Da Frede gik i land, var der stadig kun lavet tre 007 biograf-film.

Men iført pjaskvåd hvid smoking – uden den frømandsdragt, som Sean Connerys superagent ville have skærmet sin tuxedo med – sjoskede han op på en klippeø i Øresund. Hans mission: At redde heltinden og gøre det af med den mystiske Doktor Pax.

Erik Balling havde i 1965 kun set Agent 007 – Mission: Drab. Agent 007 jages og Agent 007 contra Goldfinger. Men med Slå først, Frede beviste instruktøren, hvor godt styr han havde på Bond-genren.

Balling havde både afluret seriens virkemidler, charme og handlingsmønster og fanget de kendetegn i Bond-karakteren, som Sean Connery havde berømmet.

Men han havde også forståelse for figurens seriøse begrænsning.

Ved at vælge Morten Grunwald som en uskyldig spøg og skæmt agent, der fanges i det livsfarlige spion-spil – som Hitchcock havde gjort med Cary Grant i Menneskejagt i 1959 – bad han ingen købe idéen om en seriøs dansk James Bond. .

Når Frede frelste verden, var det fordi han klodset faldt over en detonator, så skurkens barak røg i luften og væltede de fuglebure, der rummede doktorens dresserede duer. Dem. Arthur Jensen havde trænet til at flyve i en bombemaskine ”To Russia - with love” og kaste deres last i et forsøg på at udløse 3. verdenskrig, så doktoren kunne profitere af alle de aktier, han havde opkøbt i rustningsindustrien. 

Inspireret af Lemmy.
Som titlen antyder, var Balling inspireret af Slå Først, Lemmy, en af de franske slå-på-tæven film med Eddie Constantine fra 1950'erne. Og i modsætning til de wanabee Bonds, der myldrede ud over verdens biografer i 1960'erne, havde han ingen ambition om andet end parodi.
Desværre indså Balling for sent, at også det kunne være problematisk.
Den danske James Bond er nemlig ikke Frede, som Morten Grunwald fremstiller som en naiv, fynsk fætter til Olsen-bandens Benny.
Vores 007 er Ove Sprogøes superagent Smith.

I Slå først, Frede er Smith den direkte modsætning til Frede. 

Cool connaisseur i skræddersyet suit contra Klodshans i klovnejakke. Med et reaktionsmønster kopieret fra Sean Connerys Bond-karakter. Selv tiltaleformen ”Sir”, når Sprogøe adresserer sin danske spionchef, er løftet med fra M’s kontor. 

Balling skrev manuskriptet med sin faste makker Henning Bahs og forfatteren Bengt Janus, der også oversatte Ian Flemings Bond-romaner til dansk i 1960'erne. 

Alle var mere interesseret i at ramme tonen og stilen fra lærredets Bond, end fra Flemings mere komplekse verden. 

Elguitar og karateslag
Til tonerne fra Bent Fabricius-Bjerres John Barry-agtige elguitar får vi derfor en lystig historie, der indledes da Fredes spøg-og-skæmt kuffert forbyttes på Rødby færge. Snart er venner og fjender i hælene på ham. 

Skurkene i sort læder, heltene i hvide detektivjakker. 

Der er en biljagt, à la Goldfingers, hvor folk hænger ud af vinduerne og pløkker efter hinanden med overdrevne lydeffekter. Og slagsmål, hvor agenter kan nedlægge hinanden. Med blot to håndkantslag. 

Helt som Robert Shaw kan i From Russia With Love.

”Bond møder blot op med sine dødbringende våben og reduceres dermed selv til et stykke mekanik … 

Mr. Bonds stærkt opreklamerede, og for nogle forargelige seksuelle formåen har ikke kunnet eliminere det robottede ved ham. Hans erotik er nemlig også teknisk. Ikke så meget lyst til pigerne, som sengeekspertise”.

- Forfatteren Niels Jensen om Bond karakteren i bogen Filmkunst, Gyldendal i 1970.

I Slå først,Frede er Smith dog stadig mest med som Fredes effektive skytsengel.

Billedet stjæles af Poul Bundgaard, som Henning Bahs udstyrede med en mekanisk springsyl i armen. Som skurken Kolic blev han derfor mindst ligeså grotesk som Lotte Lenya med de knivbladsudrustede sko i From Russia With Love.

Sylen vokser ud på en togrejse til Sverige, tydeligt inspireret af scenerne fra Orientekspressen i Agent 007-jages. 

Men Kolics forsøg på at tage livet af Frede bliver en umulig opgave. Den fortjent Bodil-belønnede Bundgaard ender som et nervevrag, der uforglemmeligt trygler, "Please let me kill you." På en måde, så man mistænker Herbert Lom for at have taget ved lære i sine forsøg på at dræbe Peter Sellers' Inspektør Clouseau i Den lyserøde panter filmene i 1970'erne. 

Hyldest til Joseph Wisemann

Ballings parodi på en hensynsløs forbryderorganisation, der som SPECTRE ikke tolererer fejltagelser, er næsten ikke til at skelne fra originalen. Og da Bundgaards chef, den mystiske Hernn. doktor, afsløres, spiller den kongelige skuespiller Martin Hansen ham med så kold en monoton diktion, at det ville have glædet Joseph Wisemanns Dr. No.

"At Smith bliver skør, er en mørk udgang for den danske James Bond"

Selvom det selvfølgelig er komik – og i dag kan ses som et forstadie til Egon Olsens barnlige nedsmeltning i Olsen-bandens sidste bedrifter fra 1974 - så er det også et spejl på den rigtige film-Bonds begrænsede udviklingsmulighed i de rammer, som 007-producenterne havde skabt.

Jo mere superteknik og jo større aktionsscener, Saltzman og Broccoli lagde ind, jo mere distanceret risikerede de at Bond blev. Fordi historierne ikke levnede tid til de humane sider af karakteren, der prægede Flemings bøger.

Paradoksalt nok overså Balling det selv, da han fortsatte serien.

Slå først Frede, der åbnede en uge efter Agent 007 i ilden i Danmark, trak nemlig så mange i biografen, at Nordisk Film krævede en to'er.
Mange havde ellers været nervøse for projektet. 

”Det kommer jo an på, hvordan den bliver lavet”, lød den mest optimistiske respons på manuskriptet til Slå først, Frede, fra Nordisk Films Filmdistributør.

Med Slap af, Frede fra 1966 tog alle det mere …afslappet. 

Og så gik Balling, Bahs og Bengt Janus lige i fælden.

Fynsk Bond'e røv
Nok var Morten Grunwald tilbage som samme fynske Bond'erøv - men denne gang var filmen Smiths.
Udskrevet fra nerveklinikken, hvor Ove Sprogøes spion erklæres rask, da han atter kan seriekrænke sygeplejersker, venter en mission à la den første.

En kinesisk statsmand kidnappes, men da den genindkaldte Frede hurtigt afsløres som agent, må Smith træde i karakter.

Med nyerhvervet killerlicens og kridhvid smoking.

Skurkens undertrykte seksualdrift og stærke moderbinding til sin kørestolssiddende italienske Mamma i Klara Pontoppidans skikkelse lånte Balling og co. denne gang fra Hitchcocks Psycho. Som den Norman Bates-stylede skurk, der drukner sine agenter i køkkenvasken, når han afvises af Hanne Borchsenius' gangster-girl, castede han Erik Mørk.

Der er også en efterligning af scenerne i Q-branch, hvor Smith får en skudsikker vest og Frede en 2CV, der kan køre lige så hurtigt som Roger Moores i For Your Eyes Only. Men uanset Sprogøe kan blotte en brystmåtte så stor som Connerys, slog det Balling, at der var noget galt. 

Han kunne mærke genrens svaghed.

"Den er meget afhængig af den ydre aktion, det spektakulære. Det er meget svært at holde rigtig liv i figurerne indefra. Jeg er meget glad for, at vi kun lavede to, selvom succesen faktisk kaldte på en fortsættelse", sagde Balling i sin erindringsbog, Som barn var jeg voldsomt hidsig, udgivet af Aschehoug i 1998.

Joken var, med andre ord, fortalt. 

Smith kunne nok ligne Bond, men figuren var en blank parodi, der udførte samme aktion, men uden samme dollar-apparat i ryggen. 

For ingen af de ellers hittepåsomme aktionscener kunne selvsagt konkurrere med originalens.

Det blev også udfordringen for mange efterfølgende Bond-efterligninger. Johnny English, Austin Powers, Kingsman m.fl. havde også kun komisk krudt nok til en film, før man måtte forlade sig på forskruet aktion og skøre biroller. 

Overlevede med selvironi
Frede-filmene forudså på en måde den udvikling Bond-serien selv måtte tage, da Sean Connery forlod rollen efter den spektakulære, men upersonlige Du lever kun to gange i 1967.

Efter at have fejlet økonomisk med den humane Lazenby, læssede man mere humor og flere stunts på serien, men gav til gengæld James selv en selvironi, som superagent Smith havde manglet. 

Med Timothy Dalton som undtagelsen blev det sådan ved, indtil Daniel Craigs æra, hvor man for alvor begyndte at udforske karakterne. 

På humorens bekostning, til gengæld.

Det kan måske være svært at se ligheden mellem Sprogøes Bond-parodiske Smith og Daniel Craigs blødende humane inkarnation af 007 i 00’erne.

Men cirklerne mødes i den sidste store aktionsscene i No Time To Die fra 2021, hvor Bond invaderer skurkens underjordiske siloanlæg, nøjagtig som i Slap af, Frede, hvor Smith og Frede sniger sig rundt i en underjordisk labyrint.

I Ballings version smider skurken en antændt bombe ned mod Frede – der logisk nok returnerer den som en bowlingkugle. I Bond-filmen returnerer Craig på samme komiske facon en håndfuld udløste håndgranater, ligesom han på et tidspunkt vender sig og skyder ned gennem en cylinderformet passage, der dermed giver minder om Maurice Binders Gun Barrel åbning. 

Ideen er tyvstjålet fra Balling, der lod Ove Sprogøe gøre det samme i Slap af, Frede. 

Ballings bordbomber som huskekage
Frede-filmene er stadig et sjovt dansk spark i spion-sovsen, selvom årene har taget tempoet ud af sejlet. 

Men Ballings bordbomber er også en rød-hvid reminder til Bonds produktionshold om, hvorfor Frede kun levede to gange.

Uden et indre liv risikerer enhver Bond at ende som en robotagtig selvparodi. Og uden det spektakulære og humoristiske risikerer han at kede. Kombinationen er slet ikke så nem.

Måske er det derfor, at Broccoli og co siden 2021 har ladet andre om at slå først og givet Bond en slapper.