig hånd på pigerne på samme brutale måde, som især Sean Connerys chauvinistiske version af figuren gør. Specielt i dag er det yderst kontroversielt, og en smule ubehageligt at se ham gøre det. Fordi Bonds image med årerne blev tættere forbundet med den elegante, humoristiske gentleman, har man det med at glemme, at figuren – som beskrevet af Fleming – først og fremmest er farlig.
Connerys Bond reagerer i mine øjne som enhver trængt spion formentlig ville have gjort, stillet overfor en dobbeltagent, der muligvis er skyld i en god vens død. Med vrede, tvivl og hævngerrighed.
Når scenen følesstærk er det fordi vi på dette tidspunkt ved at pigen vitterlig er uvidende og uskyldig. Og fordi James Bond ikke ligefrem er undskyldningernes mand, da også han indser det …
Tania får en barsk behandling. Foto: MGM/Danjaq

Bogen er stadig bedre

Ved at gøre agent 007 til lidt mindre playboy og mere hemmelig agent efterlader Agent 007 jages et af seriens bedste bud på, hvordan Ian Fleming så Bond.
I hvert fald den barske, hensynsløse side af ham.
Uanset hvor tæt Connery ligger sig op ad Ian Flemings beskrivelse, tillader manuskriptet ham ikke at blive ligeså human, eller sårbar som bøgernes Bond også kan være. Og så taber filmen en maske i forhold til Flemings patchwork.
Ian Flemings roman er noget mindre kompliceret end filmen. Den handler om en koldkrigs-vendetta mellem russerne og Bond, uden SPECTRE’s indblanding. På mange måder er bogen Flemings eneste rigtige spion-roman. Autentisk i detaljen, uden de fantasifulde drengebogs passager, som ellers kendetegner hans 007-eventyr. Bogen skildrer Bond i så overhængende fare, at man først på sidste side kan ånde lettet op. Tror man da ...
Se Venedigs stuepiger - og dø. Foto@MGM/Danjac

 Overlevede ikke bogens modstand

For Fleming gør det uventede, at han i sidste sætning lader 007 styrte ”hovedkulds om på det vinrøde gulvtæppe” på hotel Ritz i Paris.
Ramt af Rosa Klebbs forgiftede knivblad i skoen.
Selvfølgelig genoplivede forfatteren sin guldfugl i den næste roman, men cliff-hanger slutningen blev den perfekte udgang på bogen.
Mere uovervindelig var bøgernes Bond altså ikke. Fleming bad ikke sine læsere tro, at 007 ene mand kunne afværge hele den sovjetrussiske militærorganisations konspiration mod ham. Og overleve.
Filmen, derimod, …
Cigaren i Connerys hånd viser, at det bare er en prøve. Foto: Vesttysk Lobbycard

Sandhedens øjeblik for Tania

I den store finale klarer Bond også Klebb, og kan succesfuldt hjembringe Lektoren til gode gamle England. Eller rettere: Bonds uovertrufne sexappeal gør det muligt. Det er nemlig Tatiana Romanova, der ender med at have afgørelsen i sin Beretta, da Rosa Klebb pludselig dukker op på deres hotel i Venedig, forklædt som stuepige. Endnu et perverst forsøg på at få krudtet Klebb lidt erotisk op.
Ved gensynet stivner pigen, og ryster grædefærdigt på hovedet til Bond, der ser ud til at fortryde, at han ikke forlængst har skudt hende. Så parerer hun Klebbs ordre, tager Lektoren og går langsomt ud af døren.  Klebb tager sigte, og i et hurtigt nærbillede når vi at fange noget der ligner frygt i Bonds øjne. Så slår Tania pistolen ud af Klebbs hånd, og giver Bond chancen for at sætte den knivbladssparkende heks til vægs med en stol. Kampen bliver aldrig rigtig god. Connery er for overlegen, men det er heller ikke pointen. For dette er katarsis øjeblikket for Daniela Bianchis figur. Det er nu hun skal beslutte hvilken side, hun er på.
Tania skal bestemme sig for hvem af dem, der har behandlet hende værst. Foto:MGM/Danjac

Omvendt af Bonds seksuelle magi

Pistolen drejer fra den ene til den anden. Fra øst og til vest, så at sige. Men først da Tania skyder "the horrible woman" får hun frigjort sig fra det tryggende åg af frygt, hun ser ud til at have båret på hele filmen.
Inspirationen til den udgang er hentet i Ian Flemings ”Thunderball” fra 1961, hvor heltinden Domino skyder sin forbryderiske formynder Largo til slut. Men kulminationen fuldender billedet af Tatiana Romanova, som den første pige i serien, som Bond succesfuldt får ”omvendt”. Vundet over på vestens, sin og dermed ”de godes side” via vor helts seksuelle touch.
Meget sigende for filmens kvindesyn bærer Tatiana ikke nag over Bonds hårdhændede behandling af hende på toget. Hun tilbageleverer godt nok den vielsesring, han har givet hende. Men den viser sig nu også blot at være statens ejendom ...
Ligesom den døde Rosa Klebb driver mandschauvinismen ned af væggen, når man sådan analyserer det. Men er det ikke netop charmen ved seriens skamløse seksuelle skildring af Bond? Spionbranchens største casanova!
Forstå nu joken, De'damer …
"What a performance", bemærker 007 om pornofilmen, men del af dialogen var i årevis klippet ud.

Burde have sluttet som bogen

Det er helt begribeligt, at filmmagerne bøjede Ian Flemings forlæg, så det passede lærredets lettere ironiske Bond-version bedre. Alligevel vil jeg mene, at de netop i denne films tilfælde ikke burde have gjort det. Agent 007 jages fanger så meget af ånden fra bogen, at den ville have været en langt bedre spion-trhiller, hvis den også var sluttet ligeså overraskende.  Og tænk hvilket chok Terence Young kunne have efterladt alverdens fans i ....
Galatea Bridge i Istanbul - hvor øst møder vest - var et passende pr skud. @MGM/Danjaq

Forloren slutning

I stedet får vi Bonds farceagtige farvelvink imod en forloren baggrund af Venedig i den gondol-taxi, hvor han går ombord i sin kvindelige erobring, mens Terence Youngs kone Dorothea (iført rød kjole) filmer dem fra en bro. Samt lærredets første sidste løfte om, at ”dette ikke helt er The End – James Bond vil vende tilbage i den næste Ian Fleming thriller, Goldfinger.
Men hvor er det paradoksalt, at filmatiseringen af bogen, der ”dræbte” Bond blev filmen, der opbyggede hans mytiske udødelighed som filmhelt. Og hvor er det ironisk, at Bond bliver en uovervindelig supermand i det, der populært går for at være seriens mest realistiske film.
Når guldet skal vejes af er det på min vægt netop det, der gør en film som On Her Majesty’s Secret Service fra 1969 et snefug mere tro mod Ian Flemings "realisme". Med den films tragiske kulmination, hvor en tilsyneladende triumferende Bond efterlades med sin dræbte kone i favnen. Og en film som ”Goldfinger” - med al dens ikoniske hardware, farverige figurer og fantastiske plot - det guldkorn mere loyal mod film-seriens mere eventyriske og ironiske koncept.
Men, all right - der skal nok en fint indstillet filigranvægt til at registrere det.
Billedet af Bond og Tania i sengen var mere vovet på bogens cover. I filmen bar Connery skjorte.

Foretrækker spillet

Agent 007 jages/From Russia with love er efterhånden blevet gammel at se på, og dens tempo moderat. En ny generation vil nok også foretrække computerspillet fra 2005. Ikke bare genskabte EA-spillet filmens afdøde skuespillere, og sikrede sig Sean Connery, der i en alder af 75 år sagde ja til at gøre sit tredje Bond comeback. Det inkluderede også både en raket-rygsæg, en skarpladt Aston Martin DB-5 plus sangerinden Natasha Bedingfield, som en sexet guvernør datter med appeal til den unge generation.
AE spillet fra 2005 fik Connery med på lydsiden, da filmen var hans Bond-favorit.

Gammel kærlighed ruster ...

Alligevel bør man ikke snyde sig for en godt fortalt agent-film fra 1963, hvor alting virker plausibelt – hvis man altså lige ser bort fra, at Bond bare kunne have taget flyet fra Tyrkiet og hjem til London, i stedet for at rumle gennem hele Jugoslavien med en stjålen russisk kodemaskine i et futtog ...
Med Sean Connery på plakaten med Whalter pistolen korslagt over smokingbrystet er filmen stadig et ikonografisk billede på 1960’erne, og hele den sofistikerede, sexede spionstemning, som en Bond-film virkelig genererede.
Nok trængt i baggrunden af mere spektakulære efterfølgere, men som en god, gammel kærlighed er From Russia with love ikke rustet.
Sæt bare kvæler-wiren tilbage i urskiven.
Videoomslaget til Agent 007 jages, som det så ud i 1981, hvor filmen fik dansk VHS premiere.

Om historien

Denne artikel bygger, udover egne betragtninger, på et bredt kildemateriale, hvoraf følgende skal fremhæves: Steven Jay Rubins The James Bond Films, On The Tracks of 007 af Martin Mulder, Kommentatorsporet til From Russia With Love/UA/Danjaq. Licence to Thill af James Chapmann. Deborah Lipps The Ultimate James Bond Fan Book. James Bond 007 Magazine af Graham Rye og Filmpodcast for folket. @Bond-blogggen,dk.