Home Page

AGENT 007 I ILDEN, 1965.

Våd, vild og vanvittig kulørt. Historien er nok et svømmetag for langsom, men Bond på Bahamas med hajer, sexede sirener og Sean Connery i chauvinistisk topform er en bombe for sanserne.
* * * *

CASINO ROYALE, 1967

Vild og vanvittig. Bond-mania for rullende kamera, og en bong, der bare er for meget for alle seriøse 007 fans med hang til seriens ægte, royale blodbaner. *

DU LEVER KUN TO GANGE, 1967

To gange større, to gange så kitchet. Et rent Roger Moore film-forvarsel i spektakulær, japansk maskering. Sean Connerys Bond er død - parodien lever.
* * *

I HENDES MAJESTÆTS HEMMELIGE TJENESTE, 1969

Ingen havde hørt om ham før - fans har talt om ham lige siden. George Lazenby er stadig en dark horse, men rider i filmens sidste 25 minutter på ryggen af et majestætisk mesterværk. * * * * *

DIAMANTER VARER EVIGT, 1971.

Spionbranchen som samfundssatire og spænding som simili i seriens svar på en Tarantino kult klassiker. Selv med tømmermænd i Las Vegas er Sean Connery den ægte vare. * * * *

LEV OG LAD DØ, 1973

Hverken slanger, snappende krokodiller eller voodo-tegn kan stoppe Roger Moore i at sejle sin Bond-båd gennem et af seriens mest kulørt, underholdende eventyr. Sydstatssherif Pepper medregnet. * * * * *

MANDEN MED DEN GYLDNE PISTOL. 1974.

Høj gylden pistolføring i Thailand, et pletskud for turismen, men et karatespark for pjattet til, at den mørke tone mellem Christopher Lee og Moores to ens lejemordere rammer skiven helt rent.
* * *

SPIONEN DER ELSKEDE MIG, 1977.

Under et Union Jack banner af stil og storladenhed planter Roger Moore stistaven solidt mellem selvironi og seriøsitet, mens sexede Barbara Bach skinner om kap med kromen i Ken Adams kæmpekulisser, og gebisset i kæmpen JAWS .
* * * * *

MOONRAKER, 1979.

Bond imperiet slår igen med en affyringsild, der spektakulært, men for fjollet brænder filmen op i farce på vej ud i rummet, hvor ingen kan høre nogle grine af Roger Moore. En flovmand - men flot lavet og fremsynet.
* *

AGENT 007: STRENGT FORTROLIGT, 1981.

Seriens hidtil største aktion-orgie, spreder damebenene længere ud over historien, mens midaldrende Moore bjergbestiger en jordbunden agent affære, uden helt så meget glimt i øjet.
* * * *

OCTOPUSSY, 1983.

Farverig som et Fabergé æg, og ligeså kostbar i sin komiske timing, Tarzan-swinger en aldrende Roger Moore sig fra glamourøse Indien til koldkrigs-spændende Berlin i et af cirkus 007's største stuntshows.
* * * * *

NEVER SAY NEVER AGAIN, 1983.

Du laver kun "Thunderball" to gange. Til gengæld er Kevin McClorys genfilmatisering med Kim Basinger og Barbara Carreras smukke og onde feer, en mere tempofyldt tango end originalen. Uden Connerys comeback var den bare aldrig gået - aldrig.
* * * *

AGENT 007 I SKUDLINJEN, 1985.

Med sine stuntmænd dansende ind i Duran-Durans flammende titelsang for sig, affyrer seriens grand old man sit sidste charmeskud bjergsalt ud over Eiffeltårnet, Golden Gate og en skrigende, men smuk Tanya Roberts. Roger, over and out. Men stilfuld til det sidste:
* * *

SPIONER DØR VED DAGGRY, 1987.

Timothy Dalton vil så gerne spille Ian Flemings martrede helt, ligesom Bond-pigen Kara spiller klassik cello-musik. Så hvad laver en Aston Martin med lasere i hjulkapslerne, skurke fra spion-charmeskolen og en nøglering med bedøvelsesgas i den Hercules over et politisk betændt Afghanistan? * *

LICENCE TO KILL, 1989.

En Bond ser rødt. Men Timothy Dalton får nu lov i en stil a la Fleming - og med de tremmenet, filmens mange vindueslameller kaster over ham og Robert Davis lede narkoskurk, har lys og skyggesiderne i helten og skurken aldrig været behandlet mere seriøst. Barsk, blodig og blændende.
* * * * *

GOLDENEYE, 1995.

Brosnan bouncher i bungee-jump båndet mellem Connerys chauvinisme og Moores humor, men i en stil, der amerikaniserer Bonds verden. Larvefødderne under den elegante, slipse-bærende engelske Terminator trækker nostalgi og nutid gennem brokkerne, men rummer også en melankoli, der hører til i bøgerne, og gør historien semi-seriøs, hvor den blot burde være sjov og spektakulær.

* * * *

TOMORROW NEVER DIES, 1997.

Ligesom 007s mange maskinspistols-salver skyder den amerikaniserede aktion på alt det klassiske, men rammer ligeså tit forbi mål, som i plet. Brosnans wannabee Bond ved stadig ikke om han er muntre Moore eller seje Sean, og søger i sit forhold til eks-flammen Paris Carver efter lidt Lazenby-humanisme. Hvilket lykkedes bedst. Aktion-scenerne er eksplosive, men uoriginalt trættende, selvom David Arnolds musik hitter. * *

THE WORLD IS NOT ENOUGH, 1999.

Et forsøg på at klone "Agent 007 jages"s udspekulerede plot med "I Hendes majestæts hemmelige tjeneste"s kærlighedshistorie bliver en lokations mudret, men lejlighedsvis god Bond-film. Desværre får Brosnan og Sophie Marcheaus skurk ikke lov at spille den græske tragedie så seriøst, som stoffet kræver. Vi skal også have meningsløse maskinpistoler og Denise Richards med for at please Roger Moore's fanbase. * * * *

DIE ANOTHER DAY, 2002.

Med samme hast som skurkens ispalads smelter 40 års fødseldags-filmen sammen i en krympende flov computer-version af en serie, der engang var et filmisk flagskib indenfor innovation. Pierce Brosnan har omsider fundet stilen. Men hvad hælper det ham bag rattet i en usynlig Aston Martin, og på et surfbrædt ud af en Marvel-anination. End ikke duen fra Moonraker ville klatte her. Det skulle da lige være på Halle Berry.
* *

CASINO ROYALE, 2006.

Var det nødvendigt at begynde forfra? Kunne Craig ikke have indtrådt i den vanlige kronologi? Hvorfor ofre Moneypenny og Q, når der var plads til dem. Og hvorfor er Bonds boss stadig Judi Dench? 007's udviklingshistorie er det ugennemtænkte udspil i en ellers fantastisk film - med Bond i parentes. Craig debuterer med et royalt straight poker flush, spillet så selv Mads Mikkelsen græder blod for at knække ham. Men som 007 ender - knust af sorg over dobbeltagent Vespers død - er han ikke vor kendte overskudsfigur, men en bidsk, blond bulldog, blottet for charmerende vid. Men sikken begyndelse.
* * * * *

QUANTUM OF SOLACE, 2008.

Med sit laserblå blik rettet mod alle, der står ham i vejen slagter Daniel Craig sig ucharmerende gennem en skamklippet billedside. Orienteringen har man mistet under åbningssekvensen, og end ikke maestro Arnold lader musikken minde om, at dette ikke er Jason Bourne. En Bond uden overskud og intelligent dialog er ligeså ordinær, som enhver anden aktion-dummernik. Men det er en konsekvens af den udvikling, som forgængeren malede karakteren op i.
* *

SKYFALL, 2012

The Dark Bond rises. Javier Bardems blonde Joker wanabee og Craigs blonde James Bour'nd ender i kampen for at opnå M - som i moderkærlighed - fra Judi Dench i et kompleks, der er mere Ødipus'sy end Octopussy. En brillant billed-side og Adele camouflerer ikke, at historiens logik ryster gevaldigt på sigtekornet, eller at tonen konstant er i mol. Man ved noget er galt, når man savner Moonraker's lette løjer. For at citere skurken: Er der overhovedet noget af den gamle 007 tilbage?
* *

SPECTRE, 2015

Som en Hulk slår Craigs maskinklippede muskelhund ikke bare hul i hotelvægge, men også på en historie om fortid og familiesvigt - som Fleming aldrig ville have kedet sine eventyr-elskende læsere med. Jesper Christensen brillerer som detroniseret SPECTRE-gangster med en hvid svane af en datter, som han i bedste "I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste stil" lader 007 beskytte mod Ernst Stavro Blofeld. Han viser sig at være Bonds halvbror, og skydes ikke på klods hold af agenten, der engang gjorde det kolde drab cool. Craig'xit, please. * *

NO TIME TO DIE, 2021

Historien om en dødbringende virus, udviklet af M, der falder i de forkerte hænder, holder spændingen i en time, hvorpå de resterende halvanden mest består af lange, følelsesladede dialoger. Remi Maleks skurk har ingen klare motiver, aktionscenerne rummer intet nyt, men værst er, at Bond viser sig at have en datter, og vælger at ofre sig selv for familien i en tåreperser af en Hollywood slutning. Det viser, at Daniel Craig er blevet større end Bond-karakteren, siden Broccoli-familien tillader det. Endnu en skuffelse, men svær at tage seriøst, eftersom slutteksterne lover, at James Bond will return. * *