Gratisavisen 24 Timer kaldte Quantum of Solace for en mellemstation, der brugte flere kræfter på at afslutte den forrige film og lægge op til den næste. Men den realistiske feeling blandet med "himmelsk umulige stunts" udløste alligevel fire stjerner.
Savnede gemytlighed
Hvordan samfundet anno 2008 generelt manglede dialog og humoristisk forståelse, udbredte komikeren Flemming Jensen sig om i en klumme, der tog udgangspunkt i den nye Bond-film. "For nu vil de have, at vi skal tage den militante pixibog alvorligt." De må da have spist søm eller været til møde i revisorrådet," sukkede Jensen i Ekstra Bladet.
I Berlingske var Ebbe Iversen inde på det samme i en kronik om, hvordan råheden dominerede i tidens film.
Ved at bruge reaktionen på Bond 22 som barometer spåede han dog, at pendulet var begyndt at svinge den anden vej: "Vi bryder os simpelthen ikke om, at James Bond er blevet en halvpsykopatisk bisse".