Om det var SPECTRE, SMERCH eller selvstændige superskurke, har Bond besejret dem alle. Kun i Danmark viste en forbrydertrio sig mere succesfuld ved billetlugerne. Egon, Benny og Kjeld gav konstant Bond baghjul – også selvom 007 indirekte gav liv til Olsen-banden.

Vil det være for meget at hævde, at dansk films mest ikoniske bande er større end Bond?

Sikkert ikke for Egon Olsen.

Som det eneste forbrydergeni i verden har han formået at overvinde selv 007 ved billetlugerne.

Olsen-banden lå i 1970'erne i direkte konkurrence med de aktuelle Bond-film om publikums gunst. Og tallene taler for sig selv.  

Det var banden, der løb med rovet i Danmark.

Nok havde Henning Bahs længe tumlet med ideen om den uheldige forbryderbande fra Valby, men han og instruktør Erik Ballings guldrandede samarbejde begyndte først at gnistre, da de parodierede 007 med Frede-filmene i 1965-66. 

Kemien mellem hovedrollerne Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard i Slå Først, Frede, slog ned som en Goldfinger-laserstråle og inspirerede forfatterne til at skabe det univers, der er ligeså dansk, som Bond er britisk. 

Og ligeså national, som Bond er international.

Balling og Bahs lagde ikke skjul på, at de i Olsen-banden lod sig inspirere af alt fra Chaplin til Jacques Tati, Gøg og Gokke og de franske farcer med Louis de Funes. Samt navnlig biljagterne i actionfilm som The French Connection og Bullit.

Derfor er sammenfaldene mellem Olsen-bandens og Bonds ikonografi også enten bevidste eller tidstypiske tilfældige.

Hvor alt i 007s verden er nyt og teknologisk smart, er alt i Olsen-bandens univers noget rusttæret ”gammelt lort”, for nu at citere Benny. 

Alligevel er her samlet øjeblikke, indstillinger, handlinger, kulisser m.m., der instinktivt vil minde enhver dansk 007-fan om, at Broccoli og Saltzmans film også havde en kulturel afsmitning, da Balling og Bahs lavede den førende danske folkekomedie.

Den berømte gåsegang henover Islands brygge, der også blev plakatens motiv til den første film, Olsen-banden i 1968, baserede Erik Balling på Fy og Bi stumfilmen Krudt med knald. Alligevel kan Bond-kendere idag dårligt se Agent 007 – Mission. Drabs mørklagte åbningsskud fra 1962 af tre mordere i tiggergang, uden at høre Bent Fabricius-Bjerres melodi for sit indre øre.

Efter Olsen-bandens store kup i 1972 kom Balling  under beskyldning for bevidst produkt placement. 
Det kendte man fra Bond-filmene, hvor 007 ofte tjekkede sit Rolex submariner ur, men anmeldere frygtede, det ville fordærve den danske filmkunst.

 ”Det kunne være interessant, at få tal på hvad handelsbanken, B.T. Ekstra-Bladet og Tuborg m.fl. har betalt for at være med. Det tal kunne fortælle en hel masse om filmproduktionsvilkår i det år, hvor kulturminister Niels Mathiasen gav os en filmlov, som giver alle kapitalistiske kræfter frit spillerum i den populæreste underholdningsbranche. Men det er en anden historie, som ikke vedkommer Olsen-Bandens store kup – og dog”, skrev Demokraten i 1972.

Den store bagmand er ofte en gådefuld person i Bond-filmene. 
Hvem Hugo Drax (Michael Lonsdale) ringede til for at få nye kræfter til sit rumprojekt i Moonraker i 1979, forblev således en gåde. 
Men mørkets fyrste var en respekteret industrialist, der regerede fra en af verdens mest prominente adresser, balsalen i Venedigs Ca' Rezzonico-palads med trompe-l'œil-arkitektur på væggene og under et loftmaleri af kunsteren Girolamo Mengozzi Colonna. 
Bjørn Watt-Boolsens finansmand Hallandsen/Holm Hansen kom fra samme pompøse rammer i Børsen og på Rådhuset i København, da han i 1979 fik EF's hovedkvarter i Bruxelles som udsigt. Men Ballings ramme­sætning af den korrupte kapitalist i telefonkontakt med politiske rævekage­bagere længere oppe i systemet viste, at samme skumle kræfter var på linjen i Olsen-bandens univers.

Under en lang biljagt på sydhavsøerne alarmeres nemlig den lokale politimand fra Stege. Og i Ole Montys (1908-77) fremstilling viser han sig at være en rigtig ameri’dansk sherif med skydekløe i fingeren, og Police skrevet på sin bil. 
Det blev svært ikke at mindes, da sydstatssherif J.W. Pepper i Clifton James komiske figur trådte frem og forvandlede speedbådsjagten i Lev & Lad Dø i 1973 til en tilsvarende farce.