Daniel Craigs Bond er død, men blev ligesom pop-poeterne Kim Larsen og Povl Dissing hyldet til skyerne i Cinemateket i København, hvor man fejrede De Dødes Dag ved at vise SPECTRE med den store dødssparade gennem Mexico City.
Det er der to elskede spillemænd, og en elsket superspion,
der ved.
Kim Larsen, Povl Dissing og James Bond er alle draget til det hinsides. Men som de første ord, efter Daniel Craigs åbningsskud i SPECTRE forkynder: "De døde er i live". Og i Cinemateket i København levede man i den grad op til budskabet ved at afholde Husk Mig! festival, og fejre De Dødes Dag. En tradition, der højtideligholdes i Mexico hvert år den 1. og 2. november, men som Eons 24'ende 007-film SPECTRE har formået at gøre til en endnu mere spektakulær event.
Efter SPECTREs premiere i 2015 har Mexico City nemlig indført
en parade a la den, der blev lavet til filmens storslåede åbningsseksvens.
Af den årsag fik Bond en berettiget begrundelse til at indgå i et
film-repertoire, der ellers bestod af mere kultiske gysere, såsom Alma Viva,
Apapacho og The Untamed.
De afdøde pop-poeter Kim Larsen og Povl Dissing indgik ikke
direkte i Husk Mig! Festivalen, men d'herrer stod gengivet som syngende skeletter
i Asta Bar under Cinemateket, hvor også SPECTRE blev vist.
Hovedattraktionen var et stort alter, hvor de levende og de døde kunne mødes i forstærket dialog.
"Det er ikke for James Bonds skyld, at vi har lavet alt det her", sagde Claudia Adeath fra organisationen Ckultura.
"De Dødes Dag" er den mest populære fejring i Mexico. Dagen, hvor vi inviterer vores afdøde kære på spise og drikke og minder dem på denne hyggelige facon. Men der indgår fem minutter i åbningen af SPECTRE, hvor Bond-holdet konstruerede en Dødens Dag parade, som ikke eksisterede før filmen.", fortalte Claudia Adeath.
25 tilskuere placerede sig foran lærredet - heraf en del af
de elever fra Rysensteen Gymnasium, der havde medvirket til at
bygge alteret og pynte Asta Bar med farverige papirklip.
I modsætning til i England, har biograferne i Danmark ikke fejret Bond filmseriens
60-års fødselsdag ved at genopsætte hele perlerækken på det store lærred.
Daniel
Craigs fjerde 007-film, SPECTRE er den hidtil eneste gang, at Bond er blevet genoplivet
i biografen, siden Gentofte Kino den 31. marts 2022 gav No Time To Die
en æresrunde i forbindelse med biografens 84 års dag.
Ret beset er det
også først i 2023, at 60 årsdagen oprinder herhjemme, idet Agent 007: Mission:
Drab først havde dansk premiere 5. april 1963. Men noget kunne tyde på, at selv Daniel
Craigs fem seneste 007-film fra 2006-2021 godt kunne tåle at blive genopsat for en ny generation.
Under filmen var det Ben Whishaws unge Q, der tog de første
spredte grin hjem, da han gav Bond sit nye ur.
"Kan det noget? - Ja, det viser
tiden, 007".
Biljagten mellem 007s Aston Martin og Mr. Hinxs Ferrari
gennem Rom fik også omsider turtelduerne på rækken bag mig til at holde inde med deres
konstante hviske-tiske intimitet, der ellers havde kørt siden
åbningen.
Stemningen i salen begyndte dog for alvor at stige, da Bonds fly - uden vinger -
pløjede sig gennem snedriverne efter den kidnappede Madeleines karavane i
Østrig.
Pigen til højre for mig vred sig mindst ligeså ukomfortabelt
i sædet, som Bond selv under Blofelds bestialske kranieboring. Og da det
hele var ved at være forbi, og Craig drejede tændingsnøglen, så motoren under hans slagsskibsgrå kølerhjelm kom brølende til live, og trak Bonds nyrestaurerede
Aston Martin DB-5 ud af London, bemærkede man, at en fuldvoksen mand på de forreste
rækker strakte begge arme i vejret for bedre at kunne rocke med til det
eksploderende James Bond tema.
Sådan slog ånden pludselig ned, og vakte lidt af den gode gamle feel-good stemning omkring en Bond-film til live, der ellers har ligget lidt tungt begravet, siden Daniel Craigs kontroversielle endeligt i No Time To Die i september 2021.
Hvilken fest kan det ikke blive, hvis biograferne vælger at mindes resten af serien i 2023?
Nu savner vi blot et livstegn fra Dissing og fra Larsen, tak.
Caspermax ©