Bond-bloggens bestyrer gæstede P1's kuturprogram 4. divison for at fortælle, hvorfor den racistisk klingende titel NIGGERHEAVEN, ikke bør censureres i nyudgivelsen af Ian Flemings Bond-roman, Blodig vej til Jamaica.

Måske smagsdommere skulle prøve at læse bøger, i stedet for at censurere dem.

Tillad mig et lettere omskrevet Sean Connery citat fra scenen i Indiana Jones og det sidste korstog, hvor den gamle Bond-stjerne beder en tysk nazist om at læse bøger, i stedet for at brænde dem af.

For i 2023 er det tilsyneladende det samme, der er ved at ske med arven fra gamle Ian Fleming.

I anledning af 70 året for den første 007-romans udgivelse, genudgiver Ian Fleming Publications hele bog-og novellesamlingen.

Igen-igen-igen.

Men denne gang har såkaldte sensitivitets læsere været i gang med censurens ildrøde pen. For i 2023 brænder det i øjnene at erfare hvordan Fleming i passager beskriver visse folkeslag.

Fortrinsvis afroamerikanere.

Intet tyder på, at romanerne udkommer på dansk i 2023.

Forlagene herhjemme har i de senere år brændt sig på at genudgive både Flemings gamle titler, og de nyere 007-romaner, skrevet af hans officielt udpegede efterfølgere.

Der er bare ikke så meget salg i Bond-bøgerne i Danmark længere, som der er i filmene.

Alligevel opildner censureringerne til debat. For er det ikke i orden at moderere sproget, så længe man klart orienterer om det på omslaget. Og når det i øvrigt sker under hensyn til, at den overordnede historie og læseoplevelse, ikke lider skade?

Det var det spørgsmål Cecilie Nielsen stillede Bond-bloggens bestyrer i P1s kulturprogram 4. Divison med Gitte Løkkegaard og Adam Holm som medværter.

Hvis man vil undskylde ordvalget er diskussionen bare ikke helt så sort eller hvid. 

For det første må man sige at Fleming i Danmark fra begyndelsen  har været censureret.

Når læsere i 1950erne og 1960ere sprættede deres Bond-romaner fra Grafisk forlag op med papirkniv, var det ofte til sider, hvor Flemings beskrivende passager var forkortet til enkelte sætninger. Eller sprunget helt over.

Ingen brokkede sig dengang over det.

Først med tiden begyndte Bond-fans at sammenstille de danske med de originale værker, og opdage hvor mange nuancer, der var gået tabt.

De fleste ændringer ramte Flemings anden roman, Live and Let Die. En historie, der bl.a. foregår i New Yorks Harlem-diskrikt, hvor 007 er på udkig efter det, forfatteren i 1954 kaldte negergangsteren Mr. Big. 

N-ordet findes i begge danske oversættelser af bogen, der blev udgivet i 1958 på Grafisk forlag og i 1965 fra Skrifola. Begge steder under titlen Blodig vej til Jamaica, og med forfatterens navn gengivet som JAN Fleming.

Heller ikke i 2014, da Rosenkilde og Bahnhof genudgav serien, nu med Flemings titel korrekt oversat til Lev og Lad dø, blev betegelsen af sorte, ændret til afroamerikanere. 

Forlaget holdt sig til Grete Juel Jørgensens gamle oversættelse. Med forordsforfatteren Rasmus Paaske Larsen som sproglig revisor, oplevede Bond derfor både kvindelige negerchauffører, og hørte om neger-dragere på de amerikanske togruter.

 I de nyere udenlandske versioner af Live and let die er N-ordet tilgengæld blevet ændret. Og det er stadig tilfældet i de opdaterede 2023 versioner.

Alligevel er det ikke  nok for de såkaldte sensitivitets-læsere med licens til at dræbe ethvert potentielt stødende ord.

Et kapitel i Lev og lad dø, kaldet Niggerheaven,  bliver i de nyoversatte engelske versioner ændret til Seventh Avenue.

Af åbenlys hensyn til racismen i N-ordet.

Forlaget oplyser ovenikøbet, at Fleming selv godkendte rettelsen, inden han døde i 1964. Et korrekt, men noget bekvemt argument. Fleming var rigtig nok forretningsmand. Han indså hurtigt at lempelser kunne være nødvendige, hvis hans historier skulle bredest muligt ud. Men det forklarer ikke, hvorfor titlen ikke tidligere er blevet rettet i de mange genudgivelser af Lev og lad dø.

Problemet med at stryge ordet Niggerheaven er at N-ordet i kapitlet kun er brugt i en reference til en titel af en anden forfatter.

Niggerheaven er en bog, skrevet i 1926 af den amerikanske musikanmelder Carl van Vechten. I sin samtid satte den fokus på alle de glimrende sorte kunstnere og kokke, spillesteder og restauranter, der kunne opleves i Harlem.

Da Bond og hans CIA-kollega gæster Harlem og overhører to afro-amerikaneres samtale bemærker de, at det er ”lige ud af Niggerheaven”.

Blot at stryge referencen vil på mange måder gøre Bonds univers mindre sofistikeret og samtidsoplyst. For skal Van Vechtens roman så også kastes på censurens bål? Og hvor mange andre historiske værker skal så også med i ilden?

I forordet til Rosenkilde og Bahnhofs 2014 version af Lev og lad dø, bemærkede Rasmus Paaske Larsen, at Flemings syn på afroamerikanerne ikke var så entydigt stereotypt, som man umiddelbart skulle tro.

Nuvel. Som i mange andre udgivelser fra den tid ligger der en generelt nedladende småracisme i grundtonen. Den patroniserende stil overfor alle andre folkeslag end briterne selv er en del af hele Flemings imperialitiske stil. Den må man leve eller – nåja – lade dø med.

Meget af den kontroversielle omtale piskes ligeså meget op fra den hype, der omgærder bøgerne, og som er skabt af pr-folk.

I Danmark var det således omslagsomtalen til Blodig vej til Jamaica der i 1958 betegnede 007s modstander som Negerkolossen Mr. Big. Ikke Bond, eller Fleming.