FOR DANMARK, JAMES
Del 5.
- 1998-2006

Roger Moore blev gift i Valby og Sean Connery besøgte Parken. Danske Bond-fans blev optaget i Guiness Rekordbog, Ulrich Thomsen spillede Danmarks første 007-skurk, mens Kim Larsen gav en gammel 007-sang en ny poetisk vind.

1998

- National-skjalden synger Bond

Frække chicks

Drengerøvsbladet M - ikke opkaldt efter Bonds boss - tog hul på 1998 ved at udgive en kalender fyldt med Bonds bedste babes.
Danske Cecilie Thomsen var naturligvis repræsenteret, men en ny generation fik også syn for de dejligheder, som havde fået deres fædre og bedstefædre til at smile ekstra varmt i biograferne.
Fotoscan: Bond-bloggen.dk M's Bond-babe kalender 1998 satte danske Cecilie Thomsen sammen med de klassiske heltinder.

Frække reklamer

Seksualiseringen eskalerede yderligere på TV3's reklameblok. I 1998 teasede kanalen for endnu en James Bond kavalkade. Et tv-spot for Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste gengav den sorte model Sylvana Henriques med en majskolbe mellem læberne, mens George Lazenbys (dubbede) stemme bemærkede: "Jeg føler, der er en vis stivhed, der spreder sig".

Herover t.v.: Et screengrab fra TV3s reklame for endnu en Bond-kavalkade. Til højre: Informations omtale af Du lever kun to gange på TV3 fra 1998.

National-skjalden og Bond

En mere poetisk tilgang til Bonds kærlighedsliv havde Kim Larsen.
We Have All The Time In The World, som Louis Armstrong i 1969 sang til I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste, var blevet udgivet samme år, Gasolin debuterede i Danmark.

Moden poet

I mellemtiden var det opløste bands forsanger, Kim Larsen blevet en mere moden poet og i 1998 havde han fået øje på sangens muligheder. Hvis han kunne synge sit bud på We Have All The Time In The World, ville nationalskjalden gerne deltage på en ny cd med retro-numre, indsunget af andre populære danske kunstere som bl.a. Sanne Salomonsen, Erann Drori, Otto Brandenburg og Maria Montell.
Kim Larsen gik i Louis Armstrongs fodspor, og indsang We Have All The Time In The World i 1998.

Armstrong på Valby engelsk

Niels Lan Doky - selv svoren Bond-fan - sad ved pianoet, mens Niels-Henning Ørsted Pedersen bestyrede bassen, da Larsens malmfulde røst på Valby-engelsk leverede en sprød version af den gamle 007-sang. Den udkom på cd'en Something Special i 1998. 
Sangen blev ikke en af national-skjaldens mest spillede.  Sammen med Kjukken optrådte Larsen med den i Østerbrohuset den 22. maj 1998, men først søndag den 21. november 2010 debuterede den på P4 med Alex Nyborg Madsen som vært.
Alligevel var det nu anden gang en dansk kunstner havde været involveret i en sang fra On Her Majesty's Secret Service. (Den første var Nina van Pallandt) 

Video med vendbart cover

Den 26. marts 1998 gik Tomorrow Never Dies for sidste gang i Palads i København.
Med et vendbart cover udkom den derefter på VHS med to forskellige forsider. Den ene beregnet til at indgå i den Classic Bond collection, som Metronome Video havde lanceret i 1996.
Fotoscan@Bond-bloggen.dk Tomorrow Never Dies i to video varianter, udsendt med leksikon og Danmønt kort.

007-leksikon

Udlejningsselskabet udgav den med et 24 siders Bond-leksion, skrevet af Ian Fleming eksperten Rasmus Paaske Larsen. Og man kunne evt. benytte et Danmønt kort, påtrykt Pierce Brosnan i skydepostion, til at betale for den. Det elektroniske chipkort kunne anvendes i betalingstelefoner, billet-automater og videoudlejningsbutikker.
007 brandet sneg sig med overalt.
Hvis man skrev en Bond-anmeldelse kunne man vinde alt fra Smiroff vodka til film-billetter.

Tilbage i 20-001 ...

Udover omtale af Bond-skuespillerne, Bond-pigerne og filmene, rummede Paaske Larsens leksikon flere konkurrencer.
Hvis man skrev en anmeldelse af Tomorrow Never Dies, kunne man bl.a. blive den heldige vinder af en hurtig internet-forbindelse, eller sikre sig to billetter til galla-premieren på den næste Bond-film i rækken. I 1998 var den sat til at få premiere i 2001 - eller "20-001", som bladet omtalte det forestående millenium.
Et udsnit af de konkurrencer, som skulle sendes med post til Metronome i 1998.

Blærerøvs Bond

For at lære den gennemsnitlige danske mand lidt om en stilbevidsthed a la Bonds, udgav livsstilsskribenten Mads Christensen, bogen Den store blærerøv - en guide til manden.
På 224 sider fik man(d) en skoling i alt fra windsor-slipseknuder til fermenteringen af cubanske cigarer. Bond selv fik en sides omtale - med udgangspunkt i de Church's sko, som "Blærerøven", som eneste ægte britiske detalje, fandt værd at fremhæve på Brosnans Euro-stylede gentleman.

Herover: Bogen Den store blærerøv - en guide til mænd af Mads Christensen udkom på forlaget Møntergården i 1998. Den kan stadig købes her

For meget reklame

Den megen reklame fik Film 98 til at stejle i årbogens tilbageblik på sæsonens Blockbustere.
 "Fra biler til ure - ... mærkevareproducenterne er dybest set medproducenter af filmen - de læser manuskriptet, overvåger hvor og hvordan deres produkter ses og anvendes - og optræder overalt i mediebilledet, som en "naturlig" del af filmen. Man skal ikke være puritansk, men det er ærligt talt trættende. Og sammen med den politiske korrekthed med til at dræne James Bond for liv", lød kritikken. Den var skrevet af Jacob Stegelmann, der bestemt heller ikke brød sig om filmen.
Fotoscan@Bond-bloggen.dk Forlaget Carlsen fik først omtalen af Bond 18. med i 1998. Den var ikke god.

1999

- Danske Bond-fans i Guiness Rekord bog

Bond - 42 timer i træk

Henad ni om morgenen, lørdag den 6. november 1999, var atmosfæren tyk af armhulssved, dårlig ånde og ømme bagdele, der følger med langvarig indelukkelse. Formiddagshandlende fynboer, der skubbede deres indkøbsvogne hen over tagparkeringspladsen på Odense Banegård Center, kunne tydeligt fornemme det. Fra bagdøren til Bio Citys sal 1, blev de mødt af adskillige klatøjede biografgængere, der traskede ud på parkeringsarealet for at trække frisk luft, ryge smøger og strække ben. Mens der nede i indkøbscentret blev lagt et ekstra pres på bager From, fordi han ikke havde de rundstykker klar, som var blevet lovet i programmet.

"Bond-fans i zombie-tilstand havde halvandet døgn og tolv film foran sig"

Aftenen før - fredag den 5. november 1999 kl. 19.10 var startskuddet gået til den første store James Bond Maraton i Danmark. Et 42 timer langt film-ridt med atten Eon Bond-produktioner på lærredet.
Lørdag morgen klokken 08:30, da den første store pause indfandt sig, og fans i zombie-tilstand stavrede ud blandt de handlende, var der stadig tolv 007-film og halvandet døgn til dimplom-overrækkelsen. Den, der skulle sikre de udholdende - heriblandt Bond-Bloggen.dks bestyrer - en plads i Guiness Rekordbogs danske udgave.
Kun de færreste brokkede sig ved første pause over, at I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste - den sjette film i kavalkaden - var blevet vist i en nedklippet version, der var tyve minutter kortere end orginalen.
Bond-Bloggens diplom og køreplan fra BioCitys 007-Marathon 1999.

Røde øjne til Moonraker

Nordisk Films eventchef Lars Møller stod for arrangementet, der havde trukket 310 fans til BioCity. Som en opvarmning til den 19.ende 007-film The World Is Not Enough, der skulle have Danmarks-premiere den 10. december 1999, var det en unik event.
400 kroner kostede det at opleve Bonds samlede (officielle) værker. Men så var der også én af gæsterne, der vandt en billet til galla-premieren på Pierce Brosnans tredje film i Imperial. Resten af salen kunne se frem til at smage et gratis eksemplar af den lokale juleøl fra Albani. Noget Bond-bloggens bestyrer dog standhaftigt holdt sig fra for ikke døse hen for tidligt.
Ingen af salens tilskuere formåede - trods chauvinistiske tilråb og klikkende legetøjspistoler - at holde energien gennem hele seancen. Da man nåede frem til Moonraker - lørdag aften lidt i klokken 20.00 - så kun de mest opmærksomme, at filmens billede var både rødt og ridset.  Sådan så alt efterhånden ud for ens indre blik i en biograf, der lignede og lugtede som en mellemting af en væltet popcorns-maskine og en sovesal.
Berlingske Tidende havde sendt en journalist på tre døgns vagt med Bond.

En ny og ungdommelig Bond-kultur

Men i mål kom arrangementet. Undervejs var der også klapsalver ved Tracy Bonds død i slutningen af George Lazenbys I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste og jubel ved Sean Connerys genkomst i Diamanter varer evigt.  Roger Moores deller i sengescenen fra Lev og lad dø, blev sågår kommenteret med højlydt forargelse af en af de få kvindelige tilskuere i salen.

"Han har jo deller"
- Kvindeligt tilråb ved synet af Roger Moore i bar overkrop.

Publikum bestod fortrinsvis af mænd. De mest stilige iført sorte smokinger og eget martini-shaker sæt balancerende mellem stolene. Men det var et ungt publikum - medio 20erne/begyndelsen af 30erne - der havde afsat tre døgn til at glo sig gennem alt i alt 55 kilometer 007-film. Danmark var ved at udvikle en hel ny generation af Bond kulturbærere.
Den engelske Bond-fanclubs newsletter bemærkede også den danske interesse i 1999.

Instruktør ros til danske Ulrich

En mand, der åbent indrømmede ikke at have genset hele Bond-kavalkaden som inspiration, var Michael Apted.
Instruktøren til Pierce Brosnans tredje 007-film gæstede København i november 1999 og fortalte Jyllands-Posten, at han istedet havde set Die Hard, Speed, Flygtningen og Terminator 2.
En normal aktion-instruktør var Apted nemlig ikke. Han skulle lige vænne sig til, at være en brik i en stor maskine, hvor presse og sponsorerne konstant kiggede ham over skulderen. At Apted godt ville have brugt danske Ulrich Thomsen til mere lagde han heller ikke skjul på. "Men hvad kan man gøre ..", lød hjertesukket.
Jyllands-Posten satte fokus på Michael Apted, da han gæstede København.

Stærke kvinderoller

"Filmselskabet kom med en lang liste over fotomodeller og rocksangere, som de gerne ville have med i filmen, men det forkastede jeg med det samme", sagde Michael Apted til Politiken. Avisen borede i, hvorfor en mand, der havde lavet dokumentarfilm og fået solide præstationer ud af Sigourney Weaver og Jodie Foster i h.h.v. Gorillaer i disen og Nell, havde valgt at tage livtag med Bond. Forklaringen var, at producerne havde ønsket, at kvinderne i filmene skulle stå stærkere og mere nuanceret end tidligere i serien.
Apted sammenlignede det, at se en Bond-film med at gå til fodbold med sin søn. I Politiken i 1999.

Austin Powers konkurrence

Overfor Berlingske - der heller ikke ville forsømme chancen for at møde Bonds instruktør i København - understregede Michael Apted, at han ved at give kvinderne en stærkere postion, havde nedtonet The World Is Not Enoughs misogyni. Nu var den mildere og mere humoristisk, end i Sean Connerys tid, "for det vil ikke være acceptabelt i dag", sagde Apted.

Mike Myers' Austin Powers spion-komedier havde gjort det sværere, at finde en balance mellem humor og aktion.
"Man kan ikke lade de medvirkende i en Bond-film blinke indforstået til publikum, for så risikerer man at owerpower Powers", sagde instruktøren.
Den seneste Austin Powers film, The spy who shagged me havde haft dansk premiere den 17. september 1999. Men med små  89.000 solgte billetter blev den nu ikke den store kommercielle 007 konkurrent i Danmark.
I Berlingske Tidende fortalte Apted om udfordringen ved at konkurrere med Austin Powers.

Utilstrækkeligt oversat

En anden udfordring var titlen, The World Is Not Enough. Ifølge et telegram fra sitet Now - Film & TV, der blev sendt ud før den danske premiere, var det ikke en helt korrekt oversættelse fra Ian Flemings originale latinske motto. 
 "Verden er utilstrækkelig", mente producer Michael G. Wilson bare ikke publikum rigtig kunne udtale.
Nyhedstelegrammet fra Now fortalte også, at Brosnan havde valgt at udskyde sit brylllup til 2000.

Særnummer med spion-stof

Utilstrækkelig var ikke ordet, når det gjaldt omtalen af den 19.'ende Broccoli producerede Bond-film.
Filmguide - biografernes guide til de kommende filmoplevelser - førte an med et rekordstort særnummer, der udkom i november 1999.  Bladet var gratis og fokuserede på hele Bond-historien: Fra 007-stjernerne, pigerne, skurkene, musikken og efterligningerne til virkelighedens spionsager, der kunne minde om Bonds verden.

Dansk, dogme og dialekt

Filmguide bragte også et af de første interview med Ulrich Thomsen, den første danske Bond-skurk.
Frisk ovenpå Thomas Vinterbergs prisvindende familiedrama Festen, var det unge danske talent blevet kastet ind i en film, der ikke viste sig at være langt fra Dogme-produktionernes primitive improvistations-niveau, som man skulle tro.
Thomsen fortalte, at hans scener med Pierce Brosnan og Sophie Marcheau blev lavet om lige før der skulle filmes.
"Jeg skulle indlære nye replikker på denne tykke russiske dialekt, som min talelærer i øvrigt syntes lød mere i retning af walisisk", sagde Thomsen til bladets interviewer Brigitha de Bois. Hun kunne  også afsløre skurken Davidovs fornavn: Sasha.
Ulrich Thomsen var meget ærlig om sit møde med Bond-stjernerne i Filmguide 1999.

Tillæg med præmier

Ekstra Bladet holdt sig heller ikke tilbage. Søndag den 5. december 1999 udsendte avisen et særtillæg, der bugnede med sponsorgaver. Fra jakker, caps, computere og batterier til fribiletter og VHS bånd.

Brosnan på frierfødder

Indimellem var der også et Nicolas Barbano interview med Pierce Brosnan, der uddybede sine planer om at blive gift, samt et sjældent interview med Maria Grazia Cutinotta, filmens Cigar Girl.
Den italienske skuespillernde afslørede, at hun havde fået sit navn, fordi hun i åbningen skulle have gemt sig blandt nogle piger, der rullede cigarer på deres lår, men at man også ændrede dén scene.
Ekstra Bladet afslørede hele åbningsscenen i deres tillæg i 1999.

En stor reklamefilm

"Bond er som en stor reklamefilm, man laver for sin egen skyld", sagde Maria Grazia Cutinotta til Ekstra Bladet, der berettede at hun også medvirkede i en romantisk komedie med en vis Timothy Dalton.

(NB: Skribenten mente  dog Timothy Hutton. De to medvirkede i Just one night, der udkom i 2000)

Festen fortsatte

Ulrich Thomsen mødte også Ekstra Bladet, nu på Københavns luksushotel d'Angleterre, hvor han berettede, at livet som birolleskuespiller i en Bond-film foregik på første klasse.
"Jeg blev fragtet rundt i en jaguar med privatchauffør", lød det fra skuespilleren, der tog al virakken ganske beskedent. Iført uglamourøs islandsk striksweater og med begge ben på jorden.
Ulrich Thomsen i Ekstra Bladets merchandise-tillæg.

Svær quiz

Igennem Ekstra Bladet kunne man også vinde Raymond Bensons film-novelle, bygget på The World Is Not Enoughs filmmanuskript og udgivet på dansk af forlaget Keesing. 
Det samme var muligt gennem Film Guide. Man skulle blot have styr på hvilken skuespiller, der var Ian Flemings oprindelige valg som Bond og hvilken film, der havde en bådjagt gennem Mississipis sump.
Konkurrencen viste, at det kunne være ligeså svært at lave en præcis 007-quiz, som at besvare den. For mente man, at Flemings favorit var Cary Grant, David Niven eller Roger Moore? Og foregik Lev og lad dø's bådjagt ikke i Louisiana ...?
Film Guide udbad sig svar på et åbent brevkort i 1999. Bensons Bond-bog var blandt præmierne.

Bond på Playstation

Playstationspillet af Tomorrow Never Dies var ikke blandt præmierne. Siden udgivelsen af PSX i 1994 havde mediet ellers vokset sig stort. Navnlig skydespillet GoldenEye introducerede mange for James Bond.
Med Tomorrow Never Dies (og underligt nok ikke den mere film-aktuelle The World Is Not Enough, der først udkom i 2000) forsøgte Sony og Electronic Arts i 1999 at lancere en efterfølger, der kunne fange generation X under mottoet: "Vær Bond på playstion".
Reklame for en ny, interaktiv måde, at være Bond på - nemlig som playstation spiller.
Spillet udkom den 16. november 1999. Brosnan indtalte dog ikke replikkerne til Bond.

"Filmene var alligevel bedre før"
- Månedsmagasinet Slitz, 1999

Triviaen flød også fra spalterne i bladet Slitz. Det nye månedsmagasin for mænd udgav "den ultimative Bond-guide". Herunder en anmeldelse af Eon-filmene, men ikke Never Say Never Again eller Charlie K. Feldmanns Casino Royale.
"Dette er ikke ment som en hudflettende kritik af hverken skuespilleren Brosnan eller producenterne Barara Broccoli og Michael G. Wilson ... men filmene var alligevel bedre før. Der var mere stil og mindre overgearet aktion ...", noterede bladet om den nye 007.
Udklip fra mandemagasinet Slitz, 1999.

Herover: Agent 007 contra Goldfinger og Agent 007 i ilden hørte til Slitz foretrukne Bond-film fra 1960erne

Herover: Manden med den gyldne pistol var - ifølge Slitz - det bedste Bond-bud i 1970erne.

Herover: Slitz gav Octopussy og Agent 007 i skudlinjen topkarakter over Dalton og Brosnans film.

Slitz betonede at man kun kunne kalde sig Bond-fan hvis man kendte flynummeret på maskinen, der fragtede Goldfingers Rolls Royce til Schweiz. (Det er inkluderet i aktiklen herover)

Udbredt stilbevidsthed

Med inspiration fra forfatteren Mads Christensens bog, Den store blærerøv fra 1998, skulle herrermoden, som den afspejlede sig på Brosnans Bond, også sættes under lup.
Udover at gennemgå de produkt placerede mærkevarer i The World Is Not Enough kastede Slitz et kritisk blik på Sean Connerys påklædning i Agent 007 contra Goldfinger og Agent 007 i ilden.
Den stilbevidste danske mand kunne herpå gense filmene med en ny viden om do or dont's i tøjsammensætning. Afdøde Terence Young, der altid var bevidst om at ramme den rette, skræddersyede stil, må have smilet i sin himmel.

Herover: Også Goldfinger og Oddjobs stil på golfbanen fik modemæssige dessiner i Slitz.

Brosnan imod produkt placement

Selvsikkerheden osede også ud af det interview, som Slitz bragte med Pierce Brosnan. Bond-stjernen følte sig efter tre film temmelig overbevist om, at producerne ikke ville tilbyde rollen til andre. "Han og jeg er på en eller anden måde vokset sammen", sagde ireren.
Udover at han bramfrit beskrev en Bond-pige som typen man skulle "få lyst til til at flå alt tøjet af ... og smide hende brutalt i høet", havde Brosnan også nosser nok til at undsige alt den produkt placement, der prægede hans 007-film. "Efter min mening burde Bond altid køre Aston Martin, men penge er magt", sagde Brosnan

Herover: En bramfri Brosnan blev citeret for flere opsigtsvækkende ting i Slitz.

Euroman besøgte Brosnan

Hvor Slitz købte deres interview af en amerikansk journalist gik Euroman tættere på. Bladet sendte reporteren Thomas Bach til Los Angeles, hvor han hang ud med "den behagelige irer" nogle dage i hans hjem i Californien. Det kom der en stor historie ud af, hvor Brosnan bl.a. sagde, at han skam gerne ville lave en fjerde Bond-film, men at han nu ønskede, der skulle gå længere tid mellem produktionerne.
Til gengæld var han glad for at kunne bruge sit Bond-image som et værktøj, der kunne bryde gennem lydmuren og få folk til at lytte, når han sammen med den kommende fru Brosnan, journalisten Keeley Shaye-Smith, satte fokus på verdens miljøproblemer.

Euromans store Pierce Brosnan interview fra januar 2000, begået af journalist Thomas Bach.

Fem stjerner til musikken

Ekstra Bladet tog høretelefoner på, og anmeldte det soundtrack, som for 139 kr. bl.a kunne købes på CD i Axel Music.
David Arnolds aktion-musik i The World Is Not Enough var med til at trække albummet op på fem ud af seks stjerner. Musik-skribenten vidste hvad han havde med at gøre. Det var selvsamme Nicolas Barbano, som seksten år tidligere havde anmeldt alle de eksisterende LP'er med 007-musik i det forlængst hedengangne James Bond - 007 tegneserieblad.
Garbage's titelsang var "uinspireret", ifølge Ekstra Bladet, der anmeldte Arnolds filmmusik i 1999.

Bond på dansk lydsystem

I samme avis gjorde Nicolas Barbano også opmærksom på, at filmens musik var indspillet ved hjælp af et nyt softwaresystem fra det danske firma Cueline.
Bag det stod den danske komponist Thomas Lester, uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og i samarbejde med to ingeniørere udvikler af det såkaldte Picture Cueing Device. Redskabet kunne med visuelle tegn på en monitor hjælpe en dirigent, som f.eks. David Arnold, til at synkronisere sit orkester til at få Bond-temaet til at bryde ud på det helt rette milisekund i forhold til hændelserne på lærredet.
Ingen detalje var for lille til verdens sultne Bonds-fans ...
Ekstra Bladets omtale af Thomas Lester. Foto: Komponistbasen/Klik på foto og læs mere.

"Det uofficielle verdensmesterskab i produktplacement"
- Martin Foldman, Universal Musics marketingschef om Bonds PR i 1999

Reklame for Bond-musik

Hvor stort et reklame-cirkus Bond-serien var blevet i Danmark, siden Agent 007 - Mission: Drab udkom i 1963, satte bladet Movies & Music sig for at afdække.
Journalist Lasse Roldkjær  interviewede bl.a. Martin Foldman, Universal Musics marketingschef. Han kaldte lanceringen "det uofficielle verdensmesterskab i produktplacement".
Pladeselskabets udfordring var at få soundtracket af The World Is Not Enough solgt i 5000 eksemplarer. Markedsanalyser havde slået fast, at der var interesse for Bond-musik blandt 14-30 årige mænd. Tv-kanaler som TV3 og TV3+  blev platformen, der skulle bære budskabet om Bonds tilbagevenden ud til danskerne.

Herover: Movies & Music afdækkede, hvor meget reklame The World Is Not Enough piskede op i det danske mediebillede anno 1999.

Renard uden dræber-høg

Den enorme foksus var ikke noget for Robert Carlyle. Bond-seriens seneste skurke-fortolker var en sky skotte, der kun nødigt stillede sig frem i rampelyset. Derfor var Berlingskes prisvindende journalist Poul Høi på lidt af en opgave under den samtale, som han fik med "Renard".
"Jeg forsøgte bevidst at underspille min terroristrolle, og, underligt nok, hører jeg nu, at mange har sympati med Renard", var hvad skuespilleren kunne sige om sin medvirken og karakter. Høi beskev Renard som en bosnisk fremmedlegionær, immun overfor smerte på grund af en kugle i hovedet, og med en høg på skuldrern, der bider øjnene ud af folk. Det sidste var nu en detalje, der ikke nåede med i filmens endelige udseende.

Thomsen på alles læber

For danske medier var den store historie dog, Ulrich Thomsen.
Aldrig før havde en dansker været i Bonds skudlinje, som Thomsen fra Fyn kom i filmen. Den fåmælte fynbo måtte igennem hele den danske mediemølle, og skam fik den publikation, der ikke bragte film-billedet af Thomsen og Brosnan sammen.
"Han spillede til kameraet - og så ikke i min retning", bemærkede Thomsen til BILLED-BLADET om scenen, hvor Brosnan stiger ud af sin BMW i Baku, og henvender sig til danskeren i rollen som sikkerhedsvagten Davidov.
Udover en særplakat, der ikke blev brugt i resten af verden,  fik den danske Bond-skurk  Berlingskes Jacob Levinsen til at synge seriens forbrydere en lovsang i en kronik, herunder t. h.

Nedtonede sin rolle

"Vi leger bare, at der er nogle andre onde mennesker, som vil udslette jorden", sagde Ulrich Thomsen selv til bladets Slitz, som svar på om Bond-filmene - nu russerne ikke længere var fjenden - stadigvæk kunne kaldes aktuelle?
Selvom Slitz satte en sides omtale af til Bond-skurken nedtonede Thomsen sin lille rolle i filmen. For ikke at få den kørt op i samme propertioner som navne-søsteren Cecilie Thomsen, hvis bagdel i sytten sekunder, havde givet hende forsideplads overalt i 1997.
Udklip fra Slitz' interview med Ulrich Thomsen plus Fleming portræt fra 1999.

Den danske galla-premiere på The World Is Not Enough

Screengrab fra DK4/Klik for video på Bond-O-Rama. Ulrich Thomsen med fruen Cathrine Ekehed og instruktør Michael Apted til 007-premiere i Imperial.

Galla-billetter til 350 kroner pr. stk.

Julen kom to gange for Bond-fans i 1999.
Søndag den 5. december - fem dage før The World Is Not Enough blev sendt ud i resten af landet -  var det første chance for at se den 19'ende Broccoli producerede 007-film.
Københavns Imperial indbød til endnu en storslået galla-premiere. Noget U.I.P. var ved at blive temmelig rutinerede til at arrangere, uden at den gyldne glans fra GoldenEye tilløbsstykket tre år tidligere dog blev overgået.
Nitten sponsornavne prydede dennegang invitationen, men gratis var det ikke at deltage. 350 kroner skulle de indbudte slippe for at komme ind igennem det miderste 0 i et kæmpe 007-skilt, der udgjorde indgangen foran biografen.
Indbydelse til galla-premiere på The World Is Not Enough fra 1999. Sponsorene havde en vis plads.

Connery og Moore fortsat favoritter

På en frostklar december-aften blev gæster som venstre politikeren Uffe Ellemann-Jensen, tv 2 værtinden Line Baun Danielsen, fodbold-værten Jacob Kjeldberg, film-stjernen Sofie Lassen-Kahlke, Festens Helle Dolleris samt tv-strisseren fra Samsø, Lars Bom og en hel samling af de Robinson'er, der som de første reality-tv stjerner var begyndt at præge mediebilledet, mødt af blitzene fototografer, og perlende Möet et Chandon champagne.
Ifølge meningsmålingerne på den røde løber om, hvem der var den rigtige Bond, fordelte de adspurgtes stemmer sig dog mest på Brosnans forgængere, Sean Connery og Roger Moore.  Det kunne man læse i en reportage i Scope.
Invitationen fra UIP til "to timers spændingsmættet drama i selskab med agent 007"

Dundrende applaus

Med Michael Carøe, der i et aktuelt show få uger forinden havde lagt Bellevue Teatret ned med et stort Bond-medley, til at synge stemningen i salen op, og værten Elisabeth Wille som entertainer på scenen, blev aftens æresgæster modtaget med dundrende applaus: Ulrich Thomsen og instruktør Michael Apted.
Premiere-programmet, og en annonce, der viser at filmen kom ud til alle 10.12 1999 - kl. 00.07 ...

Galla i canvasdragt

Inspireret af de tyrkiske lokationer samt olie-temaet i filmen, var der bagefter arrangeret buffet med eksotisker retter fra lilleasien. Gæsterne kunne herpå gå ad et langt, fakkeloplyst fortorv fra Imperial og til indgangen af SAS Royal Radisson i København. Her sørgede et korps organgefarvede, canvasdragtkædte mænd for at gelejdede gæsterne videre op på første sal, hvor Casino Copenhagen havde opstillet spilleborde.
Tiden hvor den slags blev overladt til letpåklædte kvindelige fotomodeller tilhørte pludselig en anden verden ...

Herover: UIP's officielle pressemeddelelse blev uddelt i Imperial.

Bonds Bimmer i Svendborg

Fem dage senere blev The World Is Not Enough rullet ud over hele landet. I Svendborg med en hel særlig gæst på programmet. Biografen Scala 1-2-3 præsenterede den 2,6 millioner kroner dye BMW Z8, som Brosnans Bond kører i filmen.
Modellen var udviklet af den danske designer Henrik Fisker, men da bilen skulle bruges i filmen ti måneder før Bimmeren var klar, måtte special effekt eksperten Chris Corbould arbejde med tegningerne fra prototypen, og bygge de modeller, der skulle bruges.
Et skud af Bonds ankomst til et oliefelt i Azerbaijan, hvor han møder Ulrich Thomsens skurk, var således blot en miniature, mens bilen, der destrueres af en maskinsav i filmen, blot var en tom skal. Men i Svendborg kunne man omsider beundre den færdige udgave.
B.T. var med, da Bonds bimmer blev præsenteret i Svendborg.

Forfærdet Fisker

Den danske BMW designer Henrik Fisker var ikke selv inviteret med på settet, da Bonds bimmer blev destrueret. Hans reaktion på at se det i filmen, fortæller han om i dette klip fra Fiskerati.

Anmeldelserne af The World Is Not Enough

Jyllands-Posten følte konceptet varieret på underholdende vis.

Som øl og porno

Ud fra den betragtning, at Bond skal være ligesom øl og porno - altså det samme hver gang - for at leve op til forventningen gav Jyllands-Posten fire stjerner til The World Is Not Enough. Avisen fandt Brosnan mere barsk og langt farligere end tidligere og fremhævede Denise Richards som "en god julegave".
Aktuelt mente, at Brosnans følsomme Bond lovsang cølibatets glæder.

Fremhævede Richards brystparti

"Brosnan har tilført Bond-ikonet en verdensmandsagtig ironi med et stænk af livstræt blaserthed", mente Berlingskes Henrik List. Anmelderen fornemmede også, at der måtte være klippet nogle scener fra, der kunne have forklaret skurken Davidovs tvetydige fremtoning, og fremhævede Denise Richards brystparti, der i en "wet t-shirt virkelig kom til sin ret i et ubåds ekstravaganza".
Berlingske mente, at filmmagerne burde læne sig mere op af Tomorrow Never Dies' stil i fremtiden.

På Austin Powers niveau

I B.T. blev det 19'ende Eon Bond-udspil mødt med lunkne tre stjerner. De blev udløst af den funky musik og åbningssekvensen. Men avisen var ikke glad for Bonds replikker, "der er nede på Austin Powers niveau - og det holder bare slet, slet ikke".
B.T. sneg sig op på tre stjerner. Det samme avisen gav forgængeren Tomorrow Never Dies.

"En af de mest ringe 007-film"

Ifølge Politiken levede The World Is Not Enough heller ikke op til fortidens Bond-niveau. Avisen kaldte den slet og ret "en af de mest ringe 007 film nogensinde" og begrundede det med at man på forhånd kendte handlingen, og at Brosnan, nydelig som han var, måtte døje med småsjofle brandere i stedet for raffineret dialog.
Hvordan Brosnan helst ville have Bond skulle være, antydede anmelderen at man kunne se i filmen Thomas Crown Affæren. Det var der nu bare ikke så mange der ville. Med Brosnan som producer og hovedrolleindehaver formåede filmen kun at sælge 42.700 billetter i Danmark i 1999.
Politiken fortsatte med at nedgøre Bond-filmene, som avisen siden 1997 kaldte "et juleritual".

Bond ikke god latin for Aktuelt

"Figuren bliver i stigende grad en påklædningsdukke, der flyttes rundt i eksplosive scenarier og reagerer med samme forudsigelighed som en hund fra Pavlovs forsøgslaboratorium", skrev Aktuelt - med en reference til de hunde, der efter at have lært, at de skulle fodres når en klokke ringede, begyndte at savle, når blot de hørte klimtet.
Avisens anmelder var ikke forført. Der var for meget psykologi og for lidt aktion i Bonds verden, der til ære for avisens latinskyndige læsere blev kaldt Orbis non sufficit.
Aktuelt mente at Michael Apteds person-instruktion satte aktion scenerne i stå.

Fem stjerner fra Barbano

At Michael Apted ikke var det store lys til at instruere aktion, var også Ekstra Bladers anke. Men ellers havde avisen ikke meget at anholde. "Den leverer alle de ingridienser, man har lov at forvente fra en britisk agent. Spænding, aktion og elegance med fin balance mellem humor og alvor", konkluderede Bond-nestor Nicolas Barbano. I kreativt frigrear holdt han hele sin anmeldelse som en dialog mellem M og Miss Moneypenny. De fem stjerner var den højeste karakter The World Is Not Enough  fik i Danmark.
Ekstra Bladets meget positive anmeldelse roste også Ulrich Thomsen.

"Kvinder er først rigtig voksne, når de runder en D-skål"
- Scope, 1999.

"Hvorfor må vi ikke få en rigtig superskurk. Hvor er de bizarre håndlangere", spurgte netmediet Scope, der stadig var en af de ganske få, der anmeldte film digitalt i 1999. Ulrich Thomsen, mente anmelderen, medvirkede "i sin karrieres tyndeste rolle som Davidov, verdens mest bovlamme skurk, der ikke magter selv de enkleste skurkeopgaver.
Men filmen fik tre stjerner tildelt fordi det "i en verden med alt for mange gråtoner bare er skønt med 007s sort-hvide agentverden, hvor skurke er skurke .... og kvinder først er rigtig voksne, når de runder en D-skål ..."
Scopes anmeldelse kan læses ved at klikke på billedet.

Bogart begejstret for Bond

Ole Michelsen fra DRs BOGART  havde ikke været en fan af Brosnans tidligere Bond-film, og udtalte i forbindelse med Tomorrow Never Dies, at figuren havde overlevet sig selv. Så meget desto mere overraskende var det at høre hans anmeldelse, der bedømte filmen til tre ud af fem hatte.

Sidste danske interview med Q

Til Bonds verden hørte også Desmond Llewlyns evige opfinder Q. Den 85-årige waliser gav sig som altid tid til at tale med pressen, der ligeså bekymret som 007 i filmen spurgte ind til hans pensionsplaner. Llewlyn beroligede Ekstra Bladet med, at han og afløseren John Cleese nok ville få det sjovt i kommende 007-film. Han som den strikse mester, Cleese som det kluntede fjols.
Sådan kom verden bare ikke til at se ud ....
Ekstra Bladet var blandt de sidste danske medier, der talte med Desmond Llewlyn.

Radioen erklærede Q død ...

Søndag den 19. december i 23. radioavisen - bedst som denne skribent var ved at stige ud af en taxa, efter at have genset The World Is Not Enough - meddelte speakeren, at Q fra Bond-filmene var afgået ved døden.
Computerens modem måtte i nattetimerne arbejde på højtryk for at trække de få engelske medier ind, som udkom digitalt.
De bekræftede, hvad Ritzau også sendte ud som fakta. Desmond Llewelyn var blevet slået ihjel i et frontalt bilsammenstød på vej hjem fra en bog-signering. Passagerne i den modsatte vogn overlevede. Men Bonds verden ville aldrig blive den samme.
Pressemeddelsen med det triste budskab. "Thank'Q" - skrev britiske medier.

Den gamle verdens helt

I en alder af 69 år var Sean Connery heldigvis still going stong - og det samme var den danske entertainer Victor Borge på 91.
De to gamle kæmper rundede året 1999 af i Kennedy Centreret i Whasington, hvor de modtog Kennedy prisen af præsident Bill Clinton.
Selv Victor Borge blev sat i skyggen af den gamle Bond. Berlingske Tidende bragte reportagen.

Præsidentens mand

Det fortalte alt om den første Bond-stjernes kulturelle indflydelse på verden, at USAs præsident ved udgangen af det gamle millenium bl.a. begrundede valget af ham til Kennedy-prisen således: "Vi havde aldrig vundet den kolde krig uden dig ..."

2000

- Bond på DVD

Gammelt guld

Med 411.010 billetter blev The World Is Not Enough den dårligst sælgende Brosnan Bond-film i Danmark. Men skidt kunne man ikke kalde det.  I hovedstaden holdt Imperial filmen på lærredet fra 10.12 1999 til den 27. januar 2000.
Den gik i Palads fra 10. december 1999 til 16. marts 2000.  Til gengæld gik der ikke længe før den kunne lejes og købes på to forskellige medier.
De gamle videofilm fik nemlig i 2000 konkurrence fra MGMs DVD'er, der med masser af ekstra materiale, forfilm, filmbilleder og dokumentarer blev en veritabel skatkiste af ny, uopdaget info for Bond-fans. I digital nyrestaureret udgave var filmene tilmed flottere end nogensinde.
DVD'en brugte Aktuelts anmeldelse af Tomorrow Never Dies. Den var to stjerner bedre end TWINE's ....

Lazenbys film løftet

B.T. kastede sig straks over de nyoversatte danske dvd versioner. Agent 007 - Mission: Drab - der i 1963 af samme avis (men af en anden anmelder) havde fået to stjerner, blev nu belønnet med fem stjerner, mens Agent 007 - I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste blev kaldt "en perle", og belønnet med samme flotte håndfuld stjerner.
I 1969 havde B.T. s anmelder givet Lazenbys debut-og farvel film en sølle stjerne. Verden havde drejet et par gange siden da.
B.T. støede stjerner ud til Bond-filmene dvd. Lazenby var pludselig ikke længere seriens sorte får.
Fotomontage: @Bond-bloggen.dk. The World Is Not Enough blev først omtalt i Film 2000 - men fik hæderlig kritik.

Kavalkade med Connery

Cinemateket i København rundede året 2000 af med en gedigen Sean Connery kavalkade. Udover to af skottens største Bond-film Agent 007 contra Goldfinger og Du lever kun to gange, kunne fans opleve - eller genopleve - Connery gennem fire årtier. 
En af de mest interessante titler var Forhøret, som United Artists havde finansieret som en del af Connerys Diamanter varer evigt aftale.  I Danmark var den kommet ud i 1973, og havde indtil 1999 solgt sølle 433 billetter.

2001

- Atter Bond-kavalkade i biografen

Player på playstation

Electronic Arts' version af Tomorrow Never Dies til PlayStation 2 var heller ikke blevet den ønskede succes blandt playere. Men det stoppede ikke firmaet i at forsøge med en version af The World Is Not Enough, (TWINE) som computermedierne kastede sig over.

 "Følelsen af at være en hårdkogt agent er mere nærværende, men spillet kommer aldrig op på siden af GoldenEye til Nintendo 64. Dette er dog ikke en grund til ikke at skrive TWINE på sin ønskeseddel, specielt hvis man kan lide agentspil, der blander action og stealth", lød kritikken på Gamereactor, mens magasinet Playstation satte den animerede Brosnan-player på forsiden.

EA pillet af TWINE overstrålede FIFA 2001 på forsiden af Playstation.

Hammerslag for Honeys bikini

Den 15. marts 2001 fyldte Ursula Andress 65 år. Ingen anden kvinde på jorden er formentlig blevet mindet om sine bikinilinjer, så meget som hun. Måneden før, den 16. februar, havde hun skænket den bikini, der havde været med til at løfte hende og Agent 007 - Mission: Drab til tinderne i 1962, til en auktion. Berlingske Tidende og Information afsatte atter spalteplads på at fortælle, at Christie's i London havde solgt den for 487.000 kroner.
Berlingske Tidende, og Information skrev atter om Andress bikini, 16. februar 2001.

Bond tilbage på lærredet

Hvordan Honeys bikini så ud på det store lærred fik en ny genration mulighed for at se, da den lille "arthouse" biograf på Rådhuspladsen, Gloria,  i maj 2001 tog hul på en Bond-kavalkade.
Det var ikke sket i hovedstaden siden 1991. Men hver fredag frem til september 2000 kom en  "gammel" 007-klassiker op. Navnlig ved de første Sean Connery film var der mange gæster på de 84 pladser.
Biografen måtte dog omkring Moonraker - der blev præsenteret i en rød og ridset kopi - sande, at der ikke var meget biograf-salg i filmene mere. Heller ikke CinemaxX i Rosengårdscentret i Odense havde held med at fylde salene, da Bond-kavalkaden kom dertil.
Politiken fortalte om Glorias sjældne Bond-kavalkade.

Bond i balletten

Lysten til klassik agent-stof slog til gengæld ned i Den Kongelige Ballet.
Fra 19-25. maj 2001 opførtes forestillingen "Shaken not stirred" på Gamle Scene på Kgs. Nytorv. Den musikalske ledelse var lagt i hænderne på den internationale dirigent Bond - Graham Bond.
Desværre opstod der problemer med at få rettighederne til de rette lydbånd fra 007-filmene. Berlingskes anmelder foretrak derfor, at balletmester Aage Thordal-Christensen havde droppet den del af balletten, der havde med agent-temaet at gøre.
Fotomontage: @Bond-bloggen.dk/wikipedia. Balletmester Thordahl-Christensen lavede agent-ballet med komponisten Bond - Graham Bond.

"Charme, balder og pistol"

"Der var lår, pirouetter og macho-attituder, men der manglede en bærende ide. Det her gør de bedre på varietéscenen", konstaterede anmelder Erik Achengreen om nationalscenens forsøg på at danse 007.
"Dog skal det siges, at de to nyindsprungne djs, Lars B og Mikkas, havde samlet en lydkulisse, der fungerede imponerende effektivt som  skudsikker vest. Og at de håndplukkede stjernedansere var ovenud loyale, når de brugte charme og balder og pistol til at forsvare koreografens ligegyldigheder", supplerede Information.
Klik på billedet for at læse hele artiklen. B.T. fangede prinsesse Alexandra bag rattet med Roger Moore i Herning. (Foto: Claus Fisker)

Moore fik Alex op og køre

Den ægte agent var tilgengæld selv bag rattet, da Roger Moore i egenskab af ambassadør for UNIFEC gæstede Herning messecenters Biler for alle i november 2001.
Filmbilen han sad i var dog ikke Bonds Lotus Esprit, men Il Tempo Gigante fra Bjergkøbing Grand Prix. Men Moore fik skam fint selskab i passagersædet af Danmarks prinsesse Alexandra, der åbnede udstillingen.

2002

 - Roger Moore gifter sig i Valby

Fødselsdagsbarn

"Pierce Brosnan er træt af Bond". skrev Berlingske Tidende få dage inde i januar 2002. 
I filmfigurens 40 års jubilæumsår var det angiveligt hvad ireren havde sagt på den pressekonference, der kickstartede optagelserne til hans fjerde forsøg som 007. Brosnan havde indset, at han ikke kunne stille alle tilfreds med sin fortolkning af Flemings figur. Derfor havde han nu havde besluttet sig til at gå ind til den 20'ende Broccoli-producerede Bond-film, "og være ligeglad".
Brosnan udtrykte en vis usikkerhed ved at spille Bond for fjerde gang - ifølge Berlingskes reportage

Bond contra 11. september

Helt ligeglad med det terrorangreb på USA, der 11. september 2001 havde dikteret en ny verdensorden, kunne Bond-filmmagerne til gengæld næppe være? Søndag den 13. januar 2002 udkom Berlingske Tidende med en stor reportage fra pr-mødet på den kommende 007-film, hvor Bond og hans bagmænd for første gang fik lov at forholde sig til, hvad terrortruslen ville betyde for seriens udtryk:
 "Vi følte, at Bond-genren er upåvirkelig af 11. september. Det er jo ikke en film, der har rødder i det virkelige liv", sagde den ny instruktør, New Zealandske Lee Tamahori. Mens Pierce Brosnan supplerede, at Bond er virkelighedsflugt. "Jeg har aldrig forbundet James Bond med begivenheder i den virkelige verden".
Berlingske lagde op til fejringen af Bonds 40 års fødselsdag på filmlærredet.

Moore hemmeligt gift - i Valby

Feststemning var der også omkring Roger Moore. Navnlig da det via engelske medier kom frem, at den 73-årige Bond-stjerne var blevet gift med den svenske Kristina Kiki Tholstrup.  B.T. citerede historien, men det var BILLED-BLADET der bragte nyheden om, at brylluppet rent fakstisk havde fundet sted i Danmark.
Klik og se hele historien på B.T. 22. marts 2002 rapporterede B.T. at Bond-stjernen var blevet gift.

Herover: Bryllupsinvitationen og menuen til Sir Roger Moore og Kristina Tholstrups bryllup i Sydfrankrig, den 17. august 2002.

Viet af kongehusets præst

Kongehusets præst Peter Parkov havde lovet Moore at vie ham og Kristina Tholstrup i Margethekirken i Valby. Det skete i al diskretion, og blev fejret med to glas vodka-martini. Ingen af Roger Moores tre børn var med, men det blev der rådet bod på senere på sommeren.
Bond-bloggens bestyrer gratulerede Sir Roger med brylluppet i Sydfrankrig.

Fejret af dansk jet-set

Den 17. august 2002 fejrede Bond-stjernen og Kristina Moore deres bryllup ved en privatfest i St. Paul de Vence i Sydfrankrig.
Med var Moores søn Geoffery og datteren Deborah, Kikis datter Christina Knudsen og hendes bror Hans Christian Knudsen samt flere celebriteter fra det danske jet-set, bl.a. Henriette Zobel og modeskaberen Isabell Kristensen.
"Bryllupsrejse? Hele mit liv er en lang honeymoon", grinte Moore til Bond-bloggens bestyrer, der som udsendt reporter for BILLED-BLADET var med til den private fest. Den blev afrundet med et stort festfyrværkeri, der fik himlen over Monaco til at lyse farverigt op.
Udgivelsen med Tolkien Emsemble og Christopher Lee fra 2002.

Manden med den gyldne røst

Mere sød musik fik man fra Manden med den gyldne pistol alias Sir Christopher Lee. 
Efter at have nydt stor succes i Ringenes Herrer-trilogien, tog den britiske superstar imod et tilbud fra Casper Reiff og Morten Ryelund fra The Tolkien Ensemble.  I oktober 2002 optrådte han i Tivolis koncertsal med digt-oplæsning i forbindelse med udgivelsen af Tolkien Ensembles trejde album, At Dawn in Rivendell. At høre selveste Scaramangas røst fylde koncertsalen med sin blanding af truende mørke og formuldt beherskelse af det engelske sprog var fascinerende. Den 87-årige superstar komplimenterede bagefter overfor BILLED-BLADET sin danske hustru, Gitte Lee for at være hans inspirationsmæssige muse.
Bond-bloggens bestyrer talte med Sir Christopher Lee og fruen Gitte i Tivolis koncertsal.

Dobbelt rolle til Madonna

En anden musikalsk nyhed fra Bonds univers bragte andre reaktioner. Ekstra Bladet berettede at Madonna ikke bare skulle synge titelsangen til Die Another Day. Popdronningen havde også sikret sig en rolle i filmen, iført specielt designet tøj, der viste sig at være et sort korset, som Bronsan fik æren at at snørre.
Ekstra Bladet viste Madonna i en positur, som flere lyttere efterlignede, da de hørte hendes sang.

To dronninger til Bond

Madonna stjal også overskriften i BILLED-BLADETs reportage fra verdenspremieren på Die Another Day.
Historien om, hvordan poppens dronning havde mødt Storbritanniens Dronning Elizabeth i Londons Royal Albert Hall var afsæt til en reportage, hvor Pierce Brosnan stråsikkert udtalte, at rollen som Bond ikke ville blive ledig lige med det samme. Til trods for, at sangeren Robbie Williams angiveligt var sat i spil som hans arvtager ...
Udklip fra BILLED-BLADET, 2002 Efter premiere-festen var Moores bonus-datter og Brosnans bonus-søn gået ud i London for at feste.

Bond på museum

London var virkelig stedet at være for Bond-fans i efteråret 2002. Det gjorde både Børsen og Berlingske opmærksom på ved at lave store reportager fra The Science Museum i South Kensington. Her var der for første gang i fyrre år lavet et rigtigt 007-museum hvor minature-modeller, rekvisitter og kostumer fra Bond-filmene var udstillet.
Berlingske Tidende teasede Bond-fans med den første store 007-udstilling i London.

 Golden Gate genskabt

Noget af det mest interessante var et udsnit af Golden Gate broens orange pyloner fra Agent 007 i skudlinjen, hvor man kunne stille sig i samme postion som Roger Moore i filmen. Via bagprojektion kunne man opleve hvordan det på lærredet så ud som om man pludselig stod flere tusinde meter oppe over San Fransiscos myresmå biler. Desværre var der ingen Tanya Roberts dukke, som man kunne trække op og tage med hjem i taxaen.
Børsen anslog, at 1, 4 millioner mennesker ville til udstillingen. Bond-bloggen var en af dem ...

Bond på boghylden igen

De der ikke kunne vente på Die Another Day, der først skulle have dansk premiere 24. januar 2003, kunne varme op ved at fordybe sig i original Ian Fleming litteratur.
For første gang siden 1984 forsøgte Forlaget Forum at friste danske læsere med nyoversatte udgaver af romanerne Goldfinger og I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste.

Det bedste med bøgernes Bond

Forum sendte ovenikøbet en slags bøgernes svar på et klip-show ud ved navn Mit navn er Bond ...James Bond.
Bogens rummede citater og uddrag fra nogle af de mest klassiske beskrivelser fra Flemings Bond-bøger, oversat af Jette Røssell samt et efterskrift af Ole Knudsen, der omtalte filmene.
Hvilke kvaler det havde givet Claes Johansen at oversætte Flemings gamle prosa, beskrev han selv i en kronik i Berlingske Tidende, gengivet herover.

2003

- Sean Connery indtager København

Bond på boghylden

Bond var tilbage på boghylderne i 2003, hvor Forlagt Forum med Ingeborg Christensen som oversætter, udsendte Dø igen i morgen. Film-romanen udkom i Storbritannien året før, men da den danske galla-premiere først lå sidst i januar, var her muligheden for at læse filmens historie, der samtidig betegnede Raymond Bensons farvel til 007-bog-serien som Ian Flemings officielt udpegede efterfølger.
Den danske bogudgave af Die Another Day. Klik for at læse Bond-bloggens anmeldelse.

Dansk sproglærer glemt

"Kan du huske Cecilie Thomsen, som du spillede sammen med i Tomorrow Never Dies"?, ville dengerøvsmagasinets M's udsendte reporter vide, da han fik Pierce Brosnan på to-mands hånd i Los Angeles forud for lanceringen af Die Another Day.
"Nååå - den norske pige ....", lød svaret.
Så meget for de dansk-lektioner, Mr. Bond.
Bladet M talte kvinder og biler med Brosnan i 2003.

"En snert af sårbarhed"

Filmguide ville vide, hvor længe Brosnan mon ville blive i rollen: "Skulle jeg stoppe, netop som jeg er ved at finde ud af hvad det hele handler om?", lød svaret.
Biografgængere fik at vide, at Die Another Day var "ret underholdende" og at Brosnan med en tidssvarende "snert af sårbarhed", var ved at spille sin Bond-figur op på siden af Sean Connery.

Herover: Filmguides Jacob Wendt Jensen mente i sit tilbageblik på serien, at Timothy Dalton i Bond-rollen mest havde virket som en, "der hele tiden kiggede efter sin bankrådgiver", men at Brosnan derimod nu lå lige bag Connery, som den bedste 007-fortolker.

Ucensureret sex

I Politiken erklærede Die Another Days instruktør, Lee Tamahori sig mest tilfreds med filmens første time. Han var gået til opgaven med det formål at nedbryde nogle af de hyggelige grænser, som Bond-serien tidligere havde holdt sig indenfor.
Tamahori ønskede at lave en mere spændingsbaseret krimi/spion film a la Tre dage for Condor fra 1975, men var sig bevidst om, at de digitale stunts i filmen ikke var blevet så overbevisende. Tilgengæld glædede han sig over, at have skabt en sex-scene med Brosnan og Halle Berry, der var blevet censureret i USA.  Om den sagde Oscar-vinderen Halle Berry til samme avis, at den havde været fin nok at lave, men at Brosnan godt ville have haft flere sex-scener.

Herover: Halle Berry brugte lejligheden til at tale om sorte skuespilleres vilkår i branchen, da hun blev interviewet af Politiken. Lee Tamahori glædede sig over chancen for at lave en sex scene med hende, der battede i Bond-serien.

Rejste forbi Danmark

"Hvad sker der, når Bond har været afskåret fra kvinder i 14 måneder, og pludselig er sammen med Halle Berry?", spurgte Pierce Brosnan retorisk. Skuespilleren bekræftede sin motivation for også at ville gennemspille en hedere sex-scene end normalt som Bond i Die Another Day.  Metro Express talte med Brosnan i Stockholm, hvor ireren var på PR-tur. Danmark fik ikke æren af hans besøg denne gang.
Metro Express måtte til Sverige for at tale med Brosnan.

Gadgets gennem 40 år

"Bonds ultimative hjælpemiddel - hans manddom - fungerer stadig på gammeldags facon", konkluderede TM - Tidens mand, der satte fokus på alt det elektroniske legetøj, som Bond-serien igennem 40 havde gjort populært. Noget af det første var inspireret af ægte spion-affærer, mens andet i 2003 næsten allerede var blevet indhentet af udviklingen og gjort til hvermandseje.

Herover: Tidens mand berettede bla., at attachémapper med hemmelige rum a la Bonds i Agent 007 jages fra 1963 havde været standardudstyr hos secret service siden 1940erne.

Kopieret til en anden dag

Den teknologiske udvikling var i 2003 blevet så avanceret, at den var ved at blive en trussel mod Bond selv.
B.T. beskrev hvordan pirater længe før Die Another Day havde haft dansk premiere allerede havde kopieret filmen. Nogle familier havde ovenikøbet set den med dansk tekst.
Foreningen for Danske Videogram Distributører manglede tydeligvis en mand med licens til at dræbe piratsignalerne.
B.T. fortalte, hvordan IT-Jensen kunne bryde koden og få Bonds nyeste mission hjem i stuen.

Penge, penge, penge

Hvor mange penge der efterhånden var involveret i produktionen af Blockbuster-film som 007 gravede B.T. også frem.
Under rubrikken Buy Another Day skev avisen hvor mange reklame-produkter, der var med til at betale budgettet, og citerede stifteren af Den Internationale James Bond Fan Club, Graham Rye for, at det hele var gået alt for vidt.
Det samme mente åbenbart John Cleese. "Bond-filmene var mindre komplicerede i 1960erne. Selv titlerne var bedre", udtalte den nye Q, og lod det skinne igennem, at også han mest var med for pengenes skyld.

Åbenhjertig Brosnan

For Pierce Brosnan gjaldt det om at forvalte formuen og familielivet efter bedste evne.
Ireren vidste godt, at livet som Bond ikke ville vare evigt, men nød, at hans stjernestatus åbnede mulighed for at få mere personlige film finansieret, såsom lav-budget dramaet Evelyn, der var druknet i Bond-PR ved dens danske premiere 25. oktober 2002
I et særdeles åbenhjertigt interview med magasinet IN, fortalte Bond-stjernen at familie-dramaet havde paralleller til hans egen barndom, hvor han uden forældre var vokset op i et brutalt munkekloster. En opvækst, der havde formet ham som et menneske, der i privatlivet havde lært, at tackle modgang og sorg.

INNs STORE INTERVIEW MED PIERCE BROSNAN

Herover: "Jeg reddede Bond, og han reddede mig", udtalte Pierce Brosnan i et åbenhjertigt interview, som månedsmagasinet Inn bearbejdede fra den britiske journalist Elaine Lipsworth.

Se og Hør lavede et kæmpe 40 års jublilæums-fest nummer med Bond i 2003.
Se og Hørs journalist Per Kaae kaldte Die Another Day et actionbrag.

Helte med klaustrofobi og sukkersyge

Til Se og Hør indrømmede Pierce Brosnan, at han ikke var nogen god billist, og led af svær klaustrofobi, navnlig i elevatorer. Ugebladets udsendte journalist Per Kaae, mødte den velbetalte irske stjerne på Four Seasons Hotel i Los Angles, for at samle stof til et 24 sider stort særtillæg. I det kunne man også læse ,at Halle Berry led af sukkersyge og nær var blevet kvalt i en bid frugt under sex-scenen med Brosnan. Ugebladet tildelte rundhåndet Die Another Day fem lysende stjerner - og erklærede Madonnas titelsang for "fremragende".
"Her ligger denne skønne kvinde uden tøj på ..." - Brosnan om sex-scenerne med Berry i Se og Hør.
Halle Berry fortalte bl.a. om at gå nøgen rundt i sit hjem til Se og Hør.

Minder om JAWS i Tivoli

I filmens ånd kastede Se og Hør også tankerne tilbage til de tidligere Bond-films store successer. Bladets senior-reporter John Lindskog mindedes hvordan han havde inviteret Richard Kiel og hans hustru Diane i Tivoli i sommeren 1978, hvor JAWS-stjernen nær havde skræmt livet af en ansat, da han gik hen og tog hammeren til forlystelsen Kraftprøven - og bankede gang i klokken med et slag.
Richard Kiel deltog ved verdenspremieren i London - og Se og Hør mindes hans færd i Tivoli.
Connery og Lazenby satte ord på deres tid som Bond i Se og Hørs tillæg-

Daltons indrømmelse

"Jeg vil altid være Bond - jeg kunne bare ikke sig mig selv spille ham i de næste ti år", citerede Se og Hør Timothy Dalton for at sige i deres retrospektive gennemgang af de fire tidligere Bond-stjerner.
"En drøm for enhver skuespiller", sagde Moore om at have lavet syv 007-film på tolv år.
Se og Hør talte 29 brunetter, 25 blondiner og fire rødhårede blandt de 58 Bond-babes.

Bond-pigen var Lars Von Trier fan


"Min drøm er, at være med i en film som Lars Von Triers Breaking The Waves", udtalte Rosamund Pike, som Se og Hør også fik i tale. Den 23årige Bond-pige blev interviewet sammen med Rick "Zao" Yune, der betroede ugebladet, at hans far havde vist ham 007-filmene i et håb om, at han kunne blive ligeså cool som Bond.
Se og Hør fik foretræde for Rosamund Pike og Rick Yune i Hollywood.
Se og Hørs Bond-opsamling noterede bl.a. at Connery og Brosnan var de foretrukne 007-stjerner i 2003
Bonds bilpark fik naturligvis også hædrende omtale i Se og Hørs tilbageblik.

Bond som læremester

Den 19. januar 2003, fem dage før Danmarks-premieren på Die Another Day, udkom også Berlingske Tidende med et 38 siders særtillæg om Bonds 40 års filmjubilæum. Når filmhelten fortjente den hyldest, var det ifølge avisen, fordi Bond havde lært danskerene, hvordan man skulle gebærde sig med stil på eksotiske sandstrande, og begå sig på internationale hoteller. I en grad så hans tema nok kan høres for det indre øre "i hver eneste blegfede nordeuropæer, der solskolder sig på en græsk eller kanarisk ø".
Berlingske udgav også et magasin tillæg i anledning af Bonds fødselsdag.
Berlingske så bort fra Bonds beskidte profession, og hyldede hans smittende sofitikation.

Martini på mange måder

Til den eksotiske Bond-stil hørte naturligvis hans drink - den berømte vodka-martini - som Berlingske møjsommeligt nedbrød i alkohol ingredienser. Det udstillede, at det ikke var helt så ligetil, som det måtte lyde, at mikse den helt rette 007-coctail, selvom Ian Flemings oprindelige opskift fra Casino Royale på den såkaldte Vesper martini ovenikøbet var inkluderet i researchen.
Berlingske beskrev, at Bonds berømte martini kunne mikses på mange måder..
Instruktør Lee Tamahori afslørede sin favorit-Bond i Berlingske. Det var David Niven ...

Brosnan klar til mere Bond

"Det vil altid være en ære - aldrig nogen selvfølge - at spille Agent 007", sagde Pierce Brosnan til Berlingske Tidende. Han afslørede, at producerne allerede før filmstart havde spurgt, om han ville fortsætte i rollen og at svaret var et ja.
Brosnan havde fundet det spændende, at få lov at udvikle en side af Bonds personlighed i filmen, som ingen før havde set - nemlig af en mand, der lider nederlag og ender i fjendes torturlejr.

"Hun bøjer sig frem og viser os sin velformede, nougatfarvede kavalergang ..."
- Berlingske Tidende om Halle Berry ved et pr-møde

Ved spørgsmålet om ikke det stadig var Bond, der havde alle de bedste spion-dingenoter, oplevede Berlingskes reporter Henrik List, at Halle Berry under en samtale med pressen i London, bøjede sig indover bordet, så alle de mandlige journalister måtte snappe efter vejret ved synet af hendes svulmende kavalergang. "Det er da mig, der har filmens farligste våben og bedste dingenoter", svarede hun, og teasede, at der ovenikøbet var lagt i ovnen til en seperat serie om Jinx, som hendes selvstændige agent-figur hed i filmen. (Den blev dog aldrig til noget)
Halle Barry var ikke bleg for at tale om sine fordele i et interview med Berlingskes Henrik List.

Modeikon

Hvor dyrt klædt Halle Berrys former var, kiggede Berlingskes modeekspert Karen Margrethe Schelin nærmere på over fire sider, der detaljeret beskrev de fleste af filmens eksklusive kostumer. Ikke mindst den orangefarvede La Perla bikini og det hvide bælte, som designeren Patrick Whitaker havde været helt befippet over at skulle tage mål til, mens Berry selv blot stod iført BH og små trusser og et bredt grin.
Berlingske forvandlede filmen til en hel modereportage.

Kvinder, der ved hvad de vil

Kvindernes rolle i Bond-filmene gennem 40 år blev også hudflettet i Berlingske. For helt så kvindefjendsk skildret, som sit omdømme, fandt skribenten faktisk ikke Bond-serien. "En forbavsende stor mængde af hunkønsrollerne er stærke, selvstændige kvinder, der ved hvad de vil", lød dommen.

Brosnan savnede Bellucci

Pierce Brosnan kunne ikke dy sig for at tale om hende, der slap væk, da Ekstra Bladet talte med Bond-stjernen. "Monica Bellucci ... hun skulle have været med", lød det fra Brosnan, da han blev bedt om at nævne sine tre foretrukne Bond-babes.
Bellucci havde været tæt på at få den kvindelige hovedrolle i Tomorrow Never Dies i 1997, men var blevet udskiftet med Teri Hatcher. Den italienske skuespillerindes navn blev dog liggende i Eons arkiver, og dukkede atter frem tolv år senere ...
Brosnan fortalte om sex-scenen med Halle Berry i Ekstra Bladet.

Spionfagets champagne

Et veludviklet våben i Bonds konfrontationer med det modsatte køn havde gennem hele serien været champagne. Berlingske Tidende satte derfor deres vin-anmelder Søren Frank på den opgave, at vejlede læseren gennem Bonds foretrukne champagnemærker.
Fra Dom Perignon, som er Möet & Chandons prestige-cuvée, til den årgangschampagne fra 1995 fra Bollinger, som Bond drak i Die Another Day. Frank konstaterede, at Bolly, som englænderne kalder champagnen, var den mere maskuline og subtile vin af de to mærker - "en champagne, der med sin krævende, faste stil afspejler den mere alvorlige og ansvarsfulde del af en hemmelig agent virke".
Berlingskes vinkender Søren Frank øste af sin viden om champagnen i Bond-filmene.

Bond fra bunden

For dem, der ikke havde fået Bond-lærdom nok af avisens store tillæg, udkom Berlingske Tidende også med en hel guide til hvordan den typiske 007-film burde forløbe. Nye generationer var således rustet til at tage til 40 års fødselsdagen og kende alle ritualerne til bunds.
Berlingske analyserede sig bl.a. frem til, at letpåklædte piger var et must i en Bond-film.
Skønt Connery aldrig var i nærheden af et comeback til serien, løb B.T. med historien.

Berrys bryster atter i fokus

"Jeg har hørt så meget godt om Danmark - de siger København er en fantastisk by, så jeg håber på en invitation", lød det fra Halle Berry, da hun blev interviewet af drengerøvsmagasinet M. (Herunder)
Ikke overraskende kredsede spørgsmålene også her om Berrys barm og hede sex-scener, mere end om hendes rolle som en selvstændig Bond-kvinde og Oscar-vinder.

Bil i stedet for bikini

Mere rundt om karrieren kom Euroman i deres interview med Halle Berry. Men også her endte intervieweren Tonny Worm med at spørge til Bond-pigens orangefarvede bikini. Om Berry havde gemt den? Ursula Andress havde jo få år tidligere solgt sin for en formue. Svaret var et nej. Tilgengæld havde hun fået en Ford Thunderbird magen til den Jinx kørte i filmen.

DEN DANSKE GALLA-PREMIERE PÅ DIE ANOTHER DAY

Anders Fogh i Bond-stemning

Med selveste Barbara Broccoli som æresgæst var alt gjort klar til en dansk fødselsdagsfejring af 007-myten i Imperial.
Galla-premieren på Die Another Day stod torsdag den 16. januar 2003, og blev denne gang arrangeret af Twentieth Century Fox, hvis marketingschef Hanne Nielsen og koordinator Sune Thomsen bl.a. havde haft travlt med at skaffe et eksemplar af  Bonds nye Aston Martin.
Skulpturer i hvidt pap og en forhal, oplyst af stearinlys bragte tankerne hen på skurken Gustav Graves store is-palads. Og så begyndte gæsterne at indtage biografen, mens unge kvindelige fotomodeller stod klar til at tage imod overtøjet.
Blandt dem, der havde sluppet 475 kroner for oplevelsen, var Robinson-vinderen Malene Hasselblad, sangerinden Annette Heick, politikeren Uffe Ellemann og politichef Hanne Bech Hansen. Danmarks svar på M.  Mest  opsigt skabte Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Barbara Broccoli og Anders Fogh Rasmussen var til Bond-premieren i Imperial den 16. januar 2003.

Lang optakt

"Jeg har jo engang i et muntert øjeblik stillet op som James Bond i Euroman", mindede statsministeren Ekstra Bladet om, da avisen drillende sammenlignede ham med Pierce Brosnans figur. Efter fyrre år på lærredet havde også den danske regeringschef ladet sig inspirere af 007, hvis meritter blev fastholdt i et af de længste optaktsshow nogensinde.
Samtlige 19 Eon film fik et videoklip og et dansenummer præsenteret i et medley på scenen, inden aftenens vært, Tim Vladimir satte Die Another Day igang med denne joke: "Hvis Bonds Iceland er fuld af is - er Bonds Thailand så også fuld af ... slips ...." ?

Sådan blev Die Another Day anmeldt

Fire stjernet ros

B.T. var tilfreds med Pierce Brosnan. "Den udvendige fascination i at se et af verdens største elektriske tog på vej mod afgrunden igen og igen forbliver intakt uanset alder", lød det fra avisen, der tildelte fire stjerner til Die Another Day. Madonnas "skuffende lydmudder" trak ligesom "amatøragtig bagprojektion" ned.
B.T. mente det var et veloplagt 40 års jubilæum.

Læs bøgerne i stedet

"Pierce Brosnan har fået ti millioner dollars for at stille op - alligevel virker han stiv og træagtig", lød fødselsdagshilsnen fra Weekendavisen, der ikke just havde flødeskum i sprøjten. Bo Green Jensen mente ikke den ny Bond-film var noget man skulle rydde kalenderen for, og opfordrede istedet folk til at se de gamle 007-film på DVD, eller læse de nyoversatte Ian Fleming romaner.
Weekendavisen savnede Blofeld, Smersh og de gamle films magi.

"Den bedst begavede 007-film til dato"
- Berlingske Tidende, 2003

Så var der mere hurra i Berlingske Tidende, hvis anmelder spurgte sig selv om ikke Die Another Day alt i alt var den bedst begavede og mest medrivende 007-film til dato?  Fra en god gammeldags fægtekamp til Brosnan og Halle Berrys dampende hede sexscene, var anmelderen så underholdt, at han gav fem stjerner. Hvoraf en alene virkede uddelt til "den chokoladefarvede Oscar-vinder Halle Berry" "- Betagende i bikini, kæk i camouflagedragt og lækker i læder".
Berlingske Tidende var oppe og ringe på fem stjerner til Eon Bond nr 20.

Seks stjernet underholdning

Jyllands-Posten toppede den med seks stjerner. "Hele konceptet er en vild, henrykt leg med filmmediet og dets mulighed for svimlende bevægelse og roterende hurtighed", begrundede Josh H. Christensen sin gavmildhed. Han skænkede ikke skuespillerpræstationer eller manuskript et ord, men afmålte udelukkende sin dom på baggrund af hvor overlegent, kreativt  underholdningsmediet blev forvaltet.
Jyllands-Postens anmelder dryssede med stjernerne, som Brosnan gjorde med diamanterne på Halle Berry

"Brosnan - med tvivl og sårbarhed"

"Dette er sandhed dengerøvenes James Bond", kommenterede Politikens Erik Jensen, der følte sig hensat til et Playstation 2 spil, efter at have set Die Another Day. "Knappen med aktion er presset helt i bund, og når vi taler Bond, betyder det, at vi får aktion med hele den behårede arm", lød vurderingen, der kørte oplevelsen i mål med fire stjerner og stemplet "vellykket".
Politiken mente, at Brosnan næsten havde spillet sig op på siden af Connery.

Skal ske noget nyt

"Konceptet knager træt i fugerne", konstaterede gratis-avisen Urbans anmelder. Hun mente, at Bond burde overveje at indlevere sin licens til drab, hvis ikke der snart skete noget drastisk fornyende. Fire ud af seks stjerner vidende dog om en vis underholdnings tilfredshed.

Den frækkeste siden Moores dage

Ekstra Bladet landede på samme antal stjerner - fire - men mente, at al den aktion næsten var for meget af det gode. "For meget bulderbasse, og for lidt tid til at være gentleman-agent", lød indvendingen. Alligevel betegnede avisen, Die Another Day som den frækkeste og mest sexede Bond-film, siden Roger Moores dage.
Ekstra Bladet: "Brosnan kæmper bravt for at fremhæve rollens charme og humor".

Bond i bambus-biffen

Blandt de skæveste anmeldelser (bogstaveligt talt, eftersom den blev udarbejdet over joints) kom fra komikeren Omar Marzuok. Selvom Die Another Day end ikke havde haft dansk premiere, kunne man købe den på piratkopi i Thailand, og der Marzouk den som anmelder for Berlingske. Han fandt den meget dårlig - og gav to joints.
Komikeren Omar Marzouk anmeldte Bond-filmen fra en thailandsk biograf.

DANSKERE BAG BONDS COMPUTER-EFFEKTER

"Havde det ikke været for GHOST var Pierce Brosnan og Halle Barry måske aldrig sluppet ud af det brændende fly", konstaterede Jyllands-Posten i februar 2003 og afslørede, at Bond og Jinx's redningsmænd havde været tre danske computer-grafikere fra firmaet GHOST.
Martin Gårdeler, Jeppe Nygaard Christensen og Aksel Studsgarth havde dannet computer-animationsfirmaet på Nørrebro i 1999, og fik med Die Another Day's sidste eksplosive scener deres ilddåb i en branche, der i 2003 stadig kun var i lømmelalderen..
Fotomontage: @Bond-bloggen.dk. Jyllands-Posten satte fokus på det danske firma GHOSTs rolle i Die Another Days computer-effekter.

Basserne med Bond

Som et apropos til udviklingen indenfor computer-underholdning satte tegneserien Basserne et særnummer af til Agent 007.
Udover omtale af den aktuelle 007-film, publicerede bladet også en af de første, seriøse danske anmeldelser af James Bond playStation 2 spillet Nightfire, som Pierce Brosnan både havde lagt sin stemme og lighed til.  "Det bedste 007 spil siden Goldeneye", lød konklusionen.

Bassernes læsere blev taget med ind i 007s computer-univers. Bladet lavede en grundig gennemgang af det nyeste 007 spil - Nightfire.

Solgte dårligere end Daltons Bond

Med Danmarks-premiere den 24. januar 2003 i tolv hovedstadsbiografer og 67 provinsbiografer inklusive Færøerne og Grønland, blev Die Another Day tilladt for alle over 11 år. Trods tortursekvenser vurderede medierådet, at de ikke var skræmmende for børn, da de foregik i musikvideo montage form.
I København spillede filmen i Imperial fra den 24 januar til den 20. februar 2003. Empire Bio kørte den indtil den 6. marts. 
Cinemaxx viste den til 3. april, mens  Palads først tog den af plakaten den 10. april 2003.

Med 458.462 solgte billetter slog den 20'ende Eon-007 produktion Brosnans forrige 007-film, The World Is Noth Enough, men den lå stadig lavere end Brosnans to første Bond-film, GoldenEye og Tomorrow Never Dies. Og den solgte over 100.000 adgangstegn mindre end Timothy Dalton og Roger Moores største billet-sælgere i Danmark. 
Die Another Day havde dog stadig et trumfkort i ærmet. Da den udkom på video og DVD i Danmark den 2. maj 2003, var det med en tre-disk special edition, der rummede masser af baggrundsmateriale og kommentatorspor med Lee Tamahori, Rosamund Pike og Pierce Brosnan himself.

Sean Connery i København

Onsdag den 27. august 2003 - lidt før klokken 19.00 - trådte Sean Connery ud af en Mercedes S500 på parkeringspladsen foran Parken i København. Det var første gang den originale 007-stjerne var på dansk jord. Formålet var at se fodboldklubben Glasgow Rangers mod FCK i en kamp om at komme i Champions League.
B.T. fangede Sean Connery før han forsvandt ind i Parken til fodboldkampen mellem Rangers og FCK.

Krads kommentar til kampens dommer

Den skotske legende kom direkte fra en god middag i Tivoli, og indtog æreslogen, hvor han da også så det skotske hold vinde en sen 2-1 sejr. Som så ofte før trak skotten sig derfor tilbage i triumf.
Bond-stjernen kom, så og sejrede. Men knyttede efter kampen en krads kommentar om kampens dommer, der naglede ham som på et Thunderball spyd.
Bond-bloggens bestyrer tæt på mesteren selv. Man kan læse alt om Connerys besøg på linket herover.

GoldenEye åbnede DRs første 007 kavalkade

I 40 året for den første Bond-film, Agent 007 - Mission: Drabs danske premiere, besluttede DR at tage hul på den første landsdækkende 007 kavalkade på tv.
Berlingske Tidende brugte en hel forside på at fortælle om DRs Bond-kavalkade.

GoldenEye som DRs julefilm

Bond-serien havde siden 1988 kørt på diverse lokale tv-kanaler, ophugget i reklamer, ligesom filmene havde været tilgængelige som leje og købevideoer i over et årti.
Alligevel ryddede Berlingske Tidende forsiden på Magasin samt to sider inde i avisen på at fortælle danskerne om dette uforgængelige stykke populærkultur.
Lørdag den 27. december - anden juledag 2003 - rullede GoldenEye, som den første Bond-film uden reklamer, over skærmen i Danmark.

Driftsikker?

Som et litterært supplement til gensynet med de gamle Bond-film kunne man i juleudgivelsen af Carlsens Filmårbog 2003 læse Nicolas Barbanos vurdering af 007s aktuelle forfatning i Die Another Day.
Skribenten betegnede Brosnan som "driftsikker", men bemærkede, at producer Barbara Broccolis greb om 007s univers ikke var udpræget imponerende.
I det følgende år skulle det vise sig, at Brosnan og Broccoli familiens greb om hinanden heller ikke var så sikkert endda ...
Fotomontage: @Bond-bloggen.dk. All Rights CARLSEN Gengivelse af Nicolas Barbanos tekst fra Carlsens Film 2003.

2004

- Roger Moore indtog Danmark

Roger Moore til royal fest

Roger Moore indtog igen de danske stuer i 2004. Fra 2. april 2004 nåede DRs Bond-kavalkade til Lev og lad dø, Moores første 007-film fra 1973. Og fra 2. juni begyndte DR også at genudsende De Uheldige Helte, serien fra 1970erne, hvor Moore spillede aristokraten Lord Brett Sinclair overfor Tony Curtis' rigmand Danny Wilde.
I Danmark fik Moore dermed pludselig sin anden vind, hvilket han mærkede, da han sammen med fru Kiki Moore deltog i  to prominente fester i det danske kongehus.
 
Den 14. maj 2004 ankom Moore under stor applaus til Københavns Domkirke, hvor Kronprins Frederik blev gift med Mary Donaldson. Den 11. juni var briten atter tilbage i smokingen for at fejre prins Henriks 70 års fødselsdag på Fredensborg Slot.
Som de millioner af danskere, der fulgte begivenhederne på tv kunne konstatere, viste Moores elegante manerer og kvikke bemærkninger til journalisterne, at gentlemanden ikke var langt fra det image, han viste i sin sidste Bond-film, Agent 007 i skudlinjen fra 1985, der blev vist på DR den 19. november 2004.
Foto: All Over Roger Moore til fester i det danske kongehus, og som Bond og Brett på tv med elegante fest-manerer.

"Indtil videre er Brosnan Bond"
- Eon talsmand til Filmz

Alt var bare ikke fest og kulørte lamper i Bonds verden. Rygter om, at Eon productions efter Die Another Day havde opsagt Pierce Brosnan var begyndt at versere. Filmz fik fat i Eons talsperson, der noget kryptisk formulerede at Brosnan "indtil videre" var Bond - men at han ingen kontrakt om en femte Bond-film havde underskrevet.
16. februar 2004 begyndte rygterne om, at Brosnan måske ikke skulle fortsætte, at rulle i Filmz.

Skuffet Tarantino

I marts 2004 slog B.T. fast, at Brosnan var ude af Bond-billedet. Avisen brugte instruktør Quentin Tarantinos skuffelse til at understøtte historien om at "Bond var død". Tarantino havde håbet at få lov at instruere den næste 007-film, Casino Royale, men kunne kun se Brosnan i hovedrollen.
B.T. beskrev den 14 marts, at Brosnan var droppet som Bond. Klik og læs originalhistorien.

Animations agent Brosnan

Helt færdig med Bond var Brosnan da heller ikke. Skuespilleren endte sine 007-dage som en animations-agent ved både at låne sin lighed og stemme til computer-spillet Everything or Nothing. Med en historie af Bruce Feirstein om terrorisme og nano-teknologi udkom det i februar 2004.

Aldrig den samme film

Berlingske talte i forbindelse med spillets udgivelse med Gunnar Wille, lederen af Animations instruktør udddannelsen på den danske filmskole. Han så en fremtid for sig, hvor computer-animation og forskellige slutninger ville blive hverdag i filmens verden også.
"Hvis den overvejende del af publikum .. græder, klapper eller råber, vil filmen ved hjælp af følecensorer i salen ændre handling, så man aldrig kommer til at se den samme film to gange", spåede Wille til Berlingske

2005

 - Daniel Craig contra prins Christian

Greves svar på 007

For store legebørn - såsom Greves svar på 007 - Vincent Serement - var computer-spil ikke nok. Opfinderen, faldskærms-udspringeren og flykonstruktøren blev i 2005 opsøgt af Ud og Se, der ville se nogle af de maskiner, som han havde bygget, og som delvis havde dannet inspiration til nogle af Bond-seriens første gagdets. En tro udgave af Lille Nellie fra Du Lever kun to gange var noget af det legetøj, som den danske vovehals kunne rulle ud af sin private garage.
Ud og se forvevigede den 76-årige dansker, Vincent Serement i sin egen udgave af "Lille Nellie".

Moore som H.C. Andersen ambassadør

Det blev også ganske vist, at Roger Moore fik titel af H.C. Andersen Ambassadør med licens til at udbrede kendskabet til den verdensberømte digter. I 2005 fyldte den danske eventyr-fortæller 200 år, og det skulle markeres ved flere kulturelle begivenheder i Danmark.
Moore og fru Kiki var selv tilstede i Nyhavn, hvor 007-stjernen blev præsenteret sammen med sangeren Harry Bellafonte, skuespilleren Bodil Udsen og prinsesse Benedikte. Den 2. april 2005 deltog Moore bl.a. i et stort anlagt show i Parken i København, overværet af den danske kongefamilie, og med GoldenEye sanger Tina Turner som topsolist.
Foto: MI6/Klik og læs mere Moore indsat som H.C Andersen ambassadør med prinsesse Benedikte, Bodil Udsen og Harry Belafonte.

BONDS BIL SYNLIG

Den usynlige Aston Martin fra Die Another Day er synlig i Assens, hvor Strøjer-samlingen har den udstillet.

Bond-bil i Assens

En anden betrømt fynbo, der kom i fokus i 2005 var Jørgen Støjer.
Ikke bare havde han gennem en menneskealder været frontfigur for den fynske virksomhed Strøjer Tegl. Han havde  også samlet et væld af historiske biler, blandt andet en af de modeller af Bonds Aston Martin, der havde været brugt i Die Another Day.

Prins Henrik som 007
Da Strøjer den 10. oktober 2004 slog dørene op for sin bil-udstilling på Støjersamlingen på Vedstårup Teglværk, mødte selveste prins Henrik mødt frem for at få sig en prøvetur og føle sig som en ægte 007.
Fynes.dk skildrede, at Prins Henrik legede med i Strøjer-samlingen. Klik og læs historien.
  • Aston Martin Vanquish - Die Another Day.
  • Aston Martin V8 - The Living Daylights/No Time To Die
    Aston Martin V8 - The Living Daylights/No Time To Die
  • Aston Martin DB5 - 1964
  • BMW Z3 - The World Is Not Enough

Herover: Et udvalg af Bonds biler på Strøjer samlingen. Vognen fra Die Another Day, 2002, blev brugt i filmen. Foto: Anders Lindqvist.

Dansk hyldest til Connery

En anden, der havde oplevet det løft 007 kunne give ens selvtillid, var Berlingskes filmanmelder Ebbe Iversen.
I anledning af Sean Connerys 75 års dag, den 25. august 2005 beskrev han, hvordan den originale Bond i flere år havde givet ham goodwill, fordi han var blevet fotograferet sammen med superstjernen under et pressemøde.
Berlingskes filmanmelder lavede et personligt hyldestportræt af Connery, da Bond-stjernen fyldte 75.

En ny prins - og Bond

Den 15. oktober 2005 blev en historisk dag i Danmark.
Den dag kom prins Christian nemlig til verden på Rigshospitalet. Men for danske Bond-fans var opmærksomheden i højere grad rettet mod Themsen i London. 

00-Zzzz
Her blev Pierce Brosnans afløser landsat foran den engelske presse. Navnet var Daniel Craig, og ham kendte kun de færreste. Efter  at have udvist katastrofal umeddelsomhed på pressemødet fik 007 den sjette da også efterfølgende de lident flatterende øgenavne, Agent 00-ZZnnork, og 00-charme.
BILLED-BLADET gav Craig med grovfilen, efter den ny 007s katastrofale præsentation i London.

Bitter Brosnan i BILLED-BLADET

BILLED-BLADET fulgte op på det nye Bond-valg ved at bringe et særdeles bittert interview med Pierce Brosnan.
Den detroniserede 007-stjerne udtalte bl.a. at "det valg stinker"
Bond-bloggens bestyrer skrev for BILLED-BLADET, da Brosnan udtalte sig kritisk om sin afløser.

Modstod presset

Daniel Craig gik en særdeles hård tid i møde fra fans og presse. Men de første billeder af ham under optagelserne af Casino Royale antydede, at manden var i særdeles god form til at modstå den fysiske del af presset.

Om historien

For Danmark, James 5 bygger på et arkivmateriale, trukket fra tekst-arkivet og diverse avis, ugeblade, tidsskifter, programmer, pr-meddelelser, video-optagelser og tegneserier fra egne gemmer. For opklarende research er sitet Bondorama.dk ved Mr. Brian Iskov konsulteret. Kilder er citeret, hvor de optræder.
Vil man bidrage med yderligere historisk 007-materiale fra perioden, berigtige historisk ukorrekt data, eller påpege evt. mangelfuld kildeangivelse, er man velkommen til at maile til Bond-bloggen.dk på - Casper0910@outlook.dk