Hverken Bonds forfordeling af roser til den unge Miss Penelope Smallbone, eller det lange blik, han sender skurken Kamal Kahns elskerinde, den smækre svenske akrobat Kristina Wayborn, møder nogen modstand. End ikke krystalkameraet, som han zoomer ind på en nedringet kollegas kavalergang, får en reaktion.
"Er man ikke privilegieblind, hvis man ler af fattige indiske tiggere"?
Tilgengæld griner teenageren, da en slangetæmmer afslører sig selv som MI-6 mand ved at fløjte Bond-temaet, idet 007 ankommer til Indien.
Det er tydeligt, at drengen har set Bond-film nok til, at han nu fanger seriens musikalske sammenhæng. Hvilket ikke er givet.
Slet ikke i en verden, hvor nye, larmende aktion-og musik tilbud kastes ud over biograf og streamingtjenesterne, som rupier fra Bonds hånd under en Tuk-Tuk jagt.
Det pengebundt, der lander i en tiggers nødjælpsskål, udløser endnu et spontant grin. Hjerteløst, velsagtens. For er man ikke privilegieblind, hvis man i 2023 bare ler af disse staklers undermidlede og tragiske livsgrundlag?
