"DANG-der-der DANG-DANG".

Musikken kunne høres på lang afstand. De toner tog man ikke fejl af. For de trænede ører havde de fået et mere lounge-agtigt trommebeat, end da de første gang var blevet spillet på en elguitar i 1962.

Men det var uden tvivl samme tema.

Musikken kom fra store højtalere, som den danske afdeling af filmselskabet U.I.P. havde stillet an på et stillads på fortorvet overfor biografen. Tonerne var det første, man registrerede gennem taxaens regnvåde ruder på Gl. Kongevej i København.

Det næste var projektørerne.

Keglespots dansede op over glasfacaden, strejfede plakaten med den mørkhårede mand med lyddæmper-pistolen på hjørnet af Imperial, og steg videre op igennem finregnen på den sorte aftenhimmel.

På vejen foran indgangens røde søjleparti var en militær leopard tank på larvefødder kørt i stilling. Med billigelse fra den daværende danske forsvarsminister, Hans Hækkerup var kampvognen ovenikøbet blevet bemandet med danske soldater i camouflage-uniform fra Antvortskov livregiment i Slagelse.

Kampvognen tog næsten fokus fra det ellers så skinnende eksemplar af en BMW, der gjorde det ud for heltens nye supervogn.  Den holdt parkeret ved siden af indgangens hvide baldakin, hvor modeller i Saga Furs pelse tog imod gæsterne.

Der var et menneskeopløb, som stod gaden i brand. To røgkanoner for fuld udblæsning, fik det også næsten til at virke sådan. Som de siger i England: Where theres is smoke, there is fire.

Det var ikke en helt almindelig aften i Skandinaviens største biograf, Imperial Bio.

Indbydelsen til ”The black tie event of the season” var blevet sendt ud flere uger i forvejen.
En aflang, miniudgave af plakaten i sammenfoldet karton med femten sponsor-logoer påtrykt på bagsiden. Sammen med smoking og biograf-billetten, var den en del af aftenens adgangskode.

Det eftertragtede adgangstegn kostede 275 kroner og var printet ud på lyseblåt pap via EDB-anlæg. Små ti år tidligere havde det erstattet det gamle system i Nordisk Films Biografer, hvor en kulørt ”busbillet”  manuelt blev revet af en rulle og skubbet ud gennem lugen til køberen.

Blot et lille tegn på, hvordan også Danmark medio 1990erne havde taget de første spæde skridt mod en mere moderne elektronisk tidsalder.

Navnet og nummeret på aftenens hovedattraktion var dog det samme …

Torsdag den 11. januar 1996 var en dato imødeset med knugende forventning, og nærmest ulidelig spænding.
Buen var blevet spændt den junidag i 1994, hvor meddelelsen om den nye mand i rollen gik verden rundt. Men for de største fans havde den nu varet endnu længere.

Den begyndte i det øjeblik, hvor de sidste sluttekster kørte over lærredet på Licence To Kill, helt tilbage i sommeren 1989.

Det var over seks år siden nu, og imellem tiden var det nærmest som om nedtællingsuret var gået i stå, mens verden tilgengæld havde gennemgået den mest banebrydende politiske, geografiske og teknologiske omvæltning i 45 år.

Meget var begyndt med Sovjet-præsident Michail Gorbatjovs reformpolitik i midten af 1980erne.

Begreber som Glasnost og Perestojka kulminerede i den kolde krigs ophør, kommunismens kollaps, Berlin-murens fald, Tysklands genforening og de gamle østbloklandes selvstændighedserklæringer.
De hemmelige agenters æra blev erklæret forbi. Spion-filmen, som verden havde kendt den i over halvtreds år, blev betragtet som out-datet.

Men trods ny optimisme og politisk forår blev verden nu ikke et fredeligere sted.

I begyndelsen af 1990erne kunne danske seere via TV2s live billeder fra Ted Turners Cable News Network, se hvordan amerikanske jagerfly bombede strategiske mål i Bagdad. Major Svend Bergstein orienterede dagligt med pegepind i hånden om den golf-krig, der blev indledt, da den irakiske diktator Saddam Hussein, besatte oliestaten Kuwait.

Siden så man hvordan borgerkrigen blussede op, og eskalerede i de Balkan lande, der engang havde været under sovjet-kommunistisk kontrol, men som nu i stedet stod i brand. Splittet af etniske uoverensstemmelser, der førte blodige masseudrensninger med sig, og krævede en revidering af mangt et atlas, efterhånden som nye nationer blev dannet.

Denne aften i begyndelsen af det herrens år 1996, var det på mange måder ”en ny verden, med nye fjender og nye trusler”, som det hed i det oplæg, som GoldenEyes reklame-afdeling så dygtigt havde formuleret.

Men i en verden af kaos kunne der nu trods alt bibringes en vis orden.

Noget kunne atter blive som det var engang, og som det burde og skulle være.

James Bond – Agent 007 var tilbage.

Indenfor lignede Imperial biografen også sit gamle jeg.

I 1996 var biografens vestibule endnu udsmykket med en smuk  bladguldsvæg bag caféen. Arkitekten Otto Frankild havde tegnet den i 1960, og i dens gyldne reflektioner bevægede gæsterne sig op af den røde løber, der nærmest fungerede som en slags memory lane.

Bag glasruderne i biografens udhængsskabe stod diverse 007-billeder, plakater og rekvisiter udstillet. Heriblandt den danske romanudgave af Operation Mord af en vis JAN Fleming, fra dengang det hele begyndte i 1963.

Dengang var der ikke samme blus på gallaskæret, som i Imperial, hvor nedringede kvindelige fotomodeller på biografens første sal gik og serverede champagne i høje krystalglas – Bollinger, of course.

Ved et nyreformet spillebord kunne man fordrive ventetiden på at spille Black Jack, mens bandet Five Alive musicerede de forskellige Bond tema-sange. Ifølge den officielle tidsplan skulle tolv limousiner med ligeså mange særligt indbudte danske V.I.P’ere fra den kulturelle elite, sætte folk af foran Imperials hovedindgang.  Så på den røde løber var der for alvor gang i den.  

”Den danske James Bond”, som Ugens Rapport i 1980erne betegnede den midaldrende racerkører Thorkild Thyrring, fortalte journalisterne anekdoter om sit møde med den nye Bond i London.

Tidligere rektor ved Statens Teaterskole Lone Hertz afslørede, at hun for første gang skulle se en Bond film i biografen. Fodbold-stjernen Mark Strudahl delte rampelyset med den navnkundige sportsjournalist Claus Borre, mens trend-skaberne Eva Kruse og Uffe Buchart fra ungdomskanalen ZTV for enden af den røde løber stillede sig an i  klassisk 007 positur med to røde vandpistoler korslagt over brystet.

Udenfor stod kendis-kokken Henrik Boserup og talte ned i en af sikkerhedsvagternes walkie talkies,  og op af de brede marmortrapper til biografens bar gjorde den dårende dejlige danske fotomodel Tina Kjær nu sin entré.

Tina Kjær var i 1995 en af de modeller, der var blevet nævnt, som et muligt bud på rollen som computereksperten Natalia i GoldenEye – den der gik til polsk-svenske Izabella Scorupco.

BILLED-BLADET noterede sig, at frk. Kjær rejste sig og forlod salen, da Scorupcos første scener kom på ….

Men først skulle det store opbud af fotografer knipse og filme tv-darlings som Lykkehjuls-modellen Maria Hirse, sangeren Annette Heick og tv-værten Pernille Aalund, mens de poserede i deres figurstramme kjoler. Og imens nærmerede klokken sig langsomt 19.50, og ankomsten for den giraf, hele det celebre selskab havde set frem til at møde.

Manden var landet ved 13. tiden i Kastrup lufthavn fra Rom, og var nu på vej fra det luksuriøse hotel D'Angleterre på Kgs Nytorv.
København var sidste stop på en lang verdensomfattende pr-tur. Men filmstjernen fra Hollywood måtte overfor BILLED-BLADET indrømme, at han havde undervurderet interessen for sin person i det, han troede blot ville være ”en lille skandinavisk sidegadebiograf”.

Da Pierce Brosnan trådte ind på den røde løber var han dog ikke ene om at mærke suset ….

Indtil 1996 havde Danmark været et forholdvist simpelt sted, opdelt i to lejre. Dem, der var til Sean Connery, og dem, der var til Roger Moores James Bond.
Hvis George Lazenby og Timothy Dalton havde en dansk fangruppe, kom den i al fald ikke til orde blandt de adspurgte danske celebriteter på den røde løber, hvor stemmerne til fordel for Moore og Connery i 1996 fordelte sig nogenlunde lige.

Brosnan havde ellers henvendt sig direkte til publikum i filmens trailer. Den blev sendt ud i danske biografer i juli 1995 i forbindelse med premieren på Die Hard with a vengeance, den tredje i serien med Bruce Willis som den barske politimand, John McClane.

"Forventede i at se en anden?”, spurgte Brosnan ironisk i traileren. Overalt i landet blev han lanceret på plakater under teksten: ”Du kender navnet – Du kender nummeret”.  

Aftenens konferencier, Jens Gaardbo  nedtonede da heller ikke just det nye forbilledes status på scenen:

”Ja, havde vi ikke haft Jesus havde vi tage James”, sagde den daværende tv2 star ironisk i sin åbningstale til premiere-menigheden.

Da var alle omsider kommet op i salen, efter at filmselskabsfolk og beundrerinder med dybe kavalergange, havde kredset omkring Brosnan i et afgrænset aflukke bag et fløjelsreb i foyeren.

Brosnan kunne faktisk også se ud over et publikum, der afspejlede heltedyrkelsen.

Imperial var fyldt med mænd i sorte smokings og habitter, en enkelt sågår i hvidt safarisæt model Roger Moore 1974.
Flere var tilmed bevæbnet med legetøjskopier af Bonds håndvåben.

Ranke kropsholdninger og cool attituder dominerede en skare, hvis identifikation med helten  - hvad enten forbilledet så har heddet Connery eller Moore - afspejlede samme fællesnævner: 007-stil.

Og det gjaldt ikke kun det mandlige publikum.

Også det kvindelige havde dresset sig op i Bond-pigernes glamourøse og eventyragtige diva-look ved at trække i elegante galla-kjoler, style frisurene og overdrive make-up’en.

Hvis de da ikke mere dristigt havde valgt at give los til en playboy-fantasi ved  at iføre sig  stramme catsuits, gyldne bikinitoppe og ditto parykker.
Som de danserinder fra dansestudiet Stepz, der på Imperials proscenium skulle optræde med et sexet show til tonerne af Tina Turnes titelmelodi, inden filmen skulle i gang.

Kald det sofistikeret karnevalsstemning, eller sammenlign – som en østtysk journalist fra Junge Welt gjorde i 1960erne – Bond-fanskarens adfærd med den, som primitive stammefolk udviser, når de ifører sig pelsen fra et flået rovdyr i troen på, at få dets styrke overført til sig selv.

Den individuelle indlevelse og spejling i forbilledets verden, skabte den aften i Imperial et identitetsfællesskab, som man aldrig tidligere havde set magen ved en dansk gallapremiere.
End ikke Star Wars – eller senere Harry Potter og Ringenes Herrer –  fik flertallet af publikum til at komme anstigende, udklædt som robotter, troldkarle og Hobitter. 

I Bonds tilfælde fyrede det glamourøse særarrangement med glas og galla, der angiveligt stod i en pris af 300.000 kroner, alle propper af. Ikke blot fra filmselskabets og publikums side, men også i pressen, der med Ekstra Bladet (af alle) i spidsen udkom med et 12 sider stort reklame-tillæg om Bonds genkomst dagen derpå. (Gengivet herunder)

Modsat sportsarrangementer eller koncerter, tjente det selvfølgelig intet formål i forhold til præstationerne på lærredet, at publikum mødte op i ”klubfarverne”. Da først filmen gik i gang hjalp ingen opmuntrende tilråb. Men også applaus var i 1996 blevet en nedarvet dansk tradition ved en Bond-premiere.

Traditionen opstod i spontan begejstring ved gallapremieren på Goldfinger i London i 1964, da Connerys Bond afslørede en knastør smoking under sin dykkerdragt. Men det blev første gang beskrevet i Danmark i 1981, hvor et ungt publikum under For Your Eyes Only begyndte at klappe af de rituelle replikker, pifte af pigerne og hisse af skurkene i en stemning, der også skulle bryde ud denne aften hen imod åbningens indledende klimaks, da Bond fra en klippekant satte efter et faldende fly på motorcykel, uden faldskærm …

Men før man kom så vidt skulle tiden selvfølgelig lige trækkes lidt.

Pierce Brosnan skulle – under publikums stående applaus – på scenen og takke ”The wonderful mad people of Copenhagen” for modtagelsen med et håndkys blæst ud i salen.

Jens Gaardboe skulle takke sponsorerne, og henlede opmærksomheden på, at festen skam ville fortsætte efter filmen med pindemadder og champagne, samt gratis bustransport til Casino Copenhagen på Amager.

Her ville muligheden være for at drive omkring i et miljø, ”tyk af røg og kvalme dunster af parfume og sved som følger med hasardspil om høje indsatser”, som gamle Ian Fleming havde skrevet på den første side i sin debut-roman Casino Royale treogfyrre år tidligere.

Dengang havde man skrevet 1953 – og op til 1996 var der immervæk et historisk hop. Men da scenen omsider blev ryddet, mikrofonstativet lagt ned foran lærredet og lyset blev dæmpet, kunne tiden for så vidt have stået stille.

For James Bond var stadig med.

Klokken var nu 20.50, det var torsdag den 11. januar 1996 – og nu var det nu.

Seks års ulvetid var omsider forbi. En ny tidsregning kunne begynde.

Fra 1.179 udsolgte sæder blandede en mumlende hvisken sig med lyden af raslende slikposer og klikkende legetøjspistoler, mens det store blå gardin, der hidtil havde stået oplyst af et 007-formet lysspot, andægtigt gled til side. Da gjorde det ondt nede i maven.

Og pinen blev ikke mindre af, at det i første omgang var for at afprøve biografens THX-surround sound system.

Gardinet skulle såmænd både trækkes for og fra endnu engang. MGM Løven Leo skulle brøle og det nye United Artitsts logo lyse, førend det hele kunne begynde. Og så gik der jo lidt ekstra tid med det. Men til sidst kunne den ikke trækkes længere …