Det blev bogstaveligt talt udlevelsen af en våd drøm, da Dansk Veteranbil Club holdt den årlige forårsmønstring på Kastellet i København. For selvom regnen gav sig til at styrte ned kunne den ikke fortynde oplevelsen af at prøvekøre to Bond-stjerners foretrukne sportsvogn. En Aston Martin Lagonda V8’er fra 1977.

Det var Timothy Dalton, der første gang tog en V8'er ud og lege i Spioner dør ved daggry i 1987.  Og skønt han totalskadede den, genopstod den med Daniel Craig bag rattet i 2021. 

Faktisk blev billedet af vognens forlygter det skud, der lagde No Time To Die fra 2021 i graven, da Madeleine Swann kørte den formentlig afdøde 007s efterladte sportsvogn ind i en mørk tunnel.

Men søndag den 5. maj 2024 tændtes lyset atter på denne historiske veteran, da nøglerne blev drejet, og motoren i en undergrundsgarage på Frederiksberg blev vakt til live med et … to … og tre forsøg.

I 1977, året hvor garagens fuldblodsmodel blev bygget, stod en Aston Martin i 400.000 kr.

Ifølge Bil Revyen kunne man samme år få en Ferrari 308 GTB - og stadig stå med 100.000 kr. i hånden.

"Nemt har det ikke været at sælge Aston Martin herhjemme, og billigt har det heller ikke været at eje den: En V8 fra 1977 skulle til smøring/service for hver 8.000 km", skrev Bil Revyen.

Komfortabelt nedsænket i cockpittets blå lædersæder, lød det da heller ikke som om, denne udgave havde manglet smørelse.

Sportsvognen tilhørte Torben Tolstøj, ejeren af Mazzury Sports Cars på Frederiksberg, der i dagens anledning gavmildt havde lånt Bond-bloggens kammerat nøglerne. 

Så  også denne lakskinnende skønhed kunne skyde ryg foran Forsvarets røde bygninger.

Maskulint ophidset ved tanken brølede motoren da også som en MGM-løve i brunst.

For havde man regnet med, at det ville være en tilbagelænet, smådoven britisk gentleman, man havde prikket på skulderen for at blive eskorteret ud på en søndagstur, kunne man godt regne om igen.

At gribe om rattet var som at tage dyrenes konge i halsbåndet.

I No Time To Die vred Daniel Craigs Bond sit vilddyr ud af en garage med et par skrigende sving med halen.

No Time for that, når en veteranbil med den høje selvrisikoforsikring skulle bugseres sikkert op fra en snæver parkeringskælder.

Med over 300 heste gemt under kølerhjelmens høje rejsning var vognen ellers festligt stemt. 

Men det var Københavns gader ikke.

På grund af maratonløb var den direkte vej til kastellet ligeså lukket som en tjekkoslovakisk grænseovergang til vesten under den kolde krig.

Vi måtte fantasere os til de gadgets, der kunne have ryddet vejen, (se videoen herover) mens vi tog det lange træk hen over Bispeengen, Nordvestkvarteret og Nordhavn. Det var nu heller ikke uden udfordringer. Vejarbejde og trafikale indsnævringer udgjorde en konstant test for chaufførens koncentration.

Ikke bare fordi alt var spejlvendt, eftersom vognen var højre styret efter britisk standard.

Den var også bredere end man regnede med. Eller føltes i hvert fald sådan.

Den var tilmed rummelig. Bagsædet havde mageligt plads til to mindre passagerer – eller en cello à la den Daltons heltinde insisterede på at få med i The Living Daylights.

Til gengæld var servostyringen overraskende let.

Normalt er styretøjet tungere i sportsvogne – navnlig i parkeringssituationer. Her reagerede hjulene ubesværet, selv da bilen endnu holdt stille på parkeringskælderens epoxyunderlag.

Inden længe havde V8’eren da også bugtet sig ud gennem kælderens betonpiller og høje kanter, for som en glimtende kniv at skære sig ind i trafikken af søndagsbilister og cyklister.

Der til stor overraskelse ikke så meget som vendte hovedet ved synet.

En morlille med vognen fyldt af blomster fra planteskolen holdt blikket stift på vejbanen, mens to yngre kvinder ved et fodgængerfelt kun havde øje for hinanden.

Først ved et stoppested så en ældre dame op. Skuffet over at det ikke var bussen, hun havde hørt …

That never happened to the other fellow.

Sætte fuldblodsdyret helt fri kunne man da heller ikke. 

På det manuelle gear nåede vi kun til det tredje ud af fem. Og i den begyndende regn og tiltagende fugt skulle strømmen i baggrunden også tændes - manuelt. Ligesom kørelyset og chokeren ved start.

Hvilket på Aston Martin’sk vis blev markeret med kæmpe røde lamper i instrumentpanelet.

Til gengæld kunne sideruderne bevæge sig op og ned med elektrisk smidighed. Og så guillotine-kvikt, at man ikke skulle have sin finger – eller noget andet – i klemme der.

Interiørets detaljer stod ikke helt mål med eksteriørets ydre lækkerhed. Uforholdsmæssigt store kontakter til alting og fastgørelsen af paneler med skruer med lige kærv afslørede, at der er tale om en ældre bil.

Selvom et par skindkørehandsker i lædersædernes matchende blå farver skam var en fin lille reminder om bilens tilknytning til De Uheldige Helte.

Roger Moore lå i den kultiske serie bag rattet i en 6-cylindret Bahama-gul DBS, der dog blev rigget til, så den udvendigt lignede en V8. 

I seriens berømte biljagt, hvor Moores Aston kører dørtræk med Tony Curtis’ røde Ferrari Dino op ad et bjerg, siger man, at sidstnævnte i virkeligheden ville have vundet.

Men Judge A var ikke så sikker.

Efter at have rundet Kastellets brosten og perlegrus havde han mærket en smidig og kvik omdrejningsvillighed i denne Aston og overraskende skarpe køreegenskaber, som var det en gokart. 

Løven lagde helt sikkert logrende op til leg. En superglædelig overraskelse.

Nok var komforten til den sportslige side, og bumpene i asfalten mærkbare i affjedringen, men en tur til Syditalien bag dens rat ville han ikke undslå sig.

På en skala fra 00 til 007 scorede køreoplevelsen 005 – og havde vognen været venstrestyret, ville den have været en 6½’er. 

For, "Nøøøj, den kørte godt ...".