1977

- Dansk design i dybet

Babes i Bond-bladene

Babe faktoren forblev høj i Interpresses Bond-tegneserier i 1977. 
Bortset fra nr. 39, der genfortalte Ian Flemings DU LEVER KUN TO GANGE under titlen Djævlens Have, og ikke havde billeder af 007s piger, var udgivelserne spækket med damelår og forførelsessekvenser.
Som i Flemings roman udvandrede tegneseriens Bond til Sovjetunionen til sidst i Djævlens have.

Intim aktion

Under rubrikken Hyrdetimer kunne man i nr. 40 se alle Bond-stjernerne i intim aktion. En blid landing ovenpå tegneserien, der skildrede hvordan en hjernevasket Bond prøvede at snigmyrde M i en dramatisering af åbningen af Ian Flemings MANDEN MED DEN GYLDNE REVOLVER.
Selv den nu så kontroversielle "voldtægt" fra Goldfinger blev beskrevet som en hyrdetime i 1977.

Dameben og bikini

På forsiden af nr. 41 var Connerys Bond i selskab med en topløs model i en meget gennemsigtig negligé, mens Karin Dor fra Du lever kun to gange viste ben på side to. 

Bikini på bagsiden

I Undervandsdøden - et genoptryk af fortællingen om Ian Flemings OCTOPUSSY - kunne man på bagsiden nyde Lev og lad døs Gloria Hendry i bikini.

DANSK BOND MED PORNO
Den 22. juli 1977 fik Erik Ballings Bond-parodier, Slå først, Frede og Slap af, Frede fra 1960erne konkurrence fra endnu en fræk dansk agent. 

Ole Søltoft spillede Agent 69 Jensen med adskillige hilsner til Sean Connerys Bond. Det erotiske lystspil var bare ikke for børn. Filmen var en del af Stjernetegnsserien, der med porno og potens viste alt det, som 007-genren kun havde antydet i sengescenerne.
Ifølge Brian Iskovs bog, Danmark på sengekanten, blev filmen markedsført i Cannes 1977 ved at den trusseløse stjerne, Anna Bergmann, afbildet herover på et italiensk lobbycard, trak op i kjolen foran plakaten til den kommende 007-film: Spionen der elskede mig.

Babe som blikfang

Politiken brugte også en bikinikædt babe som blikfang, da avisen søndag den 16. januar 1977 varmede op til den nye Roger Moore 007-film. Hun blev ganske vist præsenteret som Barbara Bach, men modellen var i virkeligheden Caroline Munro.

Ikke finkulturelt

Politikens udsendte, Herbert Steinthal, fortalte, hvordan han nærmest nødtvungent var blevet eskorteret til den nybyggede 007-stage på Pinewood studierne i England, hvor optagelserne til den 10. jubilæumsfilm foregik. 
Reporteren var åbenbart i London i et andet ærinde, men: "Herregud - når nu alt andet er gået galt", lød det nærmest undskyldende i reportagen. At belemre Politikens læsere med nyheder om Bond-film var tydeligvis ikke finkulturelt i 1977.

Dansk design i dybet

Arkitektonisk var dansk design ellers rigt repræsenteret i superskurken Karl Strombergs dyb.
Ken Adam havde dennegang brugt designeren Verner Pantons Pantonova stole i sit Atlantis. 

Det var siddende i dette særprægede dansk-udtænkte møbel, der frit kan arrangeres i forskellige organiske og skulpturelle formationer, fra cirkler, bølger og S-form, at skibsrederen gav JAWS besked på, at dræbe Bond og Amasova.

OPTAKT TIL SPIONEN DER ELSKEDE MIG

Forbød filmatisering

"Fleming forbød før sin død, at romanen blev filmatiseret, fordi den, som det sorte får i serien, først lader James Bond optræde fra side 92," skrev Fyens Stiftstidende.

Fyens Stifttidende og Berlingske Tidende, nederst, havde fyldige foromtaler af Spionen der elskede mig i 1977.

Forbød filmatisering

Forfatterens roman, JEG ELSKEDE JAMES BOND fra 1962, handlede om Bond i kamp med to voldtægtsmænd på et motel i Canada. Filmversionen ville have et større fokus på Roger Moores Bond og ikke mindst de mange tekniske opfindelser. 
Det berettede Berlingske Tidende, der også fortalte, at Richard "Jaws" Kiels private passion var at få resocialiseret straffefanger..

Bond i Tivoli

Opfattelsen af Bond som familie-underholdning blev understreget, da Tivoli Bio i sommeren 1977 sikrede sig hele filmrækken. 
Biografen på hjørnet af Carstensens gamle forlystelseshave var åbnet 1. maj 1976. 

Moore i Grøften

I forbindelse med Tivolis åbning den 4. maj 1977 og frem til den 3. juli kørte filmene fra Agent 007: Mission: Drab til Manden med den gyldne pistol en uge ad gangen.
I et interview med Berlingske Tidende havde Roger Moore oven i købet lovet, at kigge forbi Tivoli med sin familie i sommerens løb. Han var vild med Grøftens danske snaps.

Stort budget

Danmarkspremieren på Spionen der elskede mig stod først den 12. august 1977. Men ifølge marketingsbudgettet blev der ikke sparet på reklamen. 
Over 158.000 kroner blev der i 1977 brugt på bl.a. avis- og busreklamer. Det kunne læses i Dyppels marketingsbudget, der også blev gjort tilgængeligt for journalister, da det var en historie i sig selv, hvor mange penge den nyeste Bond-film kostede.
Uddrag af Dyppels marketingsbudget for Spionen der elskede mig i Danmark. Kilde: Cinemateket.

Journalister til 10.000 kr.

For at skabe ekstra opmærksomhed om gallapremieren på Spionen der elskede mig i London, inviterede filmselskabet pressen med til England. Prisen for at flyve fire journalister fra Danmark til London lød, ifølge Dyppels regnskaber, på 10.240 kroner. 
Dertil kom 6000 kroner i lommepenge til diverse kniv- og gaffelarrangementer.

Falster sikrede sig JAWS

Den 7. juli 1977 kunne de udsendte reportere fra Se og Hør og Politiken på nærmeste hold berette, at galla-premieren på Spionen der elskede mig var en hot affære. 
United Artists danske repræsentant, Jørgen Falster blev foreviget i selskab med Richard Kiel i Odeon biografen på Leicester Square i London, hvor aftaler om at ses igen i København senere på sommeren blev indgået.
Udklip fra Se og Hørs omtale af verdenspremieren i London på Bond Nr. 10.

Den nye Bond

JAWS skabte overskrifter i Se og Hør, fordi han som skurk overlevede sit møde med Moores Bond. Ugebladet skrev, at premieren indbragte 380.000 kroner til velgørenhed, og at prinsesse Annes mand, Lord Mountbatten var meget interesseret i den legetøjsmodel af Bonds Lotus Esprit, som hun fik overrakt af Roger Moore. 
Han blev omtalt som "den ny Bond", fordi han i filmen arbejdede sammen med russerne. og undlod at dræbe alle skurkene.
Kopi af Se og Hørs reportage fra premieren i juli 1977.

Ikke imponeret

olitikens udsendte var mindre imponeret over al Bond-festivitasen. 
I reportagen jamrede han over, at skulle vente på prinsesse Anne i 27 graders varme, iført smoking, og bære rundt på kilovis af pr-materiale. Fra LP'en med Carly Simons titelsang Nobody Does It Better til en legetøjs-Lotus Esprit, magen til den Bond i filmen kørte under vand.

Herunder: Politikens omtale af gallapremieren på Spionen der elskede mig i London. Kilde: Cinemateket.

007's dage udløbet

Kritikeren var Anders Bodelsen, der bl.a havde skrevet manuskriptet til filmen Tænk på et tal.  
Han mente, at 007s dage var udløbet, at figuren var blevet en anakromisme, bedst egent til Madam Tussauds vokskabinet - og at Albert R. Broccoli var mere skurkagtig at se på end nogen anden Bond-forbryder.

BOND-STJERNER I DANMARK

Den 10 og 11. august 1977 var Kiel og Munro i Danmark - Carlsberg så markedsførings-muligheden.

På Carlsberg

Den største Bond-skurk hidtil - i hvert fald i højden - hed Richard Kiel. Manden med jerntænderne alias JAWS gæstede Danmark sammen med Caroline Munro, der i filmen spillede superskurken Strombergs pilot Naomi.
Munro var kendt fra reklamer for Navy Rom, men i København fik hun og Richard Kiel en stor øl at gabe over, da de besøgte Carlsberg bryggerierne. 

Klar til næste bid
Skuespillerne var i landet den 10. og 11. august 1977, hvor Richard Kiel fortalte Herning Folkeblad, at han også skulle have en bid af den næste 007-film, der på det tidspunkt hed, For Your Eyes Only.
Klaus Pagh lokkede JAWS med i Tivoli Revyen 1977.

JAWS i Tivoli-revyen

Teaterdirektør Klaus Pagh sikrede sig også et scoop til årets Tivoli Revy 1977.
Som en fast sketch havde revy-stjernerne Ulf Pilgaard og Claus Ryskær et nummer, hvor sidsnævnte hævdede, at han kunne ligne hvem-som-helst.
Ulfs udfordring gik han ud i kulissen, hvor der hver aften stod en ny kendis klar til at tage hans plads og gå ind på scenen.
Richard Kiel gik også til bidet i den danske revy i 1977. Screengrab fra Ulf og Claus sketch.

Glassalen skælvede

Glassalen skælvede, da Rysse hævede, at han kunne ligne "ham med jerntænderne fra James Bond". Hvorpå JAWS pludselig trådte ind og fik selv den næsten to meter lange Pilgaard til at ligne en dværg.
 Pagh havde set Kiel spise aftensmad i Grøften, og skyndt sig at lave en aftale med den 2, 25 centimeter, godmodige kæmpe med det berømte gab.
En reklame for den mest berømte legetøjsbil i 1977. 37 kr og 85 øre kostede den.

Mest populære legetøjsbil

En mere diskret Bond-stjerne var Derek Meddings, manden, der i filmen stod bag Bonds nye undervandsbil - den hvide Lotus Espirt. 
På børneværelserne var den årets hit i 1977, da Corgi udgav den som legetøjsbil.
Ikke siden Batmobilen og Goldfingers Aston Martin DB-5 havde en vogn været så populær. Den kom ovenikøbet i to udgaver. Den mest ekslusive, afbildet herunder til venstre, kunne folde vingerne ud og affyre små røde missiler fra bagsmækken. 
Men ingen af dem var bygget til at tåle vand.

Fortid i Danmark

I Spionen der elskede mig var den undervandsgående model kreeret af miniatureeksperten Derek Meddings, der havde haft en fortid i de danske ASA-studier. 
Til Berlingske Tidende fortalte Meddings, at han i 1972 arbejdede med danske filmteknikere på sci-fi-værket Z.P.G. En film, der også havde Diane Cilento, den tidligere fru Sean Connery, på rollelisten.
Den gamle Aston Martin blev genudgivet i 1977, sammen med Naomis helikopter.

Lærenemme danskere

Om det danske niveau indenfor special-effekter lød Meddings vurdering i Berlingske Tidende:
"De var gode, selvom om visse specialister savnedes. Til gengæld var danskerne lærenemme, og jeg erinder med fornøjelse den gode atmosfære, og det fortræffelige samarbejde, der opstod, fordi de danske kolleger erkendte deres mangler og gerne ville lære mere".

Champagne til pressen

Onsdag den 10. august kl. 13.00 blev det tid til at invitere det danske anmelderkorps til visningen af Spionen der elskede mig i Falkoner Bio, "hvor champagen flød fra det rigelige reklamebudget", som Weekend-avisen efterfølgende noterede.
Invitationen til at anmelde Spionen der elskede mig 10. august 1977 i 3 Falke Bio.

Set af en billion

United Artists orienterede om, at Bond-filmene indtil 1974 var blevet set af en billion mennesker verden rundt.
Hvor mange der havde set filmene i Danmark var der ingen officielle tal på. Men Dansk Film Institut var begyndt at registrere salgstal i 1976. Spionen der elskede mig blev den første 007-film, hvor publikum-tilslutningen i biograferne kunne måles.

Filmprogrammet til Spionen der elskede mig

Tilpas selvironisk

"Roger Moore spiller tilpas selvironisk - det er flere gange, som om han tænker, det hele er jo kun film. Den holdning er med til at gøre historien underholdende", skrev Holstebro Dagblad om Spionen der elskede mig i 1977.
I Dagbladet Roskilde fremhævede man Strombergs undervandspalads som "et syn for guder - og blæksprutter. 
"Det hele er en lille spøg i store dimensioner, fra ende til anden skåret så Bonds millioner af fans ikke skuffes", mente Berlingske Tidende .

Herover: Land og folk: Agent på nedtrådte stier. Dagbladet Roskilde: Utrolige Bond er forrygende morsom i Kino. Berlingske Tidende: James Bond tæt ved ragnarok. Holstebro Dagblad: Ståltænder og megen humor i underholdende 007-film. Vejle Amtsavis: Underholdning for 65 millioner kroner.

Latter over spænding

Herning Folkeblad havde ikke meget til overs for Barbara Bach og Caroline Munro, filmens Bond-piger. "Devisen synes at være: Hellere se godt ud end at kunne spille komedie". 
Aarhus Stifttidende anførte, at instruktør Lewis Gilbert havde ofret spændingen til latterens fordel, men at der var "fart, fantasi og fornøjelse" i filmen.

Herover:  Herning Folkeblad: 007 er stadig for os med det barnlige sind. B.T.: "007 tager endnu en runde i fineste stil". Jyllands-Posten: "James Bond i Dødens Gab". Aktuelt: En tom gentagelse af gamle brokker.

"Se den før august-forliget"

I Ekstra Bladet sprang man med fem flotte stjerner, og opfordrede alle til at se Spionen der elskede mig som en virkelighedsflugt - "inden august-forliget", der i 1977 betød, at der fra politisk side blev gjort et mindre indhug i danskerne realløn. 
Statsminister Anker Jørgensen fortalte befolkningen, at de økonomiske indgreb ved forliget ikke ville "bringe Danmark i himmelen”, men blot skulle „afværge, "at vi kommer i helvede”.

Herover: Aalborg Stifttidende: "Humor og distance". Ekstra Bladet: "Skøn gang skæg og ballade". Aarhus Stifttidende: "Bang-Bang Bond". Fyns Tidende: "Bond bare bedst".  Information: "Mekaniseret Bond".

Overgik forgængerne

Vejle Amtsavis fandt, at Roger Moore efterhånden havde fået folk til at glemme den mere sammenbidte Sean Connery, og at filmen overgik sine forgængere.

Sur beregning
Land og Folk anførte dog, at man fik alt for lidt for de 78 millioner kroner der var ofret og at der ikke havde været en god Bond-film siden Agent 007 jages i 1963. 
Aktuelts anmelder grinte kun "da James Bonde'røv" røg ud over kanten på en klippe på ski og blev reddet af en Union Jack faldskærm. Ellers havde "den sure beregning afløst det glade vanvid", lød vurderingen.

Herover: Weekend-avisen: "Naftalin". Kristligt Dagblad: : "Den stereotype film-helt".

Stiv dressman

"Det er mig en gåde, at mændende bag Bond igen og igen vælger at forsage komedie og ægte spionuhygge for søvndyssende, barnlig sicence fiktion", buldrede Anders Bodelsen i Politiken. En kritik, som Information tilsluttede sig. 
Avisen skrev, at Carly Simons titelsang, Nodody does it better var misvisende, da Sean Connery var en bedre Bond, "end den stive dressman, Roger Moore".

Herover: Politiken mente at Spionen der elskede mig var et "Bedrøveligt Bond-jubilæum". Men fremhævede dog Barbara Bachs figur for at trodse tyngdeloven.

Nul privatliv

I en dybere analyse af film-figuren Bond contra bøgernes kreation konstaterede Kristligt Dagblad, at Spionen der elskede mig simpelthen havde valgt, at skære 007s privatliv bort. Så kunne publikum bedre indentificere sig med myten om middelklasseborgeren, der har formået at hæve sig op i højere social klasse og beherske den teknologi, der medio 1970erne var ved at løbe grassat.

Hidtil bedste Bond-film
Resultatet var, ifølge Fyns Tidende, "den hidtil bedste James Bond film, der er blevet lavet".  
En ros, der blev delt i Aalborg Stifttidende: "Bond-filmene ligner ikke andre film. Hvis noget ligner, er det de andre, der ligner Bond-filmene", lød det fra avisen, der kun mente, at "den lådne Sean Connery" var en bedre Bond end "den efterhånden alderstegne embonpoint" - Roger Moore.

Duften af naftalin
Weekendavisens Flemming Behrendt mente, at duften af naftalin klæbede sig til parfumefabrikanten Roger Moores Bond-figur. Han havde kun set Agent 007 jages og mente ikke, der var meget brus i jubilæumsfilmen. 
Det gjorde B.T. derimod: Dagbladet fremhævede både Richard Kiels JAWS, Roger Moore og den italienske Bond-pige, Olga Bisera i en firestjernet anmeldelse.

800.000 solgte Bond-billetter

Århus Stifttidende og Jyske Vestkysten, t.h. beskrev Bonds succes i Jylland i 1977.

Stort rykind til Bond

Med Imperial, Kinopalæet og Nørreport i spil i København, samt yderligere syv biografer rundt om i landet, var der med Spionen der elskede mig gjort klar til det helt store premiere-rykind i Danmark. 
Imperial spillede filmen i tre uger, mens den i Kinopalæet kørte i to måneder. Overraskende nok var det i Nørreport Bio, hvor Bond blev introduceret i Danmark i 1963, at der var mest efterspørgsel i hovedstaden, 
Filmen gik tre en halv måned før interessen løjede af.

I kamp med mor Karen

Aarhus Stiftidende fortalte en uge efter premieren på Spionen der elskede mig, at den alene i Århus havde indspillet 380.000 kroner,
Også i Esbjerg oplevede man den største tilstrømning på en udenlandsk film, siden Dødens gab i 1975. Kun søndage kneb det. Selv Agent 007 havde svært ved at konkurrere med Tummelumsen og mor Karen i Livsens ondskab på DR.

Slog ikke Olsen-Banden
Alligevel endte Spionen der elskede mig som den mest målbare  Bond-succes i Danmark - hidtil. Den solgte 832.314 billetter og blev i 1977 kun overgået af Olsen-banden deruda', der rundede 1.044.787. solgte adgangstegn.
Efter i fjorten år, at have markeret sig i biogafer, på boghylder og i børnelegetøjskataloger gik det stadig kun en vej for James Bond. Opad.
I bogen Årets bedste FILM 1977 fik Bond Nr. 10 en hel side.

Om historien

Denne artikel bygger på et arkivmateriale, trukket fra tekstarkivet og diverse avis, ugeblade, tidsskifter, programmer, pr-meddelelser og tegneserier fra egne gemmer. Brian Iskovs Bondorama.dk er brugt til research af detaljer. Tak til Jan Mouritzen, Jesper Antvorskov, Kevin Helsinghof, Martin Salling Hansen, Torben Bruus og Boris Larsen for tilsendt stof, og til fotograf Jørgen Kjær for tilladelse af brug af billede. Kilder er citeret, hvor de optræder. Vil man bidrage med yderligere historisk 007-materiale fra perioden, eller berigtige historisk ukorrekt data, er man velkommen til at maile til Bond-bloggen.dk på - Caspermax@privat.dk.