Berettigelsen af en romanudgave af den 20'ende Bond-film, Die Another Day er lidt diffus.
Læser man romanen før man ser filmen, får man afsløret hele handlingen. Venter man til bagefter er alle overraskelserne væk.
Hver side bliver en ren repetition af noget, man allerede har oplevet.

Romaner baseret på filmmanuskripter nedstammer fra tiden før video og streaming-tjenesterne slog igennem,. Dengang film var noget, man kun så én gang i biografen.

Ved at købe en bog, baseret på filmen, kunne man genskabe oplevelsen fra biografen og muligvis få detaljer forklaret eller uddybet, som man ikke havde fanget. I 1970erne var en film-roman derfor en vigtig knaphulsblomst i PR-porteføljen hos ethvert stort filmselskab.

Den første Bond-roman baseret på et film-manuskript udkom i 1977, da Christopher Wood skrev James Bond og Spionen, der elskede mig.  Ian Fleming havde betinget sig, at hans roman-historie fra 1962 ikke måtte filmatiseres. Broccoli måtte kun bruge titlen.

Wood omskrev derfor sit og Richard Maibums manuskript til en roman, der nok fulgte filmens eventyriske historie, men som i detaljerne og personbeskrivelserne, gjorde begivenhederne noget mere jordnære. Ikke mindst fordi de blev skrevet i den specielle jargon, som kendetegnede Flemings originale bog-serie. Og fordi Wood genskabte Flemings martrede og barsk kyniske Bond-figur, istedet for Roger Moores celebrity-spion. Det gav en hel ny dimension til The Spy Who Loved Me.

Kunststykket gentog Wood med James Bond og Moonraker i 1979, eftersom filmversionen med Roger Moore heller intet havde med Flemings Moonraker fra 1955 at gøre.

Med videoens udbredelse i 1980erne døde film-romanerne imidlertid ud. Kun Licence To Kill blev udgivet i 1989. Mest som et tegn på godt samarbejde mellem Broccolis Eon productions og Ian Flemings bogforlag Glidrose, der i forfatteren John Gardner havde en ny Bond-skribent de skulle have promoveret.

Licence to kill - Med ret til at dræbe blev den første filmroman, der udkom på dansk fra forlaget Winther. Den blev efterfulgt af Goldeneye i 1995, der også blev Gardners sidste film-roman.

Stafetten gik derpå videre til den næste officielt udpegede Bond-forfatter, Raymond Benson, der i 1997 og 1999 udgav film-romanerne Tomorrow Never Dies og The World Is Not Enough, herhjemme udsendt på to forskellige danske forlag.

Med Med Dø igen i morgen, skrev Benson i 2002 sin sidste Bond-roman – men hvad den giver af merværdi er mildest talt svært at sige.

Den 20’ende Eon film betragtes af mange hardcore 007-fans (inklusive denne) som en af seriens værste. Et plastik-produkt, læsset med pinlige computer genererede effekter, kliché-tung dialog og en usynlig Aston Martin.

Håbet var vel, at Benson ville beskrive lærredets overdrivelser på en facon, der kunne virke troværdig. Og forlene de karakterer, der i filmen fremstår som rene tegnefilms-figurer med en mere autentisk baggrund.

Ifølge Benson fik han bare ikke lov til at ændre noget i dialogen fra Die Another Days manuskript, skrevet af Neal Purvis og Robert Wade. Til gengæld måtte han godt opfinde nogle nye scener, for at give historien fylde.  

Det betyder, at Don og Lee – som er navnene på de to spion-kolleger fra Sydkoreas specialtropper som Bond indledningsvis surfer ind i Nordkorea med -  begge vælter på bølgerne. Det ses i traileren, men ikke i den færdige film)

Kun Bond går i land iført et knastørt jakkesæt under våddragten.

Referencerne viser, at Benson ikke forsøger, at ramme Flemings Bond, eller skrivestil. Og det er bogens helt store fejl.

Ligesom i filmen, bliver bogens Bond nemlig reduceret til en mand, der ikke har flere menneskelige følelser eller indre liv, end en af de pap-udskæringer af Pierce Brosnan, man kunne finde i datidens Blockbuster-butikker. Og som med sine konstante, kække kommentarer faktisk formår at gøre dialogen endnu værre end filmens egen.

"Bond er ligeså menneskelig som en papudskæring af Pierce Brosnan i en Blockbuster-butik"

”Nu kan de ventilere deres politik, Hr. General”, bemærker bogens Bond således, da hans modstander, den nordkoreanske general Moon, suges fast som et insekt på en ventilationsrist på et luftpudefartøj i åbningskapitlets første aktionscene. Sådan siger aktion-helte på film, men Flemings mere realistisk skildrede Bond ville aldrig have haft overskud til det. Slet ikke efter en kamp på liv og død i et minefelt.

Da generalen falder ud over et vandfald forklarer Benson tilgengæld hvordan han overlever. Moon formår at skyde sig fri af luftpudefartøjet med en bazooka, efter at have ligget fanget under det på hav-bunden.

Vi får også at vide, at han derefter gemmer sig i Nordkorea, inden han til sidst bestikker sig ud af landet med de umådelige rigdomme, som han åbenbart stadig har adgang til. Trods Nordkoera efter Moons formodede død, regeres af hans sørgende far, som man undrer sig over ikke iværksætter en større efterforskning for at finde sin forsvundne søns lig.

Det er deltaljerne, der skal give en roman som Dø igen i morgen en ekstra dimension i forhold til filmen.

Baggrundshistoren om, at general Moon tjekker ind på en gen-terapi klinik i Cuba, hvor han lader sig forvandle til den forældreløse argentiner, Gustav Graves overstår Benson imidlertid på to sætninger. Siger og skriver - to sætninger.
Til sammenligning ville Ian Fleming have brugt mindst et kapitel på at bygge en historie op, der kunne have legitimeret udviklingshistorien troværdigt.

Videre overbevisende gør forfatteren det heller ikke, at Graves herpå bliver venner med en fordrukken diamanthandler, islændingen Jan Ericson.
Graves skyder ham i hovedet, sekunder efter, at han er blevet partner i islændingens mineselskab En mine, der dog kun består af ulovligt indsmuglede konfliktdiamanter fra Sydafrika. Hvorfor ingen savner Ericson, og hvad der bliver af liget, ville Fleming have fortalt.
Benson begraver det ordløst.

Mest kreativ er Benson i beskrivelsen af historiens britiske dobbelt-agent, Bond-skurkinden Miranda Frost. En kvinde, som Graves/Moon møder på et fægtehold, da han i sine ungdomsår er på et studenter-ophold på Englands Oxford og USA's universitet Harvard. Hvordan sønnen af en Nordkoreansk general, så end kan komme ind der, de to nationers politisk kølige forhold til Nordkorea taget i betragtning?

Miranda er i Bensons historie en kvinde, hvis mor døde under fødslen, og hvis far, hun selv dræbte i en alder af 14 år ved at lukke ham inde i en bil med tre aggressive bier. Som allergiker døde han af stikkene.

Hvorfor Miranda besad den blodtørst forklares ikke. Modsat mange af Flemings heltinder har hun ingen seksuelle overgreb i bagagen. Frost beskrives blot som en iskold krampe, der vil gøre alt for at nå sine mål. Da Moon – igen uden forklaring - formår at dræbe Mirandas konkurrent til OL-guld-medaljen i fægtning i Soul i 2000 med en overdosis steroider, erklærer hun ham sin evige loyalitet.
Belejligt, da Miranda Frost i mellemtiden også er blevet ansat i British secret service.

Uden at være sprogligt spændende i beskrivelserne gengiver Dø igen imorgen  fra start til slut filmens handling.

Bond kastes i et nordkoreansk fængsel efter åbningskapitlets aktion-scener. Men den hårde tortur har ikke har en flig af den sadisme, som Fleming kunne give sådanne scener. Så udveksles han for skurken Zao og flygter fra et engelsk militærhospital i Sydkorea. Efter noget upassende at have stået skoleret for M i bar figur. Først da han stiger ud af hospitalssengen, og går sin kvindelige chef i møde, opdager 007, at han er nøgen ...

I stedet for at slentre ind i på et luksushotel og indlogere sig i præsident-suiten, turer bogens Bond efter sin flugt rundt på en række snuskede barer i Sydkorea.

Trods fjorten måneders tortur er 007 imidlertid stærk nok til at hjælpe en sømand ud af et gadeslagsmål. Som tak får han lejde som blind passager på et skib til Hong Kong.

Ligesom i filmen går turen herpå til Cuba, hvor den amerikanske spion Jinx træder op af vandet. Halle Berry entréen er et af de sexede øjeblikke, en hel verden husker filmen for, men Benson konstaterer sterilt: ”Hun havde en orange bikini på som afslørede en bemærkelsesværdigt flot krop”.

Skoledrengene i 1950erne fik betydeligt mere lir for pengene i Flemings beskrivelser af våde og velformerede piger som Honeychile Rider og Gala Brand.

Eftersom Benson afleverede sin roman før Die Another Day blev klippet færdig i 2002, indgår der et par scener, som ikke kom med i filmen.

007s ankomst til London - hvor han er eftersøgt af M -  foregår således, mens han klamrer sig til næsehjulpet på en flyvemaskine. Da Britsh Airways flyet lander slentrer han nonchalant væk over landingsbanen, og undgår dermed myndighedernes skærpede kontrol.

Et andet eksempel på en variation opstår, da 007 skal skjule sig for nogle vagter på skurkens ispalads i Island, og ender med at springe i en varm kilde sammen med Miranda Frost. ”Miranda – du giver begrebet PR ny mening”, bemærker Gustav Graves, da han overrasker dem i vandet. Alligevel vælger skurken blot at gå. Ligesom Max Zorin gjorde i A view to a kill, da Bond ventede på hans elskerinde, May Day i hendes dobbeltseng.

Intet af alt dette formår bare at gøre bogen bedre end filmen - eller omvendt.

Nuancerne er for få til at Benson kan forankre hovedfortællingen troværdigt.

Filmens laserstråle-baserede rum-våben Ikaros, der kan smelte sig vej gennem nationer, er for svært at sandsynliggøre på skrift. Bonds flugt fra en tsunami via kite-surfing på en ishavsbølge og en usynlig Aston Martin Vanish, kørt vildt igennem et ispalads, ligeså.
Selv forfatteren undrer sig faktisk over, at skurkens  ispalads ikke smelter, da han lader Bond tage sig et varmt brusebad ...

Dø igen i morgen, er derfor det endelige eksempel på, hvorfor film-romanerne endte med at dø, og hvorfor morgendagens Bond-PR produkter blev til playstation-spil.  

Med så overfladiske, ulogiske og karakterløse beskrivelser, kunne man ligeså godt  selv styre en computer-animeret Bond-figur gennem en række aktion-levels, istedet for at læse om det.