I byen – i byen – i byen med Mugge, lød en fast rubrik i ugebladet Se og Hør, hvis glas-og-galla journalist var på bowlerhat med alle de kendte i 1970erne. En af dem var selveste James Bonds hemmelige søn – altså den rigtige Bond, som kun Ian Fleming ellers kendte, men som Mogens Mugge Hansen udgav en bog om – uden at have licens til det. Titlen, Borte med gæsten er ligeså underlig, som historien …

Den fipskæggede herre med bowlerhatten. Ham kendte alle. 

Der var nålestribet elegance over Mogens Mugge Hansen på en rød løber. Også selvom hans journalistiske metoder ikke altid var ligeså fine i snittet. 

Billedet af Dirch Passer, der moser en lagkage ud i hans fjæs, er et synligt bevis på konsekvenserne for sladder.

Foretræde for Bonds elskerinde

Alligevel kom Mogens Mugge Hansen pænt ud af Aller koncernens svingdør med dronningens fortjenstmedalje med krone for fyrre år glimtende på sit bryst. Og hvis nogen fra Se og Hørs slyngelstue i 1970erne nogensinde ville få foretræde for en japansk contessa på et italiensk kanalslot i Venedig, så var det Mugge. 

Hvilket var hvad han – angiveligt – fik medio 1970erne, da han forfulgte det spor, der førte ham til at skrive bogen Borte med gæsten. En roman med den ægte James Bonds hemmelige søn James Suzuki i hovedrollen – i et hæsblæsende spion-mysterie, som Mugge sendte afsted på fiktionens vinger. 
Skønt han hævdede, at have baseret det hele på en autentisk operation, autoriseret af ambassadøren af Lichtenstein. Af alle …

Borte med gæsten fra 1976 er et Bond-kuriosum. I dag fremstår den som et særegent dansk bidrag til den litterære kanon af Bond efterligninger. Ifølge kolofonen er romanen oversat fra den engelske titel, Gun with the wind. Men begge titler er til lejligheden opfundne ordspil. Det giver ingen mening, at søge en mening med dem.

Ikke desto mindre har journalistens kreative hjerne ikke haft bowleren skruet helt forkert på, da ideen blev undfanget. 
Mugges bog er nemlig en udløber af en af de mest populære, officielle Bond-udgivelser, John Pearsons biografi, Jeg er 007 – James Bond fra 1973. I den opstiller Pearson den præmis, at James Bond er en virkelig person, som Ian Fleming fik lov at interviewe om hans fantastiske liv.

Mødte den ægte Bond

Flemings bøger – må vi forstå – er altså blot pyntet fiktion, skabt for at forvirre sovjetrusserne og opbygge en legendarisk status omkring Storbritanniens efterretningsvæsen. Mens Pearson møder den ægte Bond, så han kan fylde alle de huller ud, der er mellem bøgerne med indsigtsfulde beretninger. Bl.a. om hvad der egentlig blev af alle de kvinder, 007 møder i  bøgerne.

Mugge, der mellem sine kulørte ugebladsreportager, også fik tid til at forfatte kriminallitteratur, har læst bogen med stor interesse. For navnlig historien om den søn, som Ian Fleming i romanen Du lever kun to gange, James Bond fra 1964, lader sin helt få med den japanske fisker pige Kissy Suzuki, havde potentiale.

Ian Flemings Bond fik aldrig at vide, at han skulle være far. Agenten havde hukommelsestab, da han forlod den gravide fiskerpige på en japansk ø, og forfatteren døde, uden at have nævnt noget om barnet i sin sidste roman, Manden med den gyldne revolver, 1965.

Til Kissys slot i gondol

Ergo var her den tråd, Mugge skulle bruge for at træde digterens nål. For ligesom Pearson er de celebre snirklers snushane fra Se og Hør ude i et hjemmesyet postulat om, at han i sandheden og sensationens interesse har opsporet Kissy Suzuki. 

Efter Bond forlod hende er hun blevet gift med en italiensk greve. Nu residerer hun på det pompøse  Palazzo Monte Rossi i Venedig, hvortil Mugge ankommer i gondol for at finde ud af, hvad der er blevet af mester-agentens søn.

Det forbløffende ved Borte med gæsten er, at den over flere sider ordret citerer lange passager fra Flemings Du lever kun to gange fra 1964. Uden at nogen på Chr. Erichsens forlag tilsyneladende har bekymret sig det mindste om copyrights. 1970erne var bare et friere sted, og det danske sprogområde har formentlig været for lille en gråspurveredde, at rette de juridiske kanoner mod.

Ikke desto mindre tager Mugge altså Flemings karakterer, som film-folk som Kevin McClory og Charlie K. Feldmann immervæk kæmpede om retten til at benytte ved britiske domstole, og gør til sine. 

For minsandten om ikke det lykkedes Mugge at besnære den ellers noget kølige Kissy -  til at afsløre sin søns opholdssted: Ligesom sin far har James Jr. hang til det eksklusive. I Harry Bar på Marcus pladsen indfinder den halvt japanske levemand sig senere med en slavisk skønhed.  Mugge får sit scoop af et interview, blot ved at gå ned til hans bord og drikke dus.

Eftersom bogen selv stjæler med arme og ben fra Fleming og Pearson, er følgende beskrivelse af James Bond juniors biografi, løftet direkte fra Mugges sider:

”Født på Kuroøen i Japan for 21 år siden, opdraget hos sin mor og hendes japanske mand, der arbejdede for Shell i Yokohama. Kostskole i England, men ikke Eton, derimod Yarmouth. Pænt middelklasses opdragelsessted. 

Tilbage til Japan omtrent på det tidspunkt, hvor moderen lod sig skille for atter at gifte sig med den italienske greve. Mens hun og hendes noget ældre brudgom, hvis første ægteskab det var, rejste til Venedig og rykkede ind på det gamle familiepalads, blev James i Yokohama, hvor han godt nitten år gammel, rent ”tilfældigt” blev kontaktet af sin fars gamle stridsbroder, Tiger Tanaka og medvirkede i et par hemmelige operationer med stort held. 

Sin far mødte han først, da han var fyldt 20 – altså et årstid forinden vores samtaler i Venedig. 
Det foregik på hotel Georges V i Paris, hvortil junior og Tiger rejste sammen. Senior sad i et hjørne af baren og ventede dem. De faldt hinanden om halsen og talte tvangfrit om ”alt”, som junior meget diskret kaldte det. Faderen nævnte, at han en gang tidligere havde set sønnen og viste ham et fotografi, han altid bar i sin tegnebog – samme som han præsenterede forfatteren John Pearson for …”

- Borte med Gæsten, side 36-37.

Et billede af junior, fordrende duer på Markuspladsen, får Mugge også med hjem. Men kun "skudt" fra ryggen, da James Jr. som sin far også er hemmelig agent. 

Af samme grund kører Mugges publikation (han nævner ikke hvilken) samme billede, som på bogens forside. Et pr-foto fra Lev og Lad dø, hvor Roger Moores ansigt er byttet ud med et spørgsmålstegn.

Nu går den vilde skattejagt

Historien skal derpå have gået sin opsigtsvækkende gang, verden rundt – også selvom mange betvivlede dens ægthed, som Mugge ærligt nok skriver. Og således kunne gimmicken være endt. Men det var blot første halvdel. 
I Borte med gæstens del to, går Mugge først rigtig i Flemings fodspor, idet han – mod at få historien – efterkommer et ønske om hjælp fra Lichtensteins ambassadør.

Han vil have James Suzuki til at skaffe en medaljon fra en anden kvindelig spion, der befinder sig på en luksusliner på Nilen. Mugge formidler kontakten og herfra udarter det hele sig i noget, der i dag minder mere om Michael Douglas og Kathleen Turners Nu går den vilde skattejagt/Romancing the stone fra 1984, end om Bond.

Handlingen er rodet og tynd, og hvorfor skrive om  Bonds søn, uden at give ham nogle træk, der bevidst kan minde kernelæseren om hans far? James Jr. ryger ikke en pendant til Morlands special cigaretter med tre guldringe, han under sig heller ikke en overdreven udpenslet morgenmads-bestilling og får slet ingen sensuel nydelse ved et glidende gear-skift i en veteranbil. Alt det, Fleming sprøjtelakerede sine romaner med - og som man bl.a. finder parodieret skræmmende præcist i romanen Alligator fra 1963

"Istedet for Lucy Lica Dick hedder spionpigen blot Sandra ..."

Mugge opfinder heller ingen æggende heltinde. I stedet for f.eks. Lucy Lica Dick hedder spionpigen blot Sandra (?) Selvom James hurtigt nedlægger hende, forsvinder hun ovenikøbet fra historien efter et par sider. 

Mugge har fanget Hitchcoks idé om en eftertraget McGuffin. Derfor rummer Sandras  medaljon en hemmelig plan, som vi ikke hører detaljerne i. Men den har noget at gøre med den japanske kejser Hirohito, hvis portræt Mugge derfor har med i bogen. 

Han har også skrevet en Fleming-sadistisk tortursekvens, hvor James – ligesom sin far – må udholde smerte. Her fra glødende ildragere under armhulen.

Men James Suzuki – der optræder som James Haig, efter den skotske whisky – tager ikke skade af noget.  
Otte år før Roger Moores Bond gjorde det samme i Octopussy, 1983,  ender han ovenpå et lettende fly i den egyptiske ørken. 
Et land Mugge gør sit bedste for at integrere farverigt i historien. Mest ved at remse arabiske adresser op, som i princippet kunne ligge hvorsomhelst. Men Bond Jr. varmer da ørkensandet op, et år før Roger Moores Bond indtog det i Spionen der elskede mig fra 1977.

Som sand på en kiste

Videre velskrevet er værket ikke. Karaktererne kan højest kaldes skitser. Og lyder det virkelig som "når det første spadestik sand rammer et kistelåg ved en begravelse", hvis man får et slag i baghovedet med en gummiknippel, som forfatteren skriver, da James Junior på et tidspunkt sætter en fed græker ud af spillet?

I en anbefalelsesværdig podcast på Bond-o-rama (som kan høres her) omtaler Bondologerne Mr. Brian Iskov og Rasmus Paaske Larsen bogen på Libary Bar i København. Det var her Mugge i historien mødtes med Lichtensteins ambassadør. 

De runder bl.a. hvordan anmeldere i 1976 kaldte Borte med gæsten for ”noget sjaskværk”, og citerer Aalborg Stiftstidendes anmeldelse fra den 29 september 1976: ”Sproget er til tider temmelig dårligt … og hvordan ligger det for resten med copyright-reglerne”? 

Dyrere end Pearsons biografi

Heller ikke i Sherlock Holmes klubbladet var der begejsting:

”Agent 007s spændende, usandsynlige oplevelser er forbilledet, som bogen dog ikke lever op til, skrev Sherlockiana i 1976 og fremhævede bogens pris på 40, 55 øre. Det var mere end dobbelt så meget som John Pearsons officielle biografi, Jeg er 007 - James Bond, dengang kostede. 

I dag kan man købe Borte med gæsten antikvarisk på nettet til 50-100 kroner, om end den godt kan være svær at finde. Og af copyright årsager, står ingen officielle forlag i kø for at relancere den.

Anklagerne om litterært tyveri hang over Mugges bowler i 1976, men selv forsvarede han sig med, at bogen mest skulle ses som ”forskning” i Bond.

Som sådan har den nok mest interesse for kompletister. Ideen udviklede sig da heller aldrig til en serie. Og næste gang, man hørte noget til James Suzuki var det i den officielt anerkendte novelle, Blast from the past. Og nu var sønnen død af Fugu-fiske gift.

Forfatteren Raymond Benson lod Bond senior finde ham i en lejlighed i New York og beskrev i Playboy Magasine 1996, hvordan 007 opsporede og gjorde regnskabet op med hans morder – selveste Irma Bunt.

Mogens Mugge Hansen selv døde i 2004 – efter talrige andre, og bedre, udgivelser.

Borte med gæsten er hverken lige ved eller næsten ...

Men fans lader sig heller næppe fuppe. Og efter Pearson, er det trods alt friskt forsøgt af danske Mugge